Den herskende klasse i Sverige er ganske åbenbart mere optaget af “billedet af Sverige i udlandet,” end af Sveriges tilstand i sig selv. Jeg antager, at det er af forfængelighed fordi de opfatter Sverigesbilledet som et selvportræt. De er, som Fjordman skriver i kronikken nedenfor, ikke vant til kritik, og de reagerer ikke på den med eftertanke, men med stædig insisteren.
Den kritik der har været gennem årerne, har de undertrykt. Hertil har pressen villigt leveret ekspertise. I 1972 kunne Roland Huntfords ‘The New Totalitarians‘ (‘Fagre nye Sverige’ på dansk) ikke finde noget svensk forlag. Huntfords profetiske bog er nu 45 år efter stadig yderst læsværdig, hans analyse er langtidsholdbar og skarp som et barberblads. Han lever endnu og min ambition er, at lave et interview med ham hvis han indvilliger.
Professor jur. Jakob W.F.Sundberg fik den udgivet privat. Sundbergs erindringer, hvori han omtaler forløbet, har den eksplicitte titel Minnen från landet där den offentliga lögnen fått en svindlande omfattning. Professor Sundberg er nu 90 år gammel, han og Huntford er lige gamle.
Det PK-samhälle som det ofta refereras till i politiska debatter är lite svårgripbart, det tolkas olika av olika människor beroende på den egna ståndpunkten, men om man skulle försöka förenkla kunde man kanske ändå säga att det är ett samhälle till vilket man förhåller sig ängsligt, avvaktande och rentav inställsamt. Har man de politiskt korrekta ståndpunkterna kan man räkna med att få vara ifred. Det blir lugnt alldeles oavsett vad som diskuteras.
