18
dec
Seneste opdatering: 14/4-14 kl. 1730
17 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Mike Bloomfield (1943 – 1981) der kom fra en velstående jødisk Chichago familie, var 60 ernes helt store stilskabende superguitarist med rødder i Chichagoblues og John Coltrane. Han stod fadder til Eric Clapton, Jeff Beck og mange andre. Han hev bluesen ud af 30 og 40 ‘erne og plantede den fornyet fra 1962 midt i tressernes mainstream med inslag af indiske ragas og jazz, ikke som kompromis-pop som senere en kommerciel flødebolle som Gary Moore.

Ingen over og ingen ved siden af ham, indtil den dag i 1967, da han selv overværede Hendrix på Montery festivalen og hørte en ny helt ny stil og lyd. Bloomfield spillede med Paul Butterfield Blues Band, deres East West var en af de første plader, jeg købte. akkompagnerede Bob Dylan på Newport Folk Festival in 1965, da Dylan blev elektrisk, han spillede med på Highway 61 Revisited, Dylan ville fastansætte ham, han var den største i USA, men Bloomfield ville hellere være nummer et hos Paul Butterfield end en akkompagnerende nummer to hos Dylan.

Alberts Shuffle ovenfor er fra Supersession med Al Kooper i 1968. De jammer blot mens båndoptageren kører first take, det er 44 år gammelt og det står fuldstændigt dugfrisk i dag og stang sensuelt. Da der er gået et døgns tid, forsvandt Bloomfield sporløst og viste sig ikke mere. Han led af søvnløshed, og pladens anden side må gøres færdige med Stephen Stills. Den er mere forglemmelig. Vil man vide mere om hans korte, intense liv er filmen The Michael Bloomfield Story et must. Hele Supersession på You Tube.

Længslen efter friheden

En ven gennem ti år er fra Liverpool, og der skulle gå alle de år, inden jeg en passant på en biltur for en måned siden spurgte ham, om han muligvis havde været på The Cavern og høre The Beatles. “Jeg gik en klasse over John Lennon, og jeg gik på Art School med ham bagefter.”

Jeg tog en dyb indånding. Det kan ikke passe, hvorfor har du aldrig fortalt det? Fortæl! Lad mig lave et interview. Desværre, han ville gerne fortælle anekdokter nok, til at overbevise mig fuldstændigt om, at han ikke tog gas på mig. På resten af turen fortalte han om Lennons tante Mimi og onkel George, om hans nærsynethed, hans første guitar, hans måde at klæde sig, John Winston Lennon efter Churchill og detaljer man kun kan vide, når man har været drenge sammen, men han ville han under ingen og private omstændigheder sige noget offentligt deres barndom og ungdom. Jeg tiggede noget længere end normalt om et interview, men gav så op da han havde overbevist mig om sine grunde. Ombestemmer han sig, tager jeg en taxi til ham med det samme.

Da DR forleden havde sendt How The Beatles Rocked the Kremlin (BBC, 2009), sendte jeg ham den. Enhver der var så heldig at blive teenager sammen med The Beatles i Vesten, husker det med taknemmelighed, så gik det også over i et normalt leje, men at den forbudte dyrkelse af The Beatles havde disse proportioner i så lang tid i Sovjet, havde jeg ikke den fjerneste anelse om. Dokumentaren begynder med nogle bemærkninger om The Beatles betydning for unge i Sovjet, der kan lyde noget overdrevne, men når man har set den færdig, er man klar over, at de ikke er helt hentet ud af luften. Så stærk var frihedstrangen i en totalitært regime, i den grad blev et orkester fra Liverpool et symbol på alt det en ung bag Jerntæppet måtte savne.

Den slutter med optagelser fra Paul MacCartneys koncert på den Røde Plads i 2003, og det er intet mindre end Messias, der endelig landede på jorden med 40 års forsinkelse. Det er bevægende klip, og hvis man ikke bliver bevæget, kan man glæde sig over de fuldstændigt bedårende russiske kvinder. Bare en smagsprøve på stemningen: PAUL McCARTNEY IN MOSCOW RED SQUARE.BACK IN THE USSR. Jeg hiver The Beatles første LP ned fra hylden. Det er den amerikanske version Meet the Beatles!, der er lidt anderledes end den engelske, mit livs første LP.

0 0 votes
Article Rating


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

Subscribe
Notify of
guest
17 Comments
Most Voted
Newest Oldest
Inline Feedbacks
View all comments
trackback
8 years ago

[…] for Sale, Help! og Rubber Soul, 3. december 1965. Call me old-fashioned. Lad mig minde om min ven, som gik i skole med John Lennon i Liverpool, og senere på art-school,  men næsten som ikke vil tale om ham, fordi han ikke kunne lide ham og ikke vil tale dårligt om […]

Robert R
Robert R
9 years ago

Den side med Stephen Stills er i min verden ikke forglemmelig, den er simpelthen suplim! Efter min mening den bedste!

Allan Hansen
Allan Hansen
9 years ago

Sådan spiller man rock guitar! http://www.youtube.com/watch?v=VnqpOFcBiMM Om Eric Johnson: Teknisk set er Eric Johnson en af verdens bedste guitarister pt. Ligesom mig selv kommer Eric Johnson fra en klassisk baggrund. Han begyndte med, at spille klassisk guitar, da han var 10 år (så vidt jeg husker). Jeg begyndte med, at spille klassisk klaver, da jeg var 7 år. ( det var for kedelig – jeg ville heller spille fodbold og lege med piger). Men så kom The Beatles og jeg var solgt ´from day one. Efter, at havde plaget livet af min mor og far – fik jeg min første… Read more »

Allan Hansen
Allan Hansen
9 years ago

Sådan spiller man rock guitar!

http://www.youtube.com/watch?v=VnqpOFcBiMM

PFEP
PFEP
9 years ago
Reply to  Allan Hansen

Sweet 🙂

Bjovulf
Bjovulf
9 years ago

Er det kun mig, der har problemer med at komme ind på Snaphanen fra en alm. mobiltelefon ( altså ikke en smartphone )?

Det er begyndt for nyligt – ca. et par uger siden.

Jeg får beskeden: “Fejl – Problem ved læsning fra server.”
Siger det nogen her noget? 😉

PFEP
PFEP
9 years ago

Ups, det verkar som samtliga kommentarer har tagits bort, vaporized or whatever.
Kolla vänligen om det är nåt galet 😉

PFEP
PFEP
9 years ago
Reply to  steen

Hehe Steen, jag är ganska misstänksam efter att personligt haft dataintrång, fått stulit login med vidare och sett alster skrivna i mitt namn; Peer Pedersen, lite överallt.
Sånt är ganska skrämmande och oerhörd svårt att förfölja båda rent lagligt och teknisk, detta hända i 2010 och jag har idag VPN i syfte att stämma i bäcken.

En får tacka för en verkligen god blogg och såklart en eloge till alla kunniga skribenter.

PFEP
PFEP
9 years ago
Reply to  PFEP

Jag har aversion mot F*ckfacebok och Twitter, kan bättre leva med G+ då jag anser jag har mer kontroll överlag.
Sen är det jo så att ovannämnda förutom G+ verkar vara starkt övervakade av PK (samlingsbenämning för allt från media till myndigheter)…
Jag har själv en så kallad “smartphone”, men kommer nog fimpa eländet p.g.a. risken att bli komprometterad, det lär bli till att ladda upp min fina gamla Sonim X1 och leva utan rädsla att en toalettdykning havererar apparaten , en sk*tbra telefon för en tømrer som jag…

Hans Und
Hans Und
9 years ago

OT men dog noget der vil interessere blogholder.

S’pore: Fra fin karriere på uni til taxichauffør.

http://web.archive.org/web/20100104012750/http://taxidiary.blogspot.com/

Er kommet som bog, kommer snart som film.

Tim Pallis
Tim Pallis
9 years ago

Hi Steen! Du er rigtig nok tidligt ude med midten af tresserne. Kender du også “Butterfly Springfield” og “Pearls Before Swine” med Tom Raps. Dem hører jeg stadig. Tom Raps var musikernes musiker. Det er aldrig overgået. Jeg befandt mig indtil 67 på Thule Air Base. Der var en pladeafdeling i Base Exchange, som havde alle de gode ting i amerikanske udgaver. Hold kæft hvor vi berigede os.

PFEP
PFEP
9 years ago
Reply to  Tim Pallis

Jag har en del vinyl där är inhandlat på Thule Airbase, storebror, Jan Georg, aka George, var nog där samtidigt som du.
Ett par godingar från den tiden var med New Riders Of The Purple Sages jag fortfarande lyssnar på…

PFEP
PFEP
9 years ago

Ja vilka minnen från den tiden, Beatles var allt för välkammade, så det blev Stones Dylan och Rhytm&Blues för hela slanten, har 19 skivor med Al Kooper varav en del med Paul Butterfield där alla spelas flitigt, dock har jag digitaliserat rubbet i flac-formatet nu då det inte sliter på vinylen.

victor
victor
9 years ago

Jeg hørte en gang et interview med Paul M på BBC. Her fortalte han, at han havde givet sin far, længe ønsket, en tur til Sovjetunionen. Det var midt under Beatlemania og gruppen var så absolut ikke ønsket i Unionen af socialistiske Sovjetrepublikker. De eksisterede ikke. Men Pauls far tog altså afsted….og checkede altså ind på hoteller i Leningrad, Odessa og Moskva. Hvert sted skulle han udfylde gæstebogen, hvert sted kiggede portieren efter. McCartney. Liverpool. England… Og så kom spørgsmålet: ?. Yup. Det er min dreng. Hvis Sovjet-hotellernes service var kendt for at være dårlig, opdagede Pauls far det aldrig.… Read more »

17
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x