Jeg hører sjældent popmusik, hvis jeg kan undgå det, men her i juledagene har jeg set film. Jeg har ikke tv til at distrahere mig, så jeg har benyttet lejligheden til at drømme mig væk fra døgnets nyheder, der ligner hinanden, men bare værre og værre. Er det alderen eller tiden?

Jeg har genset alle Olsen Banden filmene, og opdaget, at jeg var for ung og prætentiøs, dengang de kom, til at se hvor geniale de er, jeg tøver ikke med at nævne Buster Keaton og Chaplin.

Jeg har set set koncertfilmen ‘Tower of Song: A Memorial Tribute to Leonard Cohen,’ hvorfra jeg har hentet popmusikkens største stemme med den jazzede frasering og den bløde, drømmende luftstrøm nedenunder, når hun ikke synger crescendo, canadieren k.d.Lang. Hvilken stemme. Hun er bare blevet bedre og bedre siden hun for tyve år siden sang  Crying med Roy Orbison.

Det måtte være hende af alle, der fik Hallelujah. Elvis Costello har også en gyngende, vrængende nyfortolkning af “The Future,” som nogle vil synes, er værd at høre. Måske er det meget godt at høre lidt popmusik, så man ikke bliver fikseret i alt for heftige fordomme. Eller bagdomme.

Udover det, har jeg blandt andet set A Fancy Piece of Homicide af den unge Joseph Varhola, der bærer Andy Warhols tjekkiske efternavn, en film noir fra Pittsburg om…søgen efter sandhed. Andy Warhol var forresten født i Pittsburg.  Og to nye, seværdige spillefilm og Coco Chanel og Edith Piaf.

A Fancy Piece of Homicide