Af Tim Pallis
Når man prøver at udrede de sammenfiltrede historiske tråde af islams tidlige historie, forhindres man af en islamisk historiefortælling, der er så etableret, at det er vanskeligt ikke at blive besnæret af dens sandsynlighed. Men der er noget ved dens væsen, som mere ligner fiktion end historie. Der mangler nemlig megen dokumentation og historisk verifikation for dens sandhed.
Der er gjort nogle få forsøg i nyere tids vesterlandsk islamforskning på at finde et mere videnskabeligt holdbart syn på islams historiske grundlag og udvikling end den beretning, vi hidtil er blevet tilbudt gennem de traditionelle islamiske kilder.
De islamiske historikere har gentaget fortællingen igen og igen i mere end 1200 år, og da de såkaldte oprindelige kilder fra 600-tallet ikke længere findes, skal man nogle spadestik dybere ned for at finde en alternativ historie, som er mere tilfredsstillende, end den vi hidtil er blevet påduttet af islams forkyndere.
Vi skal til begyndelsen af 700-tallet for at finde noget holdbart om Koranens oprindelse, samling og distribution. Det skrev jeg tidligere om i Den politisk-religiøse konstruktion af islam.
Hverken arabere, kristne eller jøder i Mellemøsten nævner Koranen før tidligt i 700-tallet. Det hævdes i en hadith, at kaliffen Abd al-Malik (685-705) samlede Koranen. Flere hadither skriver dog, at det var Hajjaj ibn Yusuf (661-714), som var guvernør i Iraq under Abd al-Malik, der samlede, standardiserede og udgav Koranen. Han indførte de diakritiske tegn, så de syrisk-aramæiske tekster blev arabiske. Han prægede også de første arabiske mønter og forlangte, at alle administrative skrifter, som hidtil havde været på persisk, nu skulle skrives på arabisk.
Den vigtigste kilde i den nyere Koran-forskning er Christoph Luxenberg: The Syro-Aramaic Reading of the Koran: A Contribution to the Decoding of the Language of the Koran, Berlin: Verlag Hans Schiler, 2000. Der er flere andre gode kilder, men for at samle disse på bedste måde med alle de vigtige henvisninger, anbefalede jeg Robert Spencers bog: Did Muhammed Exist? An inquiry into Islams Obscure Origins, Wilmington, Delware 2012.
Mellem 60 til 70 år forløb efter Muhammeds død i 632 før der overhovedet blev nævnt noget som helst om personen Muhammed, Koranen eller islam. Koranen blev sandsynligvis konstrueret på baggrund af noget eksisterende liturgisk, syrisk-aramæist materiale, som indeholdt kristne, monofysitiske før-islamiske tekster.
Der er tilmed meget, der tyder på, at den politisk-religiøse konstruktion af Muhammed-myten, Koranen og islam først begynder under umayyade kaliffen Abd al-Malik (685-705). Det må have været under al-Malik, at man udskilte en variant af kristen monofysitisme – vel nok ebionotisme og kaldte det islam.
Islam skulle naturligvis også have en grundlægger og profet, således som ebionæernes kætteri havde. Hos ebionæerne var der ingen treenighed og Jesus var ikke Guds søn og slet ikke både Gud og menneske på samme tid. Jesus var for ebionæerne kun messias eller profet. Han blev i teksterne omtalt med ordet “muhammed”, som var en syrisk-aramæisk hædersbetegnelse i gerundiv (som bør æres), der udtrykte højagtelse og lovprisning.
Muhammed er oprindeligt ikke et navn. Men de, der skabte islam, skabte altså også den arabiske profet ved navn Muhammed.
Fortsæt med at læse “En utraditionel fortælling om islams tidlige historie”



Dokumentationen på Dan Parks blog har nu udløst yderligere en måneds fængsel til kunstneren (oveni de tre måneder han allerede er idømt). Desuden skal Dan Park betale to sagsøgere hver 10.000 svenske kroner i erstatning. Det fremgår af en dom afsagt i byretten i Malmø mandag formiddag.

