Hadets sejrsgang

Af Lars Hedegaard

Når politikere som Christian Friis Bach og Lars Løkke Rasmussen udøser deres had til ”hadefulde ytringer”, er de næppe bevidste om det had, de baner vej for i deres febrilske bestræbelser på at behage islams fortalere.

Hvis islamkritik skal udlægges som ubegrundet had, og som udsprunget af den rene ondskab, ender islamkritikere med at være lovligt bytte for enhver forfølgelse. Hvis kritik af islamisk ideologi, islamisk politisk praksis og muslimsk masseindvandring skal fremstilles som den rene ondskab – og det ser unægtelig ud til at være Friis Bachs og Lars Løkkes mål – ender det med, at nogen påtager sig at eliminere de onde.

Jeg har prøvet det. Attentatet på mig i 2013 kom umiddelbart efter, at jeg i det meste af offentligheden var blevet hængt ud som noget, katten havde slæbt ind. Et ubegribeligt hadefuldt umenneske, som uden ringeste grund talte dårligt om en forfulgt minoritet. Lige efter attentatet skyndte hvad der kunne krybe og gå af politikere sig at fordømme pistolmandens handling og bedyre deres omsorg for alles ret til at udtrykke deres mening.

Det ville have været bedre, hvis de havde gjort det inden attentatet. Så var det måske ikke blevet til noget.

Så kender vi De radikale igen

Hvem vil frivilligt lade sig integrere i en kultur af svagpissere?

Af Lars Hedegaard

Christian Friis Bach, der er udenrigsordfører for De radikale udbreder sig på TV2 om nødvendigheden af at udvise ”respekt og tolerance” over for islam. I Danmark skal vi fordømme ”hadefulde ytringer” og koranafbrændinger, og man forstår på ham, at repræsentanter for regeringen skal rejse rundt i de 57 muslimske lande for at sige undskyld for, at vi har ytringsfrihed.

Det er udenrigsordførerens teori, at hvis vi bukker og skraber for de muhamedanske potentater, så vil de gøre gengæld og opgive deres plan om at undertvinge resten af verden, indtil Allah hersker overalt. Men Christian Friis Bach har åbenbart ikke forstået, hvad islam går ud på, selv om han har haft mange år til at sætte sig ind i sagen. Eller også er han ligeglad. Det sidste er vel nærmest et særkende ved De radikale.

Hverken Friis Bach eller vores skandaløse udenrigsminister har forstået, at eftergivenhed over for profetens følgere blot medfører nye krav om indskrænkninger i friheden. Man skal være en usædvanlig stor nar for at tro, at svaghed vil blive besvaret med venlighed og tolerance, eller at det vil gøre herboende muslimer mere forhippede på at lade sig integrere. Det vil naturligvis få den modsatte effekt. Hvem vil frivilligt lade sig integrere i en kultur af svagpissere?

Hvad er der i øvrigt galt med hadefulde ytringer? Selve tanken er et særkende ved kristendommen og har ingen plads i andre kulturer, hvor man naturligvis hader dem, der vil en til livs.

Du skal elske dine fjender, sagde Jesus, men indebærer det også, at man skal lade sig undertrykke og udrydde? Uanset hvor sødt du taler til en haj, vil den ende med at æde dig.

****************************

Dialog i Søhøjlandet

Det var i 2019 på vej til folkefesten på Mosbjerg, at jeg måtte hakke bremserne i da jeg kørte gennem landsbyen Alken på nordsiden af Mossø. Alken er en stationsby mellem Skanderborg og Herning beboet af 235 sjæle. Jeg måtte have et billede af denne tekst. Jeg tror, afsenderen hed “Foreningen Alken mod fremmedfjendtlighed,” og de “fremmedfjendtlige” var jo os, der var på vej til Folkefest.

Det skal siges, at jeg ikke så en eneste fremmed mellem Alkens biodynamiske køkkenhaver, men viljen ser Vorherre på.  Selv i Søhøjlandet. (Steen)