Expressens lederredaktion i gavehumør. Eller er det Bjørn Elmguist, der er gæsteskribent på hovedlederen idag? Jeg kunne komme i tanker om andet end fatasien, der sætter grænser for Sveriges befolkningsstørrelse.
I morgon presenterar SCB en sammanställning av hur många vi är som bor i Sverige. Vi skulle kunna vara många fler.
Ingenting får den “nationella” rörelsen att gå igång så mycket som när man hävdar just detta. Att vi är alldeles för få på den glesbefolkade yta vi kallar Sverige. Att vi har plats för så många fler människor från världens alla hörn.Det är en sorglustig ironi att just de som säger sig älska Sverige så mycket är samma personer som vill föra en politik som lägger lock på utvecklingen. Ingenting skulle förstöra Sverige mer än att sätta stopp för invandringen. […]
En handfull politiker och debattörer har riktigt stuckit ut hakan i denna laddade fråga. Miljöpartisten Lena Klevenås tyckte att vi skulle bli 30 miljoner. Anders Ferm (s) och Mauricio Rojas (fp) höjde budet till 50 miljoner. Journalisten Jenny Morelli drog till med 80 miljoner i Kommunalarbetaren medan hennes kollega Torbjörn Björkman på Proletären toppade med 160 miljoner.
Det är egentligen bara fantasin – och modet – som sätter gränser. Välkomna!
Sverige er tolv gange så stort som Holland. Med samme befolkningstæthed som Holland – og uden at skulle bygge diger – skulle der altså med lethed kunne bo 195 millioner nysvenskere. Det ville svare til hele 4-5 år af den 3. verdens befolkningsoverproduktion. Problemet er, at det er den sydligste tredjedel af landet, der er befolket. Alene i Skåne den første million. Nord for Uppsala, bliver det virkeligt tyndt med selskabslivet . Vil 150 millioner irakere, egyptere og somaliere befolke de vidtstrakte ødemarker op mod polarcirklen ? Fælde træer, skovle sne, bryde malm, hive klippesten op fra markerne og dyrke dem i et områder, der i forvejen er på national bistandshjælp og iøvrigt mest hernligger i mørke og kulde. ? Expressen – eller er det Elmquist ? –skojar. Det gør vi også: Sweden: From Haram to Halal in seconds!.
Kan hun dog ikke sætte én fod forkert ?
når nu så mange ønsker det………..
Pia Kjærsgaard giver sin version af årsagerne til Dansk Folkepartis politiske succes. Med kun 13 år på bagen har partiet overtaget Det Radikale Venstres rolle som partiet, der leverer de afgørende stemmer og samtidig sætter partiet dagsordener med overordentlig stor gennemslagskraft.
DR, P 1 Audio 50 minutter. (foto © Snaphanen, klik) – og nej, jeg er stadig ikke medlem nogen steder. Pia Kjærsgaard er et naturtalent, ikke raketforsker. Meir Carlsen skrev i sin leder efter 2001 valget “En sejr for demokratiet” – at enhver stemme vejer lige meget. Kjærsgaard stemme er blevet tungere og fyldigere med årene. En cand.scient. pol. vejer ikke mere end en fhv. hjemmehjælper, selvom ønsket findes og dyrkes på parketgulvene på det ydre Frederiksberg. Det kaldes folkestyre. I centraladminstrationen findes også denne : Thulesen Dahl kunne have drevet det til hvad som helst – hvis han havde været medlem af et andet parti. Småborgerlighedens konformisme stikker dybt. Alle de pæne drenge og piger, der leger voksne, modne og anstændige uden helt at vide hvorfor.- Naturtalenter kan man til gengæld ikke kalde de Radikale – her seneste mordforsøg på et regeringsskfite: R opfordrer S til ny udlændingepolitik. Man kan jo ikke være nok taknemmelig.
»Eftersom man ikke har helt frie og demokratiske valg i Sverige«
JEG HAR netop været på en tur til Malmø. En ganske hyggelig by. Og den har noget, som mange gerne vil have i Danmark: stor åbenhed over for fremmede, muslimer især.
Den er præget af mangfoldighed og tolerance. Ganske vist ser man ikke så mange muslimer i gadebilledet, men tro mig – de er tjenende ånder overalt i køkkenerne osv. Malmø virker ikke særlig svensk. Jo, skiltene er blå og gule, men alligevel. Malmø er vel en multikulturel mønsterby, og jeg har hørt, at Muhammed er det navn, der er mest populært.
Eftersom man ikke har helt frie og demokratiske valg i Sverige, er det lykkedes at udelukke Sverigesdemokraterne, den svenske pendant til Dansk Folkeparti. Det må da være noget nær paradis at bo i et land, der er fri for racister. Ikke nok med det. I Sverige er stat og kirke adskilt – det samfund, som enhver Politiken-læser drømmer om, er realiseret i København M, som Malmø også hedder. Jeg ved ikke, om det er et problem, men det er jo noget specielt, at der i Danmark er så mange svenske gæstearbejdere, og der kommer nok flere, fordi vi tjener meget mere, end de gør. Det er dog mit indtryk, at de svenske fremmedarbejdere er hurtige til at tilpasse sig. […]
Vi går ud fra, at disse forelskede er meget ”dansksindede”. For dem må det være noget nær som en forvisning til Sibirien at bo i Malmø. Jeg kan levende forestille mig dem sidde ved en café og se længselsfuldt over mod Københavns tårne nynnende ”Dig elsker jeg, Danmark, mit fædreland”, mens kæresten ser lidt jaloux ud. Her bor de i et åbent multikulturelt paradis, og så vil de hjem til et lukket, racistisk land. Det fatter jeg ikke. Nyd dog tilværelsen som dansk mindretal og sig tak for udlændingeservicen.
En drink hos Taliban – shaken, not stirred
James Bond-serien afspejler som bekendt det politiske såvel som det kulturelle tidsbillede på de enkelte films tilblivelsespunkt. Jeg har netop genset den første af de to med Timothy Dalton, The Living Daylights fra 1987, og jeg må tilstå at afgrunden mellem verden anno 1987 og i dag har efterladt mig ‘shaken’ and ‘stirred’. Der er ikke blot et jerntæppe mindre til forskel fra dengang, men uskyldstabet som impliceres af en sammenligning af vor tid med filmens karikerede univers – det kan selvfølgelig ikke være mere karikeret end at det har kunnet ramme en klangbund hos datidens publikum – var faktisk ret chokerende. 1987 var en tid hvor jerntæppets paradigme, med fatale konsekvenser for vor tid, medførte, at man gled alt, alt for let hen over ondskaben hos nogle af modstanderne af Sovjetregimet. I filmen her Talibanerne, eller som Bond forklarer den blonde, utilslørede heltinde midt i Afghanistans bjerge, er “the mujahedin” “the Afghan resistance”. De to modtages hos et spraglet kompagni af disse brave frihedskæmpere, hvor den blonde kuffarkvindes tilstedeværelse samt manglende indpakning ikke vækker det mindste anstød. I det folkloristiske tæppe-og-pude-miljø står der endog en flaske vodka parat til udskænkning til Bond.
Uskyldstabet som vi alle har oplevet i den mellemliggende tid afspejles i øvrigt også i filmens afslappede brug af referencer til Allah, og i lokalkolorit i form af muezzinens kald til fredagsbønnen. I dag ville man formentlig undgå enhver reference til islam, med mindre det var afgørende for plottet. Dette var år 2 F.R. – Før Rushdie. Vi er alle blevet meget mere kyniske og illusionsløse i den mellemliggende tid, også de der ikke vil indrømme det (LFPC).










