Iraks bilpark

trænger til fornyelse, kan enhver se.

Stöldanmälda bilar spåras till Irak
http://www.svt.se/texttv/113.html
Flera av de tusentals bilar som varje år anmälts som stulna i Sverige har förts till Irak. I ett 30-tal fall har länskriminalen i Stockholm spårat stöldanmälda bilar dit. Polisen tror dock att det kan handla om flera hundra bilar. Nyligen åtalades en man från Skärholmen i södra Stockholm för att ha forslat sju bilar till Irak. Förra året passerade 35.000 svenska bilar gränsen till Irak. Många miss- tänks vara stulna eller stöldanmälda. Sverige har nu inlett ett samarbete med irakiska tullen, uppger Rapport.

Svensk statistik : Suk !

Permanent opholdstilladelse, hedder “permanent uppehållstilstånd”, forkortet PUT. Som man ser fik 46.857 PUT i år 2003- størsteparten “familiesammenførte” (også kaldet: kædeindvandring).
Nu d. 24/2 2005 kunne jeg godt tænke mig at få svar på så enkelt et spørgsmål som: Hvor mange fik PUT i 2004?
Det er lettere spurgt end gjort. Migrationsverket har så travlt med at prale over sin volumevirksomnhed, at man må lade sig nøje med de tal nedenunder der er skrevet med fedt. (I de 97.000 gemmer sig adoptivbørn, arbejdende og studerende, men hvis vi regner med at “sammenføringsprocenten” er som i 2003 – 51 – så er der ligegodt tale om ca.50.000ansøgninger om familiesammenføring(!).
Det er et tal der stiger eksponentielt, så uden danske sammenføringsregler, kan man nærmest på klokkeslet regne ud hvornår Svensson komer i mindretal i sit eget land.

http://www.migrationsverket.se

Nyheter 2005-02-23 Högst antal avgjorda asylärenden på tio år
I årsredovisningen för 2004 berättar verket att vi tog emot nästan 97 000 ansökningar om att få förena sig med anhöriga, arbeta eller studera i Sverige. Vi avgjorde drygt 20 000 medborgarskapsärenden och 35 300 asylärenden.
Dessa siffror ser jag som ett bevis på vår förmåga att hantera stora ärendevolymer, säger generaldirektör Janna Valik.

Et PS til Weekly Standarartiklen

Sædvanligvis angiver SCB andelen indvandrere til 10-12 procent, men det de tæller er “utrikesfödde” – et relativt ligegyldigt statistisk begreb. Ebbe Vig påpeger det, jeg mener dog at de 2 mio fremmede (22 %) af befolkningen indbefatter indvandrede fra I- lande, f.eks 192.000 finner. Men alene at dette er svært at få opklaret i svensk statistik, siger noget om vanskelighederne ved at beskæftige sig med svensk statistik. Som jeg også forfatteren Anders Johansson påpeger:

“Jag har under ett par års tid noga satt mig in i dessa frågor och, bokstavligt talat, fört en kamp för att få veta hur det står till. Eftersom frågan är nertystad på praktiskt taget alla nivåer är det inte det lättaste. Men enligt Integrationsverkets egna beräkningar kan inte ens en procent av dem som fått uppehållstillstånd i vårt land efter fem år försörja sig själva”

Helt umuligt at afgøre er selvfølgelig hvad det koster. Er det prof Ekbergs 33 mia eller Lars Janssons 270 mia (2001-tal)?

Sverige er efter Holland måske det tættest besatte land af immigranter:1.080.000 udenlansk fødte, fremmede immigranter. De har 800.000-900.000 børn og børnebørn, der er 60.000-100.000 illegale immigranter og 40.000 asylansøgere.Dette svarer til en andel af ikke-vestlige på 22,2 pct.Dette følger af Weekly Standard, the February 28, 2005 issue: Immigration and the welfare state.

Star quality



En inkarneret monarkist er for et øjeblik nødt til at hoppe tilbage over Sundet. Hvad vil du mer, mit hjerte ? (PS: Sveriges Riksdag har overvældende majoritet for republik, naturligvis, men tager ikke konsekvensen for befolkningen er lige så overvældende for monarki. Man må sno sig)

Hellomagazine.com readers voted overwhelmingly in favour of Crown Prince Frederik and his wife Mary Donaldson. The popular couple, despite facing stiff competition from a pool of glamorous couples, took a substantial lead early on and never looked back, ending up with more than 50 per cent of the ballot.
http://www.hellomagazine.com/royalty/2005/02/15/maryandfrederik

A Swedish Dilemma



Christopher Caldwell a is a senior editor at The Weekly Standard. He is a regular contributor to the Financial Times and Slate. His essays and reviews appear in the New York Times, the Wall Street Journal, and the Washington Post.

Meget indsigtsfuld indføring af Christoffer Caldwell – jeg lægger hele artiken da Weekly Standard links er inaktive efter en uge. En ellers overset pointe trækkes frem: socialdemokraternes Million Projekt – masseopførelsen af lejlighedskomplekser til svenskere der hellere ville bo i parcelhuse, efterlod i ti tusindvis af tomme, sjælløse kvarterer der stod som bygede for immigranter.En dansk arkitekt sagde fornylig: “Tyske og svenske bykerner ligner hinanden, de tyske fordi de blev bombet væk fra landkortet, de svenske fordi “samfundsbyggerne” gik i gang i 50 erne.(PS: Man noterer sig samfundsingeniørkunsten stadig har sin repræsentant i en tiltel: “Samhällbygnadsminister Mona Sahlin- Hendes kontroversielle opfindelse, Massoud Kamali, figurerer også i artiklen).Mauricio Rojas er interessant, men taler som sit Folkeparti altid med to tunger)

A Swedish Dilemma

Immigration and the welfare state. by Christopher Caldwell Malmö, Sweden

“EVERYONE is welcome here,” says Bejzat Becirov to a non-Muslim visitor. Becirov runs the Islamic Center of Malmö, on the outskirts of Sweden’s third-largest city. When Becirov immigrated from his native Macedonia in 1962, Swedes used to say that kind of thing, too. But in the last two decades, Malmö has acquired a population that is almost 40 percent foreign. Most of the students in its public schools are of foreign parentage. Some immigrant neighborhoods in the city have (official) unemployment rates exceeding 50 percent.

Fortsæt med at læse “A Swedish Dilemma”

Tillykke , Bertel Haarder


Posted by Hello

her fra bloggen. Problemknuseren fra Østerbro går videre mod nye problemer. Skolelærerne skal nok ikke lægge noget symbolsk i din optræden fra i lørdags ?

Truet ud af politik

Karen Jespersen skrev igår i Berlingeren om Björn Hammarbäck som efter voldsomme trusler på familiens liv trak sig ud af politik. (se hendes lørdagskommentar nedenfor):

Björn Hammarbäck følte sig presset til at gå af som formand for Socialdemokratiet i Fagersta Kommune og forlade partiet. Han havde skrevet en artikel om, at det lokale sygehus kunne være blevet bevaret, hvis man havde haft nogle af de penge til rådighed, som indvandringen koster det svenske samfund. Det udløste et voldsomt røre med krav om hans afgang. Men udslagsgivende var det, at der blev fremsat trusler mod hans datter, som politiet vurderede som reelle og alvorlige.

At han mentalt ikke har forladt politik, kan man se på hans weblog. 1000 kroners spørgsmålet: hvem der truede , er ikke besvaret. Måske findes svaret et sted her:
http://www.invandring.se/blogg

Karen Jespersen: Har Sverige ytringsfrihed ?

Berlingske Tidende, lørdagskommentar, 19 feb 2005, Indland.
Har Sverige ytringsfrihed?

Resultatet af det danske folketingsvalg har sat gang i klicheerne hos svenske medier og politikere. Ordet ”fremmedfjendsk” går igen over hele linjen. Ikke kun ”de blonde højrepopulister” i Dansk Folkeparti er fremmedfjendske. Det er Venstre også. Socialdemokraterne ”fiske i snavset vand” og ligger under for befolkningens skræk for de fremmede. Partiet har tabt sin sjæl og sat sine idéer over styr.Mens den politisk korrekte elite fyrer disse salver af, er kendsgerningen, at den svenske befolkning i høj grad ser problemer ved indvandringen, specielt fra muslimske lande.
– Men i modsætning til Danmark bliver debatten undertrykt i Sverige – ofte med ret hårdhændede midler.En ny undersøgelse fra et tyske analyseinstitut viser, at svenskerne endda ligger i top blandt de europæiske befolkninger, når det gælder en kritisk holdning til muslimer. Hele 75 procent giver udtryk for denne holdning.Hvad dette tal mere præcist dækker over, kan være svært at vurdere. Men man kan vist roligt tage det som udtryk for, at der er stor afstand mellem eliten og folket i Sverige.En stor del af befolkningen oplever at indvandringen har været så stor, at integrationen ikke har kunnet følge med. Resultatet er en kraftig opsplitning med stadig flere kulturelle og etniske parallelsamfund.

– Det kan man konstatere i Malmø, hvor svenskerne om få år vil være i mindretal. Denne udvikling svækker det fællesskab og den samhørighed som er selve velfærdssamfundets fundament.Men de svenske medier og politikere har vedtaget, at disse problemer ikke findes. Hvis der er problemer, er det i hvert fald alene svenskernes skyld. Og hvad er der overhovedet at værne om? Glæden over at være svensker afvises som nationalistisk indskrænkethed. Man kan oven i købet opleve, at indvandrernes kultur som sådan bliver fremhævet på bekostning af svenskernes:

– Da den socialdemokratiske integrationsminister, Mona Sahlin sidste år i en moské talte til det Kurdiske Rigsforbund med håret tildækket på islamisk vis, sagde hun blandt andet, at mange svenskere er misundelige på indvandrerne, fordi de har en kultur, en historie, noget der binder dem sammen. Svenskerne har kun midsommeraftenen og sådanne fjollede (töntigga) ting. Mere uhyrlig og uhyggelig kan den kulturelle selvfornægtelse dårligt blive.Man kunne måske forvente, at denne elite af mediefolk, akademikere og politikere ville gå i dialog med befolkningen på god demokratiske vis. Men det vil den ikke. Man ved nemlig bedre og skal derfor retlede det folk hvis dømmekraft, man har dyb mistillid til. Denne autoritære tankegang, der afspejler sig i den svenske elites oplevelse af sig selv som ”den gode hyrde”, er blandt andet ætsende beskrevet af den tyske forfatter Hans Magnus Entzenberger i bogen ”Åh, Europa!” tilbage i 80’erne.

– Den politiske redaktør ved Aftonbladet, Helle Klein, har sagt det sådan her: ”Hvis debatten skal handle om, at der findes et problem med flygtninge og indvandrere, så vil vi ikke have den.”At det forholder sig sådan fremgår ret tydeligt, når man læser svenske aviser. Andre kilder beretter da også om mennesker, der har svært ved at komme til orde. Det gælder de få professorer og andre eksperter, der har beskæftiget sig kritisk med indvandringens konsekvenser for det svenske samfund: Det er folk som Lars Jansson, Bo Södersten, Anders Johansson, Kajsa Ekholm-Friedman og Jonathan Friedman. Men også almindelige borgere kan blive udsat for nidkær forfølgelse og sågar miste deres arbejde på grund af ukorrekte meninger.

– I den seneste tid er jeg stødt på tre oprørende eksempler: Allan Jönsson, arbejder på fabrikken Höganäs Bjuf, er to gange blevet valgt ind i den faglige klub af sine arbejdskammerater. Men begge gange har den lokale afdeling af Industriforbundet i Helsingborg besluttet at fratage ham dette tillidshverv, fordi han er medlem af Sverigsdemokraterne, der er et parti, der minder om Dansk Folkeparti. Når folket tænker forkerte tanker, må systemet fra oven sætte det på plads. Arbejderne bliver kaldt naive og uvidende, fordi de ikke kan se, at Sverigsdemokraterne står for mørkets kræfter.
– Björn Hammarbäck følte sig presset til at gå af som formand for Socialdemokratiet i Fagersta Kommune og forlade partiet. Han havde skrevet en artikel om, at det lokale sygehus kunne være blevet bevaret, hvis man havde haft nogle af de penge til rådighed, som indvandringen koster det svenske samfund. Det udløste et voldsomt røre med krav om hans afgang. Men udslagsgivende var det, at der blev fremsat trusler mod hans datter, som politiet vurderede som reelle og alvorlige.
– Richard Jomshof, der er gymnasielærer, har nu for tredje gang mistet sit arbejde, fordi han er medlem af Sverigsdemokraterne og redaktør af partiets blad. Gymnasiets leder siger, at det bliver svært at finde en lige så dygtig lærer, og at de elever, han underviste, var 100 procent tilfredse. Men andre udefra protesterede: Ungsyndikalisterne besatte det lokale han skulle undervise i. Socialdemokratisk Ungdom samlede underskrifter imod ham, og Ungmoderaterne mente, at det var bedst, at han forsvandt. Den form for iscenesat ”folkelig protest” ser man ellers mest i totalitære samfund.
– Da integrationsminister, Mona Sahlin blev spurgt til sagen sagde hun, at hun også havde reageret, hvis hendes børn havde en lærer, der var sverigsdemokrat. ”En lærer i samfundskundskab er ikke troværdig, hvis han i fritiden vil smide udlændinge ud af landet og derefter i undervisningstiden arbejde efter læreplanerne”, sagde hun til den lokale avis, Sydröstran.
– Hele denne holdning til ytringsfrihed drejer sig ikke om, hvor vidt man er enig eller uenig med Sverigsdemokraterne eller andre. Det drejer sig om retten til at føre en åben samfundsdebat uden at risikere at få sit liv ødelagt af systemet.Selvfølgelig er der formel ytringsfrihed i Sverige. Men noget tyder på, at den reelle ytringsfrihed er skræmmende mangelfuld i vores naboland.  (Karen Jespersen og Robert Redeker, april 2009, Foto © Snaphanen)

En analyse er en analyse er en analyse – og

Håkon Arvidsson, der nyligt har været ude i SvD og fordømme det danske valg, sagde i 2003 dette til Weekendavisen:

http://dansk-svensk.blogspot.com/2003_09_01_dansk-svensk_archive.html

»Der er ikke meget forskel på Danmark og Sverige, men på dette ene punkt er der: Danmark ligner nærmest Italien med hensyn til troen på politikere – her går man næsten ud fra, at politikere lyver. Sådan er det ikke i Sverige.
Den politiske klasse og den politiske konsensus om en bestemt samfundsversion nyder massiv opbakning. Også i befolkningen. Netop derfor er det så svært at være udenfor.

I Sverige har man ikke et Dansk Folkeparti, der kan vinde fodfæste i parlamentet – vi havde ét, der forsøgte, og de blev mødt af en enig, afvisende front af det politiske establishment. I Sverige er der ingen ventiler, intet tilholdssted for de få, der ønsker noget radikalt anderledes. De er helt alene og presses ud i det ekstreme, fordi de ekskluderes fuldstændig af samfundet.«

Jeg ved ikke hvad han analyserer, men virkeligheden er det ikke. Politikerforagten – ja, hadet og volden i Sverige, er rigeligt dokumenteret. Senest i et timelangt program i Uppdrag Granskning, SVT, hvor lokalpolitikere klagede sig over de dramtiske trusler de måtte tage imodmed jævne mellemrum. Det er blevet svært at få folk til at gå ind i politik. Og statsminster Persson er efterhånden ikke til at få øje på for lutter sikkerhedsfolk.
At myrde ministre er vel også en slags “politikerforagt”.

Og så er det veldokumenteret at danskerne i det store hele er over gennemsnitligt tilfredse med deres politikere. Hvilken verden lever Arvidsson i, og hvorfor kan han skrive i svenske aviser, når hans meningsmodstandere ikke kan ? Jo, han er ligesom en cigaretautomat: der kommer det ud af den man ber om.