Fotos © Snaphanen.dk. Klik for helskærm.

Jeg vidste ikke, jeg var sådan en optimist

Jeg havde et ærinde på Vesterbro midt på dagen og besluttede mig til at gå hjem over Hovedbanen og Strøget. Civillisationens fernis er tynd, og jeg tænkte på de tre bøger, Robert Redeker igår anbefalede at genlæse. Eller Edgar Allan Poes samme historie efter pesten i 1300 tallet Den Røde Døds Maske. Eller I.P. Jakobsens Pesten i Bergamo.“Alt kød er hø”, det er vores bevidsthed om livet, der er en historisk anomali, for døden er omnipresent i hele vores historie.

I de mennesketomme butikker på Strøget dulmedes troløsheden og uoverskueligheden af popmusik, sprit og toiletpapir, og i inderlighedens erstatninger i det kontantløse samfund, hvor man ikke behøver berøre de inficerede pengesedler. Når jeg hostede, fik mennesker i nærheden dødsangst. Muligvis er jeg allerede smittet, men jeg er ikke særlig bekymret. Det gik hurtigt over.

Det er en tid, der samler, ikke den normale der spreder

Temaet er ældgammelt. Da jeg sluttede min bytur på boghandlen Tranquebar, som jeg normalt ikke politisk flugter med, havde vi de samme bøger i tankerne. Betjeningen satte af sig selv de to bøger op på skranken, som jeg også tænkte på. Jeg tog det ydre billede af mit indre. Det er en tid, der samler, ikke den normale der spreder.

Hvad vi oplever nu, og mange overraskes af, er menneskets ældste da capo, der går som en bundstolpe ned gennem verdenslitteraturen. At det kommer bag på os, skyldes kun at vi har fået skåret vores litterære rødder over af en revolutionær tankegang.

Alle revolutionære hader fortiden, de vil møblere om på den. Islam er klassisk revolutionær – og det svenske samfundbyggeri. Konservative vil ikke vende tilbage til den, de vil blot ære og erindre den. “Tage den til efterretning” i teknokratsprog, for nogle gange er det kun sproget, der skiller os ad. Vil vi ikke mindes den, bliver vi tvunget af død og nødvendighed, og nu er det tid igen til at vide, at man ikke kan flygte fra sine vilkår.

Banaliteten og ansjoserne

Da jeg nærmede mig hjemmet, så jeg at Gasoline Grill havde åbent (og kunder), og at Netto havde rigeligt med Løgismoses Beaujolais og billige asjoser, og så tænkte jeg, at selvom jeg har det ene ben i nogle risikogrupper, har jeg endnu ikke gået Min Sidste Tur Gennem Byen, som Dan Turell digtede. Og gjorde.

Det er ikke så slemt, som det muligvis bliver, der er endnu nogle Dejlige Dage,  (A perfect Day, 1909) som Tony Landy sang til tekst af Otto Leisner, en sang der kunne det hele lige fra Dansktoppen til Det Kongelige Teater. Four Jacks lavede den også i 1957. Det høje og det lave mødes, banaliteten har over- og undertoner, og man skal ikke afsige forhastede domme og føle sig finere end andre dødelige.

Jeg vidste ikke, jeg var sådan en optimist. Det er det, der sker, hvis det er for lang tid siden, ens pessimisme er blevet udfordret af virkeligheden (et ord lover ikke at bruge igen før om ti år.)

Over kørestolens hoved ser man Søren Kierkegaards fødehjem på Nytorv 2, ser jeg hjemkommet. Der er baggrundstoner, der forfølger en uden at man vil det, og Kierkegaard har forfulgt mig fra starten. – Se også Bruce Bawer: Reflections on a Pandemic.