Politikere er som mafiosoer

(Fotos © Snaphanen, klik for helskærm) – Der er mange vidunderlige ting ved sommeren. Alle de smukke kvinder, snart er det svampesæson og der kan gå uger imellem, man af vanvare hører en politiker – de har ferie, hvilken lise! Morgon og flødestuvede kantareller, det er det virkelige liv.

En af de få, man gider høre på, er Henrik Dahl, der i dag er ærlig nok til at skrive Multikulti var en beklagelig misforståelse. Resten – hold ferie hele året! Jeg har ikke TV, jeg kommer ikke til “folkemøde” på Bornholm, den største gang konstruerede narrefisse, hvis man ellers undskylder mit sømands- franske.

Jeg går til yderligheder, for at undgå politikere, undtagen hvis jeg bliver inviteret på Christiansborg som fotograf. Min begejstring er mådelig i modsætning til resten af diskoteksfesten hos de poltiske ungdomsforbund og medierne. Jeg tænker, at de måske ikke kan gøre for det, og at de er som mafiaen: Vi laver problemerne, du betaler os for at foregive, at vi kan reparere dem. Inkl. livslang pension.

Jeg er demokrat, jeg afskyr alle politikere  næsten lige meget

 Jeg er i den fase, hvor jeg tæller på knapper om det overhovedet er umagen værd at stemme.  Jeg er demokrat, jeg afskyr alle politikere  næsten lige meget, men med undtagelser som Henrik Dahl.

Jeg betragter i realiteten flertallet af dem som landsforræddere, og hvis andre i Danmarkshistorien – i 1940, i 1864, i 1659 – havde gjort det samme som dem, var de gået over i historien som selvfølgelige sådanne. Det var ukontroversielt, men Lars Løkke kunne ikke lide at blive kaldt landsforrædder efter Marrakesh – men han forrådte os og viste sig som den lakaj for EU og storfinansen, som han er. Det er oprørende at sige det i dag, om tyve år er det alment accepteret: Løkke var en af talrige landsforræddere. Også han og hans parti holdt os hen med snak, imens de fortsatte menneskeimporten.

Endeløse krige

Vor tids forræddere lykkes antagelig med at smuksere sig som andet, end hvad de er.  Intellektuelt træge, danske vælgere skal se massive ulykker først, for problemer erkendes først, når de ikke mere kan løses. Se Sverige, hvor det er mange år for sent at fortryde den revolutionsagtige befolkningsudskiftning.

Politik er overvejende ansvarsfrit hærværk. Politikere skaber problemer, de er uden chancer for at løse, og de hæver en pæn gage på at foregive, at de kan. Disse politikere er, stærkt opmuntret af EU og FN, ved at realisere en utopi om en verden uden nationer og kulturer, og deres utopi kommer til at påføre Europa endeløse krige.

“It Hurts, Therefore I Am”

Man ser også mange tatoveringer i varmen, og hver gang tænker jeg på Theodore Dalrymple, der som psykiater har nogle betragtninger på et fænomen, der breder sig uden at nogen egentlig forsøger at forklare det. Jeg har været så svineheldig, at spise frokost med ham på Sankt Annæ Plads over for den svenske ambassade, et gyldent øjeblik fastholdt på nogle fotos.

Jeg har selv sejlet til søs i min mere kosmopolitiske ungdom omkring 1970, og jeg har aldrig følt mig fristet uden at jeg helt gjorde mig klart hvorfor. Skulle det have været, skulle jeg i al fald have været tatoveret af en japansk mester, ikke af en europæisk klamphugger, men det bliver ikke til noget nu.

Det er 49 år siden, jeg var i Japan som sømand. Jeg ville dertil, fordi min mor var født i Nagasaki i 1919. Der var langt til Nagasaki i 1970.

Jeg er ikke ung nok, og jeg tror ikke på magi og symboler. Det er også en ungdommelig ting, at den fysiske positur er så vigtig. Unge mennesker burde holdes fra politik så længe som muligt, med mindre de er genier.

Måske skulle de nøjes med at tatovere sig. Det skader ikke andre. It Hurts, Therefore I Am, Theodore Dalrymple