Ulrik Høy er død

Det sørgelige budskab har nået mig, at Ulrik Høy døde i morges knap 75 år gammel. Han havde i mange år den klummen på bagsiden af Weekendavisen, der var avisens “alternative leder,” som Bo Bjørnvig skriver. Det første man læste i avisen, kort sagt. Jeg havde læst den, fra den hed Berlingske Aftenavis indtil 1971, og var en tynd sag i broadsheet, der opdaterede en på eftermiddagsnyheder. Nyhedsjunkies dengang i tresserne, fik kun et skud morgen, middag og aften. Resten af tiden overlod de verden til dens skæbne, og den overlevede. Så godt som.

En dag jeg mødte ham, spurgte jeg om pseudonymet bag hans forgænger Borgvægteren virkelig var min gamle rektor Jørgen Stegelmann,  “Jo da, og jeg har haft klummen i seksten år, det svarer til livstid uden prøveløsladelse.”

Stegelman var teolog og åndsbeslægtet med Høy, og det var meget tys -tys at hans alter ego rasede ud i Weekendavisen i årevis. Måske var det lige stramt nok for Stegelmanns forbindelser med kongehuset, hvem ved?

Med den slags favoritter måtte det jo gå galt for mig, kunne man forudse. Da blev vi bekendte med berøringsflader, og han inviterede mig med til sin 60 års fødselsdag i 2005, hvilket ikke var en særlig kedelig begivenhed.

Lyrik, sarkasme, forførelse, satire

Høy havde så mange strenge at spille på, at det var sørgeligt at se ham fyret af en ny og mere etablissements- og karriereglad chefredaktør. Den lyriske og sarkastiske side er ikke enhver politisk skribent forundt.

Høys sætninger changerede med så mange over- og undertoner. De kunne forføre, og det er der ikke så mange skribenter, der kan. En Mogens Rukov kunne. Rifbjerg kunne, men vi ved, hvad han brugte sin forførerevne til.

Høys sorte, satiriske sjæl elskede demonstrationer, helst Hizb ut- Tahrir, og man kunne møde ham i de ejendommeligste forsamlinger. At Berlingske har kunnet fyre skribenter som Høy og Hedegaard, siger noget om pressens forhold til gudsbenådede originaler, der  tager borgerlighed aldeles alvorligt. De er en kun lige tålt niche i “den borgerlige presse.”

Skrivningen bragte tiden til standsning

Lad os mindes ham med et af hans veloplagte indlæg fra seneste valgkamp. Han var da temmelig sygdomspræget, han kunne ikke se med det ene øje og næsten ikke med det andet, men absolut intet i teksten røber mod hvilket besvær, han skrev. Hans liv var at skrive, og det var som om, han glemte sit fysiske hylster, når han skrev. Skrivningen bragte tiden til standsning.

Et af højdepunkterne var Ulrik Høy: Kære venner – tak, som jeg postede fra båden til Oslo, hvor jeg skulle til middag med en anden kætter, Steve Bannon. Jeg tiltrækkes også af uglesete forsamlinger, det er bare at konstatere.  Dette skulle blive det sidste, han skrev offentligt. Rubrikkerne fandt jeg på i farten. De andre indlæg fra hans valgdagbog finder man her.

Berlingske skriver nekrologen: Han var Kirsten Birgit, langtid før Kirsten Birgit blev opfundet. I Weekendavisen hedder det Det virtuose jordskælv og Bo Bjørnvigs Platuglen. Denne fra valgdagen, henhører nok under det ustyrlige, der fik apparatchikken Krasnik til at fyre ham. Nu ved vi igen, hvor vi har Weekendavisen:

Ulrik Høy: Stram Kurs!

Langelinje på valgdagen.  © Snaphanen.dk, klik for helskærm

Den Danske Bangebuks

Ja, hallo, jeg stemmer på “Stram kurs” og Rasmus Paludan, for han er den bedste skandale i mands minde og en storslået inspiration for Den Danske Bangebuks, der jo skræver vidt fra venstre til højre og hen over midten af dansk politik.

Med Paludan i Folketinget får vi konfrontationen med muslimerne og deres alt for mange slatne medløbere og venligboere. Konfrontation ja, og hellere i dag end i morgen og overmorgen.

Til eksempel: Sammenligner vi København med Berlin, så er den tyske hovedstad hærget af kriminelle klaner med arabisk baggrund, og myndighederne blander sig helst udenom. Så vidt er det ikke kommet i København, men Den Danske Bangebuks vil givetvis gøre alt for at blande sig uden om, selvom forholdene skærpes.

Eksempelløst modigt – og temmelig vanvittigt

Alt det har Rasmus Paludan pillet ved. Ene mand er han gået op mod strømmen. Ene mand siger han det, vi andre tænker, siger og skriver uden den store lyst til at legemliggøre det ved en decideret byvandring. Det er eksempelløst modigt – og temmelig vanvittigt – og netop derfor et eksempel til efterfølgelse.

Tænk, om politikerne havde grebet Paludans ord og gjort dem til deres i den sidste valgdebat. Det koster 35 milliarder kroner om året at subsidiere muslimske indvandrere, og det reelle tal er sikkert tre gange så stort. Det er ikke blot mange penge, det er abnormt mange penge, og det abnorme får kun næring af partiledernes vægring ved at komme Paludan i møde.

De turde ikke. Den formentlig snart afgående statsminister Løkke kunne snildt have grebet det i luften og sagt de forløsende ord: dette valg er et udlændingevalg, det handler om snyltere og bedragere, det handler om kriminelle indvandrere, det handler om arabiske kvinder, der skal tvinges ud på arbejdsmarkedet, det handler om kriminalitet og asocialitet på alle hylder, det handler om en modbydelig tankeverden med et groft potentiale af voldelige konflikter, som vi endnu kan nå at stoppe, og Rasmus Paludan har virkelig rørt ved noget, som tvinger os til at handle. Hellere i dag end i morgen.

Hele og halve borgerkrige  til efterkommerne

Sådan cirka kunne Lars Løkke have sagt, og de øvrige partiledere applauderet, men de gjorde det ikke, for de er bangebukse alle til hobe, der generøst sender hele og halve borgerkrige videre til efterkommerne.

Rasmus Paludans eksempel står ellers lysende klart: Omgivet af politi til værn mod horder af autonome venstrefascister, fjendtligt sindede indvandrere og almindelig dansk skræk og rædsel har han legemliggjort det eneste virkelig store problem i dette land: masseindvandringen fra den muslimske verden, der har sat sit præg på ikke alene rigets hovedstad, men alle større byer i Danmark.

Sammenlignet med det blegner alle andre problemer, for intet andet politisk emne er så inficeret af perverse æresbegreber. Normering i børnehaver? Flere varme hænder til ældreplejen? Flere penge til “vores allesammens sundhed”, som det kælent hedder på TV? Større arveafgifter til folk, der bestiller noget og er en pryd for nationen?

Der er et og kun et afgørende problem i  Danmark, og det er muslimsk masseindvandring

Nej, det sidste er ikke inficeret på samme måde. Det er bare tyveri, det er konfiskation, staten som den største tyveknægt af alle, men der er ikke borgerkrig gemt i det. Kun kold foragt for regimet, det demokratiske regime.

Der er hverken vold, kriminalitet, pøbelkultur eller morderisk hævndrama i det. Som i den arabiske verden, som i den muslimske verden, som i Berlin.

Så her er vi. Der er et og kun et afgørende problem i dagens Danmark, og det er masseindvandringen fra den muslimske verden og det utal af problemer, det afføder.

Her kan Danmark gå foran, mens tid er, og Rasmus Paludan viser hvordan.

Stram kurs! Ulrik Høys Dagbog 19, den 5. juni 2019

Se også Uwe Max Jensen: Islamisering eller Stram Kurs valget er dit