Et interessant portrÊt af Powell som gammel mand i 1995, nÞgen, fÄmÊlt, skarp, barberet ind til benet. OgsÄ hans kone, bÞrn og Margaret Thatcher medvirker. Genudsendt ved han dÞd i 1998.
Jeg minder endnu engang om den forrygende BBC dokumentar, der overraskende, overvejende giver Powell ret pĂ„ 40 Ă„rs dagen for Rivers of Blood talen: Weekendfilm: âBBC â Rivers of Bloodâ. Danmarks Radio ville ikke pĂ„ min opfordring rĂžre ved den, selvom den som tidsbillede er helt suverĂŠn. OgsĂ„ ganske nyploadet er Enoch Powell Interview Frost On Friday 1969 hvori han er 57 og pĂ„ hĂžjden af sin verbale veloplagthed. BemĂŠrk David Frost nĂ„r han minut 22.35 forsĂžger at latterliggĂžre, at Englands immigrantandel i Ă„r 2000 vil vĂŠre 5-7 procent af befolkningen. Den blev i virkeligheden cirka 10 % og her er Tony Blairs 4 millioner ikke nĂ„et at komme med. Powell undervurderede vĂŠksten i 1968-69. Det er en intens time fuld af skĂŠnderi og latter.
Dalrymple: “Trouble in Paradise”
“The Stockholm Riotts” 19-28 maj, der i virkeligheden omfattede mange andre svenske byer, er kun 11 uger siden, knapt tre mĂ„neder. Alligevel er det politisk og mediemĂŠssigt som i forrige Ă„rhundrede. Diskussionen af dem i Sverige dĂžde hurtigere ud end de sidste bĂ„l, det var som et lynnedslag og nĂŠste uge skinnede solen jo igen. Den sĂ„kaldt borgerlige (liberale) fortolkning af dem, forholdt sig som en radiografs kvarte fortolkning af et rĂžntgenbillede til en trĂŠnet radiologs: de kunne tage et billede, men de veg tilbage for at komme i nĂŠrheden af en diagnose.
Paulina Neuding, der endda skrev i Weekly Standard pÄ sikker afstand af DN-SVT tyranniet, turde heller ikke tage skridtet fuldt ud, som man f.eks. kunne se en canadisk journalist gÞre. Jeg forstÄr hvorfor. Min far var en rutineret lÊge pÄ et kÞbenhavnsk hospital gennem 40 Är. Da udvikler man et klinisk blik for hvilke patienter der kan tÄle at hÞre sandheden om deres sygdom, og hvilke der ikke kan. Patienten Sverige kan i udprÊget grad ikke. Hun vil vente i en illusion indtil det nÊste svÊre smerteanfald, og til sidst dÞ tungt sederet med en lÞgn i Þregangen.
Der er en anden tommelfingerregel, jeg har bemÊrket i omgang med den medicinske videnskab: Jo lÊngere den er fra at forstÄ en sygdom og kunne helbrede den, desto flere kure findes der mod den. Der var da ogsÄ kun kvaksalvere pÄ fÊrde i svenske medier. LÊgen Theodore Dalrymple sÞger dog sandheden, hvis man kan sige der er én, og fejer de falske diagnoser af bordet:
The six days of riots in Sweden last May, led by immigrant youth, were greeted in the rest of Europe with a certain quiet satisfaction. No one likes to have a moral exemplar held up constantly before him, and the riots suggested that the exemplar was not so exemplary after all.
Not without a certain moral grandiosity, and probably from a sense of guilt at its own good fortune, Swedenâor at least its political elite and its large social-democratic middle classâdecided to start accepting refugees from countries such as Iraq and Somalia, beginning in the 1990s. A gulf soon opened between the pays lĂ©gal and the pays rĂ©el. Officially, all was welcoming, generous, and equal; in reality, urban ghettos were springing up, with all their attendant problems. Perhaps Sweden has been generous toward its newcomers; by most European standards, the unemployment rate among the children of immigrants is low, though it is twice that of the general population and reaches 40 percent in some places. But generosity does not necessarily produce gratitude. Why do you hate me, goes the old Hindu proverb, when Iâve never tried to help you? [..]
The Left in all countries has sought to avoid understanding this. A Norwegian social-democratic newspaper called the riots a Swedish Arab Spring, thereby unconsciously revealing the racism of Norwegian social democrats. Arabs, Somalis: theyâre all the same. Meanwhile, in Great Britain, a Guardian editorial about the riots made me smile: âWhat worked for the asylum seekers of the former Yugoslavia in the early 1990s that has stopped working now for Somalis and north Africans? [This question] needs to be openly debated and honestly answered.â If there is one thing that we fear and attempt to stifle in Europe, it is open and honest debate. Theodore Dalrymple: Trouble in Paradise On Sweden, social welfare, and riots, Summer 2013.
Jag tittade pĂ„ hela Frost-intervjun och slĂ„s av hur olika de tvĂ„ Ă€r. För mig visar den tydligt skillnaden mellan en kĂ€nnande person (Frost) och en tĂ€nkande person (Powell). För tĂ€nkaren Ă€r fakta och ord av största vikt. För den kĂ€nnande spelar fakta och ord en ynderlydande roll, kĂ€nslan Ă€r vad som rĂ€knas. Den kĂ€nnande gör en tolkning och intar en position gentemot exempelvis Powell och invandring och försöker lĂ€gga ord i hans mun, som motsvarar tolkningen. NĂ€r tĂ€nkaren börjar frĂ„n början genom att definiera det centrala uttrycket, dĂ„ lyssnar inte den kĂ€nnande, utan försöker samma fula trick igen. Powell… Read more »
@ A. Lukas : Ja, sÄ lagde du sikkert ogsÄ mÊrke til, at Powell er meget konkret i sin argumentation, som baserer sig pÄ et fÞrstehÄndskendskab til vÊlgerkredsen i Wolwerhampton.
Frost har ikke noget berĂžring med det konkrete, og han kan slet ikke tro i 1969, at Powell oplever det, han gĂžr.
“10%” er ogsĂ„ et forkert tal, fordi det ikke er Det Der Er VĂŠrd At Vide. Det, der er vĂŠrd at vide er, hvor mange procent af den fertile del af befolkningen, der er immigranter/efterkommere. Det er dĂ©t tal, vi skal forholde os til. Og det hĂ„ber politikerne, vi overser (for at fĂ„ det til at virke bedre med deres andre smĂ„ beskidte kneb, sĂ„som at omtale immigranter som “minoriteter” og disses andel af befolkningen som statisk). Men man er jo sjĂŠldent firs, nĂ„r man indvandrer. – Allerbedst ville det vĂŠre at vide, med hvilken hast koloniernes fertile befolkning vokser.… Read more »