Fremtiden banker på, men nøjes med at henstille diskret, næsten omsorgsfuldt truende. Det vil ændre sig, når det kommer  indenrigs og med  vægt bag, og det skal man ikke  tvivle på det gør:

“Muslim extremism in Britain will grow unless the Government and society learn to understand Islam,” Malaysia’s prime minister has warned.
In an interview with the Daily Telegraph, the prime minister urged Gordon Brown to allow the country’s Muslims to live under sharia law, but also said that they must prove their worth to society. However, Mr Abdullah argues that the Government must do more to ensure Muslims don’t feel discriminated against if it is to tackle the rise of radicalism. “The failure to understand Muslims is driving a divide between the communities,” he said. […]

“Is it because of poverty, social unrest, deprivation, feeling discriminated against, thinking people don’t care much because of the colour of their skin. The could make them to decide to be extremist, not necessarily because of his religion.”
Malaysian president Abdullah Badawi calls for British Muslims to live under sharia law

Hr. Abdullah taler  her imod enhver  erfaring om terrorisme. Den udspringer  ikke  af de ting han nævner. Oveni købet er der en klar  tendens i England til, at jo ældre   og rigere  folk bliver,  desto mere  muslimske  bliver  de  og jo flere  penge  poster  de i islamisk infrastruktur. Her er endu et alternativt bud:  Muslim parents to blame for children turning to extremism, hr. Abdullah heller ikke  nævner.

Man kan ikke  bekæmpe en guerillahær af børnesoldater

Under natten till måndagen brann tre av Vällingbyskolans byggnader ned till grunden. Polisen misstänker att branden var anlagd. Det är femte gången på tre år som skolan utsätts för brandattentat.
– Personalen som har drabbats är bedrövad och säger att nu ger de upp och säger upp sig. Jag känner samma sak, säger Per-Åke Gustafsson, rektor på Vällingbyskolan.
Femte brandattentatet på tre år mot Vällingbyskolan  , se Over 500 skolebrande i 2007

Udlændingeloven 25 år efter: “Vi kunne jo ikke forudse resultatet”

Det var der altså et par stykker, der godt kunne. Bla. Birthe Rønn Hornbech. At Ole Espersen, Torben Lund og Bjørn Elmquist ikke fortryder, taler for sig selv. I denne kostbare, fremadskridende misére, er der helte, små og store skurke. Største skurk af alle er de Radikale, partiet for noble defaitister og politiske analfabeter, dernæst et slumrende, splittet, uansvarligt socialdemokrati, og de vil begge blive jaget af deres gerninger i generationer. Med lidt held havner de på historiens mødding, sammen med DKP og andre mislykkede partier. Desværre vil vore børnebørn også skulle leve med konsekvenserne.

Politikerne, der vedtog udlændingeloven i 1983, kunne ikke forudse lovens konsekvenser, siger de i dag. Det var ikke mange af de politikere, der var med til at vedtage den liberale udlændingelov i 1983, der dengang forudså, hvilke konsekvenser loven ville medføre.Hverken den efterfølgende og stigende indvandring eller den altopslugende udlændingedebat, der har præget dansk politik i de seneste mange år. Det fortæller en række af de mest betydningsfulde politiske spillere bag udlændingeloven i dag til Altinget.dk i anledning af udlændingelovens 25-års-jubilæum:

“Egentlig troede jeg ikke, der ville komme særlig meget debat om det. Det handlede om, at der skulle være helt klare regler for, hvordan vi behandlede udlændinge, og jeg havde ikke forestillet mig, at det skulle blive det helt store problem,” siger Torben Lund, der senere blev sundhedsminister, men som dengang var helt grønt medlem af Folketinget og Socialdemokratiets ordfører på udlændingeloven.

Retskrav for første gang
Udlændingeloven gav for første gang nogensinde egentlige retskrav til udlændinge, dels på opholdstilladelse, hvis de var flygtninge, og dels på familiesammenføring, hvis de allerede boede i Danmark. Retskravene blev specifikt indført i loven efter krav fra venstrefløjen i Folketinget (dengang VS, SF, Socialdemokratiet og De Radikale) for at styrke udlændingenes retssikkerhed – men ikke med det primære formål at øge indvandringen.

Derfor kom stigningen i antallet af især familiesammenføringer op gennem 80’erne da også bag på Socialdemokraterne, fortæller tidligere justitsminister og retsordfører for partiet Ole Espersen:

“Vi blev nok overraskede over, hvor mange der blev her. Det hang selvfølgelig en del sammen med, at det blev nemmere og nemmere at rejse fra land til land, og efterhånden som uroen rundt omkring voksede, så kom der flere flygtninge – men efterhånden, som fremmedarbejderne blev i landet, kom der altså også flere familiesammenføringer,” siger han.

Borgerlige opgav modstanden
De borgerlige partier, der netop havde vundet regeringsmagten, da udlændingeloven blev vedtaget, var oprindelig imod at give udlændingene egentlige retsgarantier, og justitsminister Erik Ninn-Hansen (K)advarede om en kraftig indvandring allerede i 1983. Men både Venstre og De Konservative opgav hurtigt modstanden og endte med at stemme for loven uden større intern debat.

Det var en fejl, mener Britta Schall Holberg, der i 1983 var indenrigsminister og i dag igen folketingsmedlem for Venstre:

“Jeg tror ikke, vi var klar over konsekvenserne. Vi syntes, at man ideelt set burde vise åbenhed over for andre mennesker, men i bagklogskabens lys kan man sige, at vi har brugt en række år på at reparere på nogle af de problemer, vi kom ud i, fordi det gav alt for meget tilstrømning,” siger hun og fortsætter:

“Befolkningen var ikke forberedt, og det betød, at Danmark på et tidspunkt i slutningen af 80’erne faktisk var ved at blive et fremmedfjendsk land. Den integration, vi troede ville ske af sig selv, den skete ikke.”

Ministerkollegaen Bertel Haarder: Jeg var bekymret. Det var naivt pludselig at udstede en grænseløs rettighed til borgere i hele verden til indløsning ved den danske grænse. Jeg havde på fornemmelsen, at det ikke kunne holde,” siger han.

Bertel Haarder mener, at firkløverregeringen (K, V, CD og Kristeligt Folkeparti)i sidste ende stemte for udlændingeloven uden megen modstand, primært fordi man som regering ikke kunne tåle at ødelægge forholdet til Det Radikale Venstre, der dengang var parlamentarisk grundlag for den borgerlige regering.

Først i begyndelsen af 90’erne, da Venstre og De Konservative igen var i opposition, kunne de to partier åbent arbejde for en grundig revision af udlændingeloven, siger han – den revision, der blev gennemført sammen med Dansk Folkeparti. [..]

Fortsat debat
Bertel Haarder forudser, at udlændingedebatten vil præge dansk politik i mange år frem på trods af den nu strammede udlændingelov:”Det var danmarkshistorisk, hvad vi gjorde i 2002. Men jeg tror ikke, det vil få debatten til at dø ud. Problemerne vil fortsat være massive. Det skyldes også, at verden bliver mere og mere åben – og derfor kan vi ikke igen rulle udviklingen tilbage fra før 1983,” siger han. Politikere 25 år efter: Vi så ikke indvandrerne komme ‘

‘You’ll never stop immigration’

“Resistance is futile. You will be conquered” – vistnok et citat fra Star Trek. Et fast retorisk kneb i multikulturel propaganda er at postulere udviklingens uafvendelighed, som vi lige så godt kan lægge os tilbage og acceptere. “Vi lever i en globaliseret verden” er et af mantraerne. Ligeledes med indsivningen gennem Europas porøse grænser. Vor tids Lord Haw Haw eller Tokyo Rose betoner vores uundgåelige nederlag, ikke de tiltag vi kunne sætte imod med: Kystbevogtning, øjeblikkelig hjemsendelse, ingen suicidale masseamnestier, en mobilisering mod hvad dette reelt er, nemlig et sikkerhedspolitisk problem. Hvis vi ikke kan holde uønskede immigranter ude, hvordan er vi så stillet i tilfælde af militær invasion? Men Brady har ret, i og med at de vestlige lande er så polariserede over dette spørgsmål, at vi aldrig ville kunne få en konsensus om dette. Faktum er, at konkrete mennesker iflg. godhedsfløjen aldrig må udvises, heller ikke landets erklærede fjender, som de to tunesere for nogen tid siden (LFPC).

Rich western European countries, which have some of the world’s highest incomes and most generous social services, are dealing with immigrants from several regions: Africa, south Asia and eastern Europe, where living standards are much lower.

“Migratory pressure on Europe is huge and is destined to increase,” says Hugo Brady of the Center for European Reform, a London think tank. “Very few societies welcome large influxes of foreigners. But you’ll never stop immigration. What the EU and member states are doing is trying to manage it.”

French President Nicolas Sarkozy, who becomes the European Union’s president July 1, is making a hard-line immigration policy the centerpiece of his six-month rotation to lead the 27-nation bloc.

The EU already is considering rules to allow illegal immigrants to be detained up to 18 months – longer than currently allowed in two-thirds of the member countries.

Some Europeans fear the backlash may be going too far.

In Switzerland, where more than 20 percent of its 7.5 million population is foreign, voters recently rejected a measure that would have made it harder to gain citizenship.

In Italy, Prime Minister Silvio Berlusconi campaigned to crack down on illegal immigrants, describing them as part of “an army of evil.”

Louise Arbour, the United Nations high commissioner for human rights, called Berlusconi’s plan to jail illegal immigrants up to four years as “repressive” and proof of “growing xenophobic and intolerant attitudes” in Europe.

Europe’s lengthy borders are more porous than in the U.S. for those in search of jobs and a better life, Brady says. He points to Greece and its 8,500 miles of coastline, 6,000 islands and 1,202 miles of land that borders Turkey, Bulgaria, Macedonia and Albania. The U.S.-Mexican border is 1,952 miles long. Immigrants feel squeeze in Europe