A Jewish teacher was savagely beaten by a group of Arab men in a brutal anti-Semitic attack in Paris. The attackers – who shouted “death to the Jews” and “filthy Jew” during the assault – broke the victim’s nose and drew a swastika on his chest after tearing open his shirt.
“One of the perpetrators opened the victim’s shirt and with a black marker drew a swastika on the man’s bare chest,French Jew Brutally Assaulted in Paris Attackers beat Jewish teacher, draw swastika on his chest in savage assault.
Hvis man vil koge sovsen helt ind, kan man sige at Hitler fik udskiftet Europas jøder med muslimer. Set under den vinkel, går multikulturalisterne i Hitlers fodspor hvad angår de få tilbageværende jøder. Deres muslimske klienter sørger for, at pogromen ikke dør ud. Jeg vil benytte den triste anledning til at gøre opmærksom på et tidsskrift af høj kvalitet. Mosaic Magazine, som jeg selv læser. Og nej, jeg er ikke jøde, men jeg er sandelig heller ikke antisemit, som Klaus Wivel så frisk påstod.
Først troede jeg, han var i ond tro. Nu hælder jeg til, han ikke anede hvad han skrev om. Der er så meget ukvalificeret vrøvl i omløb, også i Weekendavisen. Om jeg er “et af de mest rabiate højrefløjssites i Danmark”, vil jeg overlade til hver enkelt at bedømme. EXPO mener det, men hvor mange i Danmark udover Klaus Wivel og ‘antifascisterne’?
Man havner nok der, at når man dokumenterer islam, og ikke bryder sig om det man ser, er man højrerabiat uanset man går ind for fri hash og heroin til hårdt ramte, prostitution, promiskuitet, ytringsfrihed for Hizb ut Tahrir og kommunister, homoægteskaber, velfærdsstaten, udflippet kunst og kunststøtte, public service, forsvarer jøder, kristne og homoseksuelle, så er man ‘rabiat højre’ alligevel. Etiketten er til at leve med, det er i al fald gået hidtil.
Jeg har rigtignok problematiseret masseindvandringes demokratiske legitimitet, men det er en af de diskussioner, der ikke kan føres, ligesom diskussionen om dødsstraffen ikke kan føres, til trods for at der mange steder er et folkeligt flertal for den. Sådan er det bare. Det er stærkt højreorienteret, bare at løfte de spørgsmål.
Jeg synes dødstrafsdiskussionen er interessant, selvom den har været død i Danmark i mange år. Jeg er fra tidlig tid formet af Camus’ Reflections on the Guillotine og Orwells A Hanging, men de er skrevet i samfund, der ikke længere er de samme og ikke har de samme forbrydere. Den indflydelse bevirkede i mange år en automat-modstand imod dødsstraffen hos mig.
Men skulle Eichman og von Ribbentrop, Kaltenbrunner, Keitel og Rosenberg ikke være hængt, skulle Vidkun Quisling ikke være skudt? Skulle Auschwitz-bødlerne ikke være hængt? Hvor går den nedre grænse for dødstrafmodstanderne, hvis der findes en? Hænger modstanden rationelt sammen, eller er den emotionel? Er den lige så lidt forankret i virkeligheden, som den ubetingede pacifisme?
Jeg mener som bekendt, at Breiviks forbrydelse er så monstrøs, at når han er kendt tilregnelig i juridisk forstand, hvad der sandt at sige kan diskuteres, er det ikke nogen samfundsmæssig dyd, at man ikke afliver ham på en venlig og human måde. Det er dog en ikke-diskussion. Hvor længe ville han overleve, hvis han blev sluppet ud fra sin treværelseslejlighed med fitness-room nu og blev udsat for, hvad den almindelige Ola Nordmand mener om ham?
DR viste et meget interessant program om dødsstraffen, der ikke kan anbefales nok: Robert Blecker ønsker mig død. Her er alle de udfordringer til tanken, vi nu undviger ved at indtage det standpunkt, at dødsstraffen tilhører et lavere civillisatorisk udviklingstrin. Den dødsdømte børnemorder i programmet, som hellere end gerne vil henrettes, forekommer mig klogere end juristen, der også går ind for dødsstraf på en særdeles reflekteret måde. Den dødsdømte er praktiker, juristen er moralist, men deres diskussion er interessant.
Ved ikke at holde spørgsmålet åbent for debat, mener jeg vi begrænser vores stilling, som medlemmer af et samfund, vi er parate til at forsvare, og desuden mener jeg, multikulturen kommer til at sætte vores dødsstrafmodstand under stadig hårdere tryk. Multikulturalisterne vil komme til at fremme alt det, de mest afskyr.
Hvis ‘svenskerne’, der ville myrde så mange ansatte på JP og Politiken som muligt, og kaste deres hoveder ned på Rådhuspladsen, var lykkedes og havde overlevet, skulle de så have siddet 20 år i et komfortabelt dansk fængsel på skattebetalernes regning, eller skulle de have lidt den skæbne, enhver mand m/k på gaden ville mene, de fortjente?
Retsvæsnet skal balancere imellem hvad der er internationale idealer, og folkelig opfattelse af retfærdighed. Det skal forstå forbryderne, men den skal også imødekomme et legitimt krav om hævn, som er nødvendigt for at en retsstat overhovedet kan nyde tillid. Spørgsmålet er, om den gør det og kan fortsætte med at gøre det. Derfor introducerer jeg igen diskussionen om dødsstraf. Den er anfægtende, og ingen vil have den. Mig generer den ikke, men så kan man jo altid blive ‘kontroversiel,’ ved bare de mest spagfærdige argumenter for dødsstraffen.
Er det rimeligt, at Anders Behring Breivik skal have lov at leve 50 år endnu i en verden, han har berøvet 77 unge mennesker? Jeg mener det ikke. Min retsfølelse siger mig, han skal lide samme skæbne som dine ofre, hvis han ikke er sindssyg. Han bør ekspederes ud af den. Vi er ikke mere agtværdige mennesker, ved ikke at gøre det, vi sætter en grænse for, hvilket barbari vi vil tolerere.
Diskussionen handler formentlig, hvis vi overhovedet havde den, om hvorvidt vi bliver barbarer ved at slå barbarer ihjel, eller om vi tværtimod forsvarer humaniteten også når det gør ondt. USA eliminerede Bin Ladin eftertrykkeligt, ikke mange havde nogen problemer med det. Jeg mener ikke, det pletter os, selvom man naturligvis skal være anfægtet på sit lands vegne. Det er ikke så ligetil, at slå folk ihjel, som det var for Breivik. En stat skal tænke sig om, men den skal også kunne forsvare sig. Det er en afvejning, der ikke kan afgøres en gang for alle, den er kronisk til stede, og må justeres efter forholdene. Norge har ikke justeret sig, de har end ikke bevæbnet politiet oven på Breiviks massemord.
Man skal ikke henrette den almindelige, affektstyrede hustrumorder, men man må overveje at applicere dødsstraffen på ekstraordinære forbrydere, som juristen i DR programmet også siger: “Vi bør henrette i USA, men efter langt snævrere kriterier.” USA henretter i global sammenhæng meget få, for mange efter min smag, men ikke nok til, at jeg kan fordømme dem.
Richard Kuklinski myrdede iskoldt over 200 mennesker for penge, men han fik lov at dø en naturlig død i fængsel, fordi New York ikke har dødsstraf. De mange ofre for hans uhæmmede psykopati, havde sikkert gerne set, at staten havde påtaget sig at gøre det af med ham.
Richard Kuklinski var morder for maffiaen fra 1948 til 1986, og slog over 200 mennesker ihjel, ingen ved helt hvor mange. Allerede inden han blev betalt for at dræbe, havde han han dræbt næsten 100 mennesker. Fuldstændig lidenskabløst, uden anger, uden frygt. Ikke som en seriemorder, der føler en seksuel eller sadistisk lettelse og fryd ved at slå ihjel. For Kuklinsky var det bare en opgave mindre, en ubehagelig forhindring mindre. At myrde, var som at gå til bageren efter morgenbrød, et lille job som ethvert andet. Han følte intet ved at myrde. Han var normalt begavet, måske over middel, og kunne indgive omverdenen et normalt indtryk, undtagen når hans heftige temperament tog over. Han dræbte med pistol, gevær, cyanid, kniv, armbrøst, hængning, ild – endda ved at lade rotter langsomt fortære ofret levende, det sidste indgav ham en smule ubehag. Langt inde fandtes resterne af noget menneskeligt.
Hvordan skal et samfund forsvare sig mod sådanne individer? Holde seminarer om ondskaben? Én ting er sikkert. Statens og borgernes retfølelelse skal ikke befinde sig alt for langt fra hinanden, hvis staten skal bevare sin autoritet. Det var en digression fra »Dirty Jew«, men bloggen er en ‘log’, en dagbog, øjeblikkets indfald. I Malmø er Dirty Jew hverdag: Fem personer trängde sig in på judiska församlingshemmet på Kamrergatan på torsdagen och gjorde antisemitiska uttalanden.
Få har gjort mere opmærksom på det end undertegnede, men jeg er jo også rabiat .



