Af Lars Hedegaard

Jeg er ked af at måtte trætte med en lille historietime, men det skyldes, at jeg i modsætning til de fleste andre historikere mener, at man faktisk kan lære noget af historien. Man kan ikke i detaljer bruge historien til at forudsige fremtiden, men man kan erkende mønstre, som er gode at lægge mærke til, hvis man vil afværge de værste ulykker.

Den nuværende verdenssituation minder om den, der gik forud for udbruddet af 2. Verdenskrig i september 1939 – bortset fra, at den på flere områder er endnu mere faretruende. I det mindste havde Hitler ikke kernevåben og kunne derfor ikke udrydde verden ved et tryk på en knap. Det kan såvel Rusland som Kina.

Hitler angreb Polen den 1. september 1939 ud fra den forvisning, at hverken Frankrig eller Storbritannien ville leve op til de garantier, som de havde givet den polske regering. Han havde netop oplevet, hvordan de demokratiske magter året forinden havde ofret Tjekkoslovakiet ved at overlade Sudeterlandet til den tyske diktator og dermed gjort landet forsvarsløst. ”Jeg så dem i München, og de var orme”, udtalte Hitler om de britiske og franske ledere, og han kunne derfor ikke forestille sig, at disse kryb ville røre en finger, blot fordi han snuppede endnu et land.

Alt tyder på, at den kinesiske leder, Xi Jingpin, betragter Joe Biden på samme måde, som Adolf Hitler så på Neville Chamberlain og Édouard Daladier, og hvem kan fortænke ham i det? Han har set, hvordan Biden har kompromitteret USA’s sikkerhed ved at sabotere landets energiproduktion, ved at overlade kontrollen med sydgrænsen til mexicanske narkokarteller, undladt at stille Kina til ansvar for covid-pandemien, tilladt Kina at opkøbe store landområder i USA, infiltrere de mest prestigefyldte amerikanske universiteter, indsamle data om amerikanske borgere ved hjælp af TikTok og dræbe hundredtusinder af amerikanere med kinesiskproduceret fentanyl.

De kinesiske kommunister har slikket sig om munden, mens Biden har undergravet den amerikanske økonomi og økonomiske styrke i verden gennem hovedløse pengeudpumpninger og en gældsætning, der truer dollarens stilling som global reservevaluta. Samtidig med at Kina ikke lægger skjul på sin ambition om at blive klodens eneste stormagt, kan lederne i Beijing glæde sig over, at man i det amerikanske forsvarsministerium og i Pentagon synes mere optaget af at prædike kritisk raceteori for tropperne end af at forberede sig på at imødegå Kinas næste militære eventyr.

Og nu spionballonen, der fik lov at svæve over amerikansk område i adskillige dage, uden at Biden-administrationen foretog sig noget.

Og mens denne tragedie udspiller sig, kan Xi Jingpin med fornøjelse konstatere, at USA’s politiske klasse bliver ved med at betragte Rusland som sin farligste fjende og bruger uanede økonomiske og militære ressourcer i Ukraine, mens den værste trussel mod USA og resten af den vestlige verden kommer fra Kina.

Hvordan kan Xi Jingpin tro, at han risikerer noget effektivt amerikansk modsvar, når han muligvis allerede i 2024 går til militært angreb på Taiwan? Så længe Biden er præsident, har kan i hvert fald intet at frygte. Han behøver blot minde Biden om alle de millioner, som han og resten af Biden-klanen har fået fra Kina for at forråde USA.

Og hvad med resten af den demokratiske verden? Hvem forestiller man sig skal forsvare Canada, Australien og Vesteuropa, når USA er bragt til fald? Er der slet ingen i NATO, der tænker på det, eller nøjes de med at hade Trump?