Antifascistisk demonstration i München den 3 oktober: “Deutschland ist Scheiße, wir sind die Beweise” (Tyskland er lort, vi er beviset) Det er ikke nemt at være ung, derfor er det synd, at så mange er det i så lang tid. Men ærlighed er et godt sted at begynde en lindring. På bannerne står der: “Vi elsker folkedød/mord for noget bedre end nationen,” og “Vi elsker landsforrædderi.”
Vilks i TV gav svenske medier røvkatar
‘Røvkatar’ er ikke en diagnose i Medicinsk Kompendium, det er et meget brugt af en ven af mig, der dækkker en psykologisk tilstand, et mere malerisk ord for ‘frustration/forargelse’, kunne man sige. Var det ikke nemmere bare at ignorere ham så? No can do ! Sådan fungerer journalist-psykologien ikke. Den har brug for jævnlige, moralske pirringer, for at føle sig i form, dvs. en uforholdsmæssig grundig og hyppig dækning af fænomener, den egentlig afskyr men også føler sig skamfuldt tiltrukket af.
Man kunne også kalde det ‘dens negative kæpheste’. Blandt danske eksempler er f.eks. gengangererne: Christiania, narkotia- og prostitutionspolitik, Pia Kjærsgaard, alkoholpolitik, værtshusliv, syndige røde pølser, Ekstra Bladets side 9 pige, den genus-u-modificerede offentlighed, og nu er Vilks altså medlem af denne u-svenske klub. Altsammen noget der vækker en uforholdsmæssig stor interesse i svenske medier og tjener til at vedlige holde røvkataren på et passende niveau.
Nu har journalistikken det så godt med sig selv igen i en uges tid. Her den katarfremmende katharsis, ni artikler på et døgn og jeg ved ikke hvor mange tusinde ord: Plötsligt viker sig Vilks ryggrad, Uppdrag Granskning: Vilks glider undan, Exakt så här mjuk är Lars Vilks ryggrad, Nu är jag med i Lars Vilks konstverk, Svenska muslimer aldrig synliga i Vilks medieteater, Lars Vilks hyckleri, Ridå, Vilks Packat & klart på Manhattan, “Vilks är beviset på att islam måste bekrigas”. Kunstværket er selvkørende. Skal jeg være helt ærlig, så har jeg kun læst én af artiklerne. – I mellemtiden har SVT midlerttidigt fjernet dokumentaren for at klippe noget ud, den er oppe igen, så vidt jeg kan se halvandet minut kortere. Det er svært at se, hvad der er ændret.
Kasper Støvring: En tur i ghettoen
Af og til bliver jeg inviteret ud i alle mulige afkroge af Danmark for at holde foredrag om sammenhængskraft……… Men det hænder også, at jeg holder foredrag i virkelig belastede områder. I denne uge var jeg således i Tingbjerg for at holde foredrag i den lokale kirke. Bydelen efterlod mig nedtrykt. Tingbjerg-ghettoen giver et uhyggeligt indtryk i al sin trøstesløshed og nærmest bundløse morads. Grå betonboliger, vandaliserede facader, butikker uden liv, støjende biler der kører vildt omkring, børn der driver omkring sent om aftenen, tilråb på gaderne osv.
Netop kirken i Tingbjerg måtte for få år siden have politibeskyttelse, fordi den var genstand for massivt hærværk. Også præsten måtte gå under jorden efter længere tids chikane. Der kunne altså i en periode ikke drives kristent missionsarbejde i denne bydel i det engang kernedanske kristne samfund. Opholder man sig i dag i Tingbjerg, er man på mange måder i Mellemøsten.
Denne aften i Tingbjerg kunne jeg lytte til beboernes rædselsesfulde erfaringer. De få etniske danskere, der endnu var tilbage, levede i frygt, udsat for trusler, overfald og røverier. En af de ældre beboere var således blevet antastet hele to gange den forgangne uge. Og politiet synes ikke at hjælpe. De lader bare bydelen forfalde, som en af kirkens folk betroede mig. Vi andre hører ikke meget om problemerne. Kun når der er skyderi på åben gade, som for et par uger siden.
Jeg anser de sidste 30 års masseindvandring af mennesker fra især Mellemøsten og Afrika som den største katastrofe i nyere dansk politik. Økonomiske kriser, som den vi oplever nu, er umiddelbart presserende, men også forbigående. De kan løses. Det er straks meget vanskeligere at løse længerevarende kriser som dem, der er knyttet til demografi og indvandring. Altså med befolkningsudskiftning i hele områder.
Det er problemer, der vil forandre vores land, som vi hidtil har kendt det. Det vil sige som et land med høj tillid mellem borgere, med national samhørighed og kulturel homogenitet – kort sagt som præget af sammenhængskraft….Berlingske.





