Danmark forvandles til et frivillig apartheidsamfund

Fredagsbøn udenfor Christianborg, midt i København, 2019. Foto: Liselotte Sabroe/ Scanpix/ AP

Af Erling Marthinsen

“Det er som at være vidne til en lydløs eksplosion. Lydløs, fordi det hele foregår frivilligt.”

At være vidne til de demografiske ændringer i Danmark er som at være vidne til en lydløs eksplosion. Det nationale fællesskab er i færd med at ødelægges, og resultatet kan blive voldelige konflikter.

Dette siger den prisbelønnede forfatter Birgithe Kosovic, ifølge Berlingske. Kosovic har baggrund fra det som engang hed Jugoslavien, og hendes bog Det dobbelte land handler om hvordan Jugoslavien opløstes, og endte i et blodbad. Hun ved altså hvad splittelse kan føre til.

»Hvis man forstår alvoren af det her, så bliver man bange for sig selv, når man siger de her ting højt. Andre bliver også bange for en. Og det forstår jeg godt.«

Kosovic er ærlig i sin kritik af samfundsudviklingen. Hun har mistet håbet, og frygter nu at hun tager håbet fra andre danskere. Men alligevel vil hun ikke holde mund. For budskabet er vigtigere end følelser, og Danmark er havnet på et forkert spor.

Det er indvandringen hun sigter til som den store trussel. Det homogene Danmark afgår ved døden. Splittelsen mellem muslimer og ikke-muslimer kan blive skæbnesvanger for landet, for konflikter er uundgåelige i et multikulturelt land.

Kosovics analyse er dyster. Vores samfund er ved at blive omdannet til et »frivilligt apartheid«, siger hun. Eliten hylder muligvis mangfoldigheden i skåltalerne. Og politikerne gentager gang på gang, at mange ikke-vestlige indvandrere skam er velintegrerede. Men det passer ikke, siger Kosovic.

Integration er en utopisk drøm. Og det er ikke staten som fører til splittelse og segregering, men den uvillige befolkning.

Den er kort sagt frivillig. Når vi kan vælge, vælger vi nemlig hinanden fra. Og det gør vi, fordi vi grundlæggende er forskellige, siger hun. Fravalget handler ikke om had, men om pragmatisme. Man vil gerne være sammen med folk, som minder om en selv, fordi det gør hverdagen nemmere ifølge Kosovic.

Dette er selvsagt indlysende. Man vil omgås folk som man har noget fælles med. Dette handler ikke om hudfarve, men om kultur. Og kompromisser er politik, ikke noget vi orker at bruge fritiden på.

Reultatet bliver en selvvalgt splittelse, som måske er mere praktisk og trivselsmæssigt anlagt end den er hadbaseret.

»Selvsegregering kan ramme alle dele af vores samfund, hvor der er frit valg. Det gælder lige fra valg af skole til læge, kørelærer, flyttemand og alt muligt andet.

Men hvis ikke vi vil have hinanden til naboer, til skolekammerater, til kolleger, til chef, til lærer, til sagsbehandler på kommunen, til hjemmehjælp, til sygeplejerske, til politiker, til politimand og så videre, hvad vil vi så egentlig med hinanden?«

Her er det på sin plads at stille et spørsmål. Hvor mange almindelige danskere har ønsket sig et multikulturelt samfund? Er det sådan at den danske befolkning i 60-erne savnede et land med gader fyldt op af hijaber, fredagsbøn og kebab? Hvad med os nordmænd? Hvad med svenskene?

Danske politikere fokuserer på at hjælpe verden som rammes af ‘klimaændringer’. Deres eget folk er de ligeglade med.  Vi nordmænd genkender os i det.

Forskellene mellem folkeslagene som er blevet blandet sammen er fundamentale.

Hvor danskere har en individualistisk kultur, så har indvandrere og efterkommere fra muslimske lande en kollektivistisk kultur.

Dermed blir det vanskelig at leve sammen. Hvorfor tænkte ingen sådanne tanker før masseindvandringen var en realitet? Hvorfor forstod næsten ingen af den såkalte elite at man kan ikke beholde det samme land hvis man faktisk udskifter befolkningen?

Det er ikke megen grund til at håbe på forbedringer, mener Kosovic.

»Det, der sker på gymnasierne, er en meget god indikator. Her vælger de unge aktivt hinanden fra, når andelen af indvandrere kommer over 30 procent. Det er en kritisk grænse, hvor fællesskabet kollapser, og danskerne trækker sig. Hvis ikke tilbøjeligheden stopper, vil det transformere samfundet«

Tvungen omfordeling af de unge på skolerne overvejes af Socialdemokraterne. Men modellen har en række begrænsninger. Akkurat som under pandemien skal unge mennesker være forsøgsdyr for at reparere de voksnes fejltagelser.

Integration gennem ægteskab består stort set i at danske kvinder konverterer til islam, antydes det. Dette blir dermed ikke integration i det danske, men i det islamiske.

»Ja, det er jo ikke fri fantasi, når jeg siger, at det kan forstyrre vores offentlige institutioners almindelige virke, hvis en masse ansatte har andre livsformer og loyalitet over for deres eget parallelsamfund.«

Statens voldsmonopol er truet, noget som er særlig skræmmende, Muslimer har ingen tillid til politiet, ifølge Kosovic. De finder andre måder at beskytte sig på. Klansamfundet bygger sig opp. Dette er allerede i færd med at forandre Danmark radikalt.

Konflikterne vokser, og fremtiden ser mørk ud. Ghettoene er fremtidens Danmark.

I dag forsøger danskene at beskytte individer, men det er hele territorier som trænger til beskyttelse.

»Fordi det er så ineffektivt at slå ring om individet. Hvis vi har det mål at beskytte individet, så er den eneste mulighed en beskyttelse af territoriet.«

Kosovic tror ikke på borgerkrig i klassisk forstand. Men hun ser splittelse og konflikter for sig som ingen ved hvordan man kan sætte en stopper for. Terroren vokser, og de enorme ressursene som bruges for at bekæmpe dette er ikke tilstrækkelig.

»Det er som at være vidne til en lydløs eksplosion. Og den er lydløs, fordi det hele foregår frivilligt. Det er ikke dikteret eller erklæret af nogen. I mine øjne er det naivt at forestille sig, at den konflikt aldrig vil blive væbnet i forskellig grad. De gensidige offerfortællinger er allerede i gang, og dødsvolden har allerede fundet sted.«

Sverige er allerede nået frem til katastrofen, og etniske svenskere er om få år i mindretal i deres eget land. Danmark følger lydigt efter. Norge har valgt akkurat det samme spor.

Man må spørge sig: Hvem er det som virkelig ønsker en sådan udvikling af vore en gang så trygge og lykkelige nordiske paradiser?

Fordansket af Snaphanen

Birgithe Kosovic, Lars Vilks og Charlie Hebdos redaktør Gerard Biard i Trykkefrihedsselskabet 9.10 2014, altså tre måneder inden terrorangrebet på avisen. Biard var så heldig, at han helt tilfældigt var på forretningsrejse i London. (foto Snaphanen.dk)