SVT havde i aftes en af sine sædvanlige pege-fingre-ad-Amerika programmer – åh, at være så forudsigelig, så her er lidt modgift, appeasernes historie fra oldtiden til i dag, fra Filip 2. af Makedonien helt op til München 1938, Saigon 1975, Teheran 1979, New York 2001 og til en blandet bedømelse af Obama og et råd til ham: “Lyt til hvad islamisterne siger, og tro på det.” Thornton er klassisk filolog ligesom Victor Davis Hansson. Vil man høre ham uddybe sin nye bog lidt mere, kan man høre denne optagelse fra 16 maj 2011. (Peter Robinson er en fremragende interviewer, hør også hans seneste med den nu 80-årige Thomas Sowell.)
»Dialogen er afblæst«
Et par gode signaler og beslutninger inden Folketinget går på sommerferie fordi der, som Søren Pind siger: ”Der findes rigtigt og forkert, fordi der findes frihed og ufrihed. Så enkelt er det.” Politikerne er hele tiden bagefter en udvikling, de egenhændigt har skabt (Venstre dog som det mindst skyldige parti – 1983!), men de prøver i det mindste ikke “at blive sat for meget,” som det hedder i cykelsporten. Vi er vant til problemer, der kan løses. Spørgsmålet er, hvor mange af vores nyanskaffede problemer, der ikke har nogen løsning. Men det er deres del af samfundskontrakten, der er i spil. Redningsindsatsen er kun lige begyndt, det er mere end man kan påstå om den i dette land. Ingen forventer sig naturligvis at De Radikale forstår et klap af det hele, men lige nu synes denne strikkeklub for honette småborgere af navnlig hunkøn, mest optaget af at fravriste oppositionen en eventuel valgsejr. Uden dem ville man jo føle sig underligt fortabt. (Steen):
Anført af integrationsminister Søren Pind (V) og med støtte fra flere ministerier indleder regeringen et angreb på det kvindesyn, som – mener den – hersker blandt en del indvandrere fra den muslimske kulturkreds. Med ”National strategi mod tvangsægteskaber og undertrykkelse” vil man bl.a. bekæmpe genopdragelsesrejser, og så skal lærere, pædagoger og andet frontpersonale sammen med kampagner overbevise indvandrerne om, at deres kvindesyn er forældet. Det skal forhindre tvangsægteskaber og anden undertrykkelse.
»Det er sådan set ikke en dialog, det er en påvirkningsindsats. Den har der været en kraftig berøringsangst overfor, fordi man træder ind i folks personlige rum. Men vi kan altså ikke acceptere, at vores samfund bliver lavet om på den måde,« siger integrationsminister Søren Pind (V).
»Der er nogle kulturelle normer, som omgærder islam, som er et kolossalt problem for kvinder,« siger han og understreger, at man sagtens kan være muslim uden at undertrykke kvinder. Påvirkningskampagne, ikke dialog.
Flere udvisninger af bandekriminelle og hjemmerøvere, fordobling af straffen for voldtægt.
“Straf hjælper ikke?” Underordnet. Prison may not work for them, but it works for us.
Seksualforbrydelser (voldtægt mv.) udgør en af de allermest alvorlige og voldsomme krænkelser af det enkelte offers integritet og selvbestemmelsesret. Det var baggrunden for, at der i 2002 blev gennemført markante strafskærpelser i bl.a. voldtægtssager. I forbindelse med den kommende revision af straffelovens kapitel 24 er aftaleparterne enige om at fordoble straffen for overfaldsvoldtægt, så normalstraf som udgangspunkt vil være 5 år. Tryghedspakken – hele teksten.(Straf for hjemmerøverier fordobles.,Kriminelle udlændinge skal afsone hjemme,Radikale: Strengere straf er uspiselig.)
Man kan definere et vendepunkt hvor Søren Pinds glas går fra halvt tomt til halvt fuldt, nemlig når han og regeringen holder op med at væve om at “omgærde” islam, eller om at “man sagtens kan være muslim uden at undertrykke kvinder”. Begge formuleringer er fatalt konfliktsky måder at omgå at tale om islams dogmatik og essens, for selvfølgelig kan en person der definerer sig selv som muslim godt afholde sig fra at undertrykke kvinder. Men så gør han det altså på trods af islam, hvis ureformerede tekster fastholder misogynien. Ingen vestlig regering er villig til at tage dette spring ind i virkeligheden, og det bliver ikke den danske der lægger ud. Det er op til den enkelte om man kan bruge Pinds kvasi-assertive snak til noget, når nu ethvert alment velinformeret menneske er nået så meget længere (LFPC).
Grine og gøre nar: Den udeblevne Dommedag
Ingen tvivl om at fjoget latterliggørelse af kristendommen er et af flere udtryk for noget langt mere omfattende i den vestlige psyke i disse år. Man kan spekulere på årsagerne, uden at kunne konkludere noget entydigt eller sikkert – en reaktion på islams fremtrængen der projiceres indad mod det ufarlige og selvhadende, eller en naturlig konsekvens af opgøret med autoriteterne i 1960’erne, f. eks. Intet tyder på at kristendomshadere, fra californiske postmodernister til videnskabsfolk med chokerende primitive forestillinger om hvad religion er, har nogle bedre bud på hvordan livets store tilskikkelser – fødsel, død, tab, sorg osv. – så skal håndteres og forstås når nu barnet er skyllet ud med badevandet. Og det måske mest chokerende er at man åbenbart befinder sig fint med ikke at have noget at stille i stedet, og endnu mindre noget der forener mennesker (LFPC).
[…] I suspect that the media feeding frenzy Stanley describes has less to do with an impulse to lampoon the ridiculous than an impulse to ridicule Christianity in general. Despite Camping and his followers being an extremely small fringe group, the media has covered this story as if the entire Southern Baptist church made this prediction. Stanley also concurs that this should be an extremely small story, not a dominating narrative, but also predicts that we’ve just seen the beginning of it. Come tomorrow morning, we’re going to see a deluge of snarky reports about the silly end-timers who got left behind — excuse me, Left Behind — which will all carry an unstated theme of “oh, those silly Christians and their silly beliefs!” […] Ed Morrissey: Is the Rapture schadenfreude turning sinister?
[Billedtekst:] Next up was a covey of sarcastic hipsters who showed up to, well, just be on the scene. When interviewed by various reporters, they had no real explanation for their presence, other than to satiate their need for postmodern irony. Zombie: Media Circus of Biblical Proportions at Armageddon HQ
Sjakaler eller ej? Fra afetnificeringens ABC
Vi gør det alle, også de pæne og anstændige: Gætter på hhv. forbryderes og ofres etnicitet i bestemte typer af kriminalhistorier. Det er klart at når der tales om ‘en større gruppe af ophidsede unge forsamlede sig’ eller om pårørende der laver ballade på hospitalsafdelinger, er resultatet indiskutabelt. Men når man nu ved fra f. eks. Norge at det fra primitive, varme lande kendte fænomen med dominans eller underkastelse gennem øjenkontakt desværre også har bredt sig til vore unge, hvordan kan man så sige noget om voldsmændenes etnicitet i den foreliggende historie?
“Hva´ glor I på,” lød det fra et par aggressive 17-årige københavner-drenge, da de lørdag nat på Marbækvej i Frederikssund passerede en gruppe lokale drenge, hvorefter de blev overfaldet, oplyser Nordsjællands Politi.[…]
Få øjeblikke efter grupperne havde passeret hinanden, løb de to aggressive 17-årige drenge imidlertid tilbage, og overfaldt de lokale drenge, hvor den ene blev slået i nakken, mens den anden blev sparket omkuld. […]
Mens det ene offer lå på jorden og fik spark, forsøgte han at tilkalde hjælp via sin mobiltelefon, men gerningsmændene fravristede ham mobilen, og truede ham med flere tæsk, hvis der blev sladret til politiet.
Voldsmændene tog offerets mobil med, da de kort efter forsvandt fra gernings-stedet, oplyser vagtchef Henrik Rasmussen fra Nordsjællands Politi. […] Drenge fik tæsk: Så “forkert” på piger
Nu er det vistnok ikke så almindeligt for danske drenge at frarøve voldsofre deres mobiltelefoner, så meget desto mere fordi behovet for at ringe hjem til Libanon eller Somalia er negligibelt, men her må den tilsyneladende kendsgerning at den liggende dreng ikke fik hjælp fra egen gruppe vist være nøglen til mysteriet. Og dette siger en hel del om styrkeforholdet i de etniske konflikter der givetvis venter i de kommende årtier (LFPC).





