Génération Identitaire er ‘højreorienterede’, de er nationalt sindede – noget der kun synes tilladt udenfor Europa – og de er til en vis grad intellektuelle. Filmen ovenfor er deres verdensbillede (fransk, lang, utekstet). Præsident Hollande kan ikke forbyde dem, lige så lidt som han kan forbyde tanker eller følelser. De er et symptom, ikke en årsag. Årsagen er Hollande selv, Chirac, Sarkozy, Amnestys og SOS Racismes. I et land hvor allerede over 20 % stemmer Front National, kommer de til at løbe efter deres egen skygge, alt imens de mere og mere mister indflydelse på udviklingen. Kun i det svenske spejlkabinet jager de mere flygtige, politiske spøgelser.

Nationalfølelse – nationalisme, som det hedder i Sverige – er interessant. Alle har følelser for deres land, men i årtier har vi villet tabuisere dette irrationale, fordi vi gav det skylden for alt ondt, men det forsvinder ikke, fordi vi vedtager at det ikke findes. Jeg er opvokset med en naturlig, balanceret nationalfølelse, inden den blev tabuiseret af 70 ernes venstrefløjsidéer. Dannebrog og salmer, litteraturen og afsmagen for totalitarisme. Jeg har ingen problemer med den, den er ikke chauvin og dertil har jeg været kosmopolit fra barnsben. Jeg havde rejst og boet i hele verden, inden Thorning havde været på Mallorca.

Men dette land, – “det her land”, som det hedder – som er en af verdens ældste nationalstater, er mine forfædres og mine efterkommmeres. Min slægtsbog går tilbage til 1500-tallet, og det er vores lille plet på jorden. Sådan er det, og man skal tage dette helt alvorligt.

Der er ingen generation, der har mandat til at forære det bort i større portioner, og hvis de alligevel insisterer, er de mine naturlige fjender, og jeg vil bekæmpe dem til enhver tid med lovlige midler, og hvis de ikke rækker, må jeg jo overveje de ulovlige. Akkurat som mine forældrene forholdt sig til nazister, deres kollaboratører og Vilhelm Buhl.

Nationalfølelse og landsforrædderi er levende begreber, man gør uklogt i at ignorere. Ikke blot i min forestillingsverden, men ude på gaderne hver dag. Der er ikke en politibetjent, en skolelærer, en socialrådgiver, der ikke er blevet konfronteret af landsfjendtlighed i deres dagligdag. Derfor må jeg advare politikerne: I slipper ikke gratis med pension og ordener, hvis i fremturer med at sende os ud i konflikt med jeres importerede fjender af mig. Det der rammer den befolkning, I skulle tjene, vil ramme jer selv, og sådan bør det være. Erklærer nogen mig krig, er jeg naturligvis i krig med dem. Man kan ikke angribe mig, selv pr stedfortræder, og regne med, at jeg ikke slår tilbage. Jeg er fredelig, men jeg er ikke indolent. Må jeg bevæbne mig, fordi politikerne har gjort det nødvendigt og staten ikke længere kan beskytte min person, gør jeg det naturligvis. Jeg har mit revir.

Det var også en del Breiviks forkrøblede ræsonnement bag hans hovedløse og monstrøse forbrydelse, selvom hans egentlige grunde var perverteret psykologiske, ikke politiske. Men desværre var rationalet ikke helt hentet ud af den tomme luft, og få har turdet indse det. Sørine Godtfredsen turde sidste år. Gid der var blevet lyttet til hende.

Sverige vil havne i borgerkrig i dette århundrede. Hvis ikke vil det skyldes et nådigt lykketræf. Alt er lagt tilrette, det er blot ikke modnet. En svensk officer gjorde den iagttagelse for adskillige år siden. Norge og Danmark kan endnu undgå det, men kun hvis deres parlamenter indser faren i tide. Og faren er, at mennesker har følelser for deres land, og at vi har importeret en fascistoid, politisk herrefolksideologi, der vil udfordre os i det land, der er vores historiske arv. Det er formlen på konflikt og blodsudgydelse, og enhver der er nede i detaljerne har set, at den allerede kører. Jeg er nede i mange detaljer, der som regel ikke kommer på bloggen alene af den grund, at et par øjne ikke overkommer dem på 24 timer.

Når jeg derfor af og til kalder svenske politikere for ‘forbrydere’, er det ganske vist præmaturt, men ud fra detaljerne og prognosen velbegrundet. Jeg lever alligevel ikke længe nok, til at se forbrydelsen fuldbyrdet, så jeg er nødt til at spytte ud af min overbevisning mens tid er. Svenskerne har oparbejdet en tradition siden 1986, at myrde toppolitikere og true resten, så de må leve i angst for deres egne vælgere. Vi kan kun have set begyndelsen.

Jeg har ikke noget imod at blive modsagt hvad angår en kommende borgerkrig i Sverige, men kun af folk der er lige så godt eller bedre inde i substansen, end jeg selv er. Den almindelige dusin-opinion er mig fløjtende ligegyldig. Det er på Facebook, den palaver foregår, og den klub er jeg heller ikke medlem af. Vil danske politikere også være forbrydere, skal de studere de svenske detajler og tænke sig om en ekstra gang.

Der har været skudt på Malmøs borgmester, og han lever i et fort. Enhver svensk statsminister er et potentielt mål for attentat. Det er ikke fra psykiatriske patienter, men fra ræsonnerede svenskere, der betragter ham ligesom jeg, men er anderledes håndgribelige, for naturligvis er Bildt, Persson, Sahlin og Reinfeldt landssvigere ud fra enhver definition af begrebet. De agerede for udenlandske interesser frem for svenske. At de alligevel var demokratisk valgte, er deres eneste, tynde lændeklæde, der ikke slører resultaterne af deres handlinger. Enhver svensker der har lidt under dem, har en personlig høne at plukke med dem. Sådan er det i dag, og sådan vil fremtiden være for dem, og SÄPO skal bruge mange flere livvagter. De får aldrig mere fred i Sverige, Palme var kun Hors d’œuvren.

Få uger inden attentatet på Anna Lindh, skrev jeg til Jan Milld, at jeg frygtede for nye politiske drab i Sverige. Det gør jeg stadig. “I’ve seen the future, brother…..things are gonna slide in all directions”. Hør endelig mere her Leonard Cohen | London Live concert

A day after French far-right extremists stormed a mosque in the town of Poitiers, anti-racism campaigners called on France’s authorities on Sunday to take action against groups who “promote hatred” and “seek to divide” the country.Anti-racism organisations in France are demanding the government launch a swift crackdown against far-right groups, following the storming of a mosque in the west of the country.France’s racism watchdogs demand action after mosque stormed

When the Rev. Alain Krauth preached to his dwindling flock at Mass last Sunday, the subject was real estate. But it was also Christian charity, tolerance and, indirectly, the gnawing malaise in France over an increasingly visible Muslim minority.The issue was Saint-Eloi’s, a graceless 1950s-vintage church on the edge of this declining French city 150 miles south of Paris. With six churches to maintain and fewer faithful every year, Roman Catholic authorities decided they could no longer afford Saint-Eloi’s. It must be sold, Krauth lamented, and if one of the prospective buyers is a peaceful Muslim association looking for a new mosque, then so be it.

“If moderate Muslims buy Saint-Eloi’s, we can only be happy that the Muslims of Vierzon are able to celebrate their religion,” he said in an interview explaining his sermon. “If on the other hand they were extremists, that would be another question, knowing that there are extremists in all religions.”

But Krauth’s open-mindedness was not shared by all. After an item in the local newspaper, Le Berry Republicain, the murmurs began. Cafe conversations proliferated. Krauth said he got a dozen calls. Some were polite, others not. His office received about 20 e-mails. Some commended him; others asked how he could betray a place of Christian worship to the Muslims. In France, tensions flare over proposed sale of church to Muslim group

Brian Lilley sits down with former US Ambassador to the UN John Bolton for an exclusive interview on the consequences of a second Obama term.

Nederlagets helte

Jeg bor ikke så langt fra Rosenborg Slot. Christian IV byggede det, han boede der helst og han døde der i vinterstuen 1648. Jeg kommer der ikke så tit, som jeg burde, men jeg ser blandt turisterne københavnere med en hengivenhed, der næsten minder mig om de gamle, sortklædte romerske damer, jeg har mødt ved Augustus alter for Pax Romana, Ara Pacis, til trods for at Christian Firtals bedrifter hverken var fred i århundreder eller velstand, men snarere krig, tilsætning og ruin.

Han byggede, drak og horede og fik treogtyve børn med koner og elskerinder, drog os inde i krige og til slut til freden ved Brømsebro, hvor den danske dominans i Norden ophørte, og alligevel elsker vi ham. Måske fordi han er nederlagets helt, som er vores eget selvbilledes sidste tilflugt i lommeformat. Vi der ikke byggede byer.

Jeg var der i går og tog nogle fotos: Hans skrivebord, vinterstuen hvor han boede og døde i 1648 og riddersalen på anden sal, som er lystslottets paraderum, der minder os om hvor store vi var, og hvor små vi nu er. Vi er så små, at vi må puste os op (Anders Fogh) eller lade os invadere af fjendtligsindede folkestammer (lands-luskefisene Thorning, Nyrop, Helweg, Jelved, Vestager, Søvndal, Gammeltoft Hansen og Enhedskommunisterne), og uddelegere vores sidste magt til Bryssel for at flagellere os selv.

Halvér antallet af Foketingsmedlemmer, når de alligevel ikke vil magte mere en 40 % af fordums magt, som sukker-tobaks og -fedtskat. Så er der alligevel mere format over at satse på at drikke som en svamp, tabe det halve land, bygge nogle vidunderlige huse og byer og få 23 børn. Vi har ikke set noget, der bare dufter af det siden Per Hækkerup døde i 1979 for bare artige, akademiske vinkelskrivere, og der er ingen andre der gider høre på dem, end dem der får penge for det. Renæssance-mennesker kommer ikke frem i verden længere. Personligt sprang jeg hele sidste valgkamp over, og gik hen og stemte på dem, jeg har stemt på i elleve år. Er de andre mere flittige, behøver vi slet ikke noget folketing mere, så sandt som folket også er ved at blive en konstruktion.

Selv om hans regeringstid var præget af militære nederlag og økonomisk tilbagegang, fremstår Christian 4. som en af de mest fremtrædende, elskede og beundrede konger i rækken. Det skyldes ikke mindst de mange byer, han anlagde: Christianshavn, Christianstad i Skåne og Christianopel i Blekinge, Christiania (Oslo), Kongsberg og Christianssand (Kristiansand) i Norge og Glückstadt i Holsten. Byerne var anlagt efter renæssancetidens idealer: gaderne ligger vinkelret på hinanden. I København efterlod han mange smukke bygningsværker som Børsen, Holmens Kirke, Rosenborg slot, Regensen, Trinitatis Kirke med Rundetårn, der var indrettet som observatorium og udført i røde og gule mursten, (oldenborgernes egne farver), Nyboder, Proviantgården, Tøjhuset og Kongens Bryghus. Desuden lod han Frederiksborg Slot ved Hillerød ombygge til et smukt renæssanceslot. Dermed blev Christian 4. utvivlsomt den største bygherre i Norden. Christian 4.(klik fotos f. helskærm)

Indvandrerkvinder aborterer pigefostre i Sverige

Danske kvinder vælger at rejse til udlandet for at få foretaget abort, hvis de er utilfredse med barnets køn. Og abortturismen finder sted fra Danmark hvert år, bekræfter flere kilder over for DR.Det er nemlig muligt at få barnets køn at vide ved en scanning efter 14. uge i Danmark. Er man utilfreds med kønnet, kan man uden yderligere forklaring få foretaget en abort i Sverige indtil den 18. graviditetsuge. Danske kvinder rejser til Sverige som abort-turister

‘Danske’ og ‘danske’. Hvis man et øjeblik kan se bort fra det modbydelige i at myrde sunde fostre, fordi de har det forkerte køn, så er det slående at man i feminismens hellige hjemland medvirker til at abortere pigefostre fra indvandrerkvinder i Norge og Danmark, der intimideres af deres mænd til at føde drengebørn. Det er hykleriets svenske apoteose. For selvom medierne og lægerne af natur er diskrete – alternativt løgnagtige, – er det ikke nogen hemmelighed, hvem det hovedsageligt drejer sig om. Sundhedsmyndighederne kunne minutiøst registrere, hvem der aborterer sunde pigefostre efter 14. uge med tynde undskyldninger hvis de ville, men det vil de åbenbart helst ikke:

Jeg er ikke i tvivl om, at der blandt visse kulturer er et meget stort pres på kvinden for, at hun skal føde en dreng. Den kønssortering er danske klinikker med til at legitimere ved at oplyse barnets køn allerede i 14. uge, siger lægen Vibeke Manniche.

Jeg husker to år tilbage, når nu journalistfaget kvier sig ved det:

Rogne og jordmor Sara Kahsay sier at praksisen nok er vanligere blant kulturer der det er spesielt viktig å få guttebabyer. Kahsay sier det ikke er uvanlig for henne å få telefoner fra kvinner som svært tidlig vil vite kjønnet på barnet de bærer på. Tar jenteabort i Sverige, Norske kvinner tar jenteabort i Sverige

Det Radikale Venstre mener, at “abortturisme er forfærdeligt”. Forfærdeligheden kan de diskutere indenfor deres egen, sluttede kreds af madammer m/k. De blev jo født allesammen, men i dagens mere oplyste tid kunne de være forebygget af deres egen fosterdiagnostik.

Bouchra Ismaili, a Rotterdam city councilman: “Listen up, crazy freaks, we’re here to stay. You’re the foreigners here, with Allah on my side I’m not afraid of anything. Take my advice: convert to Islam, and you will find peace” [..]

The church of Saint-Eloi is located in an area inhabited by Turks and Moroccans. It’s the “de-Christianization” of Europe, which is naturally followed by its gradual Islamization and increasing anti-Semitism. Of 27.000 inhabitants in the town of Vierzon, only 300 go to church once a week.In the past decade, French Catholic bishops formally closed more than 60 churches, many of which are destined to become mosques, according to the research conducted by the newspaper La Croix.

According to a recent report of the US Pew Center, Islam is already “the fastest-growing religion in Europe,” where the number of Muslims has tripled over the past 30 years. One third of all European children will be born to Muslim families by 2025. Demography is the most important symptom of exhaustion: without a cradle, you can’t sustain a civilization.To understand this historic process one has to see the number of churches converted into mosques.4,400 church buildings remain in the Netherlands. Each week, two close their doors forever. A synagogue in The Hague was turned into the al Aqsa Mosque.

In Duisburg, Germany, the Catholic church closed six churches. In Marxloh, the only church that survives, that of St. Peter and Paul, will close at the end of 2012. In Germany 400 churches have been closed.The municpality of Antwerp, Belgium, proposed to transform the empty churches into mosques. Scandinavia lives the same phenomenon. To cite one case, the Swedish churches of St. Olfos is used by the Muslims. The main mosque in Dublin is a former Presbyterian church. In England, 10.000 churches have been closed since 1960. By 2020, another 4.000 churches will close while there will be, it is predicted, 1.700 new mosques, many of which will arise on former churches. Giulio Meotti Europe Turns Churches into Mosques

Hvis man synes dette er en anelse ekstremt, er det kun fordi man er ekstremist. Det er altid en lettelse at få en diagnose, selv om den er forkert, så er det stadig en midlertidig metafysisk lettelse. Og at man har forladt scenen, når nogen engang stiller den rigtige diagnose, for det er der altid nogen der gør. Når tiden er modnet, for regelen er, at den atid er umoden.
Poitiers: Reconquista

Vi “går interessante tider i møde”, som Kasper Støvring skrev forleden. Måske ikke i morgen, men om 10 eller 20 år. De er radikale, javist, men ikke spor uforudsebare. Man skal nærmest have været politiker, for ikke at se dem komme. Kommer demokratiet til at indhente dem, eller har skibet lagt fra kaj? Det kan ikke besvares endnu, vi ved kun, at der er mange politikere, der stadig er parate til at løbe risikoen at blive agterudsejlet og eventyre folkestyret på ‘universelle’ idealers alter. Kommende blodsudgydelser i Europa hænger og dingler i eventualiteternes pendul, Nobelfredspris eller ej.

One hundred of young men and women from all France just entered the Great Mosque of Poitiers and occupy its roofs. On the front, face to the minaret, we unrolled a banner where one can read a clear message : « Immigration, building of mosques : REFERENDUM ! »

We don’t want extra-European immigration anymore, nor buildings of mosques on french soil. Since the first waves of African immigration and the law about reunification of foreign worker’s families in 1974, our people was never been consulted about the populations one oblige him to live with. Massive immigration radically transform our country : according to the recent work of INSEE (National Institute of Statistics), 43% of the 18-50 years old people from the region of Paris are immigrant or descendants of immigrants. A people can recover from an economic crisis or a war but not from the replacement of his native population : without French, there’s no more France. It is a matter of survival : that’s why every people has the absolute right to choose if he wants to welcome strangers and to determine its proportion.

Because this right has been denied to us, because our generation pay the top price for this situation by being subjected to the intimidations from delinquents, we say : enough ! We don’t move back anymore ! We reclaim a national consultation about immigration and building of mosques in France. We won’t leave this place until before being listened and satisfied.GENERATION IDENTITAIRE: From the great mosque of Poitiers Géneration Identitaire call to reconquest Video: La mosquée de Poitiers envahie par des militants d’extrême-droite

Læs mere »

Klik f. helskærm

“Men ve den nation, vars litteratur avbryts genom maktingrepp…”
Af Thomas Nydahl

“Men ve den nation, vars litteratur avbryts genom maktingrepp – det är inte blott och bart ett brott mot ‘tryckfriheten’, det är ett förbommande av nationens hjärta, en sönderhuggning av nationens minne. Nationen minns inte sig själv, nationen berövas den andliga enheten – och trots det skenbart gemensamma språket upphör landsmän att förstå landsmän. Stumma generationer lever och dör utan att ha berättat om sig själva vare sig för sig själva eller för eftervärlden.”

Så skrev Alexander Solsjenitsyn i sin Nobelföreläsning i litteratur 1970. Den utgavs 1972 i översättning av Hans Björkegren. Naturligtvis kunde han inte hålla den. Journalisten Stig Fredriksson var en länk till friheten för Solsjenitsyn, och han berättar:

“Det var den kvällen i slutet av april 1972 som min karriär som hemlig kurir åt Solsjenitsyn började. Den kom att vara i nästan två år, tills Solsjenitsyn greps och sändes i exil i februari 1974. Under denna tid hade jag ungefär tjugo hemliga möten med honom då han överlämnade material som skulle till väst (…) När jag kom till tillbaka till vår lägenhet efter det där första mötet, tog jag en titt på vad Solsjenitsyn hade gett mig. Han hade fotograferat av manuskriptet till sin Nobelföreläsning (…) Allt gick smidigt vid gränsen, och framme i Helsingfors kunde jag meddela min chef Hans Björkegren att “jag har post med mig från Moskva”. Vi beslöt att åka vidare till Stockholm där vi överlämnade Nobelföreläsningen till Svenska Akademien. Nobelföreläsningen offentliggjordes i svensk och internationell press i augusti 1972 (…) Det är en mycket stark text. Den väckte sensation när den kom ut, och den citerades världen över. Detta var första gången som Solsjenitsyn nämnde ordet “Gulagarkipelagen” och gjorde det känt. Han skrev bl a att “där blev det mitt öde att överleva medan andra – kanske med större begåvning och styrka än jag – gick under”.

Finns det anledning att tala om detta idag? Det finns särskilt stor anledning att göra det. Vi befinner oss mitt i ett civilisatoriskt skred. Det pågår över hela jorden. I Kina rasar striden mellan två väsentligt skilda vägar, i Indien, i hela arabvärlden, ja också i västvärlden.

Solsjenitsyn säger bland annat att “landsmän upphör att förstå landsmän”. Det är just det som sker i ett civilisatoriskt skred. Kommer vi att förstå varandra i Europa när islamismen befäster sina ställningar, antingen på grund av demografiska förändringar eller för att opinionen vägrar se betydelsen av detta och fortsätter att mumla om godhet och tolerans. Landsmän upphör att förstå landsmän i samma utsträckning som litteraturen fjärmar sig från varje betydande social och politisk motsättning och realitet.

Den kriminallitteratur som ockuperar sinnena och förslappar själva förmågan att tänka i Europa kommer att bidra till en försämrad möjlighet till politisk klarhet, analys och skapar istället en pseudo-bokmarknad som saknar varje ambition att vara nationens minne. Om litteraturen kommer att lida av “maktingrepp” (Solsjenitsyns ord) kommer den liksom pressen att verka med en inbyggd självcensur. Vilken makt som underkuvar den spelar mindre roll. Det är själva maktingreppet som är avgörande. Starka särintressen kan inskränka i lika hög grad som statliga myndigheter. En fri ande skapar fri litteratur. En rädd och underkuvad ande skapar skenlitteratur. (Se illustrationerne på link)

Fra den svenske kunstner Dror Feiler lød det klokken ti fra Ship to Gazas plimsoller m/s Estelle: “Vi bliver angrebet af israelere i internationalt farvand nu.” Aftonbladet gengiver den store fare han og den evige professor Mattias Gardell har befundet sig i. Har Gardell ikke et undervisningsarbejde arbejde at passe udover at være revolutionær? I mere internationale medier hedder det, at Estelle blev bordet udramatisk i israelsk territorialfarvand da det nægtede at adlyde ordre og skifte kurs. Om bord er og har været Vänsterpartister, socialdemokrater og Folkpartisten ovenfor – jo, det er Venstres svenske søsterparti. De siger alle nogenlunde det samme: “Der er for lidt retfærdighed i verden,” og hvis de ikke havde været svenske og norske, ville det have været påfaldende at gennemsnitsalderen på ‘søfolkene’ er 55 og ikke 18. Danske medier har ikke opdaget skibet m/s Estelle før i dag, selvom svenske har dækket det intensivt i uger. I dets last skulle befinde sig ‘legetøj og fodbolde’. JPost har ikke høje tanker om ‘vikingerne’.

The report follows the failure of diplomatic efforts to stop the ship, after Israel’s United Nations envoy Ron Prosor wrote UN Secretary-General Ban Ki-moon this week asking for international intervention to “stop the provocation” of a small ship sailing to Gaza. According to one official, the letter – which said the Vikings had a better moral compass than the passengers of The Estelle, expected to arrive near Gaza in the coming days – gave a publicity boost to the ship that is challenging the IDF’s naval blockade of Gaza.

“One ship does not a flotilla make,” said one official of the ship carrying what Prosor called “weekend revolutionaries” with “radical and extremist agendas.”Israeli Navy boards Gaza-bound ship ‘Estelle’. – IDF, Israel Defence Force: Navy soldiers board Estelle, currently leading it to Ashdod port.

Georg Igler deltog i mødet i EU parlamentet i juni, og også i det i Sverige berygtede ‘islamofobimøde’ i New York den 11 september. Der var ikke et øje, der bemærkede det i Danmark. Igler taler blandt andet om noget så sjældent, som en kunstner der insisterer på sin ytringsfrihed for enhver pris – Rowan Atkinson, Mr. Bean. Vi er nødt til at høre hans imponerende og morsomme argumenter mod ‘the outrage industry’ her:

Røde halvmåner på Dybbøl Banke

Sønderborg vil være kultur-et eller andet i år 2017. Nu flyver jeg ikke kulturelthelt så højt, men jeg er enig: det var et skrækkeligt slag vi havde med de muslimske horder der i 1864. Det er da godt at grænsen er væk, så de kan rejse ind uden at nogen slås. “Sønderborg tager et ekstra hop”, siger den kreative museumsinspektør i Sønderborg, og smiler over hele citronmånen(han kaldte i januar ledelsen i Dansk folkeparti for “Pias tre gauleitere.”) Det gjorde jeg også, hoppede. Hvad Peter Dragsbo vil blive kaldt, tør jeg slet ikke tænke på. Han er medlem af Det Radikale Venstre, hvad der i sig selv er ganske opsigtvækkende for en sønderjyde med tanke på partiets track record i grænselandet. Nu er han etnolog med speciale i forstæder og ikke historiker, så han kan måske ikke gøre for det.

Den 22. august 2017 går dansk og tysk Røde Kors sammen om at mindes det sted, hvor Røde Kors’ allerførste aktive engagement fandt sted, nemlig på slagmarken ved Dybbøl – for at tage en konfrontation med sårene efter krigen og markere Røde Kors’ første færd.Frivillige fra Røde Kors og borgere fra regionen skaber et levende projekt, når de skriver forsonende – eller konfronterende – ord på bagsiden af røde kors og røde halvmåner og anbringer dem på slagmarken som planter i jorden. Denne symbolske udbredelse af kors og halvmåner gør det muligt for mennesker at konfrontere sig med de smertelige følelser, som er karakteristiske for den dansk-tyske konflikt. Samtidig er den et symbol på de humanitære værdier, der ligger til grund for Røde Kors, nemlig at ”hjælpe mennesker i krise, hvem de end er, og hvor de end er”.

En hjemmeside gør det muligt for endnu flere mennesker at give udtryk for deres tanker om fred, forsoning og den rolle, Røde Kors og Røde Halvmåne spiller i skabelsen af neutrale områder til beskyttelse og hjælp for civile i konfliktzoner. Hjemmesiden afspejler det fysiske projekt med en virtuel grøn slagmark og virtuelle kors. De besøgende vælger et kors, tilføjer deres budskab og placerer det på den virtuelle mark. Sønderborg og Danmark konfronteres med sit gamle traume – Se videre på Hodja.

Læs mere »