Leif Östling var chef for Svensk Näringsliv og Scania lastbiler i Södertälje. Han er kendt for sit udbrud “hvad Fanden får jeg for skatten.” Han taler også her om, hvor lidt gennemtænkt el-bilen er. Hans tanker om “en ukontrollabel situation i Sverige, hvor man må sætte militæret ind” findes fra minut 53:10, og de er endda noget på den forsigtige side, men han er 74 år og for gammel til at betale entré de anstændige. I en kristen kultur vil man gerne møde sin skaber uden en løgn på læben.  Se prof. Uffe Østergaard, reformeret under galgen.

“Tiden är knapp för att kunna lösa problemen”

Leif Östling anser att Sverige går att rädda. Det finns ett starkt fundament och en kreativitet i landet. Men det kan också sluta illa.Han får frågan om det går att få ordning på landets samhällsproblem inom tio år. “Det tror jag. Det får vi. Det måste vi få. För om det här fortsätter, då kan vi hamna i ett okontrollerat läge där vi kanske till och med får ta in vår militär och det blir krig inne i landet, i de här utsatta områdena, som det kallas, säger han i Swebbtv och påpekar att tiden är knapp för att verkligen kunna lösa problemen.” Leif Östling varnar för inbördeskrig i Sverige

Derriere Garden – de prostituerede

Se også Anders Borg ångrer liberala migrationspolitiken og Schulman: Statsminister Åkesson – det kommer att bli så. Svensk journalistik er på vild flugt fra det, de for ganske få år siden kaldte folk “nazister” for at kritisere. Politikere er på vej i sneglefart, men journalister er tidens mest vakse og følsomme vindbøjtler. Vil man kende vejrudsigten for dette døgn, er det i MSM det foregår.

Ingen vil fanges ladt tilbage med en delegitimeret multikultur, og alligevel opfatter de sig selv som avantgarde. Det er vor tids guddommelige komedie vi kan iagttage her fra den billige række. “All the world’s a stage”og jeg har åbenbart et Arte-abonnement. De siger, det er “teaterkunst”, men jeg kalder det nu “underholdning.” Pornoindustrien kalder sig også “erotik,” uden at vi ligefrem opfatter den som Højsangen. Porno er det græske ord for “prostitueret”, hvilket igen passer godt på mange af dem, der optræder på verdensscenen. Nogle er selvfølgelig bare lidt småt kørende, det er de nyttige idioter, og dem er der flest af.

Et etnisk selvmords anatomi

Sande venner, overfladiske bekendte, og folkefjender

Af prof. Helmuth Nyborg

Uoplyste og usolidariske europæiske folkeslag har længe stemt sig frem mod etnisk selvmord, og kun et politisk paradigmeskift eller militær undtagelsestilstand synes nu at kunne afværge en ulykkelig borgerkrig.

Under 2. Verdenskrig gennemgik min far, Kaj, og andre modstandsfolk en smertefuld proces, der brutalt sorterede sande venner fra overfladiske bekendte og egentlige folkefjender.

Som klassisk socialdemokrat kæmpede Kaj for frihed, demokrati, og arbejdernes og kvindernes rettigheder. Da så Nazisterne besatte Danmark i 1940, gik han aktivt ind i frihedskampen, selv om regeringen opfordrede folk til at angive frihedskæmpere.

Hans djærve valg sorterede familie og venner op i tre meget forskellige grupper. Sande venner, der forblev tro i kampen for fædrelandet og aktive frihedskæmpere.

Sammen kæmpede de heroisk mod højere mål på andres vegne, ganske som andre modstandsgrupper. Men de forblev få.

Andre forsikrede Kaj, at de naturligvis støttede kampen for fædrelandet, men kun når ingen andre hørte det. Det var lurepasserne, de overfladiske bekendte, der forblev tavse under krigen. De anede faren, men skulle ikke personligt have noget klinket; andre skulle jo nødigt tænke ilde om dem. De vågnede først til dåd, da andre havde sikret deres demokrati og frihed.

Vi har intet lært af fortiden.

Og så var der folkemajoriteten – eliten, politikerne, fjenderne. Mange ser klart faren, men prædiker fredsommelig passivitet og kompromisser sig frem, sammen med biskopper, pacifister, de radikale, og ængstelige medier. Industrien ser gode forretninger og penge lugter ikke.

Denne triste fortælling leder op til kronikkens pointe(r): Historien gentager sig nu. Vi har intet lært af fortiden. Lurepasserne og folkefjenderne befordrer endnu en totalitær besættelse, som denne gang leder frem til etnisk udskiftning.

Hvor Nazisterne besatte os i 1940, lukker de ansvarlige i dag frivilligt næsten 930.000 ikke-vestlige mennesker ind i landet, mange fra muslimske lande. Af de sidstnævnte ønsker 70 % demokratiet erstattet med en undervisnings- og kvindefjendtlig totalitær Sharia lovgivning, ifølge PEW Research Center, USA.

Dette fik undertegnede til at kandidere ved det nylige valg for et politisk parti, der som det eneste ser en effektiv løsning på disse problemer: Ærefuld hjemsendelse.

Mit valg aktiverede straks Kajs trylleformel. Først indløb gentagne realistiske mordtrusler fra herboende indvandrere.

Så opdelte omgangskredsen sig fluks i sande venner, overfladiske omgangsfæller, og folkefjender. Antallet af sande venner skrumpede dramatisk.

Adskillige overfladiske bekendte fastslog, at jeg var kommet i dårligt selskab, at jeg ikke kunne være det bekendt og at de ikke ville se mig mere. Andre skrev, at de nu kun ville besøge familien, når jeg ikke var hjemme, eller kun ville have konen på solo besøg. Forventelige invitationer udeblev. Små bitte ting, der markerer den sociale udstødningsproces, som faldt fader Kaj så tungt for brystet i 1940´erne.

Den nye totalitære fare

Den største gruppe viste sig at være folkefjender af ”Mere end Ibsenske” dimensioner–Det var faktisk den majoritet af velfærdsmættede agtværdige borgere, der stemmer på symbolpolitiske partier eller endog på indvandrervenlige støttepartier.

Disse folkefjender kan – eller vil – tilsyneladende ikke erkende den nye totalitære fare. De forstår ikke, at etnisk fjerne, målbevidste repræsentanter for et totalitært Islam, langsomt men sikkert erstatter etniske demokrater med yngre immigranter med højere fertilitetsrate (2.4 mod 1.8 i Europa, ifølge PEW Research Center, USA). De nærer tillid til fredsommelige kultur-muslimer og ved ikke, at Jihadister har definitionsretten. Fredsommeligheden er således utroværdig og gruppen er snarere en potentiel farlig femte kolonne, som terrorister bruger og Jihadister kan aktivere i krisesituationer. En fremsynet præsident Erdogan siger: Der et kun et Islam og frafald straffes med døden; muslimske kvinder i Europa skal have fem børn.

Folkefjender har hverken lært af krigen mod Nazismen eller Kommunismen

Folkefjender stemmer på en statsminister, der med sin internationale underskrift fremmer indvandring og straffer kritikere. Folkefjender fremmer støttepartier, der målrettet høster indvandrervenlige stemmer hos kontanthjælpsmodtagere i Ghetto-kvarterer. Folkefjender stemmer på et Socialdemokrati, der lover stram indvandrerpolitik og kun løsner på uvæsentlige punkter.

Europæiske folkefjender støtter den indvandrervenlige Europæiske Union og de Forenede Nationer, der mener, at Islam har en naturlig plads i Europa. Tyske folkefjender stemmer på en Merkel, der åbner sluserne for en million indvandrere.

Svenske folkefjender stemmer på en Löfven, der støtter den accelererende udskiftning af sit eget folk med ”Utrikesfödde”, hvoraf mange bandevis brænder, skyder, bomber, og voldtager sig frem – dagligt.

Folkefjenderne har hverken lært af krigen mod Nazismen eller Kommunismen. De isolerer også i dag socialt frihedskæmpende modstandere af en totalitær overtagelse. De støtter fortsat symbol-politikere og vandrer – som noget historisk nyt – blinde mod deres eget etnisk selvmord.

Kulturens nanotynde fernis

Flere demografiske fremskrivninger antyder, at kun et omfattende og hurtigt politisk paradigmeskift kan redde europæisk demokrati fra overtagelse, militær undtagelsestilstand, eller borgerkrig.

Folkefjenderne burde derfor nu, ufortøvet og uden lurvede kompromiser, støtte op om frihedskæmpere og parti(er?), der vil vende den accelererende totalitære overtagelse. Tidligere civilisationers undergang burde have lært dem, at kulturens nanotynde fernis kun lige dækker over helt anderledes barske evolutionære effekter af præhistorisk migration – også kaldet Kold Vinter theori.

En moderne Churchill kunne have sagt: ” Never have so few, had so many, to thank for so little”.

(Med venlig tilladelse fra 24 NYT) Foto: Prof. Helmuth Nyborg med Kim Møller i CEPOS 2013.)