Der er over 16 måneder til valget i Sverige i 2010, men der varmes tidligt op i teaterfoyeren. Replikkerne er allerede slidt ned til absurditet. Hvem forbinder længere noget med ordet “främlingsfientlig”, som forekommer i hver anden sætning ? Enoch Powell var skrækslagen for at hans land skulle havne i en tragedie, lig den han havde set i Indien, han havde de ædleste politiske motiver: forebyggelse af ulykker. Alligevel gik han over i historien som en afskyelig person, en ikke-humanist, den Onde selv. Hele den såkaldte debat, var ét langt symptom på, at der var noget der ikke kunne debatteres, at æstetikken lapper langt ind over selve “sakfrågorna”, indholdet. Det samme ser vi i Sverige nu fyrre år efter. Man diskuterer ikke de masssive problemer, Sverigedemokraterna er et symptom på, selvom der trods pressens økonmisering med sandheden, er hårde facts nok som diskussionsunderlag. Man diskuterer Sverigedemokraterna og deres mulige “främlingsfientlighet” og retorik. Det er ikke en politisk diskussion, det er en leder i et glittet modeblad. Det er et demokrati, der piller hår op af suppen, mens restaurationen brænder. Det er ukvalificeret og impotent og det tegner til en udmarvende og sejg valgkamp, der bliver en pine at overvære. En dårlig fodboldkamp, som måske endda ender 0-0. Det er antagelig for meget at håbe på, at valgkampen nogensinde kommer om bag ordene og ind til sagen. Det hele er facade. “Generøs flygtningepolitik”, “alla människor lika värde”, “främligsfientlig”, – det er alt sammen tomhed og jag efter vind i et teaterspil med mere eller mindre gode skuespillere. Tilskuerene forlader ikke forestillingen som mere overbeviste demokrater, men de går ud i et land, der er ændret for altid mens forestillingen spillede.
“Avgrundshögern” – C’est Nous !
Andreas Malm finner hennes svenska motsvarighet i kulturskribenten och samhällsdebattören Dilsa Demirbag-Sten. Det är i denna borgerliga hegemonistiska världsbild som Muhammedkarikatyrerna och Lars Wilks rondellhundar får sin islamofobiska kontext. Danmark har ju sedan länge passerat anständighetens gräns gällande synen på invandrare och musimer i synnerhet.
Hur bred och djup misstron är mot muslimer vet vi ännu inte. Det har, precis som Andreas Malm påpekar, funnits en viktig orsak att känna stolthet över att vara svensk: vi har hittills varit förskonade från avgrundshögern till skillnad mot exempelvis Danmark.
Muslimen-vår tids syndabock. Den sidste nye er “parasithögern“. Sprogakrobatikken har trods alt underholdningspotentiale.
I fraværet af sheriff, et stk. Smith & Wesson og fire alen reb
D. 3.3.2009 kunne Århus Stiftstidendes Bente Tahmasbi Hansen meddele de glade nyheder at
Stemningen er god og kaos i Århus V er aflyst. Beboerne har rejst sig mod ballademagerne. En stor del af Trillegårdsbandens hårde kerne sidder nu bag tremmer og resten følges tæt.
ÅRHUS: »Vores svind er nu på niveau med alle andre Faktabutikker, så der er ikke mere organiseret kriminalitet i butikken. Også stemningen er god, så vi har kun vagter i det samme omfang som i alle vores andre butikker,« siger lederen af Fakta på Kappelvænget i 8210, Michael Christiansen.[…] Det lovløse vest er blevet lydigt
Men ak, det blev en stakket glæde, for d.d. 2.4.2009 ser det ud til at banditterne er vendt tilbage:
To unge fra Trillegårdsbanden blev onsdag aften anholdt efter stenkast mod den hårdt plagede Fakta-butik på Kappelvænget.
Østjyllands Politi fik anmeldelse om stenkast mod forretningen klokken 20. Da betjentene kom til stedet ville de unge ikke følge en henstilling om at forføje sig. Det medførte anholdelse af to unge på henholdsvis 17 og 19 år.[…] Stenkast mod plaget butik
Der er selvfølgelig flere velkendte sider i dette: Ønsket om solstrålehistorier som kan give en illusion af at det går den rette vej fører til overdreven optimisme, en provinsavis karakteriseret ved konfliktskyhed og enfoldighed er særligt tilbøjelig til ikke at se de videre perspektiver, og, måske, en journalist der er personligt fedtet ind i historiens problematik, og ingen redaktionssekretær der kunne drømme om at skære igennem her (LFPC).
Geert Wilders’ Freedom Party rises to 32 seats
The Freedom Party of populist right-wing leader Geert Wilders has climbed again in the polls, this time to a record of 32 seats in the 150-seat parliament. The Freedom Party is in first place and is now four seats ahead of the Christian Democrats, the largest of the three parties in the governing coalition. Pollster Maurice de Hond attributes the rise in popularity to his departure from a parliamentary debate on Thursday. He walked out of the debate in a huff, describing the debate on the economic crisis as “a sham”. Sixty percent of voters who describe themselves as right-wing say they will vote for Wilders’ Freedom Party. Radio Netherlands
Kurt Lundgrens minnesfond til gagn för det fria ordet
se her og her. Ordet er friere i Sverige end i al den tid jeg husker, men det siger desværre ikke alverden.
En avis med hænderne over dynen
Ovre i Århus har de en lille hensygnende avis der vistnok kun holdes i live af pengeinfusioner fordi det Berlingske Hus ønsker et fremskudt brohoved i JP-land. Århus Stiftstidende kalder sig stadig for en borgerlig, liberal avis, men det er mange år siden de var en regulær partiavis for de konservative, og det borgerlige skal under alle omstændigheder forstås på nutidens betingelser, hvilket formentlig kan indsnævres til noget med samfundsøkonomien. På det værdipolitiske område ligner de såmænd alt andet: Pænhed og en dræbende konsensus og konformitet der overlapper den yderste venstrefløj. Som sådan illustrerer pjoskeren ret fint det borgerlige hængedynd og profilløsheden. Man er anstændig, tænker gode tanker, og Dansk Folkeparti er den magiske talisman som man rituelt stiller sin stuerenhed til skue ved hjælp af. Hykleriet i shamingen af dette demokratiske parti, samtidig med at man selv har ansat en journalist som Ole Jessen som ikke kan betegnes som borgerlig efter noget kriterium, er så tykt at man kunne skære i det. Men de ville aldrig fatte det selv. Venstreradikalisme betragtes i disse kredse som ren livsstil, ikke som noget samfundsundergravende, og derfor ikke ækvivalent med den ekstremisme på den anden fløj som de mener at DF tilhører.
SÅ GØR DANSK Folkeparti det igen. Puster til ilden. […]
Dansk Folkeparti benytter desværre enhver lejlighed til at skabe splid mellem de mange befolkningsgrupper af forskellig herkomst, der har et ønske om at bo i Danmark. Den optræden er med til skabe det modsatte af, hvad partiet på det yderste højre i dansk politik siger, det står for.
DANSKE FOLKEPARTI VIL nemlig ikke integration. Dansk Folkepartis popularitet næres ved fortsat at lægge nogle befolkningsgrupper for had. De grupper, der ikke religiøst eller på anden vis indordner sig under, hvad Dansk Folkeparti mener, er dansk. Men det parti har vel ikke patent på danskhed endsige på definitionen på danskhed. […] Det Udanske Folkeparti
Til illustration af den tilgang til emnet islam som Stiftstidendes journalist Ole Jessen repræsenterer, og som altså angiver avisens anstændige alternativ til DF, kan flg. eksempler nævnes: “Det er samtidig meget små grupper af muslimer, som er langt, langt ude i ideologisk ekstremisme i forhold til det store flertal af moderate muslimer, som i øvrigt bor og færdes i en by som Århus” (22.8.2005), “De Islamiske Domstole [i Somalia] havde skabt fred, og det er overdrevet at sammenligne dem med Taliban i Afghanistan. De består af 13 grupper, hvoraf kun én eller to er meget ekstreme, siger Osman Farah” (20.1.2007), “Vi bestemmer altså selv, om vi vil gå med tørklæde. Det er ikke noget, vores forældre skal bestemme,« siger de tre piger i munden på hinanden” (20.1.2009), “Flere muslimske organisationer i Danmark tørster stadig efter retfærdighed, og derfor hives to redaktører fra Jyllands-Posten i landsretten i næste uge med krav om, at de dømmes for blasfemi og injurier” (2.5.2008). Jessens arbejder er karakteriseret ved overfladiskhed, rene plusordsreferater uden perspektivering eller kritiske spørgsmål, mikrofonholderi og enfoldighed, alt sammen velkendte nutidsjournalistiske dyder, men her altså i en grad man formentlig kun kan slippe afsted med i en provinsavis. Trods alt. Men alt i alt måske en kompakt opsummering af journalistik, borgerlig profilløshed og hykleri i dagens Danmark (LFPC). [foto: Århus Stiftstidendes Ole Jessen i marken med venstreradikale demonstranter, 11.10.2008]
Vi hører jo til ulidelighed at det er forkert at håne andres tro – også når denne tro håner og spotter os, og har som erklæret mål at erobre os – og at kriteriet for hvornår for meget er for meget fastsættes af de der påkalder sig forhånelse. Europa bugner af ‘jahilliya’, ‘værdiløs’ præ-islamisk kultur, som ikke nok så mange poser penge fra Jacob Hougaard kan beskytte. Ingen tv-journalist kunne finde på at gå i kødet på Tøger Seidenfaden, Mette Winge eller Uffe Ellemann-Jensen for at få dette dilemma afklaret. Hvorfor skal vi ikke give efter og fjerne denne fresko der forestiller Muhammed blive trukket i helvede af en dæmon, hvis vi altså ikke skal give efter?


