20 juli 2010
Why did Bosnia collapse into the worst slaughter in Europe since the second World War? In the thirty years before the meltdown, Bosnian Serbs had declined from 43 percent to 31 percent of the population, while Bosnian Muslims had increased from 26 percent to 44 percent. In a democratic age, you can’t buck demography — except through civil war. The Serbs figured that out, as other Continentals will in the years ahead: if you cannot outbreed the enemy, cull ’em. The problem that Europe faces is that Bosnia’s demographic profile is now the model for the entire continent.
My book isn’t about what I want to happen but what I think will happen. Given Fascism, Communism and ethnic cleansing in the Balkans, it’s not hard to foresee that the neo-nationalist resurgence already under way in parts of Europe will at some point take a violent form. … I think any descent into neo-Fascism will be ineffectual and therefore merely a temporary blip in the remorseless transformation of the Continent.
Føder “indvandrerkvinder” virkelig færre børn?
og ” sker der en tilnærmelse til den danske levevis, at indvandrerne nærmer sig danske normer og værdier i forhold til familie, ægteskab og uddannelse,” som Garbi Schmidt siger i hver eneste radioavis dagen igennem? Vidtgående konklusion på et emne, der hverken er tilstrækkeligt defineret eller tilstrækkeligt belyst. En statistiker kommenterer dagens presse-hit :
Jeg har en baggrund som statistiker (cand.polit.), og umiddelbart er forklaringen indlysende.Som bekendt sættes der rekorder i indvandring disse år. Et historisk højt antal får arbejdstilladelse eller kommer til Danmark for at studere. Kun ganske få muslimer kommer til Danmark ad denne vej, og der er som sådan ikke noget at være bekymret for (bortset fra en del snyd med ordningerne, som måske udgør et problem).
På grund af denne markant stigende indvandring ændrer fertilitetskvotienterne sig også markant. De nye indvandrere er i høj grad unge – og kvinderne er dermed i den fødedygtige alder, hvilket påvirker fertilitetskvotienterne. Stort set ingen af dem får imidlertid børn, og det trækker naturligvis kvotienten drastisk ned. Skal vi sige noget om integrationen af muslimske indvandrere, bør vi se på fertiliteten fordelt på oprindelsesland. Danmarks Statistik oplyser følgende fertilitetskvotienter:
Afghanistan 2,8 Bosnien-Hercegovina 1,6 Irak 2,9 Libanon (palæstinensere): 2,9 Pakistan 2,8 Tyrkiet 2,1 Vietnam 2,0 Somalia 4,2
Danmarks Statistik oplyser ikke flere landegrupper, og det ville være særdeles interessant at kende fertiliteten for kineserne, filippinerne personer fra Ukraine. Under alle omstændigheder fremgår det, at ikke-vestlige fra muslimske lande, har meget høje fertilitetskvotienter.Filippinerne er formentlig det ikke-vestlige land, vi får flest indvandrere fra. Mit gæt er, at af de 500 filippinere, der indvandrede i 4. kvartal 2009, var næsten alle kvinder i den fødedygtige alder og stort set ingen har siden fået børn.
Derfor kan man naturligvis ikke konkludere som politikerne og journalisterne gør. Det er i øvrigt ikke nødvendigvis Danmarks Statistiks skyld eller anden bevidst manipulation. Journalister trykker dagligt fuldstændigt forkerte historier på baggrund af statistik, de ikke forstår. Det er min oplevelse, at det ikke er ond vilje, der ligger bag. Den gennemsnitlige journalist er blot ubegavet. (Mon Garbi Schmidts elaborering er iregnet i den karakteristik ? Se også Danmarks Statistik, Indvandrere i Danmark 2009, side 26.)
“Skol, vård och omsorg”
Nu begynder den rigtige valgkamp i Sverige snart. Ja, det er altså ikke en rigtig kamp, det er som de wrestling shows, hvor folk kyler hinanden spektakulært rundt i en ring, uden at nogen forstuver en lillefinger. En valgkamp er en kort, men ubehagelig periode, hvor man skal sætte en dagsorden af emner, som absolut ikke kan bringe én selv i miskredit. Intet der går rigtig dårligt, skal diskuteres åbent. Derfor hedder valgkamp på svensk “skol, vård och omsorg,” det er almoderligt og ukonkret, det ligger enhver, der ikke er decideret ond dybt på sinde. Vi kan folde vores hænder og bede sammen, og væk er enhver “dem og os-følelse.” Det er ligesom når man intonerer “velfærd” i Danmark, så følger et alvorligt ritual med mange indforståede og uudtalte undertoner, så skal der ikke les og bønnen skal ikke forstyrres af emner, der ødelægger det fromme humør.
Derfor er det ikke så godt, hvis der foregår noget opsigtsvækkende lige midt i teaterforestillingen, som ikke kan kontrolleres. 9/11 gav den danske venstrefløjsregering det endelig dødsstød i 2001. Det kan ingen spindoktor forudse. Pludselig var Poul Nyrup vores allesamens farmand, og statsmandsagtig så han ud, den tidligere så kejtede mand, mens hans dage var talte. Det værste der kan ske for syvparierne nu, ville være en spektakulær og katastofal terrorhandling på europæisk eller svensk jord. Svenskerne har jo fodret tigeren så flittigt, at de nu tror, at intet ondt nogensinde vil ramme dem. Det overgår kun folkeslag, der er så moralsk flossede, at de selv er ude om det, typisk danskere. Effekten ville derfor blive ekstraordinær, Gud forbyde det. En norsk forsker udtrykte for nylig situationen således: Whatever the motivation behind the alleged Oslo plot, the implication is that no country is safe anymore. Except Sweden, of course. Derfor er det ikke godt, at der i weekenden har væren en bølge af brandterror i Sydsverige: Brandvåg i Eslöv, Tre bränder på drygt en månad, Två förskolebyggnader i brand i helgen. Det er dog ikke værre, end at enhver ordenligt journalist kan dynge det til at sportsresultater og artikler a la Orgasmnatten infaller just i natt eller “Ministeren har måske købt sex for fire år siden.” “Hu- u- ud! fare hen!” så falder alle trygt i søvn indtil næste gang. Jeg bliver fortalt, at stemningen er anderledes i Sverige denne gang. Selv pæne, ordentlige og veluddannede mennesker, er oprørte over den fart, deres land gives bort med og de følger det har. Hvor anderledes, er der ingen der ved, og allerede det forlener jo valget med nogen ægte spænding. Det er man ikke vant til i shows, der er beregnet til, at så lidt som muligt skal ske. Man skal forestille sig Henrik Jensens Tour de France: Jo kedeligere valgene var, desto mere eksalterede var kommentatorerne. Måske man ligefrem begynder at bide negle igen ?
Det er ikke meningen, der skal ske noget
(Vi gentager en post fra marts, for det er nu, den er ved at være aktuel.)
Billedet her (klik f. helsstørrelse) er ikke en ægte Piet Mondrian, det er en grafik over bevægelserne, der har været i Sveriges Riksdag gennem 77 år: I 1991 kom tre nye partier ind, i 1994 røg det ene ud igen. Det er den mest dramatiske bevægelse på tre generationer. I 70 af årene har statsminsteren været socialdemokrat, nogle ville nok sige ” i alle årene.” I samme tidsrum, som der i Riksdagen har været i alt otte partier, har der i det danske Folketing siddet 23 forskellige partier, de 16 er smidt ud igen. Danske statsminstre har skiftet partifarve 13 gange siden Madsen-Mygdal i 1929.









