The Sound of Silenced Science

The Adverse Events featuring The Spike Girls

Sådan bekæmper man journalister

Af Lars Hedegaard

”Journalister er som spøgelser. Hvis man tænder lyset, fordamper de.”

En kommentator på denne væg skriver, at det er ”ufatteligt, at befolkningen i et moderne oplyst samfund kan stemme på landets to største løgnhalse og kæmpe egoister, Løkke og Mette”.

Men det er faktisk ikke så svært at forstå. Problemet er, at medierne er ensrettede, og at befolkningen og særligt politikerne tillægger dem en moralsk status, som er aldeles ufortjent. Vi er kort sagt bange for dem, for vi ved, at de vil prøve at ødelægge enhver, der ikke går i takt med deres politiske dagsorden. Og da næsten alle gør, begynder vælgerne at tro, at det er dem, der er noget galt med, hvis de ikke stemmer på systemets partier. Alt efter opskriften: En million danskere kan ikke tage fejl. Stem socialdemokratisk!

Washington Post kunne i 2014 berette, at kun 7 pct. af de amerikanske journalister var republikanere, og det har næppe ændret sig siden. Også i Danmark er det knusende flertal af journalister enten venstreorienterede eller meget venstreorienterede – og det i den grad, at journalist snarere er betegnelsen på en politisk holdning end på et fag.

Og da politikerne er bange for journalisterne, svarer de velopdragent på deres spørgsmål: Mener du ikke, at skattelettelser skader velfærden? Hvad vil du gøre for at fremme integrationen? Gør dit parti nok for at løse klimakrisen? Osv.

Svaret er naturligvis at angribe de skjulte præmisser for den slags spørgsmål og dermed bringe journalisterne ud af balance: Hvad mener du med velfærd, fru journalist? Er velfærd det samme som en voksende offentlig sektor, eller er det også velfærd, at borgerne kan få lov at beholde nogle af deres egne penge? Og når du, kære journalist, taler om ”integrationen”, bygger dit spørgsmål på to underforståede antagelser, nemlig at en integration finder sted – hvilket er højst tvivlsomt – og at politikerne kan gøre noget for at fremme den – hvad de bevisligt ikke kan. Det samme gælder klimaet, som er et af journalisternes yndlingsemner. Politikerne burde spørge dem, hvorfor de er så sikre på, at det bestemmes af mennesker, når et stort antal prominente videnskabsmænd afviser teorien.

Højreorienterede danske politikere – som der godt nok ikke er mange af – kunne med fordel taget ved lære Kari Lake, som er republikansk kandidat til guvernørposten i Arizona. Hun har den fordel at have været mangeårig tv-journalist og kender derfor alle branchens tricks. Som tilfældet er med enhver republikansk politiker, der støtter Donald Trump, bliver hun kaldt fascist og en trussel mod demokratiet, bl.a.fordi hun ikke mener, at præsidentvalget i 2020 gik lovligt for sig.

Da en journalist i begyndelsen af ugen spurgte Lake om sine frygtelige meninger, fremdrog hun en liste med 150 tilfælde, hvor demokrater har anfægtet udfaldet af valg. Det gælder bl.a. Hillary Clinton, der stadig mener, at Trump snød sig til sejren i 2016.

Kari Lake lader sig ikke skræmme af journalister og nægter at acceptere præmisserne for deres spørgsmål, og det synes at give bonus, idet hun fører i meningsmålingerne. Mod smitter, og når en politiker viser, at hun ikke tager journalister alvorligt, begynder vælgerne heller ikke at gøre det.

Som Tucker Carlson fra Fox News bemærkede i går: ”Journalister er som spøgelser. Hvis man tænder lyset, fordamper de.”