også af James Cohen og ved samme lejlighed som Lord Pearson nedenfor – International Legal Conference on Freedom of Speech & Religion, Capitol. D.C.
Dansk Folkeparti på hjernen
Hvis nogen kan henvise til en tekst af Frederik Stjernfelt eller Jens-Martin Eriksen der ikke er opbygget som en rituel afsværgelse af Dansk Folkeparti og alt dets væsen, hører jeg gerne nærmere. 13 gange bliver dette fuldt demokratiske parti nævnt i kommentaren her af sidstnævnte forfatter, der sammen med makkeren Stjernfelt har fundet et ophøjet tredje standpunkt hvorfra de kan fremsætte pæn og anstændig islamkritik, uden at blive sat i bås med det forfærdelige parti. “Kulturalisme” hedder løsenet, og det indebærer at man oppe fra podiet kan uddele karakterer og pege fingre, og så lige i samme omgang kan opstille moralsk ækvivalens mellem partiet DF og apologeterne for den voldelige herrefolksideologi islam – “højre-” kontra “venstrekulturalisterne”.
Eriksen er noget af en one trick pony, og hans store viden må ses i sammenhæng med såre primitive behov for at profilere sig korrekt i forhold til de usofistikerede DF. Først og fremmest er identifikationen af skarp islamkritik med Dansk Folkeparti demagogisk og løgnagtig. Partiet er den eneste eksponent for egentlig islamkritik herhjemme, men kritikken udformes altså af helt andre personer herhjemme og udenlands: Folk som Wafa Sultan, Ayaan Hirsi Ali, Ibn Warraq, Walid Phares, Patrick Sookhdeo, Nonie Darwish og Ali Sina. Hvorfor refererer Eriksen ikke til dem? Det gør han ikke fordi hans stunt med DF så ville falde ynkeligt til jorden.
Eriksen bruger et andet demagogisk træk: Karikeret gengivelse af modstanderens synspunkter. Banditterne i Tingbjerg har ikke hejst den “grønne fane”, osv. Sagt med andre ord, modparten er paranoid. Eriksen snor sig derved udenom så meget som at nævne den internaliserede opdeling af verden i muslim/vantro og halal/haram, der ikke forudsætter religiøs forsætlighed. Han nævner ikke fraværet af lignende chikane og hærværk mod muslimske institutioner, og hvad dette indikerer om gerningsmændenes motiver og prioriteter. Han ignorerer også den allerede etablerede empiri mht. dannelse af muslimske enklaver, og tillægger modparten dette som rent udokumenterede prognoser (LFPC).
[…] Men for DF’s talsmænd og andre handlede det om civilisationernes sammenstød. Det var endnu engang islam, der var på spil.
Måske ikke som noget voldsmændene selv erkendte. Men som en mere eller mindre uerkendt motivation for dem. Det var derfor, de overfaldt præsten, trakasserede ham, brød ind i hans hjem og ødelagde hans indbo. Det, de foretog sig, var angiveligt led i en større plan, en etnisk udrensning, hvor man søger at skabe territorier, hvor kun muslimer har ret til at bo og færdes.
Først præsten, som symbolet på den kristne kultur i Tingbjerg. Dernæst de resterende danskere, indtil hele området er befriet. Tingbjerg som en slags bosættelse midt i et vantro land. Siden hen vil andre ghettoer følge; i Århus, i Odense osv. Indtil man har fået gennemført den totale etniske og religiøse adskillelse. Ralf Pittelkow skrev en artikel med denne tendens, Sven Ove Gade gjorde det, Peter Skaarup, Katrine Winkel Holm og Søren Pind gjorde det, og Søren Krarup sagde det i radioen.
Men er det sandt, kunne man spørge sig selv. Hvor har de det fra? Er der nogen af voldsmændene, der i forrige uge har hejst den grønne fane over Tingbjerg og råbt fra hustagene, at ‘Allah er stor’? Er der med andre ord nogen af voldsmændene, der på denne måde direkte har ideologiseret deres egen afskyelige forbrydelse? Nej, i hvert fald ikke med islam som begrundelse. Denne ideologisering må ene og alene tilskrives Dansk Folkeparti og skribenterne. […] Jens-Martin Eriksen: Ingen siger sandheden om Tingbjerg
Bandernes terrorregimente i Paris
The Paris prefecture has created a law-enforcement section whose purpose is to fight the multiethnic gangs that proliferate in the capital. These gangs are responsible for assaults, murders (at least three, and ten wounded in 2009), drug trafficking and anti-white racism, as was the case during the latest Techno Parade.
The result of an inquiry shows that 60 gangs operate within the boundaries of Paris. René Bailly, head of intelligence for the Paris prefecture, estimates that the “primary motivation (of the gangs) is confrontation for the sake of confrontation”. Around 1300 persons, accused of being gang members, have been arrested since the beginning of 2009. More than fifty percent of the time, a weapon is used by these multicultural groups. Three quarters of the gang members implicated in these crimes were minors. Notable also is the emergence of gangs of girls. When the uprooted populations become transformed into enraged gangs, it is the French who pay. Novopress via A Tale of Two… Three… Four Cities: Tours, Le Havre, Fréjus.
I det lidt mere tempererede Sverige, er bilbrande endnu højeste mode, selvom bandekriminalitet jævnligt koster liv. I år hidtil bare i de tre største byer:Stockholm: 350 bilbrande hidtil i 2009, Malmø: 102 bilbrande i 2009,Göteborg: august til oktober : 106 bilbrande. Tallet for hele landet hele året bliver astronomisk. Sydsvenskan mener at vide, at danskerne vil bebrejde regeringen bandekrigen til kommunevalget. Det tror jeg nu ikke. De vil bebrejde dem, der overhovedet gjorde den mulig og vi tror i det små, at Frank Jensen ikke helt har gjort sig klart, hvilket job det er, han har søgt.
Takk Danmark!
Vi er anderswo engagiert i dag så vi låner et stykke af vores gode norske venner på Document.no.:
Trykkefrihedsselskabet fyller fem år idag. Truslene mot Kurt Westergaard og Flemming Rose kaster en mørk skygge over feiringen. I Danmark er det alvor. Derfor er det all grunn til å minne om hva Trykkefrihedsselskabet har betydd og hva Danmark gjør – for Norge.

Religionssociolog og forkvinde for Kritiske Muslimer, Sherin Khankan, der på billedet (kilde: 
— in this case the Chicago Sun-Times, which in today’s follow-up story on the Paki jihad death squad targeting Kurt Westergaard, Flemming Rose and Jyllands-Posten runs this illustration online: 

Og anledningen er velkendt: En flugtbilist – fornavn Mohamed – prøver at undgå vejspærringer, kører galt, og bliver dræbt. Et begivenhedsforløb vi med stor sikkerhed vil opleve igen og igen i Europa, og ingen kendte indgreb vil kunne stoppe det. Billeddokumentationen er på nuværende tidspunkt sparsom, da franske medier vistnok ikke må vise den slags, men vil formentlig dukke op på YouTube inden længe. Via
Enhver tvivl må nu være bortmanet: Det kulturelle selvhad der sværmer for ‘autentiske’ tredjeverdenskulturer og som optager så meget af vores opmærksomhed, er nøjagtigt det samme som den nye sæk-og-aske askese der taler om “carbon footprint” og den slags. Eller rettere, de to fænomener må være manifestationer af det samme, med forskellige visioner for fremtiden: Den ene den spraglede, mangfoldige multikulturelle bazar, den anden en trøstesløs dystopi, hvor vi grådige vesterlændinge ofrer os selv for at den glade naturlighed i Bangladesh og Burkino Faso rigtigt kan komme til udfoldelse. Renton og hans ligemænd skal såmænd nok få bragt sig selv ud af fødekæden med Darwins hjælp. Ser man på tilstanden i Storbritannien lige nu må man faktisk spå Rentons nationale dødsønske stor succes: I ethvert sundt og levedygtigt samfund ville Labourpolitikerne bag det største forræderi i landets historie – ukontrollabel, irreversibel indvandring med gedulgte motiver – forlængst være rullet i tjære og fjer, og være på vej til et i hast opført skafot i Picadilly Circus. Men nej, sådan vil det ikke gå – “hanging on in quiet desperation is the English way”. Mark Steyn spidder her en bekendt der i the Guardian fremlægger både suicidale og totalitære øko-fantasier (LFPC):