Vi burde fjerne den kvindelige stemmeret  ironisk sagt. Islam har erobret svenske kvinder i 45 år. De ville erobres udefra af andre end deres kastrerede mænd, og det er de blevet. Det er seksuelt og dybdepsykologisk. Det politiske er en illusion. De har underkastet sig, og de nyder det. I Danmark hed det tyskertøser for 75 år siden. I retrospekt fik de en  meget civilliseret behandling. Deres afkom, der var helt uden skyld i mødrenes forrædderi, ikke så civilliseret.

(Natio, latin = født, en gruppe med fælles ophav og sprog som bebor det samme område.)

Ingrid Carlqvist er en uforfærdet, skånsk fighter. Hun kan være uforsigtig, hun kan stikke hånden i et hvepsebo – som hun f.eks. har gjort med nogle svenske jøders rolle i multikulturen, som er uomtvivistelig skønt også overdrevet – i et Sverige, der har et historisk, neurotisk forhold til jøder, hvad det også bør have.

Jødedom er fuldstændig betændt i Sverige takket være etablissementet selv. Det bliver ikke anderledes, folk er kulrede. I Danmark er jødedom ikke noget problem undtagens blandt få fantaster og importerede muslimer. Hent nogle flere, og få et større problem. Så enkelt er det.

At leve er at vælge

Ingrid lod som om, præmissserne ikke var sådan i Sverige. Hun ville kunne gå på vandet ligesom Tommy Robinson. Man kan lide det eller ej. Jeg kan.

Jeg har mistet venner på at støtte hende, det måtte bare så være sådan. Man tager sit parti, at leve er at vælge.  Her er mit foto af Ingrid og Mark Steyn i Bryssel i  EU parlamentet i 2012, men hun kom allerede blandt åndfæller i København i 2011.

Man omgås en dominanskultur – påtvunget af uvidende politikere – ved at dominere den

Når vi  altså takket være danske politikere i 35 år er nødt til det.

Hun er en svensk idealist, der tror hun kan bøje den trivielle virkelighed alene med sin vilje. Ballade opstår uvægerligt, men hvis der havde været flere som hende, ville Sverige ikke befinde sig i en tiltagende desperat situation. Hvis Sverige havde været rationelt og faktuelt i år 2000, havde der ikke været nogen problemer i dag.

Men Sverige er et feminint mareridt, selv mændene er kvinder, og ingen af kvinderne k/k, kan tumle de importerede patriarker, og de kommer aldrig til at kunne det, fordi de ikke kan forstå dem. Man omgås en dominanskultur, ved at dominere den.

Sværere er det ikke. Truer den med vold – og det gør den altid – svarer man med overvold. Ikke med kællinger m/k, børnehavepædagoger og en bøssoid justitsminister. Det er at trygle om nederlag.

Se hvordan Singaporekineserne omgås malaysisk eller indonesisk islam.  Det er vejen til fredelig sameksistens. Islam forstår magtsprog, ikke dialog. Dialog betyder “vi kan dominere dig,” og det er det værste signal, vi overhovedet kan sende til islam.

De har ingen erinding om katastrofen, derfor har de fabrikeret den kommende

De første kvindelige multikulturkritikeres tid i Sverige er ved at være ovre: Professor Kajsa Ekholm Friedman,  lægen Eva Bergqvist, dr. Ingrid Björkman, Gertrud Galster og Inger Siv Mattsson.  Eva Bergqvist er død. De andre er over 80 og nogle er over 90.

De var en intellektuel elite med rødder længe inden 1968, i virkeligheden uskikkede til at leve i det mentale og politiske Sverige, der opstod i 70 erne.

De af dem, der lever endnu, og som jeg har mødt, afskyr dagens Sverige af et sandt hjerte. De betragter deres landsmænd som imbecile, og produkterne af 1968 som skandinavisk Khmer Rouge. Det Sverige har ingen historiske erindring om katastrofen, og derfor har det fabrikeret den kommende. Deres intellektuelle forfædre var folk som Per Olof Enquist, Olof Palme, Birgitta Dahl og Jan Myrdal.

Nu er det de 40 og 50 åriges tur. De unge kvinder vil komme, når de ved egen hjælp har fået det slemt nok. Når tilstrækkeligt med hundredetusinder er voldtaget og chikaneret væk fra gadebilledet af den førmoderne masseimport har gjort deres hidtidige, privillgerede liv umuligt.

Alt er udsolgt,  alt har han forrådt. ‘Man tager sit Parti.’ Hvad vil det sige?

Jeg forstod det ikke, da jeg læste Adam Homo i gymnasiet. Men det var næppe meningen heller for 50 år siden. Meningen var, at jeg skulle have ord for det i dag. Hvis man ikke er udstyret med ord og associationer, findes virkeligheden og nuet ikke. Så er man kvæg, og det spiller ingen rolle for en, om man er på vej til ædetruget eller slagtebænken.

Der er noget sygt i politikken, der taler til det laveste i mennesker. I digtningen gør hver ny generation oprør mod den forrige. Det er ideernes og eksistensens oprør. Det er en stræben mod mere sandhed. I politikken sker det ikke, fordi politik handler om at sidde på det jordiske flæsk, at bevare magten, ikke at forbedre den, kun at konsolidere den.

Løkke er brugt og solgt. Politik er teater, ikke demokrati

Men vi får altså en magen til – se Kristian Jensen og Inger Støjberg, der  ikke skulle nyde noget af Marrakesh og have sine formandschancer spoleret af nogle ikoniske fotos. Hun er 45 år, og har ti år, inden hendes helt store karrierechancer er så modne, som Løkkes er nu.

Marrakesh var Løkkes jobansøgning. Hans bud på en alderdom, hvor han kan dø som vanvittigt formuende efter megen parlamentarisk kævl med politiske modstandere, han var nødt til at lade som om, han respekterede.

Som mangemillionæren Tony Blair, eller som den sammenlignelige Frederik Reinfeldt. Stræbere og opportunister, der var villige til at sælge ud af alt. Blair importerede 4 millioner fremmede i sine ni år som PM. Enhver politikers første hensyn, er sig selv. Det kan vælgere lige så godt indstille sig på. Se The Wonderful World of Tony Blair.

Man kommer ind som en hæderlig mand m/k, og ud som en løgnhals uden samvittighed. En psykopat. Betragt det menneskelige vrag, Lars Løkke er  i dag. Alt er udsolgt, og endda har han værdi på det syge marked, som er storpolitikken og de virkeligt riges. Alt har han forrådt, og nu er han jobmoden.

Næsten al politik stræber imod bureaukrati. Derfor må man som regel hellere foretrække en dum digter for en begavet politiker, hvor nødigt man end vil. Den begavede politiker vil bruge sin begavelse i dårskaben og selviskhedens tjeneste. Han er korrumperbar og kan ikke undslippe korruptionen, fordi den er indlejret i jobbeskrivelsen.

Mikael Wilgert er efter Janne Josefssons forsvinden blev Sveriges vigtigste interviewer. Ingen vil bemærke det, og ingen vil give ham priser og “guldbaggar” for det, for han interviewer ‘de forkerte.’ Han er ikke desto mindre hæderlighedens stemme i et svensk spejlkabinet af universel løgn og bedrag.