“Tryghed,” “retfærdighed” og “demokrati” er nogle af de vigtigste ord i det svenske sprog. Jeg ved ikke, om det tænkes på den himmelske retfærdighed,  den juridiske eller en helt tredje, magtelitens mere vilkårlige for eksempel.

Det skulle man dog ikke tro, når man iagttager landet delvist udefra. Udefra ser vi en stenhård politisk censur, og et land hvor fire ud af ti kvinder er bange for at gå ud alene i mørke, og ti procent aldrig gør det og med ret god grund. I de større byer er tallet naturligvis meget højere, for ingen rigtige svenskere er bange for mørke skove på landet. Husk det, tryghed og  demokrati – og feminisme, naturligvis. Feminisme betyder “fyld landet op med voldelige patriarker, der regner kvinder for lort og iøvrigt slår dem ihjel i snesevis om året.” Nå, nu kan man se den udemokratiske og truende reklamefilm her, det er nok ‘de hvide mænd’, den er gal med. Det er ikke nemt, at være mand i Sverige, det er heller ikke nemt at være kvinde, men det er af forskellige grunde.

“Vi vidhåller att det bör finnas en demokratisk princip, givetvis, men måste också titta på konsekvenserna. I det här fallet uppfattar vi att vår personal känner sig hotad, och då får det gå före.”

“SD-reklamen skulle visas inför samtliga filmer på repertoaren inklusive familjefilmer. Den aktuella reklamfilmen visar fyra vita män, en busschaufför, en hamnarbetare, en grafisk formgivare och en produktspecialist, som ställer sig bakom SD:s politiska budskap till tonerna av rockmusik.” GP.SE

De kommende politiske mord i Danmark

Jeg ville selv have skrevet noget lignende i anledning af arrestationen af “den formodede pistolmand fra Pelargoniavej”, skal han vist hedde nu, og retsvæsnets besynderlige opførsel, det tilbagevirkende navneforbud, der kun kan skyldes en neglebidende politisk politi ledelse,  men nu gjorde Jalving det. Nogen kommer til at dø på grund af islam, dvs i virkeligheden multikulturpolitikerne, og vi ved det allesammen. Det er om at holde krudtet tørt, både for de hidtidige ofre, der har overlevet,  men især for de kommende.

Jeg er ked ad at sige det, men i vores dumsmarte tolerance gennem mere end 30 år har vi inviteret så mange potentielle terrorister ind i landet og finansieret deres paralleltilværelse via velfærdsstat og babymos, at vi snart sagt selv er ude om det.

En såkaldt talsmand for herboende somaliere var ”chokeret”. Nok en overdrivelse. Alle med øjne og ører har for længst opdaget, at ikke blot moskéer, men tillige en lang række arabiske ”kulturforeninger” i praksis fungerer som rekrutteringskontorer for hellig krig, først i Mellemøsten, siden her.

Alligevel bygges der nye moskeer over det ganske land, ligesom der hældes millioner og atter millioner i ”foreningslivet” i “udsatte områder” – under multikulturalismens spraglede faner og til liberale og socialistiske politikeres opstemte taler om, hvor godt det er, at vi er lige forskellige og fra alverdens forenede nationer. Alle os, der betragter dette cirkus udefra, véd godt, at det alt sammen er bullshit, men det lyder så bedårende.

Imens kan Lars Hedegaard, Kurt Westergaard, Lars Vilks og andre kan tale med om, hvordan det er at være mål for mænd med islamiske hensigter, og listen vil naturligvis bliver længere og længere, mens godtroende journalister og andre idioter vil fortsætte med at tro på det bedste i hvert eneste skyldigt menneske og opfordrer alle til at tale pænt og anerkende alle for deres særheder. Men ærligt talt: Hvem tror i deres vildeste fantasi, at islamismen forsvinder af sig selv? D’herrer og damer, den skal bekæmpes ligesom kommunismen og fascismen. Lynkursus i bullshit