“Ønsker vi at leve med dem? Nej, det gør vi ikke. Vores børns liv er vigtigere end deres børns liv”
“Efter at vi har opført Fort Europa, må vi fjerne de mennesker, der ikke ønsker at tilpasse sig vores orden. Denne jordlod er vores. Flygtningestrømmene er en kolonisering, en udvidelse af den islamiske verden. Det er ikke en moralsk fordømmelse. Mennesker tager territorier fra hinanden, sådan er det bare. Grænsernes genkomst er et udtryk for vores livsvilje. Muslimer er ikke hollændere og Amagerbønder. Vores børns liv er vigtigere end deres børns liv. Desværre skal mange flere lemlæstes af lastbiler og voldtages, før vi når en undtagelsestilstand i sindet. Idag er vi stadig levende døde.”
Nord flytter sproglige grænser fra den sump af tomme ord, vi daglig er fanget i. (Se DR2 debatten fra igår, så ved du, hvad jeg mener.) Nye ord, giver nye mulige tanker, sprog og tanke er indbyrdes befrugtende, og de grænser Nord flytter i denne tale, medvirker ingen politiker idag til at flytte af den enkle grund at de er for indskrænkede og upersonlige. De rykker i øjeblikket blot tilbage fra deres radikale, komprommitterede positioner fra barrikade til barrikade. Se socialdemokraternes nye barrikade, der blot er et luftkastel med en god lyd.
De vover aldrig pelsen, før andre har sat en anden sproglig dagsorden. De er ængstelsen og nederlagets politikere, skønt de har bildt sig selv ind, de er avantgarden, og vi alle skal interessere os for, hvad de siger. Jeg har ikke gjort det i mange år andet en som et patologisk studie. I mine øren, er de som den maskinelle popmusik, jeg surfer væk for ikke at ødelægge min dag mere end nødvendigt. Det kan risikere at forhindre mig som ‘politisk kommentaror,’ det tager jeg med. Det er ikke hos dem. tiden brænder på. De er mindst ti år bagud med alt, de begriber ikke engang, at det de har gjort mod deres landsmænd, har kurs mod at ramme dem selv personligt.








