HANS RUSTAD

Den som følger dansk debatt vil få helt andre perspektiver på migrantbølgen som skyller inn over Europa. Der det norske establishment er opptatt av å være god, og kun god, lytter danskene til fagfolk som setter begivenhetene inn i en større kontekst.

Professor, dr. polit.Poul Christian Matthiessen (bildet) og dr. phil Gunnar Viby Mogensen hadde 15. juni en kronikk i Berlingske som er blitt en gjenganger. Matthiessen er en meget anerkjent demograf, og Mogensen er tidligere leder av forskningsavdelingen til Rockwoolfondene. To høyt meritterte forskere.

I noen avsnitt klarer de å fortelle hva som er karakteristisk ved den menneskestrømmen som Europa opplever.

Et af de forhold, som har størst betydning for Danmarks og det øvrige Europas fremtid, og som ikke har spillet nogen rolle overhovedet i den danske valgkamp, er den såkaldte »demografiske transition«, altså landenes overgang fra et højt til et lavt fødsels- og dødelighedsniveau. Denne overgang til en beskeden eller ligefrem negativ befolkningstilvækst er blevet gennemført først i de rige lande, og den er langt på vej i Latinamerika og Asien.

Men i Afrika og i dele af Mellemøsten ser situationen helt anderledes ud. Her har udbredelsen af den vestlige medicinske teknologi ganske vist reduceret dødeligheden meget, men det overses hyppigt, at fødselsniveauet stadig er meget højt. Det skyldes for det første, at man endnu kun i begrænset omfang er kommet ind i en økonomisk og social udvikling, som kunne føre til kvindefrigørelse og nye normer for kvindens fertilitetsadfærd. For det andet har især Afrika det alvorlige problem, at 40 procent af befolkningen er under 15 år. Disse mange unge kvinder vil jo nu rykke ind i de fødedygtige aldre, hvorved fødselstallene længe vil forblive høje. Afrikas befolkning er i dag dobbelt så stor som EU`s stagnerende befolkning, men om blot 35 år vil Afrikas folketal være blevet fem gange større end indbyggerantallet i EU til den tid.

Her får vi i kortform skissert hvorfor noen kontinent har fremgang, mens andre går i oppløsning. Alle nyter godt av den teknologis-vitenskapelige fremgang som gjør at dødeligheten synker. I et samfunn med kreativitet, regulerte eiendomsforhold, markedsøkonomi, og et minimum av rettssystem utløser et overskudd av unge mennesker vekst. Ikke minst: Kvinner kommer inn i arbeidslivet og blir motivert til å få færre barn. Slik løftes landene ut av fattigdommen.

Religion og kultur

Fortsæt med at læse “Hva norske medier ikke forteller om migrantkrisen”

Af Tim Pallis

I to tidligere essays her på Snaphanen har jeg skrevet om sufismen: Historien bag sufismens oprindelse og Sufisme er ikke islam, men… Jeg må nu bevæge mig lidt videre i emnet, for at afklare to vigtige spørgsmål.

Grunden til, at de er vigtige, er at ortodoks sharia islam efter min mening umuligt kan have en fremtid andre steder end i OIC landene. På et eller andet tidspunkt må det gå op for verdens politikere, hvad islam er for en størrelse. 80% af folkevandrings-migranterne er muslimer, som ikke kan assimileres i vor kultur. Der kan opstå apokalyptiske tilstande, hvis vi skal følge deres halal og haram krav.

Derfor vil det i fremtiden blive nødvendigt for muslimer i Vesten, at finde en anden mere spirituel religiøsitet. Denne tilflugt kunne være en eller anden form for sufisme, som har stor lighed med mystikken i rødderne af næsten enhver anden religion.

De to spørgsmål er: Hvem er de ”ædru”, lunkne, sharia islamiske sufier? og hvem er de ”berusede” sufi mystikere. Denne skelnen mellem ”ædru” og ”berusede” sufier er ikke opfundet af sufi mystikerne, men af sharia islams ortodokse. At være ”beruset” er nemlig en kætteranklage. De opfattes som vantro kuffar (flertal af kafir).

Kafir er et arabisk ord, der betyder “hedning” eller en person der skjuler, benægter eller dækker over islams ”sandhed”. Kulturelt anvendes ordet som en nedsættende betegnelse for en ikke-troende, en ikke-muslim, en muslim fra en rivaliserende sekt, eller én der har forladt islam.

Denne todeling af sufiernes åndelige verden i ”ædru” og ”berusede” har selvfølgelig intet at gøre med med den mangfoldige forskellighed af sufi ordner (tariqas), som altid har eksisteret og eksisterer i verden i dag.

Langt de fleste af disse ordner er nok ”ædru” broderskaber, som står på skuldrene af traditional ortodoks sharia islam. De ”berusede” sufi mystikere er et absolut mindretal med meget forskellig spirituel habitus alt afhængig af deres praksis og kulturelle baggrund.

Nogle mener at ordet sufi kommer af ordet safa, at være ren eller af suffa, som var den forhøjede platform i profetens moske i Medina, hvor de fattige plejede at sidde. Andre mener at ordet sufi kommer af det græske ord for visdom sophia eller sophos, en teosof. Men den almindelige mening er, at ordet betyder ”uld” og henviser til de beskedne uldklæder de første sufier bar.

De første sufier var asketer, ekstatikere, antinominalister og digtere, som i 700-tallet adskilte sig fra islam, som på den tid var en magtfuld nyreligiøse bevægelse. De asketiske sufier hed zunahad. De sufier, der reciterede Koranen i gråd, hed qurra, men blev også kaldt qusas, som betyder historie-fortællere.

Fortsæt med at læse “De berusede og de ædru sufier”

“SVT gör vänsterdrama av Julia Caesar-fallet”

“Rasistsajten Snaphanen”, det har jeg jo vænnet mig til er den moraliserende tone i Sverige, for det der skal gå for at være politisk debat. Det er kun i Sverige, udenfor denne enklave betragtes jeg som en almindelig konservativ, bortset fra i små, venstrekstreme sekter. Main-stream i Sverige er med andre ord en venstreekstrem sekt i en europæisk sammenligning. Svenskerne ved det ikke, for svensk journalistik formidler ikke borgerlig dansk debat, kun venstresiden og nogle kunstnere, der har en indstilling som flugter med deres. I går fremstillede SR f.eks. Michala Bendixen og Leif Borch Hansen som “en folkebevægelse.”

Det er også kun i Sverige, at en journalist i fulde alvor kan bebrejde en anden journalist – min kronikør – at hun “hetzer mod journalister og politikere.” Hamrud og Orrenius skjuler ikke engang, at de er en del af den politiske magt. Nu var kronikøren altså  blevet for stor, nu skulle hun kanøfles af samtlige svenske “journalister”, der så nødigt vil miste deres jobs og ville demonstrere deres rette, magttro sindelag. Hun skulle ned med nakken for at bedrive klassisk journalistik, hvad enten man kan lide tonen eller ej. Den journalistik de selv har forrådt for mange år siden. Hun agter dog at skrive en kronik på lørdag, hvis hun er i nærheden af en internetopkobling, fortæller hun i dag.

Der har om denne sag været publiceret i nærheden af 50 svenske avisartikler. De er allesammen nærmest makabert enslydende, ikke én journalist vover at vælge dissens. Det er disse klicheer og tomme kalorier, de undervurderer deres læsere med at servere. Det er denne parodi på fri debat og demokrati, de spises af med. Imens bugner min inboks med mails, der vil tilbyde min kronikør beskyttelse og husly.

Fortsæt med at læse “Endnu varmt og grønt”

Av HANS RUSTAD

Expressen sletter den gamle stjernereporter, Ulf Nilson’s anmeldelse af Julia Caesar, 2010,  fra arkivet. Den kan stadig læses her.

Når man leser Annika Hamruds angrep på Julia Caesar er det én ting som slår en: Hun går etter personen. Det er ikke noe saklig oppgjør med hennes fremstilling. Det ville forutsatt en debatt om hvor Sverige er på vei, hvordan mediene ter seg og reagerer på hendelser, som f.eks IKEA-mordene.

Hamrud gjør ikke det. Kanskje fordi hun vet at mediene ville kommet dårlig ut?

I stedet gjør hun det personlig. Utad Expressen søker en anstendig begrunnelse for avsløringen:

-När vi fick bakgrunden att hon var en gammal journalist, en van debattör och en slipad person som är fullt medveten om vilken kraft det är hon utövar i sina texter, så tog vi beslutet att en sådan person bör kunna ställas till svars för det hon skrivit. Hon bör tåla att vara med i en öppen debatt, säger kulturredaktör Karin Olsson till Dagens Media.

Det lyder tilforlatelig. Nesten. Men Olsson går ikke inn på hvorfor noen anser det nødvendig å skrive under pseudonym i dagens Sverige.

Dagens Media stiller indirekte et spørsmål om det når journalisten spør om ikke Expressen risikerer at Caesar utsettes for trusler og hat:

– Vi måste göra en helhetsbedömning hur stort allmänintresset är att veta vem hon är och vilket inflytande hon har i den offentliga debatten. Det rimliga och rätta var att publicera hennes namn. Jag tror också att hon får ta emot mycket stöd från sina läsare, att döma av de mejl jag fått så finns det de som är beredda att stötta henne. Den rumsrena offentligheten ägnar sig inte åt den typen av hot och hat som svansen efter henne.

Det er en representant for den “rumsrena offentligheten” som snakker og hun frikjenner seg selv.

Men dette kan leserne se ikke stemmer. Expressen og Aftonbladet mistenkeliggjør systematisk politiske motstandere og stempler dem som moralsk mindreverdige. I kulissene venter voldsvenstre.

“Den rumsrena offentligheten” synes ikke det gjør noe om demonstranter river ned Sverigedemokratenes godkjente plakater på Stockholms tunnelbane.

De har allerede innført et skille der noen er legitime og andre illegitime. Det er den typen “ansvarlighet” Karin Olsson forvalter. Hun sier i virkeligheten: – Vi har makten og vi vil bruke den.

Hvem truer?

Fortsæt med at læse “Politikk som fiendskap”

HANS RUSTAD 

Expressen outer Julia Caesar. Det er Annika Hamrud, en av de to journalistene som forsøkte å trenge seg på henne i hennes hjem, som bringer “avsløringen”.

Det kan tolkes på to måter: Som hevn for at Julia Caesar tok bladet fra munnen og beskrev metodene Hamrud og Orrenius brukte for å tvinge henne til å stå frem. Eller, mer nærliggende: Avsløringen av hennes identitet har hele tiden vært målet for deres “oppsøkende” journalistikk.

Hamrud forsøker å skyte seg inn under at de kun fulgte journalistisk praksis og ønsket å få en kommentar etter at hun er blitt en av de mest leste på alternative medier.

Men hvis det er tilfelle burde det vært spor av nyanser i Hamruds artikkel.

Fortsæt med at læse “Expressen outer Julia Caesar”