Soylent Green (1973)

“You may live to see man-made horrors beyond your comprehension.” ― Nikola Tesla

New York i 2022. Miljøet er ødelagt, verden er overbefolket, og folk lever af kunstig mad, hovedsageligt fra det store firma Soylent. En politimand ved navn Thorn efterforsker et mord, som snart viser sig at have forbindelse til virksomheden. Soylent Green

Kommentatoren Svend gjorde mig i går opmærksom på denne fremtidsdystopi fra 1973, inspireret af den canadiske statsdød nedenfor, som jeg aldrig havde hørt om. Joseph Cotton (Den Tredje Mand) Charlton Heston og Edward G. Robinson medvirker. Det blev Robinsons sidste film, han døde tre måneder efter.. Hvordan så 2022 så ud i 1973, få år efter at jeg blev student?

De mest iøjenfaldende ligheder er den statslige død, som Edward G Robinson til sidst får mens han sover ind til Beethoven Grieg og Tchaikovsky. Det er, at rigtige madvarer er ved at blive erstattet af kunstige (Soylent Green), med en bitter pointe til sidt, som jeg ikke skal røbe. Det er, at proletariatet lever et stadig mere usselt liv, som en overklasse lever luksuriøst afskærmet fra. (Vi ved, at “pandemien” var historiens største overførsel af penge fra fattige til rige.)

Det undrer mig, at jeg ikke kendte den, for jeg har altid været filmenthusiast. Ikke kun dokumentarer, men stort set alt som jeg er så heldig at have adgang til fra filmkunsten. Jeg er også nogenlunde bekendt med fremtidsdystopier, som jeg læste i min gymnasietid: Orwell, Huxley, Karin Boye, Anthony Burgess og H.G.Wells.

Men genren er enorm og meget gammel, og begynder vel i virkeligheden allerede med Platon.Det var min lærer og senere ven, modstandsmanden og eks- kommunisten Peter P. Rohde, der gav mig interessen for den i skolen, og når jeg besøgte ham og Ina Rohde i Hornbæk mange søndage i halvfjerdserne. Men tak til Svend for at udvide mit repertoire.

Jeg vedlægger også 1984, som blev den store Richard Burtons sidste film i 1984, hvis nogle ikke skulle kende den.