At sige “Jeg er ikke islamofob” er at anerkende, “islamofobi” eksisterer
(Foto © Snaphanen.dk, klik f helskærm)- I et opslag på Facebook omtaler Suzanne Bjerrehus en rapport af en vis phd Amani Hassani, som hænger Danmark ud for at være “islamofobisk”. Som bevis anfører denne doktor i volapyk, at landets mest politisk korrekte politiker, Ida Auken, har kaldt en muslim “idiot”. Jeg har ikke læst Hassanis epos og gider heller ikke, men der er grund til at analysere det ofte anvendte begreb, “islamofobi”.
Sig ordet “islamofob”, og folk springer op og bedyrer, at det er de sandelig ikke, for årtiers mediepropaganda har fået mange til at tro, at “islamofobi” enten er en slags racisme eller i det mindste noget, der ligner.
Et historisk billede af politikvinden der krammer niqabkvinden der trodsede maskeringsforbudsloven
Men ved at benægte, at man lider af islamofobi, anerkender man, at begrebet henviser til noget, der eksisterer i den virkelige verden. Når man siger: “Jeg er ikke islamofob”, siger man også indirekte, at det ville være for galt, hvis jeg var. Hvis nogen siger, at de ikke lider af hekse- eller skovtroldefobi, anerkender de implicit, at hekse og skovtrolde findes.
“Islamofobi” er opfundet af iranske ekstremister i 70′ erne
Hvor kommer dette udflydende begreb fra? Hvem fandt på det? Som Martin Peretz gør opmærksom på i The New Republic, er det opfundet af iranske ekstremister i slutningen af 1970’erne. Altså omkring tidspunktet for ayatollah Khomeinis islamiske revolution som et propagandatrick beregnet på at gøre islam uangribelig. Og i Vesten er vi faldet for dette bondefangerkneb.
Som Peretz skriver, tjener begrebet flere formål: Dels skal det aflede opmærksomheden fra den igangværende islamiske offensiv i Vesten ved at gøre forsvaret for vore sekulære samfund ensbetydende med en psykisk lidelse (fobi).
Men frem for alt skal det bruges til at lukke munden på de muslimer, der sår tvivl om Koranen, eller som gerne ville vende islam ryggen. Unge piger bliver stigmatiseret, hvis de nægter at iføre sig muhamedansk uniform. Hertil kommer, at frygten for islamofobi skal få os til at tie om de massive kristenforfølgelser i muslimske lande fra Pakistan til Nigeria.
Foreløbigt går fordummelsesoffensiven over stok og sten, og hver gang vi anerkender, at der findes en sygdom ved navn islamofobi, hjælper vi Allah på vej.
Lars Hedegaard
Se også Rapport fremhæver radikale Ida Auken som islamofob: “… her prejudicial views towards Muslim men”.For tretten år siden skrev Robert Redeker, i Information af alle steder:
Ordkonstruktionen ’islamofobi’ er en fælde lagt af islamister i den hensigt at vanskeliggøre islamkritik
Fobi betyder frygt, og frygt er en vigtig psykologisk forsvarsmekanisme. Mange dyr overlever kun p.gr.af deres nedarvede frygt for mulige fjender. “Kun en tĂĄbe frygter ikke havet”. Jeg vil med en lille omskrivning sige: “Kun en tĂĄbe frygter ikke Islam”.
Irrationel frygt=fobi. Sålænge folk af andet festlig oprindelse end dansk tager afstand fra mig og mine og ligefrem hader mig, for de igen af samme mønt.
OBS: Jeg kan ikke sige, hvornår kommentarer kommer tilbage, det afhænger af min nye teknikker. En måneds tid, måske. En eller flere venstreekstremister mener som bekendt, at folk ikke skal kunne kommentere her. Så snart jeg åbner for kommentarer, er sabotørerne her. Det er deres livsindhold at forhindre jer i at skrive, og ret beset er det jo JER, de censurerer. Jeg kan skrive, hvad der passer mig
Det er venstrefløjens shownummer i disse år, ikke at vinde debatter, men at lukke munden på anderledes tænkende. Jævnfør f.eks. Facebook/Google. Det må i leve med indtil videre. See you S
“Sig ordet “islamofob”, og folk springer op og bedyrer, at det er de sandelig ikke”
Så omgiver du dig med de forkerte mennesker. Hvis nogen kalder mig islamofob siger jeg tak, og citere et par udvalgte koranvers for at understrege hvor velbegrundet “fobien” er.
Det er vel efterhånden kun muslimer og folk fra det radikale venstre der tror at de kan lukke munden på folk ved at råbe islamofob efter dem, og der er virkelig ingen grund til at beskæftige sig med nogen af dem.