Danmark er invaderet af små blå mænd

Fra Kastellet ved Grønningen © Snaphanen.dk

Mange borgerlige lader forstå, at de er bekymrede over den massive muslimske indvandring, men vil ikke røre en finger for at forhindre den

Af Lars Hedegaard

I forlængelse af mine overvejelser om, hvad det vil sige at være højreorienteret, kommer jeg til at tænke på et begreb opfundet af Trykkefrihedsselskabets tidligere formand, Katrine Winkel Holm.

Ordet er ”positionist” og er betegnelsen på en person, der sørger for at dække sig ind til alle sider ved at indtage en position, der gør ham eller hende uangribelig. Offentlige positionister vil gerne fremstå som begavede, modige, betydningsfulde, interessante – og først og fremmest populære og berømte. Mange af dem lever af det.

For at det skal kunne lade sig gøre, må de hele tiden sikre sig, at de ikke afviger for meget fra de meninger, som den herskende klasse har vedtaget som rigtige. Og skulle man komme i tvivl om, hvad det for tiden er rigtigt at mene, behøver man kun at slå op i Politiken, Weekendavisen og Information eller følge Danmarks Radio.

Som det hed i en gammel revyvise: ”Hun glemte aldrig det vigtige, altid at mene det rigtige.”

Det har venstrefløjens tilhængere ingen problemer med, for de har definitionsmagten og kan derfor bestemme, hvad det er rigtigt at mene. De kan således med overbevisning og god samvittighed betegne andres synspunkter som misinformation eller hadetale, som man skal holde sig fra, hvis man vil være noget ved musikken.

Mere problematisk er det at bekende sig til borgerligheden. På den ene side må de borgerlige i en vis udstrækning distancere sig fra venstrefløjen – ellers var de jo ikke borgerlige. På den anden side må de sørge for ikke at overskride de grænser, der sættes af venstrefløjens konsensus om, hvad det er tilladeligt at mene. De borgerlige får lov at skvulpe lidt i et venstrehav omgivet af sultne hajer og bliver dermed en kontrolleret opposition. Som voksne sætter grænser for deres børns udfoldelser, sætter venstrefløjen grænser for, hvad de borgerlige må mene, og hvordan de kan handle.

Det får talrige politiske konsekvenser.

Nye Borgerlige siger, at islam ingen indflydelse skal have i Danmark, men vil ikke være med til at forbyde moskeerne, som er de kaserner og propagandacentraler, hvorfra islam udbredes.

Mange borgerlige lader forstå, at de er bekymrede over den massive muslimske indvandring, men vil ikke røre en finger for at forhindre den. Årligt stemmer de i Folketinget for at give dansk indfødsret til tusinder af profetens tilhængere. Venstrefløjen har nemlig fortalt dem, at det er rigtig grimt at ville beskytte den danske egenart. Og det må vi heller ikke for EU, som de borgerlige er svorne tilhængere af.

Når Søren Pape foreslår en lov, der skal forhindre, at der bliver flaget med andet end Dannebrog, skynder Liberal Alliance sig at tage afstand. LA’s små blå mænd er nemlig så liberale, at de vil tillade folk at gøre, lige hvad de har lyst til. Hvis Danmark kommer i vejen for deres liberalisme, må Danmark vige.

Her er noget andet karakteristisk for positionisterne: De holder sig til en hensigtsetik til forskel fra en konsekvensetik. For dem er det hensigten, der tæller. At vi så snart kommer til at nyde synet af vajende halvmånebannere og Islamisk Stat-flag i ghettoerne, har LA ikke tænkt på, eller også er de ligeglade.

Herregud, Danmark er jo ikke en nation eller en suveræn stat, men blot et beboet område.