af Torben Snarup Hansen, historiker, lektor emer.

En kultur virker ved efterligning, assimilering og etablering af sædvaner, idealer og normer. Denne kendsgerning erkendes ikke altid, og det gælder i høj grad embedsmænd, akademikere og politikere, der i dramatisk målestok mangler viden om ikke-vestlige kulturer – i modsætning til f.eks. sømænd.

Disse uvidende lærere, socialrådgivere, redaktører og parlamentarikere tror, at alle kulturer passer sammen. De tror endvidere, at hvis der opstår problemer med immigranter, er årsagen dels dumme danskere, dels for få kvadratmeter boligareal eller for få penge, overført fra kommunen.

Dette er en vigtig årsag (men ikke den eneste) til, at det statsligt/kommunale bureaukrati gennem tre årtier stadig ikke fatter, hvad der sker, når forkerte indvandrere gives adgang til forsikringsselskabet Danmark. Det samme gælder de fleste andre vestlige velfærdsstater.

Læreren tager en skoleklasse med i zoologisk have. Der kommer en meddelelse: Lågen til løveburet står desværre åben! Det korrekte ordvalg giver læreren mulighed for at tage forholdsregler, der redder elevernes liv. Den indvandringspolitik, Vestens magthavere fører, er 1) at åbne rovdyrburet og 2) at meddele, at det er lukket, og at der ikke er nogen fare.

Grov kriminalitet, skyderier og utallige tilfælde af chikane, trusler og tølperadfærd er nu blevet hverdagskost i de vestlige velfærdsstater som en konsekvens af de herskende klassers naive immigrationspolitik. Hvorfor kan et såkaldt “videnssamfund” ikke foretage de nødvendige justeringer og undgå denne elendighed og vold, som forårsages af fejlplacerede immigranter?

Efter Anden Verdenskrigs afslutning i 1945 udviste Vestens herskende klasser i vidt omfang mådehold og rettidig omhu. Velstand, sikkerhed og stabilitet befordrede en gavnlig afpolitisering af samfundet (i modsætning til de totalitære massebevægelsers vanvid), og i flere stater forekom korruption stort set ikke.

Men de mange års fred og velstand har sløvet borgernes – samfundets – forståelse af at udvise rettidig omhu. De bemærkede ikke en orm, der gnavede sig ind i de statslige institutioner og efterhånden underminerede frihed, sikkerhed og velstand. Ormen – ormene – hed Gramsci, Lukacs, Adorno, Horkheimer og Marcuse. De var pionerer i en idéhistorisk kolbøtte: Frem til det 20. århundrede var næsten alt intellektuelt arbejde nært forbundet med et krav om frigørelse. Dette ændrede kommunismen (og i mindre grad nazismen, hvor der ikke blev tænkt ret meget).

Siden da har humaniora og samfundsfag, seminarer, skoler, medier og kirkelige organisationer været domineret af tyranniske ideologier som heterofobi, islamofili og klimareligion. Sproget og dermed undervisning og forskning blev hermed alvorligt kvæstet. Kritik blev afløst af politisk korrekt retorik og ensretning og foragt for faglig kundskab bredte sig.

Dette er baggrunden for, at beslutningstagerne i stat og kommune hverken kan eller vil meddele læreren og skolebørnene i zoologisk have, at lågen til rovdyrburet står åben. De – embedsmænd og politikere – har selv åbnet den, og nu vil de ikke indse, hvilke konsekvenser, dette fører til.

I Københavns gader bliver bøsser og jøder tæsket af arabiske imperialister. Hver dag foretages et røverisk overfald, og muslimske kvinder er i flertal på flere af krisecentrene, mens muslimske mænd er kraftigt overrepræsenteret i fængslerne. Dette kan ikke skjules, men alligevel forsøger en borgmester at redigere denne ubehagelige kendsgerning, og både politiledelsen og de fleste medier følger trop. Noget lignende foregår i andre lande. Frankrig og Sverige hærges af langt voldsommere ulykker med en tsunami af mord, voldtægt og røverier, men fortielse, fortrængning og censur af immigrationskritikere er langt værre end i Danmark.

Det handler ikke om “enkeltstående tilfælde” – heller ikke i Danmark. Det er krig. Dagens Nyheter rapporterede d. 25. marts 2006:

“När vi är ute på stan och rånar så krigar vi, vi krigar mot svenskarna”.

Denne krig slutter ikke næste år. Den er før-westfalsk i den betydning, at den ikke primært føres og organiseres af statslige myndigheder. Den føres af bander og klaner, der udtrykker deres målsætning med et religiøst ordvalg. De – det gælder også f.eks. tyrkiske og pakistanske krigere – promoverer en arabisk herrefolksmentalitet og aggressivitet.

Hvordan reagerer ikke-muslimerne? Stort set slår de ikke fra sig. En periode svarede USA verbalt igen med at erklære “krig mod terror”. Formuleringen var lige så absurd som f.eks. “krig mod bomber” eller “krig mod knive”. Hvem bruger bomber og knive? Hvem er fjenden? Er der krig uden fjender? Det mener USA’s nuværende præsident, som formelt har afsluttet “krigen mod terror” og forbudt USA’s efterretningstjenester at anvende “islam” som søgeparameter.

Fjenden er arabisk imperialisme, og i Danmark – hvor der er højere til loftet end i Sverige – foranlediges politikere indimellem til at erkende dette faktum. “Gå ad helvede til!” sagde SF’eren Villy Søvndal om nogle imamer, og senere tog Venstre-parlamentarikeren Inger Støjberg bladet fra munden og sendte følgende opfordring til islamistiske agitatorer: “Fis hjem til jeres taberlande!”

Det ser ud til, at Villy Søvndals bagland – med alle socialrådgiverne – ikke satte pris på hans spontane reaktion. Støjbergs melding har derimod stærkere klangbund i Venstre. Ved hun, at Danmark og Vesten er i krig? Tager hun sine egne ord alvorligt? I hvert fald blev de ikke skudt ned af partifællerne.

Men hermed blev der til vælgerne indirekte udstedt et løfte, som vil blive husket, når bilagene fra Lars Løkkes rejser er glemt. Det skal de arabiske imperialister nok sørge for!