Her er den nye landeplage som snart vil finde vej til Danmarks Radio.  Jeg forstår, at Morten Østergaard er ved at lære dansetrinene, så han kan optræde med dem ved næste valg. Lars Hedegaard

Ti pointer om indvandring
Af Realisten

Faste læsere af denne blog vil vide at jeg sjældent skriver de mest optimistiske indlæg, men at jeg i større grad er realistisk – og måske endda pessimistisk når det kommer til ”demokratiets” evne til at vende vores lands snart fyrre-årige deroute.

”Kan man være andet” (?) tænker jeg jeg undertiden. Ethvert objektivt blik på Danmarks demografiske situation peger jo mere i retning af pessimisme end optimisme, og man skal vel nærmest være idiot eller Morten Østergaard for at tro anderledes. – Enkelte vil måske pointere, at de to ting er det samme.

Den patriotiske højrefløj

Der findes ikke rigtig nogen fælles betegnelse for os der bruger vores tid og ressourcer på at at bekæmpe ødelæggelsen af vores land. Medierne kalder os højre-ekstreme. Selv kalder vi os vel.. ”realister”, patrioter eller måske bare pligtopfyldende samfundsborgere?

Omtrent sådan ser de fleste læsere vel sig selv: Som fornuftige og ærlige mennesker der gør opmærksom på et reelt problem. Mere ideologiske og ”ekstreme” er vi trods alt ikke.
Men nuvel; jeg er højreorienteret. – Ikke fordi jeg mener at højrefløjen har svarene på alle spørgsmål i livet, men mere fordi det er på venstrefløjen at man finder den største dumhed i dag. Det er åbenbart så ideologisk jeg er: Jeg organiserer mig selv efter hvor der findes mindst dumhed. Man forstår hvorfor jeg ikke valgte en karriere i politik eller journalistik.

De fleste læsere af denne blog ligger vel også mere til højre end til venstre sådan som det politiske landskab former sig i dag. ”Den patriotiske højrefløj” er måske derfor en udemærket betegnelse for den overordnede bevægelse af grupper og enkeltpersoner der nu igennem flere årtier har forsøgt at oplyse om indvandringens ulyksaligheder. Dette blogindlæg er en implicit opfordring til denne løse gruppering om at finde et mere fælles fodslag i vores fælles kamp for at redde vores land. Betragt derfor dette indlæg som en form for inspiration til fremtidige tanker og aktiviteter. Flere indlæg vil måske følge engang i fremtiden.

En lille men oplyst elite

Den patriotiske højrefløj, eller hvad man nu skal kalde den, har været gode til at beskrive problemerne ved indvandringen, men måske har vi endnu ikke været så gode til at finde løsningen på den. Det sidste er forståeligt, for det er jo trods alt svært at forhindre landets ledelse i at ødelægge landet når nu de fleste politikere lader til at være opsatte på det.

Hvad gør man når hele landets politiske etablissement tilsyneladende insisterer på at ødelægge ens land? Tja, man skriver vel om det: Udbreder viden, vender sind, aktiverer borgere til at stemme og tænke anderledes. Og det er skam det vi har gjort på den patriotiske højrefløj gennem nu flere årtier. Det har givet et vist afkast af sig, og det er ikke usandsynligt at partier som Stram Kurs og Nye Borgerlige er opstået delvis på grund af den aktivitet der har været på og omkring højreorienterede patriotiske blogs og grupperinger. Knap en million danskere har gennem tiden sat deres kryds ved et anti-indvandringsparti. Det skal man ikke kimse ad.

Alle bestanddelene til en befolkningsudskiftning er her stadig

Spørgsmålet er dog hvorvidt det er nok, for de store paradigme-ændringer lader desværre vente på sig: Familiesammenførslerne fortsætter stadig; ”arbejdskraftindvandringen” kører på fuld skrue; ja selv ”flygtninge” fortsætter med at dryppe ind i landet. Og fertiliten blandt danske kvinder ligger selvfølgelig stadig solidt under genbefolkningsniveauet – tilsyneladende uden at Christiansborg opfatter det som et problem. Alle grundbestanddelene til en befolkningsudskiftning er her derfor stadig – nu tyve år efter at ”paradigmeskiftet” indtraf. Jeg er derfor ikke optimistisk. I hvert fald ikke når det kommer til ”demokratiets” evne til at løse denne krise. Spørgsmålet er så bare hvad der vil eller kan løse den.

Det er i denne ånd – og med denne bagtanke – at denne artikel er skrevet: Som en form for essay om indvandringsproblemets karakter – og som en opfordring til den patriotiske højrefløj om at opnå en vis enighed om emnet, så vi en dag i fællesskab kan finde en vej ud af det. Det er jo trods alt det der er vores langsigtede mål.

Dette blogindlæg falder i tre overordnede dele: Først vil jeg foretage en analyse af problemets art. Dernæst vil jeg diskutere potentielle løsninger, og til sidst vil jeg anvise en mulig løsning. Artiklen er kaldt for ”Ti Pointer om Indvandring”, da den overordnede analyse falder i ti sammenkædede pointer der tilsammen fører til konklusionen.

Et unikt etnisk-historisk folk

Lad os starte med at fastslå sagens kerne; nemlig at etniske danskere har en særret til at udgøre majoriteten i dette land.

Er der nogen der i deres ramme alvor kan argumentere imod dette? – Jeg tror det næppe. Det er jo en sandhed der er så enkel og åbenlys at selv et barn kan indse det.
Dybest set handler indvandringsproblemet jo ikke (kun) om muslimer, for vi ønsker jo heller ikke et Danmark med en overvægt af indere, afrikanere, rumænere eller italienere, vel? Nej, indvandringsparadigmet handler om at vi der er etniske danskere; som for 50 år siden udgjorde 99% af befolkningen i dette land; har en ret til at udgøre den overvældende majoritet i fremtiden også.

Der er ingen gudsgivet lov der siger at ethvert folk bør gøre sig til en minoritet i deres eget land. Tværtimod har ethvert etnisk-historisk folk en ret til at forblive majoriteten, så deres land overordnet set føles som deres. Ingen kan vel rigtig argumentere anderledes. Danskernes majoritetsret til deres eget land er et objektivt faktum.

Og med det har vi måske nærmet os et paradigme som journalisterne endelig kan lytte til og forstå. Hvis de da ikke har travlt med at skrive artikler om sjove katte eller årets vindruehøst i Sydfrankrig. Rigtig journalistik er nemlig et samfundsvigtig emne, forståes.

Ikke alle danskere er 100% etniske danskere. Adoptivbørn kan med rimelighed regnes som danskere, og visse blandede børn er også meget danske af sind. Men at påstå at de hundrede af tusinder af mennesker som er kommet hertil eller er blevet født her blot bliver danskere via en geografisk automatregel må simpelthen være århundredets dårlige joke. – Ingen tror på den. Formentlig slet ikke indvandrerne og efterkommerne selv.

Nej, etniske danskere har en ret til at udgøre den absolutte majoritet i det her land, så vi kan bevare et land der overordnet set virker som vores i fremtiden også. – Så vores kultur, historie og folk overlever. Så vi bevarer et genkendeligt og venligt land for fremtidige generationer også. Dét er paradigmet, mere end noget andet. Hvis vi alle kan enes om det, er vi nået langt.

At miste sit land

Desværre går det ikke særlig godt med at overbevise genierne på Christiansborg om dette paradigme. I høj grad virker det faktisk til at vi er ved at miste vores land i disse år. – Gennem en årlig netto-indvandring. Gennem højere fertilitet i visse indvandrermiljøer. Og gennem det faktum at danske kvinder ikke føder nok børn.

Det er en forfærdelig udvikling: For vi har kun eet land. Kun eet geografisk område hvor den fremtidige skæbne, lykke og sorger for næste generation skal udspille sig.

Hvordan kan man forære sit land væk på denne måde? – Og ikke mindst udskamme modstanderne heraf som en flok ”konspirations-teoretikere”? – Det svarer vel omtrent til at sætte ild til et hus, hvorefter man udskammer den arrige ejer for at være sindsforstyrret.

For vi er ved at miste vores land. I ”demokratiets” navn – og anført af egne politikere som indtil videre nægter at indrømme at problemet er et problem – og at udviklingen rent faktisk finder sted.

Den politiske løsning på indvandringsproblemet burde ellers være ganske nem: Indvandringen bør stort set stoppes. Et program med massive udvisninger med kompensation bør initieres, og en dedikeret indsats til at danske familier har råd til og mulighed for at få tre børn bør igangsættes. Disse tre løsninger burde overordnet set løse problemet. Vi bygger verdens længste broer og vi har udviklet verdens mest avancerede socialsystem. Der er sgu ikke nogen der skal komme og sige at vi ikke kan klare de tre førnævnte ting også.

Et demokrati der ikke duer

Men vil det ske, spørger den interesserede læser? – Og hvornår? Mit bedste bud er simpelthen.. fisk.

Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke se nogle umiddelbare tegn på det, og jeg er begyndt at mene at vores system nok desværre har indbyggede mekanismer imod sig. Slutkonklusionen er vel at ”demokratiet” som system er meget godt til at håndtere små og nemme problemer, men samtidig elendigt til at løse større og mere komplekse problemer. Det sidste folketingsvalg gik for eksempel med at diskutere hvorvidt cigaretpriser skulle være ti procent højere eller lavere. Det er på det niveau vi er. Med journalister og (karriere)politikere som det behøver et land ikke fjender. Ødelæggelsen af vores land klarer de fint.

Som jeg ser det, vil de næste femten år derfor formentlig fortsætte som de foregående femten: En støt og gradvis udskiftning af det etnisk danske folk vil fortsætte. Alle de traditionelle ubehageligheder derved vil følge med, og der vil stort set være radiotavshed herom fra landets etablerede medier.

Er der nogen derude der er mere optimistiske end mig? For fra mit perspektiv ser det nemlig ud til at kun meget få ting har ændret sig de sidste tyve år: Vi der advarer mod problemet bliver stadig udskammet som ”højre-ekstreme” af mainstream-medierne, selvom en sådan betegnelse kun burde støtte dem der udøver politisk vold eller agiterer for et autoritært regime. Og hvad angår befolkningsudskiftningen så fortsætter den i stor stil, og bliver enten behandlet på fodnote-niveau i medierne – eller hånligt omtalt som en”konspirations-teori”.

Det etablerede politiske segment lader heller ikke til at være blevet meget klogere: Befolkningsudskifteren og karrierepolitikeren Løkke er nu blevet erstattet af robotten og karrierepolitikeren Elleman, og personligt vil jeg vædde med at sidstnævnte vil fortsætte sin forgængers ligegyldighed overfor problemet. Man er jo ikke karrierepolitiker og venstremand for ingenting?

Bevares, der findes lyspunkter rundt omkring, men overordnet set lader en reel løsning vente på sig. Måske er vi nået dertil hvor det simpelthen bare virker til at politikerne ikke vil eller gider tage det her problem på alvor. Endelig kan man vel spørge sig selvom om Danmark virkelig kan forventes at bevare sin oprindelige etniske befolkning såfremt at lande som USA, England, Tyskland og Frankrig alle bliver hyper-etnificerede indenfor de næste to til fire årtier? Det logiske svar er formentlig nej.

Opløsningen af et land, udskiftningen af et folk

Så der er skam god grund til at tro på at ”demokratiet” og systemet som vi kender det simpelthen ikke kan løse det her problem, og det er svært for mig at se hvilke andre mekanismer og hændelser der umiddelbart kan.

Undertiden er en borgerkrig eller en massiv væbnet opstand (mod regimet) blevet nævnt som en potentiel fremtidsteori. Ofte går argumentet at ”folket en dag vil få nok – og vil reagere”; hvorefter det bliver særdeles upopulært at være politiker.

Og bevares, jeg har da selv gjort mig fremtidsgisninger i den retning, og det er skam ikke et usandsynligt scenarie. Spørgsmålet er bare om det sker; hvornår det sker og under hvilke omstændigheder. Væbnede opstande, massiv social uro og lignende er typisk først noget der sker når folk ikke længere har noget tilbage at miste. – Når de står med ryggen mod muren og har pistolen for panden. Dér er vi nok ikke endnu, og for at være helt ærlig ønsker jeg ikke mit land smadret i en sådan grad. Spørgsmålet er også om en sådan situation overhovedet vil løse problemet. Det er der jo ikke rigtig nogen der kan spå om.

Nogen har pointeret at militæret måske en dag vil gøre oprør og tage magten – i protest mod den ubehagelige etnificering af deres land. Denne teori er igen heller ikke helt umulig, men den er usandsynlig i vores nuværende scenarie: Traditionen i vestlige lande er at militæret er loyalt mod regimet. Selv i lande som Frankrig og Sverige hvor den etniske forandring og problemerne er derved er langt mere massive, forbliver militæret loyalt mod regeringen.

Nej, situationen er formentlig som jeg påpegede tidligere: At vi er på vej ud i en situation som i Sverige, hvor landet gradvist bliver dårligere og dårligere (for etniske danskere); hvor ingen etablerede spillere rigtig har en løsning; og hvor det i stigende grad bliver tydeligt at demokratiet som system tilsyneladende ikke kan løse det her problem.

En potentiel løsning

Findes der da ingen løsning, spørger den interesserede – og formentlig nu også fortvivlede – læser?

Mjaeh, der findes måske ingen absolut løsning i en reel, konkret og umiddelbar forstand, men der findes en potentiel løsning:

Indtil videre har den danske patriotiske højrefløj været fokuseret på at oplyse om problemerne – og at udbrede viden til folket om tingenes egentlige tilstand. Dette er en god strategi, som har bragt os til hvor vi er i dag.

Men det er på tide med et næste skridt. I høj grad kræver situationen nok at aktørerne på den patriotiske højrefløj endelig forener deres kræfter og danner en overordnet gruppe hvis formål er at undgå at danskerne kommer i mindretal i deres eget land. En sådan gruppe vil kunne dedikere sin tid og energi til en gang i fremtiden at finde og igangsætte de løsninger der virkelig virker.

Hvad skulle sådan en gruppe gøre?

Tja, et første bud er vel at den kan agere som samlingspunkt for alle de andre grupper og enkeltindividder der findes på den patriotiske højrefløj. Vi tæller vel trods alt en 50-100.000 faste læsere og interessenter, og vi mangler een gruppe der samler os alle, og som taler om det det virkelig handler om: Nemlig vores ret til at forblive den absolutte majoritet i vores eget land.

Derudover kunne en sådan gruppe forsøge at få en eller flere finansmænd med på ideen, så disse kan finansiere vores indsats. Der må da findes nogen rigmænd derude der har hjerte nok til ikke at ville se deres land blive smadret, og som hellere vil støtte os – end f.eks. CEPOS og deres evindelige skattelettelse-bavl.

Endelig kunne gruppen aktivt arbejde for at kendskabet til patriotiske blogs som Snaphanen og Uriasposten udbredes, så vi fordobler eller måske endda tre-dobler læserskaren. Formentlig kunne gruppen også tage kontakt til folketingsmedlemmer og partiledere og fremlægge vores bekymringer. Hvis vi ender med at være talerør for en ti til tyve tusinde mennesker burde det give et vist indtryk. Måske ikke på karriere-Pape og robot-Elleman. Men på Mette Frederiksen, måske. Det er et forsøg værd – og måske endda en strategi som ikke er afprøvet før i nyere dansk historie.

Mulighederne er derfor mange og de starter alle med at vi een gang for alle forener kræfterne på den patriotiske højrefløj og begynder at arbejde som et team – med et langsigtet og strategisk fokus om at undgå at blive en minoritet i vores eget land. Det sidste er vores absolutte fødselsret. Ingen kan tage det fra os.

Betragt dette indlæg som inspiration til fremtidige tanker og aktiveter. Flere indlæg vil formentlig følge – i fremtiden.
/Realisten

Se også: Hvide briter er snart i mindretal i fem britiske byer og SvD Näringsliv skriver idag, at svensk erhversliv er bekymret over udviklingen: Personer på tunga positioner säger att alla bombdåd och skjutningar riskerar att hota svensk konkurrenskraft.