Danske journalister om svensk journalistik og svenske journalister om sig selv

Sverige og Danmark er på mange måder to sider af samme sag, men ikke når det kommer til medierne. Der er milevid forskel på mediedækningen af flygtninge- indvandrerspørgsmålet i de to lande. Vi er med svenske journalister på arbejde og hører om dækningen af en af årets mest omdiskuterede festivaler: “We are STHLM”, hvor unge piger er blevet udsat for seksuelle overgreb. Imens reflekterer en stribe redaktører over dækningen af et af tidens mest følsomme emner.

Medvirkende er blandt andre Chang Frick, Lena Mellin, Aftonbladet, Anna Dahlberg, Expressen, Pia Rehnqvist, Sydsvenskan og Joakim Lamotte, en rød men trods alt sandhedssøgende journalist. Det er journalister, ikke filosoffer og derfor holder vi os også mest på overfladen. Kun Frick får kradset lidt mere i den, skønt han er en udpræget nyhedsmand.

Overfladen er også mest Poul Madsens gebet. Han mener f.eks., at “den svenske fortielse har ført til de mange ildpåsættelser på flygtningeboliger.” En noget luftig hypotese eftersom der ikke er nogen dokumenterede tilfælde, hvor en svensker har sat ild til dem, men derimod en hel del, hvor “flygtninge” selv har gjort det.

Poul Madsen aner kort sagt ikke hvad han taler om. Den ene replik, viser at han blot er en rutineret snakkemaskine: Det lyder af noget, nogen burde tage alvorligt, men det er ren varm luft. Jeg villle hellere have set nogle af de få danske journalister, der virkelig ved noget om Sverige. Jalving, Jespersen, Lillelund, Uhrskov, Frede Vestergaard og mig, hvis jeg altså ville optræde på TV, hvilket jeg ikke vil.

Der er ikke noget oversigtsbud på den revolution, der er sket med svensk demografi uden på noget tidspunkt at forelægge det for svenskerne. Der er ingen på bud på, hvor den har og vil føre landet hen. At det meget kritiske Chang Frick, der beskriver sig selv om “zigøjnerjøde”, er programmets mest gennemgående figur, fortæller en, at det er et dansk TV program. Han ville ikke komme i SVT.

Chang Frick fra Nyheter Idag er glimrende,  de andre svenske journalister lirer bare årtiergamle remser af, bortset fra Anna Dahlberg, der viser sin ‘version 2.0 side,’ der er et par år gammel. I MSM er hun gået foran, for alle andre er hun tyve  bagud. Hun er en overlever, hvilket Lena Mellin åbenbart mener, hun selv er blevet for gammel til. “Etnicitet er ikke vigtig”, som om der var nogen, der brød sig om hudfarve.

Det er løgn på småløgn med dem, det er de artige pigers morgenbøn, der ikke skal nyde noget af at gå forrest eller risikere politisk eller kollegiale tæsk. De er konservesdåser – hvis man vil tillade mig ordet, når nu Henry Miller kunne kalde kvinder for “dåser.” Jeg understreger “konserves” i ordet, i det jeg mener “konserverende kraft”, hvilket er stik modsat af, hvad de bileder sig selv ind. De har medvirket til at holde svenske politikere på en vanvidskurs i to årtier.  De er analyseret til hudløshed, og her optræder de så endnu engang med deres dyder og åndelige facelifts.

Et  ganske hæderligt program, men nok mest interessant for svenskere og danskere uden forudsætninger., hvorfor jeg også giver det plads som en slags service. Det er også interessant som et portræt af en branche i et vadsted, der følger med den herkende politiske vind til enhver tid. Fødte prostituerede vindbøjtler til enhver tid, der nu er lidt mindre sikre på sig selv, end de var i mange år. Foragten for dem er usvækket. De er politiske kommissærer, ikke meget andet. “Journalist” er falsk varebetegnelse.

Min vinkel er måske mere filosofisk. Jeg har taget alle detaljerne gennem 40 år, som jeg har ophobet, og konkluderet at Sverige har skudt sig selv en torpedo under vandlinjen. Spørgsmålet er kun, hvor længe det er om at synke og fortrøstningen over, at jeg temmelig sikkert ikke vil være i live, når det sker. Det er kun et bud, men jeg påstår, det er bedre funderet end de fleste.

 Kampen om sandheden: Sverige, min. 28:30