Opfølgning og uddybning af homo-politiske og andre liberalpolitiske bevægelser i et lidende samfund. Kommentar til Steen Raaschous indlæg: Et alternativt Fock-up.

Af Susanne Birkvad

Opfølgning og uddybning af homo-politiske og andre liberalpolitiske bevægelser i et lidende samfund.

Det har været noget af en opløftning, at læse kommunikatoren og skribenten Steen Raaschous indlæg om den obskure homoseksuelle magtelites gøren og laden i partiet Alternativet. Det faldt på et tørt sted, men nu er der slået hul på det betændte sår og hvad dét ikke åbner op for af skeletter i skabet er ikke værd at nævne. Jeg forsøger at iføre mig den kulturelle arkæologi-hat og få styr på de mange vinkler på den nu så aktuelle sag om partiet Alternativet og homoseksualisme og alle de andre ismer, med streg under isme.

Indledning

Steen Raaschou betegner fænomenet homoseksualitet, som: en anomali. Et modigt ord at bruge i disse politisk korrekte tider, men tak til SR for at skrive det, som mange tænker, men ikke tør sige højt og da slet ikke hvis man selv tilhører den helt almindelige og normale udgave af seksualiteten, det skulle da bare.

Jeg hører selv til en af dem, altså de anomale. Dog må jeg indvende, at jeg aldrig, hverken i min ungdom eller nu, i min tidlige alderdom hvor jeg for længst har lagt min seksualitet helt bag mig, har følt mig som en del af denne seksuelle sekterisme. Jeg har aldrig været i tvivl om, at min seksualitet var medfødt eller i hvert fald en opstået postfødsels anomali, men jeg har heller aldrig følt trang til at kalde mig lesbisk al den stund, at jeg har haft mandlige kærester og derfor aldrig har lukket kategorisk af for det andet køn.

Jeg har altid ønsket at leve forholdsvist stille med min seksualitet, har aldrig gået klædt som en betonlebbe, aldrig talt dunder om eller til mænd og har altid ment, at jeg kunne forlange af mine medmennesker (også de homoseksuelle), at have min seksualitet for mig selv. Det er med seksualitet, som med religion, en privat sag. Det betyder ikke, at jeg skal ignoreres af de normale eller man skal se den anden vej, som om jeg var fysisk handikappet. Jeg er langt mere end min seksualitet og det er det, der bør være i fokus.

Den ukorrekte skelnen

Min udlægning i denne kronik af den homoseksuelle virkelighed får højtråbende homoseksuelle til at blive røde i hovederne af raseri. De kalder folk som mig forrædere og falske homoer osv. For dem er det, at betegne sig selv som unormal, det samme som at indrømme at man er syg. Men de skelner ukorrekt. Der er ikke tale om en sygdom, men netop en anomali eller et handikap, en seksuel dysfunktion, som der ikke er ret meget at gøre ved eftersom det er blevet givet en i fødselsdagsgave. Det er m.a.o ikke denne anomali, homoseksualiteten i sig selv, der er syg, men håndteringen af anomalien er til gengæld meget syg.

Som troende kristen (katolsk konvertit), kan jeg læne mit hoved til Vor Herre og trøste mig med, at Gud åbenbart har villet det sådan, Jeg spørger ikke hvorfor, jeg konstaterer bare. Et af de syge forklaringer på homoseksualitet er 60´ernes opfundne ide om at homoseksualitet er et selvvalg. Vor Herre bevares, havde det været et spørgsmål om individets eget valg, havde jeg for længst valgt anderledes, for guderne skal vide, at den homoseksuelle subkultur er og har alle dage været dræbende giftig, mere om det hen af vejen.

Jeg er altså egentlig uden skyld. Derimod kan jeg gøre mig skyldig i hvordan jeg håndterer min seksualitet. Dette gælder i øvrigt også for alle andre. Jeg kan, som kristen altid dobbelttjekke med Vor Herre om min måde at leve på er rigtig eller går ud af et skråplan. Ikke at jeg er bogstavtro kristen, men jeg hører ånden i mig tale og det er nok. Ydmyghed ikke hovmod er modgiften til al fremmedgjorthed. Seksualdriften skal forvaltes ordentligt, såvel som ægteskabet og det daglige liv. Det ved jeg nu, modsat i min ungdom, hvor jeg levede som kastebold mellem mine drifter.

Ideen om et selvvalg

Her kommer vi så til problemets kærne, det italesatte selvvalg. Det er politisk og forsynder sig derved, at det har til hensigt at gøre denne i forplantningssammenhæng, golde seksualitet, til allemandseje, til det normale itself. Mange højtråbende homoseksuelle har siden 60´ erne, hvor jeg var ung, tiltaget sig mere og mere magt og fået omdefineret homoseksualitet som et spørgsmål om ”selvvalgt livsform”: ”Jeg har valgt det modsatte køn fra af (seksual)politiske grunde” – ”Det seksuelle har vide grænser” (stjålet fra 60´ernes kulturradikale sexolog Sten Hegeler) – ”al magt til bøsserne” – ”Det private er politisk, det politiske er privat”

Denne sidste sætning, hører jeg Alternativets Rasmus Nordquist næsten ordret gengive i forbindelse med partiets nedsmeltning og hans afgang, at sammensmeltningen af det private og det politiske er ganske normalt (i hvert fald i Alternativet) En meget typisk homo-ideologi, som kun findes her.

Selvforagten og hovmodet følges hånd i hånd

Hadet til sig selv, sin egen seksualitet og fortvivlelsen over at føle det forbudte begyndte i 60´erne at blive undertrykt. Man startede en uærlighedskampagne som sneg sig ind i tusinder af homoseksuelles hjerner verden over. Ikke nok med det, men lesbiskes had til bøsser og visa versa udviklede sig nærmest til åben krig i de homoseksuelle miljøer, kun udadtil var man åh så solidariske, for det gjaldt jo en fælles politisk sag.

Før den tid, var uenighederne ikke eksisterende. Især følte de lesbiske sig undertrykte af den mandlige homoseksualitet, som kvag disses køn, satte dagsordenen for alt fra foreningsliv, barsteder og senere parader, til den førte homo-politik. Kvinder der klædte sig kvindeligt blev hyldet af bøsserne, men udskammet af de lesbiske, ikke mindst på grund af bøssernes hårrejsende identificering af de kvindelige attributter.

Det homoseksuelle miljø var og er et falsk, selvforherligende, selvforgudende, selvspejlende, hysterisk forum, hvor såvel fysisk som psykisk overgreb er dagligdag. Hvor jalousidramaer udspiller sig i crowden og flasker flyver gennem luften mens partneren fornøjer sig med sexeskapader ude på toilettet. Dette er sygt, meget sygt, meget ynkeligt og meget uværdigt. Disse mennesker trænger til frisk luft.

Pariaernes sameksistens

Det homoseksuelle miljøs dæmoniske kræfter kan sammenlignes med det ligeså lukkede muslimske broderfællesskab. Afsondring fra den ydre verden, livet i det obskure. Når jeg i dag kan læse om hvordan Josephine Fock fra Alternativet stiller sig op som bedste veninde til to burkaklædte kvinder for at blive fotograferet, er det udtryk for hendes had til mandssamfundet og at hun på den konto hylder muslimske kvinder for at tildække sig og leve afsondret fra resten af samfundet. Selv er hun formentlig ateist eller tilbedende en alternativ religion: den grønne religion, lesbisk front, det kan komme ud på et.

Det var strengt forbudt i min ungdom at udtrykke sympati for det modsatte køn eller bare være ærlig om ens lidelser i forbindelse med det at være homoseksuel. Hele problemet skulle omdefineres såvel offentligt som internt. Det skulle defineres som en art rebelskhed, en art oprør mod det bestående. Ny definitionen skaffede med et den nu homoseksuelle bevægelse gode venner på venstrefløjen. Den samme symbiose som vi ser i dag mellem venstrefløjen og muslimer, en noget-for-noget sameksistens. Den egentlige tragedie, og jeg mener virkelig tragedie, er jo hadet til sig selv og egen seksualitet.

Man påtvang altså en omdefinering af seksualiteten for at kunne holde sig selv ud. Ve den, der gennemskuede setuppet som en ildelugtende løgn. Illusionen om det seksuelle ”frie selvvalg” var et godt våben og netop det, kunne såvel venstrefløjen, de socialliberale og sågar hardcore liberalister bruge i deres dagsorden. Det ”frie selvvalg”, blev det ultimative, ateistisk funderede, magtredskab for snart sagt alle grupper i samfundet, som var utilfreds med sig selv.

Partiet Alternativet og dets homo-ledelse

Partiet “alternativet” er uhyggeligt.  Dets metoder minder mig om Tvind-imperiets, bortset fra dettes meget kyske kønsattitude. En ”er du ikke med os, er du mod os” ideologi, som i øvrigt er tyvstjålet fra Bibelens Matthæus 12, 30-32, men unægtelig i en noget anden betydning og med et åndsfornægtende sigte.

I Alternativet har vi altså at gøre med en selverklæret hedonistisk – og grænseoverskridende, seksuelt styret bevægelse, der leder tanken over på Dantes “Helvede”. Den moralske og etiske grundværdi er her opløst i ét stort seksuelt orgiastisk syrebad. Samtidig er den repressive tolerance hvad seksualitet angår til at få øje på, ”vi bestemmer nu, heteroer, ret ind!” Ligeledes henledes ens tanker på en art fascisme, når man betænker, hvordan intet anende ikke-homoseksuelle mennesker bliver masseforført af partiets homo-ledelse, retorisk og ideologisk.

Partiets intetanende heteroseksuelle medlemmer er “undersåtter” eller i hvert fald medløbere, der lader sig lokke af den ”charmerende festkultur”, de brede jeg-ved-bedre grin, den vindende udvendighed (meget bøsseagtig), som er så karakteristisk for netop homo-miljøet.

Hvad det er, der får intetanende, naive heteroseksuelle til at melde sig frivilligt, som nyttige idioter i den forsamling, kan man kun gisne om. Hvad er det de bliver tiltrukket af i den verden? Hvorfor kommer heteroer i hobetal “på besøg” i homo-miljøet?, er publikum til verdens største dæmoniske manipulationsshow, Gay-pride, som var det et eksotisk land de er rejst til? Hvorfor er de næsegrus af beundring over den demonstrative løssluppenhed og frigjorthed de er vidner til, når homoerne ruller sig ud med lånte fjer?

Jeg fristes til at svare: manglen på Gud, en Gudgiven orden, manglen på de Gudgivne universelle leveregler, om man vil. Denne udstillende og udstillede rodløshed, denne varietéagtige ”tristesse” er selve billedet på den åndelige fattigdom, det inferno der behersker ens liv og samfundet som helhed i disse år.

De raske har ikke brug for en læge; det har de syge. Jeg er derfor ikke kommet for at kalde de retfærdige, men synderne, til omvendelse. Lukas 5, 31-32.

Vi skal til at tænke anderledes i særdeleshed om mennesker fra det homoseksuelle miljø og menneskelivet i almindelighed. Homoseksuelle ER faktisk stakler, men de skal respekteres som mennesker, der har fået en meget svær forvaltningsopgave i livet, men aldrig ”løbe med dem”, hellere ærligt udfordre dem i deres skrøbelige selvbillede. Der er andre grupper i samfundet, som har store udfordringer som de intet kan stille op imod andet end leve med dem. Min egen afdøde lillebror levede med en meget svær, invaliderende og medfødt fysisk sygdom, som var så slem så man ikke kunne begribe, hvordan han kunne udholde det. Men det gjorde han for det er slet ikke på tale om man kan holde ud, det skal man. Han holdt ud og døde i en alder af 35 med værdighed og han var elsket for det, hvad mere kan man forlange?

Der er proportioner til forskel i lidelser, men alle er de lidelser og skal respekteres som sådanne. Homoseksuelles lidelser bliver ikke mindre og de bliver ikke mindre stakkels af at bortforklare anomalien. Synden bliver ikke mindre når man konstruerer en bevægelse, hvis sigte er at alle andre skal optage deres værdier. For sandheden kommer altid for en dag, man indhentes altid af den før eller siden.

Den ultimativt største menneskelige forurening, mentalt og seksuelt

Det der er sket for partiet Alternativet er, at sandheden har indhentet dem. Dette parti, som udadtil hylder kærligheden, empatien, det grønne og friheden, hylder tydeligvis også enhver form mørke, dunkelhed, dæmoni og perversitet. Partiets skalkeskjul, den grønne dagsorden bliver om muligt endnu mere hul al den stund, at de selv står for den ultimativt største menneskelige forurening, mentalt og seksuelt. Mennesker der gør deres selvforskyldte forvrængning af seksuallivet til politik og ikke skyr nogen midler for at holde deres proselytter i en stram tvinge, har fascistiske træk. Perversiteter af enhver art skal normaliseres, er tanken. Den homoseksuelle ideologi er frontløber for samfundets generelle pervertering af såvel det seksuelle, som af andre livsområder.

Det ligger lige for, at om føje år accepteres pædofili, nekrofili, sodomi, you name it, som livsstilsfænomener med deres egne rettigheder. Vi ser allerede tydelige symptomer på det: Unge, der i deres ensomme narcissistiske rum er storforbrugere af giftig porno, unge opmærksomhedshungrende kvinder som deler nøgenbilleder og videoer af deres genitalier og samlejer uden et gran af fornuftens stemme i deres hoveder. Selvfølgelig bliver det udnyttet af de (mænd), som har mulighed for at kigge med. Der skal altid to til en tango. Et faktum som den selvretfærdige ”Me too” bevægelse fuldstændig overser (læs undertrykker) og har taget ud af ligningen. Alt sammen et resultat af den såkaldte ”seksuelle revolution”, som gjorde alskens perversiteter stuerene.

Unge i dag, er mere forvirrede end nogen sinde. De bombarderes af diverse alternativister, som lover dem lykke og held. De lader sig indfange af magtfulde personer og grupper og de homoseksuelle er frontløbere i den udvikling. Unge, der ikke er homoseksuelle, lokkes til at tro de er det, for lidt opmærksomhed. De mange ensomme er de letteste ofre for dæmoniske kræfter, der bekender sig til alternative religioner eller seksuelle undergrundsbevægelser.

Hjemløse sjæle og seksualitetens og frisindets imamer

Magtfulde personer i samfundslagene, skuespillere, kunstnere, forfattere, journalister og politikere, hele kultureliten, køber gerne ideen om frisindet i liberalismens hellige navn. Så er der alle de andre, som gerne vil være med på det nye, de nyttige idioter. Det er dem, som i Hitlertyskland i 30´erne, der udgør selve fundamentet hvorpå kultureliten hviler deres tungtvejende fødder.

Alternativets skin-succes skyldes de tre meget forføreriske ledere og deres kulturelitære proselytter, godt båret af folkemasserne. Alternativet lancerede en hjemmelavet religion, der tiltrækker hjemløse sjæle. Deres ”præster” kan med al rimelighed beskrives som seksualitetens og frisindets imamer. Halleluja.

Men den går altså ikke. Partiet og dets politiske proselytter tilføjer mange mennesker ubodelig skade. Man kan få den tanke, at partiets homoseksuelle kræfter driver en skjult pay-back ideologi, hvilket jo selvfølgelig bunder i historiske lidelsesberetninger om homoseksuelles livsvilkår, men det berettiger dem bare ikke til at hive alle andre med ned i afgrunden.

Det tilgivelige

Det er ikke nemt at fjerne en drift, som er indlejret i et menneske – eller sagt på en mere videnskabelig måde, er genetisk bestemt. Måske er det heller ikke meningen, men man har pligt til, uanset hvem man er, hvilken seksualitet man har, at leve et ordentligt (seksual)liv, det gælder for hetero- som for homoseksuelle. Det gælder mao ikke om at tillade alt, men at tilgive alt, vel at mærke, hvis man erkender sine fejl.

Det er en almindelig antagelse af ateister, kristne analfabeter og eller fejlfortolkere, at katolske præster, munke og nonner forgriber sig på messedrenge- og piger på grund af cølibatet. Sandheden er nok snarere, at mange af de gejstlige, selv i vore dage, har en seksuel anomali og af samme grund vier deres liv til klostret i håb om, og ved Guds hjælp, at neutralisere deres Gudgivne (forkerte) drifter.

Cølibatet ses af nogle katolikker som en nødvendig gave til de ”forkerte”, som oprigtigt ønsker at leve med deres ”skævhed” uden at benytte sig af den. Dette er en helt acceptabel og tilgivelig realitet inden for den Romersk katolske kirke, i hvert fald så længe vores meget socialistiske- og politiske Pave Franz undlader at reformere denne praksis.

Al den pynt og de åndeligt fattige

Det er forkasteligt at forsøge at ”pynte” på sin egen seksuelle skævhed med en politisk ideologi. Og det er farligt. At gøre noget til en norm, noget hipt tiltrækker unge mennesker, som i forvejen søger konfrontationer. Men det er uhyggeligt farligt.

Seksualitetens imamer tilbyder dem at vende skammen til stolthed, to sider af samme sag. At skille kønnene ad, at føre krig mod hinanden er resultatet.

”De fattige i ånden spiser religionserstatninger”, som jeg har anført i overskriften til denne kommentar. Hvem er de, de fattige i ånden? Det er os alle. Nogle er mere fattige end andre. Hvis ånd er: at høre Guds stemme eller en overordnet stemme om man vil, så ved man, hvad der er ret og vrang. Heldigvis er der mange, også ikke religiøse, som hører denne stemme. Hverken intelligens eller politisk korrekthed har med ånd at gøre, tværtimod. De lærde jødiske farisæere troede sig de mest korrekte og bibeltro, men åndens mester kaldte dem fattige i ånden, til deres store forbløffelse.

Vestens store fundamentale problem

Til sidst vil jeg kort beskrive, hvad jeg ser som vestens problem i enhver konfrontativ debat. Vi i vesten, har det svært når vi skal debattere med og mod hinanden. Vi mangler et universelt værdisæt. Vi mangler at kunne hæve os op i luftlagene og se det hele fra et ikke-lokalt perspektiv. Det bliver ensidigt højre mod venstre og visa versa. Fra begge fløje bliver der talt og tænkt udelukkende i termer, der er kemisk renset for kristen bevidsthed og viden.

Vi er et kristent land og vi forspilder ikke en chance for at pointere det over for vores muslimske modstandere. Men vi afslører desværre en ynkelig uvidenhed om vores egen religion på hvis dogmer vores kultur hviler. Vi udstiller vores svaghed her i konfrontationen med muslimerne. De gennemskuer os som religiøse analfabeter og ryster på hovedet. Det er ganske enkelt for dårligt.

Vores kristne uvidenhed er vand på muslimernes mølle, som jo er stærke i troen. De rammer jo uforvarende ned i et ømt punkt når de kalder os for hedninge (selvfølgelig i forhold til islam). For hvad er det vi argumenterer ud fra? Ja, fra højre og fra venstre og det hele ender med at splintres i atomer fordi vi har hver vores politiske ståsted, vores politiske religion.

Hvad så?

Er alternativet en gedigen strid på religion? Nej, for der er himmelvid forskel på islam og kristendommen. Kristendommen er i modsætning til islam funderet i et personligt forhold til Gud. Men viden om vores egen religion, er et stærkt element i debatterne når det gælder Islam.

Jeg mødte en gang en muslim, der sagde han havde respekt for mig fordi jeg var troende og vidste noget om religion. Ja, det overraskede mig ikke. Vel er det svært at vælge en kristen tankegang til, men dovenskaben er den største hindring. Vel er det svært at gå i kirke, især fordi specielt folkekirken er blevet så udvandet og politisk korrekt. I dag ligner mange folkekirker mere et spillested end en kirke, det er noget møg. Men der er andre kirker som stadig tager religionen alvorligt.

Så længe vi debatterer med så ringe religionsindsigt i almindelighed og kristenhed i særdeleshed vil vore kampe ligne dem der udføres i enhver skolegård eller mod en hvilken som helst nabo i parcelhuskvarteret. Debatterne vil have et umiskendeligt præg af noget yderst lokalt, provinsielt og fraværet af det universelle overblik vil føre vore kampe ud i det sorte ingenting.

Hvorfor løber vi fra kristenheden? I norden har den haft sin eksistens i omtrent 1100 år. Hvis man gør sig den ulejlighed at sætte sig ind i den kristne tankegang og den kultur der er bygget op omkring den, vil man opdage at få serveret alle sandheder på et sølvfad. Vi kan sætte os i respekt over for vore muslimske modstandere, over for ateismen, globalismen, individualismen og al dens utålelige klynkeri.

Susanne Birkvad.
Skuespiller, instruktør, tegner og skribent.