Antifascistisk demonstration i München den 3 oktober: “Deutschland ist Scheiße, wir sind die Beweise” (Tyskland er lort, vi er beviset) Det er ikke nemt at være ung, derfor er det synd, at så mange er det i så lang tid. Men ærlighed er et godt sted at begynde en lindring. På bannerne står der: “Vi elsker folkedød/mord for noget bedre end nationen,” og “Vi elsker landsforrædderi.”

Vilks i TV gav svenske medier røvkatar

‘Røvkatar’ er ikke en diagnose i Medicinsk Kompendium, det er et meget brugt af en ven af mig, der dækkker en psykologisk tilstand, et mere malerisk ord for ‘frustration/forargelse’, kunne man sige. Var det ikke nemmere bare at ignorere ham så? No can do ! Sådan fungerer journalist-psykologien ikke. Den har brug for jævnlige, moralske pirringer, for at føle sig i form, dvs. en uforholdsmæssig grundig og hyppig dækning af fænomener, den egentlig afskyr men også føler sig skamfuldt tiltrukket af.

Man kunne også kalde det ‘dens negative kæpheste’. Blandt danske eksempler er f.eks. gengangererne: Christiania, narkotia- og prostitutionspolitik, Pia Kjærsgaard, alkoholpolitik, værtshusliv, syndige røde pølser, Ekstra Bladets side 9 pige, den genus-u-modificerede offentlighed, og nu er Vilks altså medlem af denne u-svenske klub. Altsammen noget der vækker en uforholdsmæssig stor interesse i svenske medier og tjener til at vedlige holde røvkataren på et passende niveau.

Nu har journalistikken det så godt med sig selv igen i en uges tid. Her den katarfremmende katharsis, ni artikler på et døgn og jeg ved ikke hvor mange tusinde ord: Plötsligt viker sig Vilks ryggrad, Uppdrag Granskning: Vilks glider undan, Exakt så här mjuk är Lars Vilks ryggrad, Nu är jag med i Lars Vilks konstverk, Svenska muslimer aldrig synliga i Vilks medieteater, Lars Vilks hyckleri, Ridå, Vilks Packat & klart på Manhattan, “Vilks är beviset på att islam måste bekrigas”. Kunstværket er selvkørende. Skal jeg være helt ærlig, så har jeg kun læst én af artiklerne. – I mellemtiden har SVT midlerttidigt fjernet dokumentaren for at klippe noget ud, den er oppe igen, så vidt jeg kan se halvandet minut kortere. Det er svært at se, hvad der er ændret.
Kasper Støvring: En tur i ghettoen

Af og til bliver jeg inviteret ud i alle mulige afkroge af Danmark for at holde foredrag om sammenhængskraft……… Men det hænder også, at jeg holder foredrag i virkelig belastede områder. I denne uge var jeg således i Tingbjerg for at holde foredrag i den lokale kirke. Bydelen efterlod mig nedtrykt. Tingbjerg-ghettoen giver et uhyggeligt indtryk i al sin trøstesløshed og nærmest bundløse morads. Grå betonboliger, vandaliserede facader, butikker uden liv, støjende biler der kører vildt omkring, børn der driver omkring sent om aftenen, tilråb på gaderne osv.

Netop kirken i Tingbjerg måtte for få år siden have politibeskyttelse, fordi den var genstand for massivt hærværk. Også præsten måtte gå under jorden efter længere tids chikane. Der kunne altså i en periode ikke drives kristent missionsarbejde i denne bydel i det engang kernedanske kristne samfund. Opholder man sig i dag i Tingbjerg, er man på mange måder i Mellemøsten.

Denne aften i Tingbjerg kunne jeg lytte til beboernes rædselsesfulde erfaringer. De få etniske danskere, der endnu var tilbage, levede i frygt, udsat for trusler, overfald og røverier. En af de ældre beboere var således blevet antastet hele to gange den forgangne uge. Og politiet synes ikke at hjælpe. De lader bare bydelen forfalde, som en af kirkens folk betroede mig. Vi andre hører ikke meget om problemerne. Kun når der er skyderi på åben gade, som for et par uger siden.

Jeg anser de sidste 30 års masseindvandring af mennesker fra især Mellemøsten og Afrika som den største katastrofe i nyere dansk politik. Økonomiske kriser, som den vi oplever nu, er umiddelbart presserende, men også forbigående. De kan løses. Det er straks meget vanskeligere at løse længerevarende kriser som dem, der er knyttet til demografi og indvandring. Altså med befolkningsudskiftning i hele områder.

Det er problemer, der vil forandre vores land, som vi hidtil har kendt det. Det vil sige som et land med høj tillid mellem borgere, med national samhørighed og kulturel homogenitet – kort sagt som præget af sammenhængskraft….Berlingske.

Jeg har levet under 12 amerikanske præsidenter, så mit blodtryk stiger ikke voldsomt over en amerikansk valgkamp, cirka det samme som et langstrakt forkvindevalg i SF, nemlig: Får vi et nyt VS som i 1966-67 eller ej? Jeg så ikke debatten i går og jeg har ikke læst om den før jeg blev interesseret efter her korte sammendrag ovenfor og her. Selv CNN og svenske medier dømmer hans indsats ude. Uden 50 mio indvandrede latinoer, der for så vidt de stemmer, stemmer demokratisk, ville han ikke have en Kenya-mands chance for genvalg, og at dømme efter dette, ville USA heller ikke være tjent med ‘four more years’ til ham. 67.2 million people watched first Obama-Romney debate, Obama fans are shocked by Mitt Romney’s dominance in debate. Obama fans beyond unimpressed – game turner like Kennedy-Nixon, og det siger demokrater. DR’s radioavis havde ikke opdaget nogle af dem, og citerede Time Mag. for, ‘ at begge kandidater løj lige meget.’

‘Respekt for profeter’, glem det, I skal selv bruge den

I Vesten er det intet andet en kongevej for muslimer til at gøre sig forhadte at insistere på, og langsigtet endda farlig for en minoritet. Islam insisterer på at udfordre, og det er uklogt, når man er henvist til at majoritets velvilje i al fremtid. Det er uklogt at forveksle konfliktsky europæiske politikeres udtalelser med de europæiske befolkningers tanker. Det er uklogt at forveksle tålmodighed og tolerance med mangel på vilje og principper. Desværre er europæiske muslimer ikke repræsenteret af klogskab. Det ender i konflikt, og islam har alt at tabe, intet at vinde.

I New York blev det for meget for senator i New York, Tony Avella, han rejste sig op og forlod tribunen da en jihadi krævede en international lov “der kriminaliserer blasfemi og beskytter vores elskede profet” og en engelsk-muslimsk kvinde rappede mod USA og “de zionistiske nazister” og glorificerede selvmorsbombere. Exil Avella. I USA bliver det svært for muslimsk dominansadfærd, i EU glider det mere i smør. Her elsker vi fred mere end frihed, som Kim Møller sagde forleden, idet vi helt overser, at vi ikke kan have fred uden frihed, samt at bevarelse af frihed kan kræve en perioder af ufred. (NY State Senator walks off stage at Muslim Day Parade after Muslim speakers call for free speech restrictions, make antisemitic remarks. – Scottish Politicians Love the Prophet. )

I det nederste indslag kan man høre den professionelle indvandrer, Bashy Quraishy komme med forblommede trusler om ‘fare for verdensfreden’, hvis profetfornærmelserne ikke hører op. Jeg er ikke bekendt med, at ‘integrationskonsulenten’ Bashy Quraishy gennem årtier her i landet nogensinde har udført én dags nyttigt arbejde, selvom han sikkert selv tror, at fornærmelse gavner Danmarks BNP. Man hører ikke meget til ham mere efter hans forliste POEM, senest var i 2008 da “Bashy Quraishy opfordrerer muslimske lande til at lave boykot af Danmark for at presse DF fra magten”. men det er klart Muhammedkriser er hans egentlige element, så vågner han lidt op igen. SE mere på : OSCE Warsaw: Bashing Islamophobia.

Fortsæt med at læse “Obama uden teleprompter: Kejseren uden klæder”

Av Kjell Håkansson

Så fick jag äntligen läst Björn Hägers bok ”Problempartiet – mediernas villrådighet kring SD valet 2010”. I boken, som utkom för några månader sedan får 26 namngivna journalister komma till tals och beskriva sitt uppdrag i intervjuer som gjordes före valet 2010. Det är två saker som genomgående förvånar mig när jag läser boken. Den första är journalisternas uppriktighet när det gäller den partiskhet som präglar deras rapportering, och den andra är deras villrådighet, som ju också framgår av bokens undertitel.

Många journalister säger sig sakna en policy på sin arbetsplats för hur SD skall bevakas, samtidigt som de flesta vet vad som gäller på deras arbetsplats eftersom frågan diskuterats på redaktionerna. Här blir jag själv lite förvirrad, men det kanske bottnar i att olika journalister gett olika svar i den här frågan. Endast 25% av de tillfrågade säger att de hade en policy, medan 41% säger att de saknade en. Public service företagen Sveriges Radio och Sveriges Television, där man faktiskt hade en dokumenterad policy att ta avstånd från sverigedemokraternas politik var de som paradoxalt nog var minst partiska i sin rapportering enligt Sverigedemokraternas partiledare Jimmie Åkesson.

Flera av de svenska nyhetsmediernas företrädare tycker att en särbehandling är motiverad eftersom de anser att sverigedemokraterna är ett odemokratiskt parti som inte respekterar alla människors lika värde. Ett undantag utgör TV4Nyheterna Malmö där Annika Anjou bjöd in statsvetaren Anders Sanderstedt, som efter att ha läst partiprogrammet ansåg att SD var ett demokratiskt parti. På redaktionen bestämde man då att partiet inte längre skulle särbehandlas utan bevakas som andra partier. Frågan som man i det här sammanhanget måste ställa är om journalisternas bedömning av vad som är demokratiskt och odemokratiskt sammanfaller med gängse normer. Publicistklubben hade åren 2000-2004 en fd KGB informatör (Jan Guillou) som ordförande och i dagarna tilldelade publicistklubben sitt yttrande- och tryckfrihetspris till en tidigare redaktör för tidskriften Rebell (Martin Schibbye), som vill införa proletariatets diktatur och avskaffa våra demokratiska fri- och rättigheter.

Mediernas rapportering

Få journalister anstränger sig för att hitta ett värdeneutralt sätt att beskriva SD enligt Björn Häger, och ett genomgående tema är om man skall tiga ihjäl partiet eller smutskasta det. Medierna står här inför ett dilemma: man vill inte sprida sverigedemokraternas åsikter vidare, men vill å andra sidan visa läsarna att sverigedemokraternas företrädare har just dessa åsikter. Risken för att detta resulterar i en felprognos är uppenbar; journalisternas åsikter och värderingar har ju visats sig avvika markant från folkflertalet och det som journalisterna anser skulle gynna eller missgynna ett bestämt politiskt parti eller rörelse kan i många fall ha motsatt effekt.

Inför valet 2006 valde medierna att försöka tiga ihjäl partiet, men tvingades se hur partiets andel av rösterna i riksdagsvalet steg till 2.9%, och kvalificerade till statligt partistöd. Inför valet 2010 satsade man istället på en negativt vinklad rapportering, där representanter för partiet sällan själva fick komma till tals och den här gången fick partiet 5.7% av rösterna i riksdagsvalet. En av förklaringarna enligt boken är att SD inte är så beroende av tidningar och TV, utan har andra kanaler att nå ut till väljarna med, såsom flygbladsutdelning (valet 2006) och internet (valet 2010). SD kan i själva verket ha vunnit röster på sitt martyrskap menar flera av journalisterna. Frustrationen över att ingen av strategierna biter på sverigedemokraternas framgångar är påtaglig hos de intervjuade personerna.

Det handlar alltså om två överväganden; 1) om man skall skriva om partiet, och 2) hur (i praktiken hur negativt vinklat) man skriver. Beröringsskräcken påverkar också själva arbetsmetoderna: enligt Tobias Brandel, reporter på Svenska Dagbladet läses varje text som handlar om sverigedemokrater av 10 personer istället för en. Dessa avväganden är heller inte begränsade till själva debatten eller till hur företrädare för partiet agerar, utan berör också rapporteringen om fysiska angrepp på sverigedemokrater (vilket i Malmö sker på i stort sett vartenda torgmöte partiet håller). Flera journalister uppger för Björn Häger att man måste berätta om när sverigedemokrater blir misshandlade – även om det tar emot. ”Det är ovanligt att se snyftreportage om sverigedemokrater som blivit utsatta för politiskt våld medan du kan se det direkt med andra företrädare” uppger tex Jan A Johansson på Skånska Dagbladet (sid 114 i boken). Han medger samtidigt att man ibland väljer att inte skriva om denna typ av händelser: ”Vi har haft exempel på torgmöten eller manifestationer som vi avstått från att bevaka” (sid 137).

Debattartikeln i Aftonbladet

Ett kapitel i boken ägnas åt en debattartikel som Jimmie Åkesson 2009 inbjöds att skriva i Aftonbladet efter att tidningen – i likhet med många andra tidningar – vägrat ta emot annonser från sverigedemokraterna. Artikeln hade titeln ”Sveriges makthavare blundar för farorna för islam”, vilket Aftonbladets redaktion ändrade till ”Muslimer är vårt största utländska hot” i syfte att få Jimmie Åkesson att framstå som extra militant och kompromisslös. Dessutom la tidningen ner en hel del möda på att kritisera och bemöta artikeln, samt räkna upp ”fel” i den, fast man i efterhand erkänner att ”felen” inte var så fel ändå. Artikeln fick motsatt effekt och resulterade i en uppgång för SD i opinionsmätningarna. De flesta av de journalister som Björn Häger intervjuat tyckte att det var fel att publicera artikeln med motiveringen att den gynnade Sverigedemokraterna. Flera ledande chefredaktörer uppger att deras tidningar aldrig skull ha publicerat artikeln, och Jan Helin (Aftonbladets chefredaktör) skulle själv inte ha publicerat artikeln en månad före valet, i rädsla för att gynna SD.

Konsekvensneutralitet skiljer nyhetsrapportering från propaganda

Ett annat av bokens kapitel handlar om konsekvensneutralitet. Ordet propaganda lyser här i sin frånvaro, men är det i själva verket inte det som det handlar om? I det ögonblick man överger principen om konsekvensneutralitet och låter överväganden som hur rapporteringen kommer att påverka läsarna styra vad som skrivs och hur det framställs är det – enligt min mening – inte längre nyhetsrapportering utan propaganda. I boken beskrivs tex hur en artikel i Landskrona Posten (”Vi har våldet i blodet”) väckte stort rabalder eftersom man lät invandrarbrottslingar komma till tals och berätta om sig själva, vilket av många uppfattades som rasistiskt. Jan A Johansson på Skånska Dagbladet säger att han inte utan vidare vill skriva om invandrarbrottslighet eftersom ”det ställer till sådan helvetes skada för samhällsutvecklingen” (sid 204). Flera – men inte alla – journalister uttalar sitt stöd för principen om konsekvensneutralitet, men det framgår samtidigt av deras egna uttalanden att de ändå inte lever som de lär i det hänseendet. Hur kan man förresten förutse konsekvenserna av en rapportering? Den offerroll som medierna via sin vinklade rapportering gett sverigedemokraterna anses av många ha gynnat partiet.

Björn Häger försöker heller inte dölja den ideologiska partiskhet som präglar journalistkåren: ”Journalisterna gillar varken SD eller de frågor partiet har på sin agenda. Och det gör att det behandlas annorlunda och mera kritiskt än andra partier.” I boken beskrivs sverigedemokraterna genomgående som avvikande och aparta. Här är det tydligt att Björn Häger har Sverige som referensram. Sett ur ett internationellt perspektiv är kanske sverigedemokraternas raison d’être, dvs Sveriges invandrar- och flyktingpolitik, lika avvikande och apart.

Björn Hägers Problempartiet ges ut av förlaget Mediestudier, säljs av bland andra Adlibris och finns på Malmö Stadsbibliotek.

Bogen er også omtalt i Söndagskrönika: Rösterna omkring oss, Söndagskrönika: Blåsningen, Söndagskrönika: I demokratins tjänst.

Will God do something to someone who mocks the Prophet, or not? Children: He will. Saad Arafat: What will He do to him? Children: He will kill him. Saad Arafat: He will torment him. Children: Right.

(Transkription: Egyptian Cleric Arafat to Children: We Don’t Need to Burn Embassies, God Will Torment Offenders). Her er et af disse børn, efter yderligere nogle års kærlig hjernevask: Child Preacher Calls for Jihad and Quotes: Jerusalem Is Held Captive by the Brothers of Apes and Pigs Jeg vil tro, der var større chancer for at komme gennem Det 3 Riges skole med forstanden i behold, end denne. En tidligere Hitler Jugend officer har sagt: ‘You must learn from Nazi Germany to grasp the true danger of Islam today.’ — , Former Hitler Youth Officer Alfons Heck. Man kan høre ham fortælle på film her. Den egyptiske blogger Kareem Amer nedenfor, er et utroligt eksempel på, at man faktisk kan komme intakt igennem det. – Således opdraget kommer “vores EU udenrigsminsters” opfordring her som sendt fra himlen til den rare egyptiske ‘lærde’:

Lady Pooh Bah: “Det er vigtigt at respektere alle profeter”

Ja, for ellers kommer der en to-årig jihadist med ble, og river struben ud på én. Samtidigt med at baronesse Ashton kalder de profetrespektløse for “ekstremister”. Det er en pressemeddelelse, der i høj grad kan opmuntre OIC og Den Arabiske Liga til at forsætte deres forsøg på at knægte det frie ord, som Jakob Mchangama i dag skriver i Wall Street Journal: The Folly of Appeasement. Det ender med, man ligefrem skal til at respektere Catherine Margaret Ashton. Bevar mig vel!

As representatives of four regional organizations, we want to send a message today of peace and tolerance. We share a profound respect for all religions. We are united in our belief in the fundamental importance of religious freedom and tolerance. We condemn any advocacy of religious hatred that constitutes incitement to hostility and violence. While fully recognizing freedom of expression, we believe in the importance of respecting all prophets, regardless of which religion they belong to.

The anguish of Muslims at the production of the film insulting Islam, posting of its trailer on the internet and other similar acts, is shared by all individuals and communities who refuse to allow religion to be used to fuel provocation, confrontation and extremism. We condemn any message of hatred and intolerance….The international community cannot be held hostage to the acts of extremists on either side. Joint Statement: by the European Union High Representative for Foreign Affairs and Security Policy, OIC Secretary General, Arab League Secretary General, and Chairperson of the Commission of the African Union, Brussels, 20 September 2012

Den 11 september i år deltog Lars Vilks på den antimuslimska konferensen Sion i New York. En konferens där muslimer bland annat jämfördes med råttor. Men trots den uppenbart rasistiska attityden ångrar inte Lars Vilks sitt deltagande. – Alltså jag har ju ingen emot att de framträder, säger Vilks till Uppdrag gransknings Janne Josefsson som följde med på resan. Vilks ångrar inte talet på antimuslimsk konferens Hele programmet kan ses her nu.

Lars Vilks skriver i dag selv bland andet:

När jag hade sett kvällens upplaga av Uppdrag granskning tycker jag att Josefsson klarade det bra. Han nyanserar bilden, lägger då och då lite press på mig. Lika lite som någon annan kan man hämta något särskilt från min inriktning. Den har jag klargjort många gånger och något annat finns inte att hämta. Däremot kan man spekulera och vända och vrida på formuleringar. Josefsson menar att jag har mer än jag säger. Han skriver i chatten efter programmet:

”Men också är han mer involverad i islamfrågan än han vill göra gällande. ’Tar inte någon ställning’ Det stämmer ju inte.” På sätt och vis är det riktigt, jag har blivit indragen i hela diskussionen och de ställningstaganden jag har gjort handlar om vad jag anser vara ”rimlig kritik”. En stor affär har det blivit angående mitt uttalande om probleisering. Å andra sidan är det svårt att finna någon som hävdar att Islam huvudsakligen är en moderniserad religion. Jag har också sagt att resurserna är otillräckliga för att hantera de problem som finns med invandringen. Det borde inte vara någon större överraskning. I varje fall är jag nöjd med Josefsson program och dess form Roadmovie. Och bildmaterialet var utomordentligt, signerat Henrik Hjort.met med Islams modernisering. Jag anser att det fortfarande är ett stort problem även om det finns många muslimer som är för en modern

Update, lørdag: SVT plockar bort Uppdrag granskning om Lars Vilks från SVT Play

Skov-jihad

Al-Qaeda has been blamed for a recent series of forest fires across Europe, as the head of Russia’s Federal Security Service claimed they were set by arsonists as part of the group’s low-cost attack strategy.

“One should note that setting fires to forests in the countries of the European Union is a new tendency in al-Qaeda’s strategy of a ‘thousand cuts’,” Alexander Bortnikov said, according to state news agency RIA Novosti, at a meeting of heads of security agencies.”This method allows (al-Qaeda) to inflict significant economic and moral damage without serious preliminary preparations, technical equipment or significant expenses.” Al-Qaeda blamed for Europe-wide forest fires

Weekendavisen interviewer Karem Ameer, der sad fire år i fængsel. Han var (er) kæreste med Aliaa Magda Elmahdy, den nøgne blogger jeg skrev om for et års tid siden. Også hun er nu jaget ud af landet:

»Majoriteten af egyptere ønsker, at der skal være plads til folk med forskellige meninger. Det var, hvad revolutionen handlede om. De tænker ikke som Det Muslimske Broderskab. De ønsker frihed. Men nu er det modsatte sket, og det er sket i demokratiets navn.«

Amer genoptog sine aktiviteter som blogger under revolutionen. Man kan mærke, at det for denne avantgarde af unge sekulære egyptere blev en winter of love, nogle vilde måneders hippiefrihed og beruset ungdomsoprør, som kulminerer, da Amers nye kæreste, Aliaa Magda Elmahdy, født 1991, poserer på sin Facebook-side kun iført strømpebånd, røde sko og en rød sløjfe i håret.

»Den nøgne blogger« er hun herefter blevet kaldt. Det siger sig selv, at den happening, som med Elmahdys ord var et »skrig mod et samfund af vold, racisme, sexisme, seksuel chikane og hykleri«, ikke blev modtaget lige godt i alle dele af det egyptiske samfund. Snart indløb dødstruslerne blandt de to millioner hits, hendes foto afstedkom. I dag bor hun i Sverige, hvor hun søger asyl.

Kareem Amer fastholder, at han ikke tilhører en mikroskopisk sekulær gruppe – mange egyptere tænker som ham. Men den nuværende situation er »rædselsfuld«, siger han. Amer bor ikke længere i sit fødeland, dødstruslerne fra salafistgrupper tikkede også hastigt ind hos ham. »Jeg er ikke optimist. Det Muslimske Broderskab ønsker, at Egypten bliver en islamisk stat. I 80 år har bevægelsen drømt om det her.« Broderskabet har ifølge Amer overtaget Mubaraks praksis med at lukke kritiske medier og forfølge opponenter. – “Broderskabets diskrete charme”, Weekendavisen 28.09.2012 (ikke online, få fat i avisen)

Se også: Når friheden er vigtigst, Kareem Amer, en bloggers ukuelighed

Simon Emil – den næstsidste skal blive den første

De allersidste er naturligvis hans gamle parti, R. Jeg kan huske for ti år siden, hvor jeg og ligesindede debatterede med den dengang Radikale Simon Emil Ammitzbøll om indvandring på Politiken debat. Det var inden den blev lukket for stueurenhed og vi måtte oprette blogs. Det var inden London, Madrid og M-krisen. Man kunne dynge ham til med økonomi og demografi i Malmø og Sverige, der kunne tjene som advarsel, og det prellede af ham som vand på en gås. Han var entreprenant, arrogant og ideologisk, som vårharer er, og virkeligheden kunne ikke være ham mere ligegyldig for så vidt som han kendte til den. At andre gjorde, imponerede ham ikke, han var medlem af en den rigtige klub. Det gælder endnu gælder for dem han efterlod i Det Radikale Venstre, Danmarks egentlige ånds-avantgarde af varm luft.

Simon Emil skred fra klubben, alle de pæne piger med de honette ambitioner blev i den, og de er der endnu. Der er to lag i de Radikale: Det højere eller aspirerende middelklasselag, skolelærer- og præstedøtresegmentet, samt de ‘humanistiske’, fuldstændige landsbysinker, – vore dages husmænd- og kvinder – og den underholdende kollision imellem dem, kan man studere løbende på Radikale.net. Die Berge so hoch, das Tal so tief.

Så dannede han selv et parti, hvis hovedformål var at sætte Dansk Folkeparti uden for indflydelse, og som selvsagt fik en gevaldig eksponering i svenske medier af samme grund. Så gik der fem år igen, og nu siger han sandelig det samme, som Søren Krarup sagde for 30 år siden: Flygtningekonventionen må opsiges eller genforhandles. Hvis han fortsætter sådan, ender han med at have retableringen af Kalmarunionen på programmet. Nu får Simon Emil ingen dækning i Sverige. Ros til Liberal Alliance, som Uhrskov skriver, men hvorfor skal det tage et årti for avantgarden, bare at indhente den virkelighed, der gjaldt for 15 år siden?

De sidste skal blive de første og de første skal blive de sidste. Når historien skal skrives, bliver vi der var først dengang stadig de sidste, fordi kreditten for nye sandheder først indkasseres af dem, der lancerer dem når alle og enhver kan se, at de er indlysende. Det er på den måde, at derrière-garden går hen og bliver avantgarden i historiens øjne. Simon Emil er en vindbøjtel, han har sans for timing og vindretninger, men han er ikke dum, kun lidt sent udviklet. Jeg er ligeglad med kreditten, bare Simon Emil endelig kan se at komme til vaflerne.

Vi andre har ikke ladet tankerne hvile siden 2002: Vi tænker på, hvordan vores efterkommere skal overleve det etniske morads Simon Emil og hans forhenværende meningsfæller installerede, uden at det skal komme til en borgerkrig. Hvordan skal vores efterkommere slippe af med de 100.000 værste af deres import? De kommer til at forpeste mine efterkommeres liv og koste dem ufattelige milliardbeløb, døds- og voldsofre og gated communities. Dertil ankommer Simon Emil om ti-tyve år, da er han stadig kun midaldrende. Vi venter på ham, når han ankommer. Ammitzbøll er interviewet i Weekendavisen via Norge:

DK: Liberal Alliance til angrep på internasjonale asyl- og flyktningekonvensjoner

Fortsæt med at læse ““Situationen i Egypten er rædselsfuld””

Fra konferencen i Odd Fellow Palæet i lørdags: Kan internettet forblive frit? der gav fire forskellige vinkler på emnet. Mulighederne for censur er nærmest uendelige, og EU har næsten kronisk et forslag på bedding. Lige i øjeblikket hedder det Clean IT*.

Historiker og redaktør af Uriasposten, Danmarks største, indvandrings-medie- og islamkritiske blog gennem snart ti år med over 10 millioner hits, fortæller om sit eget forhindringsløb. Jeg kender historierne, men de vil være virkelig interessante for alle, der ikke kender dem, ikke mindst skribenter og bloggere i Norden (der kan århusiansk). Vi kommer rundt om den svenske ‘bloggerlicens’ og nydelighedsmedierne og den norske ex-terrorist Lars Gule, der gerne vil skælde ud på Møller, men ikke argumentere. Han taler over tiden – 49 minutter. Filmet af undertegnede, se i 1080 p HD. Indledende baggrundsstøj forsvinder efter et minut. Benspænd. En islamkritisk bloggers hverdag. (* EU proposal to stop terrorist sites even more ridiculous than it sounds.)

fortsætes
Fortsæt med at læse “Ytringsfrihed på nettet: Kim Møller og Uriasposten”

Usædvanlig skarp og syrlig kommentar og kort fremlægning af en sag fra Ezra Levant i dag, der minder en om hvor meget vi savner en TV kanal som The Sun i Europa. Et ti-årigt drama på bare 12 minutter. ‘Canadieren’ Omar Khadr myrdede den ubevæbnede sanitetssoldat Christopher Speer i 2002, og har siden pralet med alle de andre, han myrdede som 15-årig. Han har siddet år i Guantanamo, hvor han er blevet endnu mere radikal, farlig og hadefuld, så selv hans advokat er bange for ham. Nu er han snart en fri mand. Ezra Levant har startet en indsamling, så Speers mindreårige børn kan få en ordentlig uddannelse og hans enke ikke skal fortvivle yderligere. Dens mål er 50.000 dollars. Jeg har selv doneret. Speer Kids’ Fund. – Se evt. Michael Coren on Omar Khadr’s return to Canada og Ezra Levant & Robert Spencer: Omar Khadr’s return to Canada.

»600 000 utrikes födda går till jobbet varje dag«

Floskelmaskinen, En bortklippt scen från Ridley Scotts senaste film Prometheus. (Man genkender skuespilleren fra de voldsdyrkende, perverse Stieg Larson film, jeg ved et uheld så en af, da jeg boede i Sverige for et år siden.) Parodien spiller på Sveriges vådørede minister for lyn-afskaffelse af landet, Erik Ullenhag, der debatterede med Jimmie Åkesson i SVT Debatt for nylig. Når man havde stået det igennem, måtte man spørge sig, om man overhovedet kan diskutere politisk på dette område i Sverige, uden at det drukner i grædende børn og hvem der føler hvad. Åkesson fremstår saglig i en strid modvind af sentimentalitet og benspænd fra alle sider, inkl. værten Belinda Olsson, kendt som redaktør af 1999 antologien “Kusseflokken.” På det første ene minut Åkesson er på (fra min. 19:16), spænder hun ben for ham hele fem gange. Det er bedst beskrevet i blogosfæren, ikke i andre medier:

Idéhistorikern Jens Ljunggren menar att det skedde en emotionalisering av politiken under sextiotalet som ledde till att de vänsterintellektuella alltmer framträdde som ”predikantlika frälsningsgestalter”

Vi kunde se ett utmärkt exempel på denna emotionalisering när Jimmie Åkesson debatterade med Erik Ullenhag i programmet Debatt (SVT). Ullenhag tog till det retoriska knep som i princip är legio inom politiken i dag, nämligen att lyfta ett enskilt konkret fall. Så här sade han ungefär 32 minuter in i inslaget…..Politikens emotionalisering – apropå de senaste asylfallen i media

Sverige: Mange flere ‘flygtninge’, 40 % analfabeter

Det er egentlig typisk, at de her tror, de kan alfabetisere 40 årige somaliere, der end ikke kan skrive eller læse somalisk. Men når man “er gået ind i politik for at arbejde for en bedre, mere retfærdig verden,” er ingenting uoverkommeligt:

En växande andel av landets nyanlända invandrare är analfabeter och kan varken läsa eller skriva när de kommer till Sverige. Antalet elever i Svenska för invandrare, SFI, som har liten eller ingen skolgång alls från hemlandet har fördubblats på fem år. Jan-Olov Lundberg: Vi vet inte hur man gör.I Borlänge till exempel, menar de ansvariga för undervisningen att det måste till mer ekonomiska resurser för att lära eleverna svenska som de kan klara sig med i samhället.

– Hur låter den här? frågar läraren i klassrummet. Framme på tavlan pekar SFI-läraren på olika bokstäver. Enligt kommunen hade fyra av tio personer som avslutat sin introduktion för nyanlända i Borlänge 2010 ingen utbildning alls. Majoriteten av dem kvinnor. 39-åriga Gahla från Somalia som läser här har i alla fall gått två år koranskola innan hon kom till Sverige, berättar hon. Hon behöver delvis hjälp med tolk. – Hur länge har du varit i Sverige? – I sex år, säger Gahla.Tufft för nyanlända invandrare som är analfabeter(Migrationsverket uppskattar att 85-90 procent av de somalier som kommer till Finland är analfabeter)

Kristelige, danske dialogfætre arbejder for en stormoské

“Religionsdialog, hvad er der at snakke om?” spurgte den tidligere biskop i Roskilde, Jan Lindhart for nogle år siden. Jeg tror han var lidt religionspolitisk uopdateret. Selvom jeg ikke husker der nogensinde har “været behov for en stadig dialog mellem kristne og jøder i Danmark,” så befinder vi os nu i en dialogtid, der ikke eksisterede da Lindhardt blev præst i en mere mediterende tid.

I diplomatiet findes tommelfingerregelen, at så længe der snakkes, dræber man ikke hinanden. Derfor er dialogen meget vigtig. Det er mere underordnet hvad der snakkes om, bare der ikke bliver tavshed på linjen. Alligevel siges der noget forståeligt af Hr. Asmat Mojadeddi, Danmarks Muslimske Råd: “Her i samfundet har nogle politikere skabt flere grøfter end broer mellem muslimer og ikke-muslimer, derfor må vi vise at vi kan arbejde sammen.” Det kan godt afkodes, det kan f.eks. betyde at Pia Kjærsgaard har gravet grøfter mellem jøder og muslimer eller noget andet i den retning.

Personligt foretrak jeg de gamle, kedelige dage, hvor der ikke var ret meget at snakke om, som Lindhardt indledende antyder, men de kommer aldrig tilbage, som Mona Sahlin så rigtigt sagde. Det gør de ikke, fordi vi nu lever i tider med mange ‘fordomme’ og fordomme skal bekæmpes, og kamp kræver masser af dialog for ikke blive blodig.

Bag det tynde forhæng af ord findes mørket og volden, skibskatastrofer og pludselig død. Dét er ånderne, dialogfætrene og kusinerne vil mane bort med deres kodesprog, let truende og bebrejdende (islam), og undskyldende og retirerende (de kristne). 105.000 kristne dræber islam om året, ikke et ondt ord om det fra pastor Mads Christoffersen. Vi lever i mørkerædde tider, spagfærdige, let lurede folk taler på vores vegne. Vi ønsker overhovedet ikke nogen stormoske i Danmark, tak. Vi ønskede heller ingen masseindvandring, men til alt held for dialogfætrene så man stort på det syv gange Gallup- dokumenterede folkeflertal imod det fra 1983-2001.

En dialogkonference i København og Beirut med bla. de danske deltagere Prof. Jørgen S. Nielsen, Prof. Jakob Skovgaard-Petersen, Pernille Bramming, Imam Abdul Wahid Pedersen, Biskop Karsten Nissen, Domprovst Anders Gadegaard. – SE også Kirkefolk vil arbejde for, at vi får stormoskéer i Danmark.Konferencen vedtog en fælleserklæring. Her står der blandt andet:

”Vi forpligter os til at støtte hinandens indsats for at udvikle religiøse faciliteter såsom byggeri af moskéer og kirker. I København støtter vi specifikt Muslimernes Fællesråds bestræbelser på at bygge en stormoské”.

Virker MAD (Mutual assured destruction) på Iran?

Morten Things Malmø-nazister

Jeg har fotos, men når de ikke er dømt, og gerningen ikke er grovere, holder jeg dem for mig selv:

De två 18-åringarna kunde gripas efter att vittnen noterat registreringsnumret på en bil. De anhölls på fredagen skäligen misstänkta för grov skadegörelse men släpptes alltså senare samma dag. Stefan Dzudovic, född 1993, Goce Gjoreski, född 1994 Malmö tingsrätt, B 9501-12, Misstänkta för attacken mot judiska församlingen släppta

Gjoreski skulle være makedoner.Dr. phil Morten Thing kom med følgende ekspertanalyse af den antisemitiske chikane forleden, der allerede da den blev fremsat, var noget ude på Lars Tyndskids mark, hvor RUC jo også ligger. Havde den ikke drejet sig om de formodede gerningsmænd i Malmø, men om svenske højreekstremisme i almindelighed, kunne man ikke sige den noget på.

Årsagen kan være, at Sverige aldrig har haft et naturligt brud med nazismen, som man har i Danmark, mener dr.phil. Morten Thing, der forsker i jødisk historie på Roskilde Universitet.Nazisterne stod ikke over for et opgør efter Anden Verdenskrig, fordi Sverige ikke har været i krig som Danmark. Derfor har svensk nynazisme en ubrudt historie. Mange nazister… lang tradition for antisemitisme… var stærk allerede i 1800-tallet… stor modvilje mod jøderne fra de fastboende…Forskellen på indvandrerdebatten i Sverige og Danmark spiller også en rolle.

Det højreorienterede miljø i Sverige adskiller sig meget fra det danske. Dansk Folkeparti er pro-israelsk og har aldrig villet sige noget ufordelagtigt om jøderne, så de har været fredet her i landet. Sådan har det ikke været i Sverige, siger Thing. …Han tvivler på, at episoder som den i Malmø kunne ske i Danmark. Der har været tilfælde, men ikke i samme stil. Der er kun små nazistiske miljøer herhjemme, de udgør kun en lille kraft. Bombe mod Den Jødiske Forening i Malmø – Dr.phil. Morten Thing: “Årsagen kan være… nazismen”

Mange muslimer i Tyskland er gift med flere kvinder. Nogle er kun i stand til at financiere deres mini-harem takket være socialhjælpen. Juristen og forfatteren Joachim Wagner skriver om et følsomt emne. (Die Welt: Polygamie in der Migranten-Parallelgesellschaft, Snaphanens oversættelse.)

Det er en oprørende historie Ayse F kan fortælle, først fattet men så tårevædet. En historie om ydmygelse og vold: I 16 år var hun offer for en bigamist, uden at vide det. Hun er stadig gift med sin mand, en irakisk kurder. Hun var ‘uendeligt forelsket i ham” og de har fire børn sammen.

Først blev de civilt viet Bosnien. Begge levede af socialhjælp i Tyskland, men hendes mand havde væsentlige indtægter ved siden af fra kriminalitet. Hvis han af og til forsvandt i flere dage eller uger, skulle Ayse F. ikke interessere sig for det: “En kvinde skal ikke stille spørgsmål.” En dag fik hun et telefonopkald fra en ukendt kvinde, som fornærmede og krænkede hende på kurdisk. “Ved den hellige Koran” svor hendes mand, at hun var den eneste kvinde og beroligede børnene med at “jeres mor forestiller sig ting”.

En mange-årig odyssé gennem krisecentre begyndte på flugt fra en voldelig mand og telefonterror fra den mystiske kvinde. I begyndelsen af 2009 den modtog hun et brev fra ungdomsforvaltningen i Berlin, der meddelte at hendes mand ikke havde betalt underholdsbidrag for en hende ukendt kvindes børn.

Hun skaffede sig telefonnummeret på den anonyme kvinde, og lod i telefonen som om hun var en mand. Kvinden fortalte hende troskyldigt, at hun havde giftet sig islamisk med sin mand for mange år siden i en Berliner- moské. Et hårdt slag for hende og deres fælles børn, som nu har opdagede deres fars andet familieliv på en bærbar computer.

Der fulgte nu mange måneder med vold, ydmygelser og forsoninger, indtil hun i 2011 hun søgte om skilsmisse. Siden da har hun levet i konstant frygt for sin fraseparerede mand, fordi en kvinde efter hans opfattelse “ikke bliver skilt”.

Ayse F.: “Det handler om hans ære og ejendom.” Han også fortalt hende , at “en skilsmisse ved en tysk domstol ikke betyder noget. Så længe du ikke er islamisk skilt, er du min kone.”

Ayse F. var gennem et såkaldt imam-ægteskab blevet anden kone. Disse ægteskaber indgås i henhold til sharia. Eksperter i Neuköllnerforvaltningen skønner, at 10 til 20 procent af alle ægteskaber mellem muslimer kun indgås religiøst. De er juridisk ugyldige, men har i den muslimske kultur i samfundet undertiden en højere status end civilt indgåede ægteskaber.

Gennem disse imamægteskaber kan forbuddet mod polygami nemt omgås. Enhver som tror, at flerkoneri er kun en hobby for arabiske sheiker og magthavere i Golf-stater, tager fejl. Polygami er i hemmelighed en realitet for muslimske indvandrere i Tyskland.

Er 30 procent af alle arabiske mænd i Tyskland polygamister?

Ifølge iagttagelser af Claus Roechert, chef for Berlins politis afdeling 5, er polygami i det “arabiske samfund et almindeligt fænomen, især blandt libanesere og palæstinensere.” Den palæstinensiske behandler af unge lovovertrædere, Nader Khalil, skønner at 20 procent af hans venner i Berlin har en anden kone. Den libanesiske familieterapeut Abed Chaaban i Neukölln anslår, at 30 procent af alle etnisk arabiske mænd i Berlin er gift med to kvinder, – en muslimsk og en juridisk tysk.

Antallet af polygame ægteskaber er endda steget. Det er ikke et massefænomen, men det der langtfra isolerede tilfælde længere.

At der trods forbudet forekommer polygami i dette land, har fem årsager. For det første tillader Sharia polygami med op til fire koner. For det andet virker anonymiteten i det moderne samfund som en camouflage, der gør det nemmere at leve i flere ægteskaber.

For det tredje behøver manden ikke behøver at bekymre sig om udgifterne den anden kone, fordi staten overtager underholdspligten for hende og deres børn. For det fjerde er imamerne ligeglade ægtefællernes baggrund, hvis de bare har tillid til første, anden og tredje kone. Og for det femte: Religiøse ægteskaber bliver ikke registreret. De registreres kun i moskeens interne arkiv. Der er ikke noget centralt register for islamiske ægteskaber. Det betyder, at mænd kan gå fra moske til moske uden at nogen opdager, hvor ofte de bliver gift.

De polygame ægteskaber i dette land findes i to udgaver: I den ene er kvinderne af religiøse eller kulturelle grunde indforståede, i den anden, der er langt mere almindelig, er det andet ægteskab en hemmelighed. I kvindernes hjælpeorganisation Terre des Femmes registreres stadig oftere desperate kvinder, der er gået i en fælde.

At der i Tyskland i dag forekomme mini haremmer, skyldes at religiøse ceremonier er baseret på Sharia, og at nogle mænd hensynsløst drager fordel af sameksistensen mellem islamisk og tysk familielov. Næsten ingen imamer spørger inden før ægteskabet om mandes civilstatus.

Fortsæt med at læse “Polygami i tyske indvandrer- og parallelsamfund”