Lars Hedegaard og historikeren Michael Ledeen, 2008 © Snaphanen.dk

Lars Hedegaard

Den 5. november sidste år – altså samme dag som det amerikanske præsidentvalg foregik – kunne Ritzau citere en meningsmåling, der viste, at kun 7,8 pct. af danskerne ville stemme på Donald Trump, hvis de kunne. Hele 83,5 pct. ville stemme på Kamala Harris.

En anden opgørelse, som jeg har set, viser endnu ringere dansk tilslutning til den republikanske kandidat, nemlig 4 pct. Der er nærmest tale om nordkoreanske tal. I diktaturstater vil hele befolkningen udtrykke begejstret støtte til den elskede leder, for de har ikke andet valg. I det frie Danmark falder folk over deres egne ben i bestræbelserne for at bedyre deres elskov til det grinende gebis, Kamala Harris.

Fortsæt med at læse “Ja, vi hader Trump”

Den herskende klasse ønsker indvandringen

Af Lars Hedegaard

Mens verdens opmærksomhed er rettet mod begivenhederne i USA, bør det ikke glemmes, at der også sker opsigtsvækkende tildragelse i Europa – og ikke blot Ukraine-krigen.

Ifølge YouGov er Keir Starmes britiske Labour-regerings popularitet styrtdykket. Blot 14 pct. af vælgerne bifalder dens indsats, mens hele 68 pct. udtrykker deres mishag. Efter at have vundet parlamentsvalget sidste år, må premierminister Starmer opleve, at hans støtte i befolkningen stort set er forduftet.

Årsagerne til denne misstemning er ikke vanskelige at få øje på: Labour-regeringen har ikke opfyldt sine økonomiske løfter eller stoppet den massive illegale indvandring.

Fortsæt med at læse “Europa på vej mod et sammenbrud”

Af Lars Hedegaard

Meget kan man sige om Donald Trump, men få vil beskylde ham for at være bange af sig.

Nu har han sat alt på et bræt, og erklærer at han vil vende op og ned på den hidtidige økonomiske verdensorden, idet han har gjort det klart, at han udelukkende bekymrer sig om USA, og at resten af verdens lande må tage sig af deres egne problemer.

Hvis hans beslutning om at svare igen på de toldsatser plus andre handelsbegrænsninger, hvormed resten af verden gennem årtier har belemret amerikanske eksportører og arbejdere, de næste måneder fører til inflation eller recession, er det slut med hans præsidentskab, og han må bruge resten af sin periode til at slikke sårene efter sit forsmædelige nederlag.

Fortsæt med at læse “Washingtons julemand lukker butikken”

Kai Sørlander udkommer på engelsk på Springer

Denne bog forklarer, hvordan ideen om, at der ikke er nogen ultimativ, universel sandhed, i sig selv er en selvmodsigende filosofisk position. Filosoffer har gennem historien forsøgt at besvare spørgsmålet om, hvad den dybeste sandhed om verden og vores situation i verden er.

De har fremsat forskellige filosofiske systemer, men ingen har vundet universel accept; og det er i dag en udbredt opfattelse, at de filosofiske systemers tid er forbi. Denne bog viser meget konkret, hvordan man skal gå frem for at afdække det system af indbyrdes definerede grundbegreber, som må forudsættes for enhver mulig beskrivelse af virkeligheden og enhver mulig beskrivelse af vores situation som personer. Ved således at genoplive diskussionen om filosofiske systemer føjer forfatteren også et nyt aspekt til den historiske og nutidige diskussion af Kants kritik af den rene fornuft.

Men for filosofien rejser der sig så spørgsmålet, om dette system af grundbegreber kunne have været anderledes. Og for at kunne besvare dette spørgsmål må man have et grundlag, som selv – rent begrebslogisk – er således nødvendigt, at det ikke kunne være anderledes, og som samtidig kan stå som grundlag for en argumentation for, hvorvidt det system af grundbegreber, som faktisk er forudsat vor virkelighedserkendelse, rent logisk kunne have været anderledes – eller ikke kunne have været anderledes.

Fortsæt med at læse “Den rene fornufts struktur”

Vladimir Bukovsky sammenlignede EU med Sovjetunionen

“EU kan ligesom Sovjet ikke demokratiseres. Se hvad der skete, da Mikhail Gorbachev prøvede”

Former Soviet Dissident Vladimir Bukovsky is interviewed on the emerging totalitarianism of the European Union, which he likens structurally to the Soviet Union. This is a man who spent 12 years in Soviet psychiatric institutions, i.e. re-education camps, and knows something about despotism, thought crimes and the use of ideology to break individuals and nations.

“Staten ejede alt, der var ingen privat ejendomsret”

“I begyndelsen troede mange på, at det var et nyt system, der ville gøre alle lykkelige. Det ville fjerne alle uenigheder, og alle ville leve lykkelige til deres dages ende. De forstod ikke, at systemet var forudbestemt til at brase sammen. Sovjetunionen overlevede kun 73 års udplyndring, fordi det var så ufatteligt rigt på resourcer.” I EU sidder der 100.000 bureaukrater, og flytter rundt på de værdier, andre skaber

“Når Polen i dag (2004) melder sig ind i EU, melder det sig blot ind i en mildere form for Sovjetunionen. EU har endnu ikke forbudt privat ejendomsret, men dets version af Sovjtsocialismen er ufatteligt, høje skatter.”

Fortsæt med at læse ““Nationalstaten skulle visne bort””

Magtens ti sandheder

Tankegången är följande: Förut gjorde vi så här, men nu gör vi tvärtom istället. Det är garanterat ett bra recept för att skapa kaos. Frågan är om det inte också är ett recept för den västerländska högkulturens undergång. Jag ska ge tio positioneringar som är typiska för postmodernismen. Læs evt.

Måske er sådan noget som demokrati og public service bare kønne ideer, som fejlbarlige, magtlystne mennesker ikke kan adminstrere i virkeligheden. Der vil altid være nogle, der ikke vil overholde reglerne. Jeg kan godt huske DR før 1968, hvor dagens politisering ville have været aldeles utænkelig. Nu er det mere end tyve år siden, jeg helt holdt op med at benytte mig af DR. Jeg har ikke engang en skærm, der er tilsluttet TV signaler, men jeg betaler skam for det alligevel. Da det således er påtvunget befolkningen, kalder jeg det herefter kun “stats-tv.”

Bent Blüdnikows nekrolog over public service er så glimrende, at jeg godt kan tilgive ham, at han ikke nævner, at hans egen avis fuldstændigt er druknet i globalistisk propaganda. Det statskup der i realiteten foregik i Frankrig i går, gled allerede samme dag helt ned af Berlingskes forside. I dag er historien helt væk, igen erstattet af smædeartikler mod Trump og for en forlængst tabt Ukrainekrig, og vi har alle glemt Marine le Pen. Det er i hvert fald meningen.

Bent Blüdnikow: DR er en publicistisk skandale

Fortsæt med at læse “Magtens perverteringer”

Det er en køn klub, vi er havnet i

Af Lars Hedegaard

Har nogen bemærket et mønster i den vestlige verden? Hver gang en politiker fra den såkaldte højrefløj ser ud til at kunne indtage regeringsmagten eller få del i den, bliver vedkommende trukket i retten.

Netop nu er lederen af det franske parti Rassemblement National, Marine Le Pen, der havde gode chancer for at blive landets næste præsident, blevet idømt fængselsstraf og forbud mod at stille op til præsidentvalget. Hun anklages for underslæb med EU-midler, hvilket hun benægter. Men hvis det skulle være tilfældet, er hun på ingen måde den første franske toppolitiker, deriblandt flere tidligere præsidenter, der har udvist løsagtig omgang med offentlige penge eller gjort sig skyldige i korruption.

Fortsæt med at læse “Den herskende klasse slår til”

Forstå den politiske dom over Marine Le Pen

Je suis Marine, skriver Victor Orban i dag. Først Rumænien, så Irland og nu Frankrig, og så selvfølgelig valgsvindlen i USA i 2020. De første dele af afmonteringen af vestligt demokrati foregik lidt diskret, men ingen havde ventet så eklatant et retsovergreb, som det der er foregået i Frankrig i dag. Denne dom er hæmningsløst korrupt.

Le Pen stod til en ganske sikker præsidentpost ved valget om to år,  så dette er et gigantisk, politisk tyveri. Nu er hun dømt for noget hun skal have foretaget som europaparlamentmedlem mellem 2012 og 2016, og som hundreder af  andre parlamentmedlemmer gør uden at blive dømt, og dommen træder i kraft med det samme, selvom hun naturligvis kan appellere. Nu kan hun ikke stille op til en politisk post i fem år.

Tilmed fandtes den lov hun er dømt efter slet ikke da hun begik den påståede kriminalitet. Som J.D. Vance sagde: ” Truslen mod Europa kommer indefra” – for ikke at sige “fra globalisterne og Davos-klubben via EU.

Fortsæt med at læse “«Je suis Marine»”

Dr. Campbell kommenterer samtalen mellem Tucker og Dr. Patrick Soon-Shiong

som jeg havde for fire dage siden. Det drejer sig om børn i alderen 8-13 år, der får aggressiv kræft i tyktarmen og bugspytkirtlen. Begge er alderdomssygdomme og uhyre dødelige. De synes at være resultatet af “immune depression,” altså et reduceret immunforsvar, som det er dokumenteret at Covid 19 vaccinerne giver. Jo flere injektioner desto værre.

Campbell siger, at erfaringerne fra USA svarer til dem han kender fra England. Jeg har ikke hørt nogen dansk onkolog tale om det, og ingen af dem jeg er nødt til at møde, lader sig mærke med, at der er sket en revolution i cancerforekomsten. I mange år var den faldende ikke mindst på grund af færre rygere, men i de seneste par år er den steget. Dette er første del af to.

Gå ikke glip af hans samtale fra i går med en af mine favoritlæger, onkologen dr. William Makis om Ivermectin og andre “repurpused drugs.” – gamle præparater der viser sig at have nye virkninger, men som man selvsagt ikke kan tjene store penge på. Medicinalindustrien er uinteresseret i dem, og giver heller ikke forskningspenge til formålet. Interessant er blandt andet, at patienter der får Ivermectin og kemoterapi samtidig,  undgår de sædvanlige, svære eftervirkninger af kemoterapien. Specifikt om Ivermectin fra minut 36:00.

William Makis: ‘Turbo cancers’ and repurposed drugs.

Fortsæt med at læse “„Vaccinerne er skyld i en golbal cancerepidemi, II‟”

Af Lars Hedegard

USA befinder sig i en forfatningskamp, hvis lige ikke er set siden præsident Franklin Delano Roosevelts dyst med Højesteret, da han i 1930’erne prøvede at styrke den føderale centralmagt og implementere en række velfærdsprogrammer, som retten fandt forfatningsstridige.

Denne gang står kampen ikke – i hvert fald endnu ikke – mellem præsident Trump og Højesteret, men mellem præsidenten og en række aktivistiske og venstreorienterede føderale dommere på lavere niveau. Dem er der godt 600 af, og mange af dem har besluttet efter bedste evne at blokere for præsidentens eksekutive ordrer og øvrige tiltag. Det vil sige, at de mener at sidde inde med større beføjelser end præsidenten, som ifølge forfatningen har den udøvende magt.

Fortsæt med at læse “USA’s forfatningskrise tilspidses dag for dag”