Kastelsvolden © Snaphanen.dk

Forskellige løsningsmodeller for troldebekæmpelsen

Af Lars Hedegaard

Meget af de danske politikeres tid går med at løse et problem, der ikke findes, for des bedre at kunne bortlede opmærksomheden fra de problemer, som de selv har skabt. Hele Christiansborg samles i smuk forbrødring om at løse ”klimakrisen” – uden at nogen finder på at spørge, hvilken krise, de taler om.

Til gengæld er der tavshed om Danmarks altoverskyggende problem, nemlig den opsplitning i uforenelige etniske og ideologiske grupper, som politikerne selv har lavet ved deres vanvittige indvandringspolitik – og som de i øvrigt ikke har planer om at ændre.

Alle må derimod forstå, at vi står over for et klimasammenbrud, som nødvendiggør de mest drastiske indgreb.

Redaktør André Rossmann fra 24NYT har i den forbindelse citeret Peter Mogensen, der er administrerende direktør for Kraka Advisory, for at påpege, at ”det er spild af tid og penge at bygge vindmøller på havet”.

Regeringen havde nu ellers grandiose planer et energiø-projekt i Nordsøen, som desværre viser sig at ville koste staten mere end 50 milliarder. Det bliver til penge alt sammen, så politikerne har åbenbart valgt at lægge planen i skuffen. Tidligere finansminister Bjarne Corydon kaldte i maj 2022 Nordsø-projektet ”godt, visionært politisk håndværk, der fortjener ubetinget opbakning og anerkendelse”. Som Rossmann bemærker, må Corydon nu rose klimaministeren for at have droppet projektet. Der kan ske meget på et år.

Også den planlagte energiø, der skal pynte op i farvandet ud for Bornholm, bliver en fuser og forventes at give et samfundsøkonomisk tab på 7 milliarder.

Men frygt ikke. Der kommer flere planer, for i regeringskontorerne sidder folk, der ikke bestiller andet end at udtænke planer, som regeringen kan bruge som afsæt for højstemte bekendelser til grønheden. Og de vil givetvis vække stor begejstring og anerkendende ord i folkedybet. Alle ved jo, at den er rivegal, og at der skal gøres noget.

Ingen spørger, præcis hvad der er galt, eller om der overhovedet er et problem, som der skal gøres noget ved.

Ingen betvivler, at det bliver varmere, eller at vandstanden i verdenshavene stiger. Det burde de også, for vi forlod for knap 200 år siden en længerevarende kuldeperiode, kaldet den lille istid. Og fidusen ved at komme ud af en istid er, at det bliver varmere, for blev det ikke det, ville vi stadig være i den lille istid.

Men hvor meget er der udsigt til, at klimaet vil ændre sig inden udgangen af indeværende århundrede?

FN’s klimapanel er ikke til at stole på. Det samme gælder de professionelle klimaalarmister, der optræder i EU, på Christiansborg og i medierne. Deres mål har intet med klimaet at gøre. Tvært imod er deres klimasnak beregnet på at påtvinge borgerne flere afgifter, flere begrænsninger og mere statskontrol.

Heldigvis findes der pålidelige klimaforskere, som hver måned opdaterer websitet Climate4You. I adskillige måneder har de bragt de samme forudsigelser om klimaet: Hvis de nuværende tendenser fortsætter, vil Jordens atmosfære i 2100 være 1,2 grader varmere end i dag – selvom det bemærkes, at det godt kan blive mindre. Ifølge denne fremskrivning vil det i 2100 være nogenlunde så varmt som i vikingetiden, og dengang syntes varmen ikke at have lagt en dæmper vore forfædres aktiviteter.

Hvad havenes vandstand angår, forudser Climate4You en stigning på 8-12 cm ved næste århundredskifte.

Interessant nok bemærker forskerne bag den månedlige rapportering, at man ikke kan måle nogen afkøling som følge af den formindskede økonomiske aktivitet i 2021-2022, der medførte et formindsket udslip af CO2.

Måske allervigtigst: Målingerne viser, at atmosfærens øgede indhold af CO2 følger EFTER den konstaterede opvarmning. CO2 medfører altså ikke mere varme. Mere varme medfører mere CO2.

Det er ligesom med vognen og hesten. Man har aldrig set en vogn spændt for en hest.

Så længe vi bliver med at sluge magthavernes præmisser for ”klimakampen ” og derfor tror, at der er et problem, vil de samme magthavere og projektmagere kunne styre den offentlige samtale og meningsdannelse.

Sådan er det også med skovtrolde. Hvis magthaverne kan bilde os ind, at disse bæster udgør et påtrængende problem, kommer den offentlige debat til at dreje sig om forskellige løsningsmodeller for troldebekæmpelsen.