A Jewish teacher was savagely beaten by a group of Arab men in a brutal anti-Semitic attack in Paris. The attackers – who shouted “death to the Jews” and “filthy Jew” during the assault – broke the victim’s nose and drew a swastika on his chest after tearing open his shirt.

“One of the perpetrators opened the victim’s shirt and with a black marker drew a swastika on the man’s bare chest,French Jew Brutally Assaulted in Paris Attackers beat Jewish teacher, draw swastika on his chest in savage assault.

Hvis man vil koge sovsen helt ind, kan man sige at Hitler fik udskiftet Europas jøder med muslimer. Set under den vinkel, går multikulturalisterne i Hitlers fodspor hvad angår de få tilbageværende jøder. Deres muslimske klienter sørger for, at pogromen ikke dør ud. Jeg vil benytte den triste anledning til at gøre opmærksom på et tidsskrift af høj kvalitet. Mosaic Magazine, som jeg selv læser. Og nej, jeg er ikke jøde, men jeg er sandelig heller ikke antisemit, som Klaus Wivel så frisk påstod.

Først troede jeg, han var i ond tro. Nu hælder jeg til, han ikke anede hvad han skrev om. Der er så meget ukvalificeret vrøvl i omløb, også i Weekendavisen. Om jeg er “et af de mest rabiate højrefløjssites i Danmark”, vil jeg overlade til hver enkelt at bedømme. EXPO mener det, men hvor mange i Danmark udover Klaus Wivel og ‘antifascisterne’?

Man havner nok der, at når man dokumenterer islam, og ikke bryder sig om det man ser, er man højrerabiat uanset man går ind for fri hash og heroin til hårdt ramte, prostitution, promiskuitet, ytringsfrihed for Hizb ut Tahrir og kommunister, homoægteskaber, velfærdsstaten, udflippet kunst og kunststøtte, public service, forsvarer jøder, kristne og homoseksuelle,  så er man ‘rabiat højre’ alligevel. Etiketten er til at leve med, det er i al fald gået hidtil.

Jeg har rigtignok problematiseret masseindvandringes demokratiske legitimitet, men det er en af de diskussioner, der ikke kan føres, ligesom diskussionen om dødsstraffen ikke kan føres, til trods for at der mange steder er et folkeligt flertal for den. Sådan er det bare. Det er stærkt højreorienteret, bare at løfte de spørgsmål.

Jeg synes  dødstrafsdiskussionen er interessant, selvom den har været død i Danmark i mange år.  Jeg er fra tidlig tid formet af Camus’ Reflections on the Guillotine og Orwells A Hanging, men de er skrevet i samfund, der ikke længere er de samme og ikke har de samme forbrydere. Den indflydelse bevirkede i mange år en automat-modstand imod dødsstraffen hos mig.

Men skulle Eichman og von Ribbentrop, Kaltenbrunner, Keitel og Rosenberg ikke være hængt, skulle Vidkun Quisling ikke være skudt? Skulle Auschwitz-bødlerne ikke være hængt?  Hvor går den nedre grænse for dødstrafmodstanderne, hvis der findes en? Hænger modstanden rationelt sammen, eller er den emotionel? Er den lige så lidt forankret i virkeligheden, som den ubetingede pacifisme?

Jeg mener som bekendt, at Breiviks forbrydelse er så monstrøs, at når han er kendt tilregnelig i juridisk forstand, hvad der sandt at sige kan diskuteres, er det ikke nogen samfundsmæssig dyd, at man ikke afliver ham på en venlig og human måde. Det er dog en ikke-diskussion. Hvor længe ville han overleve, hvis han blev sluppet ud fra sin treværelseslejlighed med fitness-room nu og blev udsat for, hvad den almindelige Ola Nordmand mener om ham?

DR viste et meget interessant program om dødsstraffen, der ikke kan anbefales nok: Robert Blecker ønsker mig død. Her er alle de udfordringer til tanken, vi nu undviger ved at indtage det standpunkt, at dødsstraffen tilhører et lavere civillisatorisk udviklingstrin. Den dødsdømte børnemorder i programmet, som hellere end gerne vil henrettes, forekommer mig klogere end juristen, der også går ind for dødsstraf på en særdeles reflekteret måde. Den dødsdømte er praktiker, juristen er moralist, men deres diskussion er interessant.

Ved ikke at holde spørgsmålet åbent for debat, mener jeg vi begrænser vores stilling, som medlemmer af et samfund, vi er parate til at forsvare, og desuden mener jeg, multikulturen kommer til at sætte vores dødsstrafmodstand under stadig hårdere tryk. Multikulturalisterne vil komme til at fremme alt det, de mest afskyr.

Hvis ‘svenskerne’, der ville myrde så mange ansatte på JP og Politiken som muligt, og kaste deres hoveder ned på Rådhuspladsen, var lykkedes og havde overlevet, skulle de så have siddet 20 år i et komfortabelt dansk fængsel på skattebetalernes regning, eller skulle de have lidt den skæbne, enhver mand m/k på gaden ville mene, de fortjente?

Retsvæsnet skal balancere imellem hvad der er internationale idealer, og folkelig opfattelse af retfærdighed. Det skal forstå forbryderne, men den skal også imødekomme et legitimt krav om hævn, som er nødvendigt for at en retsstat overhovedet kan nyde tillid. Spørgsmålet er, om den gør det og kan fortsætte med at gøre det. Derfor introducerer jeg igen diskussionen om dødsstraf. Den er anfægtende, og ingen vil have den. Mig generer den ikke, men så kan man jo altid blive ‘kontroversiel,’ ved bare de mest spagfærdige argumenter for dødsstraffen.

Er det rimeligt, at Anders Behring Breivik skal have lov at leve 50 år endnu i en verden, han har berøvet 77 unge mennesker? Jeg mener det ikke. Min retsfølelse siger mig, han skal lide samme skæbne som dine ofre, hvis han ikke er sindssyg. Han bør ekspederes ud af den. Vi er ikke mere agtværdige mennesker, ved ikke at gøre det, vi sætter en grænse for, hvilket barbari vi vil tolerere.

Diskussionen handler formentlig, hvis vi overhovedet havde den, om hvorvidt vi bliver barbarer ved at slå barbarer ihjel, eller om vi tværtimod forsvarer humaniteten også når det gør ondt. USA eliminerede Bin Ladin eftertrykkeligt, ikke mange havde nogen problemer med det. Jeg mener ikke, det pletter os, selvom man naturligvis skal være anfægtet på sit lands vegne. Det er ikke så ligetil, at slå folk ihjel, som det var for Breivik. En stat skal tænke sig om, men den skal også kunne forsvare sig. Det er en afvejning, der ikke kan afgøres en gang for alle, den er kronisk til stede, og må justeres efter forholdene. Norge har ikke justeret sig, de har end ikke  bevæbnet politiet oven på Breiviks massemord.

Man skal ikke henrette den almindelige, affektstyrede hustrumorder, men man må overveje at applicere dødsstraffen på ekstraordinære forbrydere, som juristen i DR programmet også siger: “Vi bør henrette i USA, men efter langt snævrere kriterier.” USA henretter i global sammenhæng meget få, for mange efter min smag, men ikke nok til, at jeg kan fordømme dem.

Richard Kuklinski myrdede iskoldt over 200 mennesker for penge, men han fik lov at dø en naturlig død i fængsel, fordi New York ikke har dødsstraf. De mange ofre for hans uhæmmede psykopati, havde sikkert gerne set, at staten havde påtaget sig at gøre det af med ham.

Richard Kuklinski var morder for maffiaen fra 1948 til 1986, og slog over 200 mennesker ihjel, ingen ved helt hvor mange. Allerede inden han blev betalt for at dræbe, havde han han dræbt næsten 100 mennesker. Fuldstændig lidenskabløst, uden anger, uden frygt. Ikke som en seriemorder, der føler en seksuel eller sadistisk lettelse og fryd ved at slå ihjel. For Kuklinsky var det bare en opgave mindre, en ubehagelig forhindring mindre. At myrde, var som at gå til bageren efter morgenbrød, et lille job som ethvert andet. Han følte intet ved at myrde. Han var normalt begavet, måske over middel, og kunne indgive omverdenen et normalt indtryk, undtagen når hans heftige temperament tog over. Han dræbte med pistol, gevær, cyanid, kniv, armbrøst, hængning, ild – endda ved at lade rotter langsomt fortære ofret levende, det sidste indgav ham en smule ubehag. Langt inde fandtes resterne af noget menneskeligt.

Hvordan skal et samfund forsvare sig mod sådanne  individer? Holde seminarer om ondskaben? Én ting er sikkert. Statens og borgernes retfølelelse skal ikke befinde sig alt for langt fra hinanden, hvis staten skal bevare sin autoritet. Det var en digression fra »Dirty Jew«, men bloggen er en ‘log’, en dagbog, øjeblikkets indfald. I Malmø er Dirty Jew hverdag: Fem personer trängde sig in på judiska församlingshemmet på Kamrergatan på torsdagen och gjorde antisemitiska uttalanden.

Få har gjort mere opmærksom på det end undertegnede, men jeg er jo også rabiat .

 

Norsk TV fra min. 26.30. Hvis man vil høre Nina Hjerpset-Østlie, Bjørn Stærk og hvad vi i Danmark ville kalde den venstreekstreme journalist  Øyvind Strømmen, kan man hoppe på lidt før. Vilks får meget ud af sine få minutter, han kan mediet, men det er TV og tungen ud ad vinduet, man skal ikke vente sig for meget. TV journalister tror selv stadig de er vigtige. Det er de heldigvis ikke, det er 25 år siden. Masser inkl. undertegnede, ser aldrig TV bortset fra en Deadline på laptoppen i ny og næ. Jeg møder af og til en tv journalist på gaden i kvarteret, jeg genkender til nød deres ansigter, men jeg aner ikke hvad de hedder eller hvor de arbejder. Vilks skriver selv om programmet:

Bland gästerna fanns Bjørn Stœrk, som är skribent på norska Aftenposten. Han har ett stort intresse för yttrandefrihet och har även skrivit en bok i ämnet, Ytringsfrihet som kom ut i fjor. Han har en uttalat liberal uppfattning om yttrandefrihet. Hans artiklar finns samlade här. I Sverige skulle det vara omöjligt att finna en så frispråkig herre i någon av våra ledande dagstidningar. Norskt och svenskt skiljer sig något åt och en del av svenskarna har inte helt oväntat sett sig själva som de överlägsna.

Yttrandefriheten och Dan Park har utvecklat sig till en såpa i tiden. I det senaste avsnittet har Park blivit häktad och åklagaren aktar att kasta honom i fängelse (se här och här). Eller som engagerade jurister ibland formulerar sig ”Du hamnar i spjället!” (en gång för ett bra tag sedan riktat mot mig för mina äventyr på Kullaberg). Man kan tycka att Dan Park borde komma undan genom att han har lite andra avsikter än ”hets mot folkgrupp”. Men denna populära paragraf tycks bygga på att det räcker långt länge med misstanken. I detta läge kan man undra var alla entusiaster för yttrandefriheten håller hus. Inte för att de nödvändigtvis skulle tala för Park, de kunde åtminstone skriva något om hur man skall göra gränsdragningar om vad som är acceptabelt eller inte. (Vilks skriver mere om Dan Park her: Ett överskridande med alltför mycket råge.)

 

Åsne Seierstad i samtale med Carsten Jensen

Av Peder Jensen, fotos © Snaphanen

I forbindelse med publiseringen av den danske versjonen av hennes bok om Anders Behring Breiviks massakre var Åsne Seierstad den 26. mars 2014 i samtale med sin danske forfatterkollega Carsten Jensen på Det Kongelige Bibliotek i København. Diskusjonen mellom dem hadde sine interessante momenter, blant annet når det gjaldt Breiviks psykologi, oppvekst og det norske samfunnets og politiets manglende terrorberedskap i 2011.

Carsten Jensen har tidligere uttalt at Anders Behring Breiviks forbrytelser var så uhyrlige og hadde et slikt omfang at han begynte å tvile på sin egen prinsipielle motstand mot dødsstraff. Akkurat dette ble ikke diskutert denne gang. Det var likevel noen diskusjoner om ondskap. Kanskje enkelte mennesker velger å gjøre det onde, selv om de hadde andre mulige valg?

Åsne Seierstad og Carsten Jensen er relativt intelligente og artikulerte personer, selv for dem som ikke deler deres politiske synspunkter. Likevel var noe av det mest interessante ved deres møte det som ikke ble sagt eller bare kort antydet.

Åsne Seierstad gjorde til dels narr av de første rettspsykiaterne som mente at Breivik lider av paranoid schizofreni. Dette på tross av at hun selv kvelden før uttalte til dansk TV på DR Deadline at ABBs mormor hadde psykopatiske trekk, og nok var schizofren i tillegg til dette. Denne påstanden underbygges av andre kilder. Hun utviklet stadig sterkere paranoide vrangforestillinger i voksen alder.

At nære slektninger av Anders Behring Breivik i direkte genetisk og sosial linje kan ha hatt samme lidelse som ABB først ble diagnostisert med er en meget vesentlig opplysning. Mange forskere tror at genetisk og sosial arv kan gjøre visse personer mer disponert for å utvikle paranoid schizofreni. Dette betyr at Seierstad ignorerer de mulige konsekvensene av informasjon som hun selv fremsetter.

Åsne Seierstad har vært i land som Irak og Afghanistan. Hun burde ha innsikt i noen av de mer militante og undertrykkende aspektene ved muslimsk kultur. Hun sa selv under debatten i København at tsjetsjenske muslimer bokstavelig talt synger vuggesanger til sine barn om at når de blir store så skal de skjære over strupen på russere. Dette utsagnet utløste tilløp til latter i salen.

Verken Åsne Seierstad eller Carsten Jensen stilte derimot det neste logiske spørsmålet: Hva slags mulige konsekvenser har det for de nordiske landene og resten av den vestlige verden at vi nå masseimporterer personer med en slik mentalitet hit, om at ikke-muslimer skal bekjempes og kanskje drepes?

For øyeblikket er det en rekke muslimer som reiser til Syria for å delta som jihadister i den brutale borgerkrigen der. Det blir regelmessig publisert videoer på internett der muslimer i Syria skjærer over strupen på eller halshugger sine fiender. Dette er altså ikke et spørsmål som er av bare teoretisk interesse.

Vestlige etterretningstjenester blir stadig mer bekymret for jihadister som returnerer fra konfliktsoner til Europa. Det er allerede blitt avverget planlagte terrorangrep i Frankrike fra jihadister

Slike temaer ble ikke berørt i samtalen mellom disse to forfatterne. Seierstad refererte ukritisk til innvandrings- og islamkritiske miljøer som “ekstremister”. Hun fremhevet at Breivik er spesiell, en utpreget narsissist og trolig psykologisk skadet som barn av sin mor. Hun mente likevel at han er en rasjonell, politisk terrorist.

Åsne Seierstad nevnte videre Carl I. Hagen, som var formann for det norske Fremskrittspartiet fra 1978 til 2006. Hun mente hans retorikk er tilnærmet identisk med Breiviks retorikk. Hun fikk ingen kritiske motspørsmål til dette fra Carsten Jensen. Han har selv fremhevet Dansk Folkeparti og deres kritikk av muslimsk innvandring som en del av bakteppet for Breiviks massakre.

Dersom man tror på Åsne Seierstad og Carsten Jensen er det liten grunn til å frykte muslimsk innvandring. Derimot er det stor grunn til å frykte påståtte ekstremister som advarer mot negative konsekvenser av muslimsk innvandring.

Bare ei uke tidligere ble en norsk-somalisk muslim hevdet å ha stått bak et selvmordsangrep i Somalia. Han skal ha hatt tilknytning til en jihadistisk gruppe som også stod bak det ekstremt brutale terrorangrepet på Westgate-kjøpesenteret i Nairobi, Kenya i 2013. En norsk statsborger av somalisk muslimsk herkomst skal ha vært sentral i dette angrepet, som myrdet over 60 mennesker.

Åsne Seierstad og Carsten Jensen snakket ikke om slike spørsmål. Det er nok mest behagelig slik.

Fortsæt med at læse “Vilks: “Jeg kan ikke se på stjernerne om aftenen””

Jeg har det jo lidt vanskeligt med ham, som jeg også skrev i Glistrup 1926-2008.  Glistrup ‘ ville ikke det han kunne, og kunne  ikke det han ville’, skrev jeg. Jeg skrev også, at han var en højtfungerende autist, hvad jeg stadig mener.  Allerede i 1973 havde jeg det svært med ham, men det er et rigtig godt radioprogram af 24-7 at blive klog af.

Naturligvis knuste en forvildet stat Glistrup, og naturligvis inviterede han staten til at knuse sig. I 37 år kæmpede han mod systemet, han sammenlignede sig selv med doktor Dampe, og han endte som en sørgelig karrikatur, som en dokumentar fra hans sidste år viste nådesløst.  Man kan se filmen om Spies og Glistup her, sådan ikke helt autoriseret. Den er ikke bare underholdende og velspillet, den er også tankevækkende. Glistrup mobiliserede en folkelig strømning, han ikke selv forstod og ikke kunne udnytte. Han fik alt serveret på et fad, og formøblede insisterende det hele.

Hvordan fornuftige mennesker kunne blive fremskridtsfolk, går stadig noget over min forstand, og alligevel har han et uægte barn i Norge, der ganske vist ingen lighed har med  faderen. Anarkisme bliver aldrig main-stream, men det er svært ikke at føle med mennesket Glistrup i hans uhjælpelige Sisyfos-kamp. He fought the law, and the law won.

En diskussion? Nu beder jeg Dem, Fru Heilbunth!

Det er der som bekendt rigtig mange i Sverige, der slet ikke er intereserede i. Se Aftonbladets og Expressens politiserende ævl, se endda Svenska Dagbladets 70 faste kolumnister, der er ansat som et værn imod den folkelige stemme. Plebs skulle nødigt mene noget i det svenske teaterdemokrati, de 70 er en angst for folket illustreret.

Bare hør på den snart forhenværende statsminister Reinfeldt eller den kommende Stefan Löfven. Af og til, har jeg tænkt over den svenske muskétered, ikke at samle de hundredetusinder ‘fremmedfjendtlige stemmer op’, der må friste enhver levebrødspolitiker. Man kan se musketéreden virke i praksis her.

Jeg tror, jeg har fundet ud af, hvad den drejer sig om. Man siger rigtignok “Together we stand, divided we fall,” men svenske politikere har lovet hinanden, at de vil falde i samlet flok, og ve den, der svigter. Ve den, der bryder falanksen, han bliver smidt ud af Moderaterna, hvad der sker hver måned.

Det er i det lys, man skal tolke den kommende valgretorik, også fra medierne, naturligvis, som er deres tro tjenere, prostituerede, politiske og luderkarle og frøkener. Den svenske politiske elite har tænkt sig at gå under i samlet flok. Det er vældig flinkt af dem.

Det egentligt nye her, er at dissens overhovedet når frem til DN Debatt. Iraneren Tino Sanandaji, PhD University of Chicago och forskare vid Institutet för Näringslivsforskning, er ligeglad med statsministerkandidaterne i ”Undermålig rapport motar inte främlingsfientligheten”:

I en artikel på DN Debatt (21/3) menar nätverket ”Oss alla” att detta i själva verket är myter. Artikeln bygger på en gemensam rapport av tankesmedjorna Reforminstitutet och Arena Idé, kopplade till Svenskt Näringsliv respektive LO. Det vore skönt om dessa samhällsproblem bara vore myter. Så är dock inte fallet.

Fortsæt med at læse “Glistrup”

De mørke, brune kræfter har igen været på spil i skovens, dybe, stille ro. Mångfalden gik amok på progessiv teatergruppes stykke om en homoseksuel fascist. Det er ikke sådan at være kunstner. Det er ikke let, som Dan Turell så rigtigt sagde, når man vil aflevere “en samtidsanalys från ett Nordeuropa där de politiska vindarna blåser allt kallare.” Det er ikke let. Det er rent Gustav Salinas, bøssen der hele tiden bliver overfaldet og mishandlet af muslimer, og holder hånden over voldsmændene. Det er ikke let, at være et godt menneske og beholde sine tågede idealer samtidigt. Smæk, kast dine hæmninger væk!

Elever fra Åsedaskolan i Småland i Sverige blev mandag præsenteret for teaterforestillingen Smålands mörker, men forestillingen endte i tumult og vandalisme, da flere elever gik amok, fordi de følte sig krænkede over en sekvens med tegnede billeder af nøgne kroppe og kønsorganer.

Da billederne af de nøgne kroppe og kønsorganer blev vist, blev nogle af eleverne så oprørte, at de forlod lokalet. Siden vendte de imidlertid tilbage og begyndte at vandalisere lokalet samtidig med, at de skreg. Stemningen blev ifølge Sveriges Radio så aggressiv, at skuespillerne måtte føres i sikkerhed, og politiet tilkaldes.

På Åsedaskolan er der en international klasse bestående af asylsøgende børn og børn, der for første gang er i kontakt med det svenske skolesystem. Om det var elever fra denne klasse, der gik amok over teaterforestillingen, er ifølge Sveriges Radio uklart. Sverige: Teaterforestilling afbrudt; skoleelever gik amok, da de blev præsenteret for tegnede kønsdele, Regionteatern: Smålands mörker

Phyllis Chesler: Afghanistan has followed me

Se også: Michael Coren – The confinement & abuse of the Saudi princesses

Peder Jensen skriver blandt andet i NATO’s Next Secretary General: Jens Stoltenberg?

My opinion as a Norwegian is that Mr. Stoltenberg is personally unsuited for the task of being the Secretary General of NATO. Assigning him the job will further weaken the organization. Yes, this is mainly a symbolic position with limited power. However, the world is full of symbols because we realize that symbols can be important in real life. Elevating Jens Stoltenberg to such a position would send out the wrong signals.

For instance, it is a documented fact that Jens Stoltenberg was one of quite a few left-wing politicians in Western Europe who had a file with the KGB because they considered him to be a friendly contact. There are no indications that he did anything that was outright illegal with these friendly talks, but they were certainly unwise and reflect poorly on his character. The KGB was the secret police of the totalitarian entity known as the Soviet Union. Back then it was NATO’s primary enemy and a very real military threat. It would look strange if a man who was classified as a friendly contact by NATO’s primary enemy a generation ago were to become head of NATO today. Moreover, as Norwegian Prime Minister, Jens Stoltenberg has in recent years been very weak in dealing with Islamic aggression.

Se også: Jens Stoltenberg: Inspireret af Che Guevara og Fidel Castro – kommende generalsekretær for NATO

»En krigsförklaring mot hela det svenska folket«

I Sverige begås enligt BRÅ minst 36.000 våldtäkter per år. Över 100 om dagen! Det är en ökning med 1000% på 20 år. Mörkertalet, 80-90%, vågar man knappt tänka på. Detta kan inte förklaras av att lagen 2005 ändrades så att fler brott betraktas som våldtäkt. Internationell forskning ger heller inget belägg för att det skulle skett någon ökning av anmälningar just i samband med lagändringen.

Enligt FN:s statistik begås i Sverige 53,2 våldtäkter per 100.000 invånare. I Norge är siffran 19,8, i Finland 17,2, i Danmark 7,3, i Japan 1,2. I Norge är man som bekant mer ärlig i debatten. Den norska polisen meddelar att ALLA överfallsvåldtäkter i Oslo begicks av invandrare under den senaste perioden. Liknande uppgifter finns i Danmark. Det är svårt att tro att det skulle vara annorlunda i Sverige.

Kvinnor levde tryggare i Sverige på 1200-talet än i dagens samhälle. Birger Jarls kvinnofridslag utkrävde mycket stränga straff för våldtäkt. Gärningsmän dömdes till förlust av egendom, vanära och fredlöshet. Bara att kalla någon för hora kunde leda till dödsstraff på den tiden.

Som far och morfar blir jag rasande när detta går upp för mig. Att våldta svenska kvinnor för att demonstrera sin kulturella överlägsenhet är ju en skamlöshet utan motstycke. Lägre kan man inte falla. Det är ju inte bara en fruktansvärd förbrytelse mot svenska kvinnor. Det är en krigsförklaring mot hela det svenska folket och ett utstuderat hån mot svenska män som inte kan försvara sina kvinnor i ett samhälle där själva problemet förnekas och därmed i stor utsträckning tolereras – ja t.o.m. uppmuntras genom denna ofattbara flathet och godtrogna bortförklararanda.Kalla mig rasist men… här går gränsen för tålamodet!

I Sverige er der en ekstrem mørklægning af, hvem der begår voldtægterne. I ubemærkede delstudier er sandheden dog sluppet ud, 80 % er tilvandrede.  I Norge og Danmark er der  mere åbenhed, skønt ikke helt. Man er ikke en politiker med røde ører, uden at man laver et cover up, der måske holder ens tid ud.

I Danmark blev 67 % af voldtægterne på landsplan og 75 % i København begået af indvandrere i 2004. Daværende justitsminister Lene Espersen lovede en etnificeret kriminal- og voldtægtsstatistik, men det blev hurtigt ‘glemt’, og ingen konservativ top-kvinde er mig bekendt blevet voldtaget siden da, hvad der kan skyldes glemsomheden.

Det er en barok tanke, at de Radikale og Politikens feminismeparadis er landet, hvor man gør alt for at mørklægge rekordstore voldtægtstal og hvor man ikke kan beskytte kvinder imod det mest elementære af alle overgreb og krigserklæringer: Voldtægt.

Det er vigtigere, at der er kønsligestilling i virksomhedsbestyrelser og at mænd bliver dømt hårdt for at betale en prostitueret, end at  svenske kvinder kan bevæge i det offentlige rum uden at skulle frygte overgreb. Et lille eksempel på kendt viden: Nära 40 procent av kvinnorna i Örebro län vågar inte gå ut ensamma. Snak om signalpolitisk idioti.

Fortsæt med at læse “Stoltenberg & NATO: The armed wing of Amnesty?”

Fransk politi mener, de har forpurret et overhængende terorrangreb på den franske Riviera, Côte d’Azur. Den anholdte, Ibrahim B. tilhører en celle, Cannes/Torcy, der sidste år angreb en jødisk butik i Sarcelles med en granat, og som har stået bag flere attentater i 90 ‘erne.

Politiet siger: “Dette er, hvad vi hele tiden har frygtet. Et terrorangreb var sandsynligvis nært forestående. Vi mener på Rivieraen, selvom målet endnu ikke er kendt.” Muslim who returned to France from Syria busted with nearly a kilo of designer explosives, set for assassination. Wash Post:French ex-jihadist in Syria found with explosives near Cannes. VIDÉOS. Côte d’Azur : un attentat islamiste aurait été déjoué.

Historien er ikke trængt frem til danske medier 20.50  onsdag, selvom den kom ud kl.15 i Frankrig. I USA/Canada har de nået at udertekste videoen i mellemtiden, og det tager sin tid.

Ingen muslimske kvoteflygtninge i Danmark siden 2006

Når Udlændingestyrelsens embedsmænd rejser ud for at besøge FN’s flygtningelejre og vælge de årlige 500 såkaldte kvoteflygtninge, kommer én type flygtning de facto sjældent i betragtning: muslimske. Hvor de fleste kvoterejser i 1990’erne gik til flygtningelejre i muslimske lande med muslimske flygtninge, og fra midten af 1990’erne kun til sådanne, ændrede det sig efter regeringsskiftet i 2001.

Det viser en opgørelse, som justitsminister Karen Hækkerup (S) har lavet til Folketingets udlændinge- og integrationsudvalg. Rejserne til flygtningelejre i muslimske lande blev sjældnere og sjældnere, og efter 2006 har Danmark slet ikke taget flygtninge fra disse lande. Danmark fravælger muslimske flygtninge

Alt for lidt, men dog noget. Noget er ved at dæmre på Christiansborg, “noget er ved at finde sin bane,” som Beckett siger. Det var fandeme på høje tid, som jeg siger.  Med det antal muslimske flygtninge der kan ventes bare de næste 20 år, kan EU lige så godt lukke helt for muslimske flygtninge af enhver art først som sidst.

Syrien kan vare 15 år til, hvis noget lignende sker i Egypten med fem gange så mange indbyggere, for ikke at tale om Nigeria (der om få årtier er mere befolket end USA) eller andre vakkelvorne megabefolkninger, kan de fleste, der ikke er politikere indse, at der ikke er nogen ende på islams asylantpotentiale til Europa i nogen nær fremtid.

Europa er det næsttættest befolkede område i verden, der er allerede 43.5  millioner muslimer i Europa. (2010). I Wien er der nu flere muslimer end katolikker i folkeskolen. EU overklassen mener ikke, det er noget problem.  Denne lille tyske dreng har mærket problemet på sin egen krop.

Nogen præventiv politik vil imidlertid ikke komme på tale, hvis det går som hidtil. Politisk erkendelse på dette område er kronisk parallelforskudt 25 år bagud, undtagen i Sverige hvor en politisk ‘elite’ er blevet psykotisk, og tror året er 1980.

De nye tal fra Eurostat er kommet, og Sverige tager stadig 6-8 gange så mange ‘flygtninge’ pr capita som Frankrig, England og Tyskland uden  at nogen rationel grund bliver givet fra Riksdagen til svenskerne. Se også hvordan Wilders bliver anstændighedsbelortet af en smal, ignorant samfundstop i Holland netop i disse dage.

Politikerne skal stå med en manifest, irreparabel katastrofe først. SF, Enhedslisten og De Radikale “undrer sig”. Jeg undrer mig ikke spor over, at de undrer sig, lige suicidale på andres vegne som hele tiden. Desværre har endnu kun SF begået noget, der ligner et vellykket selvmord. Socialdemokraterne har påført sig selv en tilsyneladende permanent skade ved at overhøre deres egne forstadsborgmestre for 25 år siden. Det er ingen naturlov, at der skal findes et socialdemokrati overhovedet. Kun 15 % af befolkningen ville savne dem, hvis de forsvandt. Man kan holde med Fremad Amager hele livet, men sgu’ da ikke med et politisk parti.

Her er lidt muslimsk besættermentalitet til de virkelig tungnemme, den humanistiske derrière garde, der ikke kan forestille sig en krig, før kuglerne hvisler om ørerne på dem:

“What remains, then, is to conquer Rome. This means Islam will come back to Europe for a third time, after it was expelled from it twice. We will conquer Europe! We will conquer America! Not through the sword but through our Dawa [proselytizing].” — Yusuf al-Qaradawi, Muslim Brotherhood

Vi skal ikke regne med, hvad  geronto-tossen Qaradawi siger? Broderskabet har tusinder og atter tusinder moskéer i Europa. Hvis jeg havde ansvar for noget som helst, ville jeg tage ham på ordet.

Göran Adamsson om svensk ‘mångfald’: Del og hersk

Weekendavisen havde den 14.3 et interview af SØREN K. VILLEMOES “Kritik fra venstre” 14.03.2014 med Adamsson. Indtil videre er hans nye bog ikke det store hit i svensk presse, men der er da kommet to omtaler i niche-medier i dag. Dissens i Sverige hilses altid velkommen, og det er da helt forståeligt at Adamsson beder sin aftenbøn inden han stikker sin hånd i hvepseboet. Desværre er noget af hans kritik af multikulturen fra venstre ganske uforståelig, at “Mångkulturalism är en nationalistisk ideologi”  lyder som volapyk tyve kilometer vest for Malmø. Enten er jeg dum, eller også er jeg ikke lektor i Malmø.  Det meste er dog interessant. Jeg er ligeglad med,  hvad bilen kalder sig, bare den kører.  Jeg har klippet sammen fra de to artikler:

Uppfattningen att mångfald och multikulturalism har en vänstertendens bör starkt ifrågasättas. Tvärtom är dessa idéer konservativa eller rentav reaktionära, anser jag. Min syn ligger här mycket nära den som Aje Carlbom framför i sin artikel “Särintressen tillåts tala för 400 000 muslimer” i Dagens Samhälle 5 mars. Han framhåller att Islamistiska förbund vill föra talan för alla muslimer. Men med samma logik borde högerextremister föra talan för alla tyskar, Tea-party-rörelsen för alla amerikaner och så vidare. Saltsjöbadsavtalet från hösten 1938 innebar att moderata krafter bland arbetare och arbetsgivare gick samman och på så vis marginaliserade kommunister och fascister på vardera flank. Vad har hänt med denna goda princip?

”Mångfald ger kvalitet!”, låter det i alla organisationer. Att arbeta med personer som är olika oss ger mervärde. Men sanningen är mer blandad. Robert Putnam, amerikansk statsvetare med starkt varumärke, säger till exempel att etniskt diversifierade organisationer och samhällen hämmar effektiviteten och får oss att huka under skalet som sköldpaddor. Effektiva organisationer, fortsätter han, förutsätter ett visst mått av kulturell homogenitet. I ”Tomhetens triumf” ger Mats Alvesson röst åt en skeptisk arbetsledare: ”Du vet, vi kan alla må bra för att vi är en del av en lycklig multifärgad familj: det kommer att leda till en massa intäkter för bolaget. Sanningen är en helt annan sak. Om folk verkligen är olika så kommer de inte så bra överens, vill arbeta på olika sätt och blir upprörda om någon säger åt dem hur de skall arbeta.”

Fortsæt med at læse “Fransk syrien-jihadist vendte tilbage med sprængstof”

Et torahtungt afvæbnet potentiale
med hjerner, der kun ventede på lighed,
så langt fra Enevældens gyldne sale,
gav Kongen og hans kancelli nu frihed.

Oplysning, borgerskab, det var parolen,
og med et Bing & Kalisch’s Institut
og Friskolen og Carolineskolen
så var segregationen halvvejs slut.

Oplysningstid. Berusende som vin.
I Tyskland Moses Mendelssohn. I Frankrig
Napoleons Det store Sanhedrin.

Og Kongen, mens de gamle sagde aldrig,
lod jøderne med borgerret bevæbne.
Integrationens startsignal. Tak skæbne!

Fra Kritiske og Ukritiske Sonetter om Jøder og Jødedom i Danmark i anledning af 200-året for Anordningen af 29 marts 1814, der gav jøderne borgerrettigheder. Mosaiske Sonetter af Erik Henriques Bing, netop udkommet, 120 kroner. Vi fejrer 200 års dansk jødedom, 26 marts, Københavns Rådhus.

Mosbjerg Folkefest, lørdag den 5. juli 2014

Program og tilmelding, Facebook.

Skarp som en ragekniv i New York, 18-2-2014. Kan ikke anbefales nok.  Journalist and author Melanie Phillips speaks on the manipulations of human rights law. A program from The Lawfare Project. Via Hodja. Se også Melanie Phillips in Copenhagen, I og Melanie Phillips in Copenhagen, II

Dr. Dalrymple om ‘at finde sig selv’

I used to tell my patients that it was vastly more important, from the point of view of reaching contentment, that they should lose themselves than that they should find themselves; and that, in losing they would find themselves and most of their problems would disappear, at least for the time they remained lost. If they made finding themselves the precondition of losing themselves, they were, in effect, lost. My patients who were bored by existence and therefore in search of themselves used to ask me how one became interested in something, a question to which I did not know the answer [..]

As for my patients who were bored and who created convoluted difficulties for themselves to disguise that fact, I came to the conclusion that the world seemed dull and slow moving to them by comparison with videos, films, shows, and television. The greatest cause of boredom in the modern world is entertainment. Entertainment Surfeit Disorder by Theodore Dalrymple

Hvad Dalrymple siger minder om buddhismens:

“At udforske Buddhas vej er at udforske sig selv. At udforske sig selv er at glemme sig selv. At glemme sig selv er at blive oplyst af alle ting. Når du er oplyst af alle ting, er din krop og dit sind såvel som andres kroppe og sind faldet væk. Ingen spor af oplysningen bliver tilbage, og denne sporløshed fortsætter uden ophør.” – Den japanske Soto Zen mester Dōgen Kigen (1200-1253)

Vi lever i en mærkelig tid, hvor man undgår sandhed og virkelighed. Der er en trang til at lyve om realiteterne. Det er vanskeligt at forstå, at ellers velorienterede politikere og skribenter ikke har føling med, hvad der foregår i virkelighedens verden. De skjuler sandheden i en snaksalighed af stadige gentagelser af deres partiprogrammer og humanistiske drømmerier. (Foto: Historikeren Torben S. Hansen og Tim Pallis* (th.) i Holga-stil på Gl Kongevej 90, Simon Spies’ stamværtshus, hvad der dog intet har med artiklen at gøre.)

Det er karakteristisk for langt den største del af vore medier og de fleste politikere, at budbringeren af ubehagelige sandheder om virkeligheden anklages for være uanstændig og en krænker af udsatte mindretal. En meget stor del af det, der bliver sagt på tinge og i medierne er stadig domineret af et svært skjult had til Dansk Folkeparti. Hvad der foregår i virkelighedens verden er man mindre interesseret i at belyse.

De redaktører, som styrer det hele, taler godt nok om idealet at være objektiv og dele sol og vind lige, men produktet, der fremkommer, oser langt væk af en bestemt politisk vinkel, som er opdragende og bærer af det ”rigtige menneskesyn”. Virkelighedens verden er dog ganske ligeglad med dette pæne politisk korrekte verdensbillede, som den intellektuelle elite drømmer om.

Det står ikke godt til med beskrivelsen af virkeligheden noget sted i verden. Det gælder ikke kun i vort tilsyneladende ytringsfrie land, men er endnu værre i lande som Sverige, England og USA for ikke at tale om den muslimske verden, hvor konspirationsteorier er ganske normale.

I denne senmodernistiske tid er det meste af uddannelsessystemet, de fleste forskere, journalister og politikere til langt ind i de borgerlige rækker blevet multikulturalister og værdirelativister som erstatning for 70’erne og 80’ernes støvede munkemarxistiske ungdommeligheder.

Verden er nu opdelt mellem et multikulturelt, værdirelativistisk flertal og et mindretal af dybt foruroligede iagttagere af en virkelighed, som flertallet ikke kan eller vil se.

Det multikulturelle verdenssyn er en invitation til åbenhed, mangfoldighed og inklusion af alle kulturer, uden at man må diskriminere eller foretrække nogle fremfor andre. Alle kulturer er nemlig lige gode.

Masseindvandringen betyder, at man ikke har tillid til, at landets egen befolkning kan magte fremtidens udfordringer. Derfor inviterer man folk ind udefra i den frie bevægelighed og globalismes hellige navn. Arbejdskraftens frie bevægelighed er også kriminalitetens frie bevægelighed.

Nedenunder det politisk korrekte, kulturradikale og socialistiske “menneskesyn” ligger også det oikofobiske synpunkt, at den oprindelige befolkning bør udtyndes, fordi den hellere vil stemme borgerligt og desuden er halvracistisk og nationalistisk. Oikofobi betyder en sygelig angst for sit hjem.

Der er en trang til at miskende menneskets naturlige kærlighed til sit land, sit folk, sin gamle kultur og historie. Det er ikke humanistisk nok at værdsætte alt det, man ved fødselen og opdragelsen er knyttet til og føler som vores identitet.

For multikultiralisterne hersker der et nyt menneskesyn ligesom for de tidligere totalitære politiske systemer. I dette nye menneskesyn findes der hverken danskere, europærer, arabere eller kristne og muslimer kun Mennesket og respekten for Menneskerettighederne. Der findes intet enkelt individ, som er et produkt af sin familie, kultur, historie og religion.

Jeg er bange for, at multikulturalisternes politiske korrekthed og dydsterror allerede har formatteret det meste af befolkningens hjernemasse. Forestillingen om at alle kulturer er lige gode, og ideen om at et humant samfund skal være åben overfor enhver indvandring, uanset hvilken kultur der invaderer landet, gennemsyrer den intellektuelle elite og erhvervslivet.

De politisk korrekte tør ikke se virkeligheden i øjnene. Det gør derimod et mindretal af åbenlyse islamkritikere og kritikere af kulturradikalismen. Når man følger med i, hvad der foregår i denne verden ved f.eks. at skimme Jihad Watch.org hver dag, kender man lidt til virkeligheden. Så ved man også, hvad islamisk imperialisme er.

Selv om man holder sig internationalt orienteret ved at se BBC og læse The Guardian og New York Times er det ikke sikkert, at man kan gennemskue deres politisk korrekte eufemismer. “De unge” eller “ikke vestlige indvandrer” skjuler, at det faktisk altid drejer sig om voldelige, muslimske unge tilvandrere. Ingen vestlige medier tør tænke sig til, at disse unge er et produkt af den islamiske kultur. Det er fordi de ikke har sat sig ind i hvad islam er.

For en velorienteret islamkritiker er det såre nemt, at gennemskue den mur af tabuer, der står mellem mediernes tekster og læseren. Det er et dagligt fænomen, at man er vidne til en omtale, som mørklægger virkeligheden ved at undgå at tale klart om problemet, som forøvrigt aldrig er et samfundsproblem, men altid en “udfordring”.

Politikere, journalister og eksperter bruger ikke eufemismer, når de skal karakterisere islamkritikerne. Så kalder de dem for populister, højrenationale, højreekstremister eller højreradikale, hvis de da ikke giver dem det sorte nazi-kort eller kalder dem for “den skimlede sekt af klamme kældermennesker”. Men sandheden er at islamkritikken hverken har med højre og venstre at gøre.

PET har formuleret en ny terrortrusselsvurdering:

Vi ser et stigende antal personer tilslutte sig de islamistiske miljøer i Danmark. Der rettes fra disse miljøer i stigende grad trusler mod personer i Danmark, der af miljøerne opfattes som vantro, frafaldne eller krænkere af islam. Samtidig ser vi, at højreekstremistiske miljøer samler sig om kritik af islam. Dette kan medføre modreaktioner fra venstreekstremistiske såvel som fra islamistiske miljøer. En sådan gensidig radikaliseringsproces vil kunne øge terrortruslen i Danmark.

Snaphanen beklager den vildledende formulering:

Ikke nærmere udpegede “ekstremister” der på den ene side nøjes med at ‘kritisere islam’. Andre ekstremister reagerer “mod”, formentlig voldeligt. Er dette en “gensidig radikaliseringsproces”? Sidestiller PET fredelige demokratiske ytringer med vold? Består “højreekstremismen” alene i den kendsgerning at man ytrer sig fredeligt og demokratisk på en måde som den pæne mainstreammere ikke kan lide.

Sandheden om islam altså er “højreekstrem”. Det er flabet og uvederhæftigt af PET at stemple danskerne som “højreekstremister”, fordi de ikke bryder sig om islam og al dens uvæsen.

Når man læser, ser eller lytter til mediernes nyheder og kulturdebatter, får man en mærkelig fornemmelse af at træde ind i et spejlkabinet, hvor virkeligheden er blevet forvrænget til ukendelighed.

Skønt det kan være eksperter med en kolossal viden om et bestemt fagområde, som kommenterer en ny politisk situation, må man meget ofte nøjes med en argumentation, der afslører en forbavsende uvidenhed eller en politisk korrekt tendensiøsitet, som ikke beskriver virkeligheden på en fair måde.

En gang imellem er man heldig at møde en virkelig skarp og politisk ukorrekt kommentar, som rummer en særlig viden og forståelse af virkeligheden. Straks kommer der særdeles kritiske indlæg om budbringeren fra den intellektuelle elite. Nu går man igen efter personen og ikke bolden. Virkeligheden forsvinder ikke, ved at man udskammer dem, der sætter ord på den.

Vi mangler et værdifuldt indblik i virkelighedens verden. Man sidder tit tilbage i spejkabinettets sale og undrer sig over de fortegninger af verden, som man er blevet offer for. Det er meget krænkende for ens sunde fornuft.

De styggeste eksempler på polemisk manipulation kommer fra de mest anstændige journalister og kommentatorer på Politiken og i Danmarks Radio. I Geoffrey Cains bog Ondskabens Ikon ser man de hadefulde Roald Als tegninger af Dansk Folkepartis partitop, især Pia Kjærsgaard. Disse tegninger beskriver et søle af svineri, som hænger fast ved det sted DF står. Karikaturerne vidner om et uhyggelig forvrænget billede af DF’s virkelighed.

Fortsæt med at læse “Tim Pallis: Om virkelighedens forvrængning i vor tid”

Jan Milld er al svensk indvandringskritiks nestor. Han betragter sig, ligesom Lars Hedegaard, stadig som tilhørende venstrefløjen. Hans Blågula Frågor på nettet siden 1996 er modstykke til Morten Uhrskovs Et Delt Folk, her står alt hvad de sagde og gjorde fra begyndelsen af firserne til idag. Et rent forbryderalbum og en gave til eftertiden. Det var her jeg slog op for at genopfriske antropologen Kajsa Ekholm-Friedman, da jeg for nylig var til en middag i Skåne, hvor hun dog var forhindret i at komme. Det er her, man finder ud af hvem lægen, den alt for tidligt afdøde Eva Bergqvist var: Den første Moderat, som kritiserede asylindvandringen.

Det er i dens faktabank at al statistikken befinder sig, et enormt dokumentationsarbejde. Jeg fik kontakt med Milld i 2001, da jeg havde konstateret at jeg ikke kunne skrive i svenske aviser, som jeg havde gjort i danske i årtier uden problemer. At Sverige er et demokratur, som Milld udtrykker det, eller et teaterdemokrati med begrænset ytringsfrihed, som jeg selv siger.  Det var nogle år før blogosfæren, så det var blandt andet gennem Jan Milld jeg fik dirket mig ind bag den svenske facade, og overhovedet kunne ytre mig i Sverige.

Man kan selvfølgelig altid få en kronik refuseret, det var ikke det, det var oplevelsen af ikke at kunne få ét ord indført offentligt, der gjorde at denne blog overhovedet kom til i 2004, mærkeligt nok flere år inden svenskerne selv kom i gang. Milld fortæller også i videoen, hvordan internettet kom til hans undsætning, og han fortæller i detaljer om hvordan den jornalistiske svenske udskamningsmaskine fungerer.

Havde det ikke været for internettets ankomst, havde den været lige så uigennemtrængelig som dengang, og svenske magthavere havde kunnet sove lige så roligt om natten. De tider er heldigvis forbi, hvor halvstuderede journalister og politikere bestemte enerådende over hvad der overhovedet sagdes offentligt og effektivt obstruerede demokratiets hjerte: ytringsfriheden. Nu lever den gode smag i et kronisk nervesammenbrud, og det har den rigtig godt af. Uden internettet var Sverigedemokraterne ikke i Riksdagen, og uden det, ville de ikke opnå måske 15 procent om et halvt år (ikke at det vil betyde noget i den store sammenhæng, demokraturet har påtvunget folket sin vilje noget så eftertrykkeligt.)

 Jeg har desværre kun mødt Milld én gang, og det var i København for ti år siden. Han er ligesom han lyder: En klippe af sindsro og en ægte demokrat. Vi er ikke enige om alt, men det er ikke et krav man kan stille til nogen. – De første fyrre minutter af interviewet er et must for dem, der vil vide noget om den tidlige indvandringskritik i Sverige. Det er lavet af Radio Länsman, der også har mange andre interessante interviews, blandt andet med kunstneren Dan Park, der knapt forlod retten i dag, før anklageren igen vil have ham tre måneder i fængsel for HMF over denne blogpost. De får aldrig opdraget på ham, de kan lige så godt give op.

Pat Condell: How to be a racist