Den Kongelige Livgardes og Danmarks største – 50.000 mænd og kvinder – prægede bybilledet i København i eftermiddags inden stormiddagen i Bella Centret i aften. Meget sønderjydsk hørtes i vrimlen. Her er det jubilarerne fra 1958 holdet (foto © Snaphanen, klik f. helbillede)
Officer: »Sveriges vej mod katastrofen«
Det sönderslitna Libanon på 1980-talet – och Sverige på 2000-talet. Kontrasterna kunde inte vara större – eller? Före detta FN-officeren Anders Lugn listar sex oroande tecken i Libanon som kan skönjas också i vårt till synes trygga mellanmjölksland.
“I mitten av 80-talet arbetade jag som kapten i den internationella FN-styrkan i Libanon. Därefter var jag många gånger i detta underbara land, sönderslitet av så många inbördes strider. Hur är det möjligt att ett så fantastiskt land med så många goda människor kan begå detta kollektiva självmord? Jag kunde hitta sex förhållanden som skapade förutsättningar för den libanesiska undergången:
1. Svaga gemensamma nationella värderingar.
2. Svag nationell krigsmakt.
3. Svag nationell polismakt.
4. Extremt god tillgång till vapen.
5. Stor tillgång till droger – alkohol till kristna, hasch till muslimer.
6. Känsla av vanmakt i befolkningen: ”det är ingen idé att kämpa för ett bättre liv… fogdarna tar ändå det jag skrapar ihop”.
Hemma i Sverige inser jag sakta men obehaglig säkert att just dessa faktorer i stigande utsträckning gäller även oss. En och annan i bekantskapskretsen har satt mellanmjölken i vrångstrupen när jag hävdat dessa teser, men låt oss granska dem sakligt……:”
Anders Lugn: ” Sveriges väg mot katastrof” – pletvis dukker der ædruelig erkendelse af fare op i svenske medier. Ikke alle sover. Men den politiske elite vil ikke vågne og vælgerne har ikke villet forstyrre deres søvn. Det er en behandlingskrævende, men uerkendt psykologisk tilstand. Man skal være varsom med at spå 15-50 år ud ifremtiden, men en Malmøbo kommenterer artiklen således: “Här i Malmö talar folk om NÄR inbördeskriget startar, inte om.” Kun en anelse mere diplomatisk siger Lars Berglund, docent i kunsthistorie: “Detta är förste gången i världshistorien som en demokratisk vald regering tvingar sit eget folk at bekosta sin egen kolonisering“. Givet er det, at den forfærdelige mulighed i disse år gives sin chance og den er ikke vedhæftet nogen fortrydelsesklausul.
Generalkonsul Ingmar Karlsson: “Gerillakrig i våra ghettoiserade storstadsförorter”
En af de største gåder for mig er hvordan nogle mennesker tilsyneladende har aflært sig tidligere viden, og nu handler på en måde der kun kan opfattes som destruktiv, for samfundet i almindelighed og for deres egne umiddelbare efterkommere i særdeleshed. Således bugner Infomedia med vidnesbyrd om hvad jeg kalder Birthe Rønn Hornbech 1.0, som absolut ingen illusioner havde om det muhamedanske trossystems fortræffeligheder. For den svenske elites vedkommende er gåden så meget desto større, fordi der her tilsyneladende er mennesker der vitterligt tror på den multikulturelle utopi, hvor transvestitten græsser ved siden af imamen; disse centralt placerede personer som f. eks. Mona Sahlin, må have adgang til langt mere indgående viden om multikulturens pris i menneskelige og økonomiske termer, end vi her har – og alligevel går hun det ene øjeblik til knulla-parade, for det næste at iføre sig tørklæde og gå hen i moskeen. Her et helt konkret eksempel fra den svenske generalkonsul i Istanbul Ingmar Karlsson 1993, fra debatten på Exilen om Lugns advarsler:
[…] När det “bara” fanns mellan 60 000 och 70 000 muslimer i landet (idag finns det närmare 500 000) så skrev Ingmar Karlsson (1) boken. “Islam och Europa – samlevnad eller konfrontation” i ett avsnitt som handlar om Islam i Sverige skrev han redan 1993…
“Om integrationen däremot misslyckas och invandrarna med muslimsk bakgrund känner sig satta under religiöst förmynderi, ghettoiserade och socialt marginaliserade med fortsatta arbetslöshetssiffror på över 50 % måste vi räkna med att underjordiska fundamentalistiska koranskolor kommer att växa fram i våra invandrarförorter med lärare som manar till kamp med alla medel mot vad de betraktar som ett svenskt förtryckarsamhälle”
“Går utvecklingen dithän måste vi räkna med att militanta muslimska organisationer kommer att sträva efter att hos oss föra sin kamp mot den västvärld som de betraktar som inkarnationen av all ondska. Ett “heligt krig” kan då fortare än vi anar bli en realitet i Västeuropa men inte i en form av en militär kraftmätning mellan väst och den islamiska världen utan som ett gerillakrig i våra ghettoiserade storstadsförorter.” […]
Blogredaktøren er langt bedre inde i de svenske forhold end undertegnede, så han kan evt. perspektivere Karlssons placering i det multikulturelle hierarki (LFPC).
Uriasposten og Hodja “yderliggående” – hvad med Snaphanen?
Da jeg først skimmede ned over kronikken fra Politiken troede jeg umiddelbart, at der var tale om et af de velkendte stykker enfoldig journalist-spam som de her excellerer i: Nedladende i sprogbrugen, de onde udpeget med pædagogisk pegepind, og shaming alene ved brug af insinuerende ordvalg – “yderliggående”, “velsagtens for at tiltrække højreorienterede sydfra” – ikke ved påpegning af hvad der rent faktisk siges eller menes, og hvori det “yderliggående” skulle bestå. Men nej, ophavet er cremen af den danske akademikerstand, og bekræfter hvad jeg før har fremhævet – høj som lav på den islamapologetiske fløj bruger de samme retoriske virkemidler mod modstanderne, os.
Jeg er helt sikker på at disse melodramatiske sikkerhedsforanstaltninger var ganske overflødige, i hvert fald hvad angår deltagerne på disse blogs (samt Snaphanen). Mon ikke godt man kan antage, at hemmelighedskræmmeriet ikke skyldtes frygt for kronragede tyske neanderthalere, men for pinlig opmærksomhed fra medierne? Mon ikke godt arrangørerne har vidst, at de fleste danskere ville føle afsky ved enhver tanke om sharia, og ved akademisk legitimering af spørgsmålet?
Jeg kunne måske have fundet på at stille mig op uden for indgangen med diverse ubehagelige farvefotos af livet (og døden) under sharia, hvilket næppe ville kalde på bevogtning fra PET … men denne angivelige paranoia som dette udstiller, kan ikke camouflere virkeligheden i Danmark og Europa anno 2008: Her er det arrangementer med folk som Wilders og Hirsi Ali som kræver topprofessionel beskyttelse med metaldetektor og forhåndsgodkendelse. Det er Naser Khader og Pia Kjærsgaard der må beskyttes i det daglige, ikke medløbere blandt akademikerstanden. Ligesom det faktum, at befolkningsbevægelserne foregår fra muslimske lande mod vores lande, og ikke den modsatte vej, så er denne iøjnefaldende forskel på hvem der har beskyttelse behov en af de sigende, men oftest oversete, kendsgerninger der bør trækkes frem igen og igen (LFPC).
Nogle yderliggående højreorienterede havde fået fat i planen på et tidligt tidspunkt. De mente, at Juridisk Institut på Aarhus Universitet konspirerede om at afskaffe dansk ret og erstatte den med sharia. Intet mindre! Her havde de højreorienterede en sag, de kunne profilere sig på. ‘Uriasposten’ på internettet havde hurtigt 68 hadefulde indlæg, og på Hodjas Blog så man en halshugning ud for navnene på seminarets oplægsholdere.
De ophidsede på nettet var slet ikke interesseret i at diskutere sharia og dansk ret. De ville forhindre, at man overhovedet talte om det emne på universitetet. Og de havde oversat programmet til tysk, velsagtens for at tiltrække højreorienterede sydfra. Seminaret kunne ikke gennemføres uden ballade. Ledelsen besluttede at lade Politiets Efterretningstjeneste foretage en sikkerhedsvurdering. Og desuden at gøre seminaret lukket for alle andre end de inviterede. Jens Jørgen Viuff, antropolog og advokat, og Helmuth Schledermann, tidl. lektor i retshistorie, Aarhus Universitet: Islamisk ret som reservat – Hodja´s blogpost kan ses her.
Beklager, så skal vi til det igen: “Dansk kvinde dræbt i Pakistan”?
Tiden for fintfølenhed er slut. Tiden hvor ubehagelige, personlige tragedier med store samfundsmæssige implikationer ikke må diskuteres kritisk er rindet ud. Vi står i et vadested, samfundet er polariseret over dette spørgsmål i en grad jeg aldrig har oplevet noget spørgsmål dele danskerne før. Vi taler om en tid hvor blot en annonce med en burkaklædt dommer afføder nazi-anklager mod Dansk Folkeparti – ergo er der ingen nedre grænse for hvad der kan bruges som påstand om uanstændighed og ikke-stuerenhed. Vi må sige tingene ligeud, og Viuff, Schledermann og meningsfæller kan ikke gøre så meget i denne forbindelse. Alt sammen for at sige –
Tragedien sætter endnu engang spørgsmålet om hvad der udgør danskhed i fokus. Her er “danskfødt kvinde med pakistansk baggrund” i teksten ubesværet blevet til slet og ret “dansk” i overskriften. Dræbt af svoger – dansk? Æresdrab – dansk? Ikke havde fulgt hans ordrer – dansk? Boet i en pakistansk landsby i de seneste tre år – dansk? Hvad er det egentlig der forener os som folk, hvad er det der udgør danskhed? (LFPC)
En 31-årig dansk mor er blevet skudt og dræbt af sin svoger i Pakistan, mens hendes mand befandt sig i Danmark. Det skriver Berlingske Tidende tirsdag.Ifølge avisens oplysninger har svogeren tilstået drabet som et såkaldt “æresdrab”, fordi hun ikke havde fulgt hans ordrer. Han og tre andre fra kvindens svigerfamilie er varetægtsfængslet i Pakistan.
I en pakistansk politirapport, som Berlingske Tidende er i besiddelse af, beskriver den dræbtes far, at hun har boet hos sin svigerfamilie i landsbyen Kharian i de seneste tre år. De behandlede hende “modbydeligt”, fordi hun ikke kunne få flere børn. […] /ritzau/ Dansk kvinde dræbt i Pakistan
Iran: Måske kun et år fra atombomben
En mere klokkeklar situation som burde få de kulturradikale og venstrefløjen til at overveje hvor deres loyalitet ligger findes næppe. Overvejelserne kommer næppe på denne side af en ufattelig katastrofe, for de gode og anstændige er, for at citere Pink Floyds The Wall, “sitting in a bunker, here behind my wall”. De kan ikke nås, for her og nu er det de rene hænder der er altafgørende.






