Af Tim Pallis

Civilisatorisk harakiri at invitere islam indenfor

Den klassiske marxisme handlede om klassekampens opdeling af samfundet og proletariatets endelige sejr og udslettelse af borgerskabets ”tyranni”. Nu til dags er der stadig folketingsmedlemmer på tinge, som har drømmen om en kommunistisk samfunds utopi efter udslettelsen af vort borgerlige samfund.

Lige siden Karl Marx (1818-1883) og Friedrich Engels (1820-1895) udgav ”Det kommunistiske manifest” i 1848, har kommunister støttet enhver revolutionær bevægelse. Hadet til det borgerlige samfund er fundamental. Kommunister støtter alle lande og organisationer, som hader Vesten. Og da islam også er en sådan religiøs-politisk organisation, støtter de også islams ønske om at dominere det kristne Vesten.

På et initiativ af Vladimir Lenin (1870-1924) blev der holdt et møde på Marx-Engels Institut i Moskva, hvor man etablerede en international marxistisk kulturrevolution. Han sagde: “Giv mig blot én ungdomsgeneration, og jeg vil ændre hele verden.”

Den vestlige civilisation er en stinkende kultur

Til stede var bl.a. den ungarske marxist Georg Lukacs (1885-1971), som udviklede ideen om “revolution og eros”, hvor han beskrev, hvordan seksuelle instinkter kunne bruges som destruktive instrumenter. Det er i dag blevet realiseret af den kulturmarxistiske identitetspolitik med intersektionalitetsbegrebet.

Til stede var også Willi Münzenberg (1889-1940), som foreslog, at organisere de intellektuelle til at fremstille den vestlige civilisation som en modbydelig stinkende kultur. Hvis man bliver pisset på, stinker man. Kun hvis man er i stand til at forråde alle værdier og gøre livet umuligt, kunne man indføre proletariatets diktatur.

George Lukacs (1885-1971) så Frankfurterskolen som svaret på spørgsmålet: ”Hvem skal frelse os for den vesterlandske civilisation?” Han var overbevist om, at den eksisterende kultur skulle destrueres, for at den nye marxistiske kultur kunne realiseres. Deri ligner nymarxismen den islamiske kulturpolitik.

Frankfurterskolen arbejdede på at skabe en ny kultur, som skulle øge befolkningens fremmedgørelse. Det er den egentlige betydning af multikulturel diversitet. Som Walter Benjamin (1892-1940) sagde: ”I skal ikke bygge på de gode gamle dage, men på de dårlige nye.”

Den lange march gennem institutionerne er gennemført i Sverige

Den italienske kommunist Antonio Gramsci (1891-1937) sagde, at der var behov for en lang march gennem institutionerne, før der kunne være tale om en virkelig revolution. Det skulle være en gennemgribende ændring af regeringen, det juridiske system, militæret, uddannelsessystemet og medierne. Denne march er i dag gennemført i Sverige.

Frankfurterskolen udviklede en såkaldt kritisk teori, som skulle kritisere borgerskabets intellektuelle parnas på en sådan måde, at de blev pillet ned af piedestalen. Det drejer sig om at kritisere samfundets modsigelser og mangler og derefter konstruere og etablere alternativer. Således skulle man erstatte det eksisterende samfund med et nyt.

Der blev skabt en række ideologiske metoder, som skulle sætte en kritisk kile ind i det borgerlige samfund. Det blev kaldt kritisk teori, kritisk dialog, kritisk journalistik, kritisk debat, kritisk samfundsforskning og kritisk tænkning.

Falsk bevidsthed og fake news

Frankfurterskolens leder Max Horkheimer (1895-1973) opfattede denne kritiske teori som et hjælpemiddel til at forstå sandheden (den marxistiske) ved hjælp af en gennemgribende kritik, som skulle afsløre forskellen mellem den borgerligt accepterede sandhed, som i virkeligheden var en falsk bevidsthed, og den virkelighed, som marxisterne opfattede som den egentlige sandhed.

Al snak i vor tid om ”fake news” har sine rødder i denne forestilling om falsk bevidsthed. Max Horkheimer sagde:

“Revolutionen foregår ikke med våben, men vil ske gradvist stigende år efter år, generation på generation. Vi vil lidt efter lidt infiltrere deres uddannelsesinstitutioner og deres politiske kontorer og langsomt omdanne dem til marxistiske enheder, som vi nærmer os kulturmarxismens tro på, at alle mennesker er lige.”

Den kritiske teori havde et meget praktisk tilsigte og Habermas (født 1929) opfattede den kritiske teoretiker som arbejderklassens psykoanalytiker, fordi problemer med hensyn til sproglige formuleringer ligner menneskers mentale problemer. Denne tankegang er begyndelsen til det politisk korrekte sprog.

Alliancen mellem kommunister og uintegrerede migranter

Habermas, som hørte til anden generation af Frankfurterskolens nymarxister i 1950´ernes, gik ind for en altomfattende kritik – et angreb på hele det vesterlandske samfund. Derfor opfattede han de, der var mest udsatte og mindst integrerede i samfundet som de, der måtte være mest interesserede i at tilslutte sig en revolutionær forandring.

De uintegrerede og såkaldte udsatte skulle derfor politisk radikaliseres og virke i indflydelsesrige stillinger i samfundet. Det var det den kritiske teori også kunne være et middel til at realisere. Her ser vi igen en forklaring på den alliance, der hersker mellem kommunister og de uintegrerede migranter fra Mellemøsten og Nordafrika.

Den destruktive kritik foregiver at være videnskabelig

Herbert Macuse (1898-1979) og Habermas og andre mere moderne filosoffer i Frankfurterskolen begyndte at ændre deres revolutionsretorik fra den bombastiske klassekamps udtryk til en mere spiselig sprogbrug som frigørelse, demokrati, retfærdighed og tolerance.

Men deres destruktive kritik, som foregiver at være en videnskabelig analyse af alle aspekter af Vesterlandsk kultur, kristendom, kapitalisme, familie, moral, tradition, patriotisme, konservatisme og nationalisme, er og bliver en metode til udslettelse af den vesterlandske borgerlige civilisation og frembringelse af en kommunistisk revolution.

I årevis har venstrefløjen forsvaret besynderlige dobbelte standarder med hensyn til religiøse anliggender. De dyrker en antipati for landets kristne arv, som de mener er bagstræberisk og patriarkalsk, mens de imødekommer islam med åbent sind og uvidenhed.

I overensstemmelse hermed siger den “politiske videnskabsmand” Pierre Manent, som er professor ved skolen for avancerede studier i socialvidenskab i Paris:

”Europæisk stolthed eller europæisk selvbevidsthed afhænger af afvisningen af europæisk historie og europæisk civilisation! Vi ønsker ikke at have noget som helst at gøre med de kristne rødder, og vi ønsker at være perfekte med hensyn til at byde velkommen til islam.”

Oversvøm de udviklede lande med ulandsmennesker

En anden franskmand – eksistentialismens fader – Jean-Paul Sartre (1905-80) sagde:

“Oversvøm de udviklede lande med ulandsmennesker, så landene kan destabiliseres og nedbrydes. Derved beredes vejen for den store røde revolution.”

Den nymarxistiske ideologi drejer sig om at skabe et nyt menneske og en ny kultur, fordi de ser det borgerlige samfund som politisk undertrykkende med ulighed, uretfærdighed og racediskrimination. Men før man politisk kan gennemføre en ny revolutionær samfundsorden, må man allerede nu indføre en ny identitetspolitik, kønspolitik, og en racepolitik med feminisme, LBGTetc. rettigheder og et nyt proletariat fra Mellemøsten og Afrika.

Anti-racismen og det hævede nazikort

De ulidelige beskyldninger om racisme af centrum-højre politiske meninger er på børnehavestadiets “det man siger er man selv”. Denne såkaldte anti-racisme med et hævet nazikort i ny og næ viser en imbecil modstand mod at fatte, hvordan tingene egentlig hænger sammen hos andre kulturfolk. Det er alt for let blot at hævde, at den menneskelige natur er ens for os alle – vi er alle i familie med hinanden og er brødre og søstre. Men det er vi ikke.

De forskellige menneskesyn, kulturer og religioner er vidt forskellige og meget fremmede for hinanden. Vi kan ikke per ideologi leve sammen med alle og multikulturen er en kommunistisk tvangsforanstaltning for at kunne skabe et nyt menneske i et nyt samfund. Det er en illusion, som aldrig kan realiseres.

Massemedierne er enige om, at det er højreekstremt at sige, at multikultur er skadeligt og undergravende for vor europæiske civilisation – det kan blive Europas undergang for at tale med Douglas Murray.

Universiteterne er hentæret af venstreorienteret tankegods

De fleste universiteter i verden i dag er hentæret af en venstreorienteret indoktrinering med kritisk teori, post-modernisme, utopisk tænkning, konstruktivisme og post-kolonialisme og nymarxistisk identitetspolitik.

Ønsket om at nedbryde nationalstaterne har været en integreret del af både den marxistiske og den liberaldemokratiske ideologi siden Jürgen Habermas (1929 -) skrev ”Citizenship and National Identity: Some Reflections on the Future of Europa” som et essay i ”Theorizing Citizenship” udgivet af Ronald Beiner, State University of New York, Albany, 1995.

Sagt i en nøddeskal er kulturmarxismen en anvendelse af marxistiske mål på kulturen i stedet for på økonomien. Den udvider den marxistiske klassekamps undertrykker/undertrykt paradigme til at omfatte andre marginaliserede grupper på andre områder som f.eks. race og køn. Således er de ikke-hvide undertrykt af den hvide mand. Homoseksuelle er undertrykt af heteronormativitet. Muslimer er undertrykt af kristne osv.

Dekonstruktion af det konventionelle samfund

Kulturmarxismen handler i sidste ende om at dekonstruere det konventionelle samfund ved at angribe det på alle kulturelle fronter, herunder omskrivning af historien, underminering af kristen spiritualitet og tro og især nedbrydning af traditionel moral.

Formålet med kritisk teori er at kritisere, ubarmhjertigt og destruktivt, ethvert aspekt af det vestlige samfund ved hjælp af, hvad de kalder sociale emancipatoriske strategier.

Venstrefløjen afviser alle bekymringer om kulturmarxisme ved at hævde, at vi ikke forstår den. Det er et meget komplekst intellektuelt socialpolitisk fænomen, som ikke kun er kulturmarxisme, men også en postmodernisme og poststrukturalisme, som faktisk alligevel står på skuldrene af marxismen. Men de påstår, at man ikke behøver at være marxist for at være postmodernist. Det giver lidt ekstra stemmer.

Maskulinitet er kernefamiliens beredskabs ånd

Nøglen til fremme af denne marxistiske kulturrevolution er, hvad Marx kaldte familiens afskaffelse, fordi familien er menneskehedens grundlæggende elementære bånd, og det bedste forsvar mod totalitær statskontrol. For at ødelægge familien har venstrefløjen i årtier ført kampagne for at nedgøre ægteskab og moderskab, tilintetgøre kønsforskelle og en delegitimering af traditionel maskulinitet.

Hvorfor er svækkelsen af mænd egentlig så afgørende for denne strategi? Det er fordi, maskulinitet er kernefamiliens beredskabs ånd. Den er den dynamiske, til tider aggressive, uregerlige og individualistiske energi, som driver mænd til at bygge op, udforske, forsvare og kæmpe, og til at modstå underkastelse og modstå fremmed dominans og middelmådighed.

Det er også en energi til at påtage sig økonomisk stabilitet og fremgang, personlige friheder og ansvar i modsætning til de feministiske fællesskaber, der foretrækker NGOernes og kommunens bedragerisk sikre rum. Hvad gør man i kollektiverne? Man undergraver den individuelle mandsrolle ved at angribe mænds roller som fædre, ledere, og heteroseksuelle ægtemænd.

Venstrefløjens inficerende virus

Kulturmarxismen er en kvælende konformitet, en totalitær ideologi, der ribber os for vor individualisme og eliminerer vor fædrelandskærlighed. Den eneste måde hvorpå vi kan overvinde venstrefløjens inficerende virus er, hvis vi indrømmer den situation, som vi faktisk står midt i.

Jeg er dybt optaget af at forstå venstrefløjen, og hvorfor den er allieret med islam. Ikke alene er den allieret, men den deler i stor udstrækning de samme mål og giver sig af med den samme taktik og strategi for at opnå disse mål.

Islam fortæller os, at vi alle er født muslimer, og at det er i vor egen interesse at underkaste os shariaens religiøse, familiepolitiske og storpolitiske love. Nymarxisterne fortæller os, at vi skal gøre nøjagtigt det samme og indrette os efter den dialektiske og historiske materialismes love og kulturrelativistiske politik.

Den ebionitiske kristendom er proto-islam

”Min fjendes fjende er min ven.” Venstrefløjen har altid hadet kristendommen, og Islams fjender er enhver anden religion. Islam afviser treenighedslæren, Kristus guddommelighed, korsfæstelse og genopstandelse. Det kommer af, at islam ifølge den nyere koranforskning står på skuldrene af den ebionitiske kristendom, som var en slags proto-islam.

Fra det 4. til 6. Århundrede spredte den jødiske “Jesus-bevægelse” ebionitismen sig over hele Syrien, Mesopotamien og Arabien. Ebionitterne afviste de fire evangelier og troede på, at Jesus som jøde fastholdt de love, der var etableret af Moses.

Lingvistikforskeren Christoph Luxenberg har argumenteret for, at de ældste dele af Koranen oprindeligt var et kristent liturgisk skrift, en gudsjeneste-bog, skrevet på Aramæisk.

Den ebionitiske form for kristendom dannede altså det læremæssige grundfjeld under det, der senere blev kendt som islam. Man kan derfor sige, at Koranen oprindeligt var en ebionitisk religiøs tekst, og at det først var under den første umayyade-kalif Muawiya (602-680) at bogen blev omskrevet til arabisk – en omskrivning, der ændrede betydningen af mange passager.

Den ebionitiske kult var dogmatisk set næsten identisk med islam; den anerkendte mosaisk Lov med alt, hvad den indebar af omskærelse, halal/kosher mad, skilsmisse, stening for utroskab osv. De betragtede Jesus som en profet, men ikke som Guds Søn.

Civilisatorisk harakiri at invitere islam indenfor dørene

Lad os nu gå tilbage til de selvretfærdige farisæere på venstrefløjen, som i deres had til kristendommen og den vesterlandske kultur er ved at begå civilisatorisk harakiri ved at invitere islam ind i vor kristne verden som politisk hjælper og på den måde inficere det borgerlige samfund med endnu en dødelig virus.

Den liberale protestantisme var allerede i midten af 1900-tallet blevet grundigt sekulariseret. Mange liberale protestanter var som Lenins “nyttige idioter” kommet under indflydelse af marxistisk tænkning og havde gjort sig til talsmænd for tanken om at arbejde sammen med kommunister til gavn for de “udsatte”. Mange katolske præster og teologer blev også trukket i den retning.

Deres prædikener eller “homilier” handlede om nødvendigheden af at kæmpe for social retfærdighed. I Latinamerika blev denne kamp til krig mod overklassen. Overalt blev kaldet til et helligt liv erstattet af “social aktion”. Derfor blev forestillingen om noget mirakuløst eller hinsidigt bagatelliseret eller benægtet.

Kirken er inficeret med marxisme

Den katolske kirke blev i og med Det andet Vatikanerkoncil inficeret med tidens sekulære ånd, som var den progressive, socialistiske indstilling. Kristendommens skulle nu bygge retfærdighedens himmel her på jorden snarere end at forberede de troende til liv efter døden.

Da Frankfurterskolens marxistiske ideologer foreslog en march gennem Vestens institutioner omtalte de ikke kirken, men det behøvede de sandelig heller ikke, da kirkens egne teologer frivilligt tilsluttede sig marxismen. Den katolske kirke er derfor nu en del af de venstreorienteredes progressivitet, især efter den marxistiske pave Francis indsættelse i pontifikatet. Han erstattede den islamkritiske pave Benedict, som blev gået af den globale elite. Michael Thestrup skriver:

“Gennem december misbruges juleevangeliet ofte af præster, journalister, politikere og andre indvandringslobbyister til at legitimere masseindvandringen af personer uden demokratisk tradition, kristen kulturbaggrund eller kompetencer som efterspørges på det danske arbejdsmarked”.

Kristendommen har sammen med den herskende globale venstreorienterede og liberal-demokratiske kultur inviteret islam indenfor dørene som alliancepartner for at fremskynde vor ældgamle europæiske kulturs forfald og undergang. Det ligner Romerrigets fald – et Europa med stigende intern vold, på randen af en borgerkrig inficeret af to dødelige vira.

Tidligere artikler af Tim Pallis på Snaphanen

* Tim Pallis har uddannet sig selv med lidt hjælp af japanske zen mestre. Han har skrevet et par bøger om zen buddhisme og mange artikler i ind og udenlandske tidsskrifter. I mere end 30 år var han ansat på Det kgl. Bibliotek og var medstifter af Zen Buddhistisk Forening. Han var i bestyrelsen af Dansk Japansk Selskab og medlem af Buddhistisk Forums tidsskriftudvalg. I 1970 traf han sin japanske kone på verdensudstillingen i Osaka. Siden har han jævnligt haft sin gang i Japan og har boet i Kyoto det meste af tiden. Tim Pallis har praktiseret zen i flere forskellige templer og gør det stadig. Han er ikke en zen lærer i traditionel forstand, men forsøger gennem sit forfatterskab og som foredragsholder at formidle en introduktion til zen, zen æstetik og sammenlignende mystik.

Se Gunnar Sandelin skrive om artiklen Kvinnor hotar det fria ordet vid högskolorna

Som jag har sagt förut: det blir kvinnorna som får det västerländska välfärdssamhället på fall. Kvinnor, särskilt unga, röstar för öppna gränser i betydligt större utsträckning än män. Och därmed för att Sverige blir ett farligare och fattigare land. Särskilt för de efterkommande.
Kvinnor vill generellt sett ha konsensus och är mindre benägna att acceptera avvikande åsikter som stör gruppens samvaro. Därför ansluter de sig i högre utsträckning till “värdegrundsterrorn”.
Feminismen, som den har utvecklats med sitt långvariga söndrande mellen könen, sitt feminiserande och skuldbeläggande av den västerländske mannen, är vår tids trojanska häst. Visst är verkligheten mer komplicerad än så, men detta är ett mycket viktigt, underskattat och nedtystat ämne. Som naturligtvis inte handlar om alla kvinnor…