Se også Sabatina James i København -‘Thou shalt die for your happiness’ , 2014, video tysk utekstet.
Sabatina James: “Send voldelige muslimer hjem”
Arg blatte: “Expressen är idioter”
Her er Arg Blatte skarpere end jeg har hørt ham før. Ubønhørlig logik
Se også Ezra Levant i København 2014, den interviewende journalist her og her.
Douglas Murray: Is the Migration Crisis Killing the European Dream?
These threats hardly align with the EU’s stated ambition of “ever-closer union” between member states. They are a gun to the head of EU integration.
The question of “what to do” remains politically toxic for any mainstream Western European politician. During the summer, British Prime Minister David Cameron passingly referred to the “swarm” of migrants at Calais. His political opponents immediately jumped on this and denounced his “offensive” language. What chance is there, however, of proposing the kind of bold thinking we will need to consider in Europe if we keep reducing our response to this crisis to a language game?
Hva norske medier ikke forteller om migrantkrisen
Den som følger dansk debatt vil få helt andre perspektiver på migrantbølgen som skyller inn over Europa. Der det norske establishment er opptatt av å være god, og kun god, lytter danskene til fagfolk som setter begivenhetene inn i en større kontekst.
Professor, dr. polit.Poul Christian Matthiessen (bildet) og dr. phil Gunnar Viby Mogensen hadde 15. juni en kronikk i Berlingske som er blitt en gjenganger. Matthiessen er en meget anerkjent demograf, og Mogensen er tidligere leder av forskningsavdelingen til Rockwoolfondene. To høyt meritterte forskere.
I noen avsnitt klarer de å fortelle hva som er karakteristisk ved den menneskestrømmen som Europa opplever.
Et af de forhold, som har størst betydning for Danmarks og det øvrige Europas fremtid, og som ikke har spillet nogen rolle overhovedet i den danske valgkamp, er den såkaldte »demografiske transition«, altså landenes overgang fra et højt til et lavt fødsels- og dødelighedsniveau. Denne overgang til en beskeden eller ligefrem negativ befolkningstilvækst er blevet gennemført først i de rige lande, og den er langt på vej i Latinamerika og Asien.
Men i Afrika og i dele af Mellemøsten ser situationen helt anderledes ud. Her har udbredelsen af den vestlige medicinske teknologi ganske vist reduceret dødeligheden meget, men det overses hyppigt, at fødselsniveauet stadig er meget højt. Det skyldes for det første, at man endnu kun i begrænset omfang er kommet ind i en økonomisk og social udvikling, som kunne føre til kvindefrigørelse og nye normer for kvindens fertilitetsadfærd. For det andet har især Afrika det alvorlige problem, at 40 procent af befolkningen er under 15 år. Disse mange unge kvinder vil jo nu rykke ind i de fødedygtige aldre, hvorved fødselstallene længe vil forblive høje. Afrikas befolkning er i dag dobbelt så stor som EU`s stagnerende befolkning, men om blot 35 år vil Afrikas folketal være blevet fem gange større end indbyggerantallet i EU til den tid.
Her får vi i kortform skissert hvorfor noen kontinent har fremgang, mens andre går i oppløsning. Alle nyter godt av den teknologis-vitenskapelige fremgang som gjør at dødeligheten synker. I et samfunn med kreativitet, regulerte eiendomsforhold, markedsøkonomi, og et minimum av rettssystem utløser et overskudd av unge mennesker vekst. Ikke minst: Kvinner kommer inn i arbeidslivet og blir motivert til å få færre barn. Slik løftes landene ut av fattigdommen.
Religion og kultur
Fortsæt med at læse “Hva norske medier ikke forteller om migrantkrisen”
De berusede og de ædru sufier
Af Tim Pallis
I to tidligere essays her på Snaphanen har jeg skrevet om sufismen: Historien bag sufismens oprindelse og Sufisme er ikke islam, men… Jeg må nu bevæge mig lidt videre i emnet, for at afklare to vigtige spørgsmål.
Grunden til, at de er vigtige, er at ortodoks sharia islam efter min mening umuligt kan have en fremtid andre steder end i OIC landene. På et eller andet tidspunkt må det gå op for verdens politikere, hvad islam er for en størrelse. 80% af folkevandrings-migranterne er muslimer, som ikke kan assimileres i vor kultur. Der kan opstå apokalyptiske tilstande, hvis vi skal følge deres halal og haram krav.
Derfor vil det i fremtiden blive nødvendigt for muslimer i Vesten, at finde en anden mere spirituel religiøsitet. Denne tilflugt kunne være en eller anden form for sufisme, som har stor lighed med mystikken i rødderne af næsten enhver anden religion.
De to spørgsmål er: Hvem er de ”ædru”, lunkne, sharia islamiske sufier? og hvem er de ”berusede” sufi mystikere. Denne skelnen mellem ”ædru” og ”berusede” sufier er ikke opfundet af sufi mystikerne, men af sharia islams ortodokse. At være ”beruset” er nemlig en kætteranklage. De opfattes som vantro kuffar (flertal af kafir).
Kafir er et arabisk ord, der betyder “hedning” eller en person der skjuler, benægter eller dækker over islams ”sandhed”. Kulturelt anvendes ordet som en nedsættende betegnelse for en ikke-troende, en ikke-muslim, en muslim fra en rivaliserende sekt, eller én der har forladt islam.
Denne todeling af sufiernes åndelige verden i ”ædru” og ”berusede” har selvfølgelig intet at gøre med med den mangfoldige forskellighed af sufi ordner (tariqas), som altid har eksisteret og eksisterer i verden i dag.
Langt de fleste af disse ordner er nok ”ædru” broderskaber, som står på skuldrene af traditional ortodoks sharia islam. De ”berusede” sufi mystikere er et absolut mindretal med meget forskellig spirituel habitus alt afhængig af deres praksis og kulturelle baggrund.
Nogle mener at ordet sufi kommer af ordet safa, at være ren eller af suffa, som var den forhøjede platform i profetens moske i Medina, hvor de fattige plejede at sidde. Andre mener at ordet sufi kommer af det græske ord for visdom sophia eller sophos, en teosof. Men den almindelige mening er, at ordet betyder ”uld” og henviser til de beskedne uldklæder de første sufier bar.
De første sufier var asketer, ekstatikere, antinominalister og digtere, som i 700-tallet adskilte sig fra islam, som på den tid var en magtfuld nyreligiøse bevægelse. De asketiske sufier hed zunahad. De sufier, der reciterede Koranen i gråd, hed qurra, men blev også kaldt qusas, som betyder historie-fortællere.
Immigration Wave: Will Europe Still Be Europe?
Medvirkende Georg Igler, Gerard Batten, Tino Sanadaji, Kent Ekeroth og Renaud Camus. Se også Robert Spencer’s This is no longer just a “refugee crisis.” This is a hijrah. (= jihad by immigration)
Mikael Jalving: Det mest bitre had er gerne de godes had
Det sidste døgns tid har der meldt sig en sporadisk eftertanke i Sverige:“Julia Caesar hängdes ut för att tystas”, Vad gott kommer ur röjandet av Caesars identitet?, Åsikterna gick isär när Expressens namnpublicering debatterades. “Blandt sadomasochistiske eliter er alt politisk og et spørgsmål om rigtigt eller forkert. Det er til at blive idiot af.”
Fortsæt med at læse “Immigration Wave: Will Europe Still Be Europe?”
Endnu varmt og grønt
“SVT gör vänsterdrama av Julia Caesar-fallet”
“Rasistsajten Snaphanen”, det har jeg jo vænnet mig til er den moraliserende tone i Sverige, for det der skal gå for at være politisk debat. Det er kun i Sverige, udenfor denne enklave betragtes jeg som en almindelig konservativ, bortset fra i små, venstrekstreme sekter. Main-stream i Sverige er med andre ord en venstreekstrem sekt i en europæisk sammenligning. Svenskerne ved det ikke, for svensk journalistik formidler ikke borgerlig dansk debat, kun venstresiden og nogle kunstnere, der har en indstilling som flugter med deres. I går fremstillede SR f.eks. Michala Bendixen og Leif Borch Hansen som “en folkebevægelse.”
Det er også kun i Sverige, at en journalist i fulde alvor kan bebrejde en anden journalist – min kronikør – at hun “hetzer mod journalister og politikere.” Hamrud og Orrenius skjuler ikke engang, at de er en del af den politiske magt. Nu var kronikøren altså blevet for stor, nu skulle hun kanøfles af samtlige svenske “journalister”, der så nødigt vil miste deres jobs og ville demonstrere deres rette, magttro sindelag. Hun skulle ned med nakken for at bedrive klassisk journalistik, hvad enten man kan lide tonen eller ej. Den journalistik de selv har forrådt for mange år siden. Hun agter dog at skrive en kronik på lørdag, hvis hun er i nærheden af en internetopkobling, fortæller hun i dag.
Der har om denne sag været publiceret i nærheden af 50 svenske avisartikler. De er allesammen nærmest makabert enslydende, ikke én journalist vover at vælge dissens. Det er disse klicheer og tomme kalorier, de undervurderer deres læsere med at servere. Det er denne parodi på fri debat og demokrati, de spises af med. Imens bugner min inboks med mails, der vil tilbyde min kronikør beskyttelse og husly.
Viktor Orban: “Europe is in grip of ‘madness”
Ungarn: Ministerpräsident Orban bezeichnet Flüchtlingskrise als deutsches Problem. Hele pressekonferencen, 31 minutter. Man ser i den, at der er betydelige uenigheder og stramme miner mellem Viktor Orban og Martin Schultz. Schultz har ikke begrebet problemets størrelse, han mener Europa kan fordele sig ud af det og bekræfter indtrykket, at EU er parat til at sælge os alle.
Det er til dette EU og Merkel, den danske regering har prisgivet os, imens den strør om sig med detajlforslag, der skal give os indtrykket, at situationen er under kontrol. Migration crisis: Hungary PM claims Europe is in grip of ‘madness’, Refugees threaten Europe’s Christian roots: Hungary’s PM Viktor Orban, We can’t cope with this tide! Europe’s despairing leaders bring back border controls with free-movement zone on brink of collapse
Debat?
Åkesson og Annie Lööf har hver tre-fire argumenter, som de hver gentager syv gange. Studieværten afbryder Åkesson ti gange og Annie Lööf nul gange. Så er de ti minutter gået. “Åkesson tørrede gulv med Annie Lööf,” siger de glade Sverigedemokrater. Det er vel ikke det mest slående ved denne tæt regisserede teaterforestilling. Jeg har en ven, som siger, at TV er det værste der er sket for demokratiet, og det indså jeg. da jeg smed mit væk for tretten år siden. Tretten år er alt for lidt, min ven på Gates of Vienna har ikke haft TV i 42 år. Han har forresten denne slagkraftige rubrik i dag: The Digital Assassination of Julia Caesar
Fortsæt med at læse “Viktor Orban: “Europe is in grip of ‘madness””
Can Ari Shavit be charged with High Treason?
“And so of course is Ari Shavit himself: “extremely complex, perhaps even tragic”. Maybe Ari Shavit is complexer than life like John Wayne was bigger than life. But Stockholm-syndrome or not, underneath Shavit’s dualistic word-diarrhea is one message: the Jews are guilty, Israel is guilty, Zionism is guilty and Shavit wants to take part in the guilt and he does not care whether his accusations play into the hands of Israel’s and Shavit’s own mortal ennemies, the repesentatives of the oldest manifestation of a nazi-mentality on earth: islam.”
“There is more reward! Besides getting a literary treat and being dragged into in a vortex of wit and having a look into abysses of deep insight, my 100 pages or so will give you a better idea of what Shavit’s book is about than reading the 475 pages of the book itself. And of course a reader of my essays gets an idea of what the Israel-discussion is about.”
“In short: the book is an incomprehensible mess. You might say: so is life and especially in Israel. Sure, but that is no reason to mess up your text too.”
1) The Hype around Shavit
The hype around Shavits “My Promised Land” started late 2013 in America, continued through 2014 and spread over Europe that last year. Amazon presents the book with these words:
“New York Times Bestseller, named one of the best books of the year by the New York Times Book Review and The Economist. Winner of the Natan Book Award, the National Jewish Book Award, and the Anisfield-Wolf Book Award.”
And then the praising quotes from the reviews in the important papers follow.
Indeed, In the “mainstream” the reviewers praised Shavits book lavishly. Sol Stern was one of the exceptions in saying that this book is a betrayal of Israel, plays into the hands of the mortal ennemies of Israel and and “is a gift box to Mahmoud Abbas and to haters of Israel, worldwide”. I agree with Stern.
A certain Rob Eshman “publisher and editor-in-chief of TRIBE Media Corp./Jewish Journal” epitomized the idolatry that for the rest surrounded Shavit,s promotion-tour in America in early 2014:
“If you want to see what prophecy looks like among Jews in the early part of the 21st century, follow Ari Shavit around Los Angeles.”
I reviewed the book too. And I did it very, very extensively. It took me almost the whole year 2014 to write 17 (!) essays analysing the 17 chapters of “My Promised Land’. Although they deserve to, they won’t make me world-famous, because they are written in the Dutch language.
Still, working on my 17 essays in Dutch I promised myself that my name was going to stick for eternity to that of Shavit. But to do the sticking they will have to be translated from Dutch into English and be read by . . . . eh . . . . an international public. Now the question is: how to seduce this “international public” to actually read them all seventeen?
The least I can say is: the 17 articles to be published on “Snaphanen” comprise 100 pages but will give you a better idea of what Shavit’s book is about than reading the 475 pages of the book itself. Or, for that matter, one would gather from the exalting and idolizing reviews in the mainstream media. And of course a reader of my essays gets an idea of what the Israel-discussion is really about.
So let’s go and write the (relatively!) short essay that must wet your appetite for the other 17.
2) Shavit is a man of many perspectives, maybe too many
Fortsæt med at læse “Can Ari Shavit be charged with High Treason?”
Politikk som fiendskap
Av HANS RUSTAD
Expressen sletter den gamle stjernereporter, Ulf Nilson’s anmeldelse af Julia Caesar, 2010, fra arkivet. Den kan stadig læses her.
Når man leser Annika Hamruds angrep på Julia Caesar er det én ting som slår en: Hun går etter personen. Det er ikke noe saklig oppgjør med hennes fremstilling. Det ville forutsatt en debatt om hvor Sverige er på vei, hvordan mediene ter seg og reagerer på hendelser, som f.eks IKEA-mordene.
Hamrud gjør ikke det. Kanskje fordi hun vet at mediene ville kommet dårlig ut?
I stedet gjør hun det personlig. Utad Expressen søker en anstendig begrunnelse for avsløringen:
-När vi fick bakgrunden att hon var en gammal journalist, en van debattör och en slipad person som är fullt medveten om vilken kraft det är hon utövar i sina texter, så tog vi beslutet att en sådan person bör kunna ställas till svars för det hon skrivit. Hon bör tåla att vara med i en öppen debatt, säger kulturredaktör Karin Olsson till Dagens Media.
Det lyder tilforlatelig. Nesten. Men Olsson går ikke inn på hvorfor noen anser det nødvendig å skrive under pseudonym i dagens Sverige.
Dagens Media stiller indirekte et spørsmål om det når journalisten spør om ikke Expressen risikerer at Caesar utsettes for trusler og hat:
– Vi måste göra en helhetsbedömning hur stort allmänintresset är att veta vem hon är och vilket inflytande hon har i den offentliga debatten. Det rimliga och rätta var att publicera hennes namn. Jag tror också att hon får ta emot mycket stöd från sina läsare, att döma av de mejl jag fått så finns det de som är beredda att stötta henne. Den rumsrena offentligheten ägnar sig inte åt den typen av hot och hat som svansen efter henne.
Det er en representant for den “rumsrena offentligheten” som snakker og hun frikjenner seg selv.
Men dette kan leserne se ikke stemmer. Expressen og Aftonbladet mistenkeliggjør systematisk politiske motstandere og stempler dem som moralsk mindreverdige. I kulissene venter voldsvenstre.
“Den rumsrena offentligheten” synes ikke det gjør noe om demonstranter river ned Sverigedemokratenes godkjente plakater på Stockholms tunnelbane.
De har allerede innført et skille der noen er legitime og andre illegitime. Det er den typen “ansvarlighet” Karin Olsson forvalter. Hun sier i virkeligheten: – Vi har makten og vi vil bruke den.
Hvem truer?
Expressen outer Julia Caesar
Expressen outer Julia Caesar. Det er Annika Hamrud, en av de to journalistene som forsøkte å trenge seg på henne i hennes hjem, som bringer “avsløringen”.
Det kan tolkes på to måter: Som hevn for at Julia Caesar tok bladet fra munnen og beskrev metodene Hamrud og Orrenius brukte for å tvinge henne til å stå frem. Eller, mer nærliggende: Avsløringen av hennes identitet har hele tiden vært målet for deres “oppsøkende” journalistikk.
Hamrud forsøker å skyte seg inn under at de kun fulgte journalistisk praksis og ønsket å få en kommentar etter at hun er blitt en av de mest leste på alternative medier.
Men hvis det er tilfelle burde det vært spor av nyanser i Hamruds artikkel.