Hollandsk taqiyya
Ingen dag uden endnu en antydning af grønne grise og rystende hænder i den hollandske regering. Nu er det kommet for en dag at man til det hjemlige publikum formulerede sig noget anderledes om Ehsan Jamis Muhammedfilm, end man gjorde til det internationale – primært muslimske – publikum. Vi havde nogle vistnok ubekræftede rygter om noget lignende hos danske diplomater i forbindelse med Muhammedkrise 1.0, men i Holland står den på krisehåndtering 24/7. Nå, det er jo nok bare noget forbigående. Om et par år falder der ro på, og dette land bliver igen forbundet med tulipaner og diger, blot med et nyt og spændende islæt af fjerne kulturer. Det skal såmænd nok gå altsammen. Ikke sandt? Via Gates of Vienna (LFPC):
The Dutch government has given its own population a different statement than the international community on the Islam film of Ehsan Jami. […]
In an English-language statement, apparently mainly intended for the Islamic world, Premier Jan Peter Balkenende condemned the film on Wednesday. The Dutch government “regrets that Mr Jami’s film deeply offends the feelings of many Muslims.” But the Dutch version of the same statement, however, said the government “regrets it if Mr Jami’s film deeply offends the feelings of many Muslims.” […] Dutch Govt Juggles with Islam Film Statement
Som man spørger, får man svar
Amnesty og Catinet konkluderede på baggrund af spørgsmål som “Kan du nævne nogle eksempler på situationer, hvor du synes menneskerettighederne i Danmark må brydes?” at Befolkningen er imod udvisning af terrormistænkte og DR forkortede til Vælgerne afviser tuneser-håndtering. Gør de det ? Vi ved det ikke, heller ikke hvilke spørgsmål A&B analyse har stillet for at få dette svar: Danskerne støtter stramning af tålt ophold.
Det viser en ny meningsmåling, som A&B Analyse har udført for Altinget.dk. Ifølge målingen støtter 61,0 procent af vælgerne stramningerne, mens kun 28,5 procent er imod. 10,4 procent har ikke nogen holdning. Flertallet i befolkningen er dermed væsentligt større, end det er i Folketinget, hvor loven ventes at blive vedtaget inden længe med det snævrest mulige flertal, og hvor oppositionen har fået stadig flere betænkeligheder ved forslaget.
Skal man sætte sig på den ene eller den anden stol ? Emnet er kompliceret og egner sig rigtig godt til at pleje særinteresser med. I England har Gordon Brown sat sig lige midt imellem i et andet spørgsmål om statistisk spin. Ingen der læser engelske aviser, har på fornemmelsen at “knife crime” i England ligefrem er faldende,. Samtlige aviser er enige om at kalde knivstikkerierne for en epedemi. så denne var nok alligevel for tyk:
The Prime Minister was embroiled in a spin row after the chief of the statistics authority attacked ministers for releasing “selective” knife crime figures against their advice. The figures seemed to show a 17 per cent fall in serious injuries and deaths in knife-crime hotspots. There were also claims that hospital admissions for knife injuries had dropped by 27 per cent in areas targeted by the authorities.Prime Minister embroiled in spin row over knife crime figures
“Massoud Kamalis” anførselstegn : “Indvandringen”
Kapplöpningen inför nästa val har bara börjat och det verkar som att de flesta partier inklusive socialdemokraterna har insett att “invandringen” kommer att vara en viktig fråga inför nästa val. Det verkar dock som att den enda potential partierna ser i invandringsfrågan är dess bärkraft för att vinna främlingsfientliga och rasistiska röster. “Främlingsfientliga partiers indirekta inflytande på de etablerade partierna är viktigare än deras direkta inflytande visar ny forskning.” “Svensk politik har inte råd att gå mot en ännu mer exkluderande och främlingsfientlig hållning.” SD ännu farligare utanför riksdagen.
To ting falder i øjnene. Hvorfor skal indvandringen i anførselstegn ? I sammenhængen skal det givetvis angive et forbehold overfor udtrykket. Hvorfor må det ikke hedde indvandringen, og hvad skal man så kalde det ? Skal det antyde alle mennskeres lige ret til landet Sverige? Vi ved det ikke. Vi vil dog selv ud fra samme motiver, herefterdags skrive professor “Kamali” i anførselstegn. Vi tager med andre ord forbehold overfor “Kamali”. Yderligere vil “Kamali” ophæve de politiske naturlove: Store partier, der er inde i varmen, har altid levet af at stjæle opkomlinges mere eller mindre gode ideer, for at holde sig selv ved magten. Svenske socialdemokrater har været eksperter i det i flere menneskealdre. Det var sådan de blev grønne, feminister osv osv og det er også sådan de engang i fremtiden – ligesom danske socialdemokrater – vil blive strukturracister, for at blive i “Kamalis” tankeunivers. Det kan selv ikke en” professor i strukturracisme “ændre på.
Svensk kulturkonservatisme?
Modernismen og socialismen har været efterkrigstidens overideolgogier i Sverige. Hvorfor har de kulturkonsertative, der vitteligt har eksisteret i hele perioden, været langt mere usynlige og marginaliserede end i Danmark ? Nogle emigrerede, andre som prof. Jacob W.F. Sundberg har paralleleksisteret som en slags særlinge og systemkritikere på tålt ophold. Lidt om det store emne her:
“Att inta en kulturkonservativ hållning i Sverige år 2008 är verkligen inget för den som vill ligga på latsidan. Den kulturkonservative tror nämligen på något, vilket naturligtvis kan förbrylla och förundra en och annan i ett kulturklimat som det svenska: ett klimat som präglas av ängslighet, hållningslöshet och en flockmentalitet värdig vilken fårskock som helst. Konsensus, politisk korrekthet, förutsägbarhet och attityd tycks vara några av ledorden i svensk kulturdebatt.I ett sådant klimat är en kulturkonservativ hållning radikal.” Ann Heberlein I hjärntvätten
“Antinazismen i efterkrigstidens Sverige vidgades till antikonservatism som också drabbade nazismens fiender. Det är tesen i Johan Östlings avhandling ”Nazismens sensmoral”. Lite överraskande går Lundahistorikern Johan Östlings doktorsavhandling om nazismens betydelse för idéklimatet i efterkrigstidens Sverige rakt in i den pågående debatten om kulturkonservatismen.
Varför väcker hyllningar till en terrorist som Ulrike Meinhof mindre indignerade reaktioner i den svenska debatten än Axess-redaktören Johan Lundbergs plädering för estetiska värden, frågade Ann Heberlein nyligen i en artikel på Expressens kultursida.
I idéhistorikern Svante Nordins och historikern Alf W Johanssons efterföljd ringar Östling in ”1945 års idéer”, de attityder och föreställningar som kom att prägla den svenska efterkrigstiden. Nazismen hade varit nationalchauvinistisk, irrationell, auktoritär, tysk. Segern över ondskan manifesterade sig i konsensus kring nazismens negationer: rationalitet, relativism, modernism, anglosaxisk kultur. Idéerna lyftes fram av en bred informell koalition av intellektuella och politiker som i kraft av den moraliska auktoritet segern över hitlerismen givit dem kunde marginalisera alternativa förhållningssätt till kulturen och samhället. Det är helt uppenbart att modernismen efter kriget kom att bli svensk överideologi – och att denna ideologi präglades av ett ointresse eller ett förakt för allt som doftade gammalt och borgerligt: från rimmande poeter i slips till villor med spröjs.” När det tyska städades bort
Frukost på en främmande planet (2003)
Ulf Lundell, en frispråkig nationalromantiker
”Unga killar födda utomlands bestämmer sej här för
att råna till sej inte i första hand sakerna dom tar
utan i första hand makt inflytande respekt
tillträde. Det blir fängelser gangstaklubbar och ghetton av det
Varför har vi valt att ha det så?







