(Fotos © Snaphanen, klik for helskærm.) Masser af mennesker holder skovtur i Kongens Have en Corona onsdag med 18-19 grader. De har taget maden og vinen med hjemmefra eller købt noget i et nærliggende pizzaria. Lyset er så klart, at man skulle tro den lave forurening havde gjort det endnu mere gnistrende. Jeg ville ikke tage solbriller på og ødelægge indtrykket af det mirakel hvert forår er efter en lang vinter.

Men blide stunder det har alle: Langsomheden. Lad os være langsomme.

Skrev Hamsun i På Gjengrodde Stier. Måske bliver noget af det sværeste for moderne mennesker at holde sig fra den tvangsprægede rastløshed, som plager vores kultur. Hurtige klip, altid på farten fra et sted til et andet.  Jul på en strand i Thailand og et par gange til New York. Jeg sejlede derover på en uge i 1965. “Tidsånden” prøver altid at charme dig som en gadeluder i Hamborg. For dyr og for deprimerende.

Jeg tror, de vil lære at leve med langsomheden og ligefrem elske den. Det letteste at elske er ofte ikke værd at elske. Kun tåber tror, de har travlt. Pascal Bruckner skrev om langsomheden forleden i No Exit. Locked at home, we face a crisis of mundane absurdity—and a challenge to craft an art of living.

“All human misfortune comes from one thing alone, that is, not knowing how to be at rest in one’s own room.” So wrote Pascal about diversion. He continues: “From this it follows that human beings so love noise and commotion, as well as the fact that prison is such horrible agony. And from this it follows that the pleasure of solitude is so incomprehensible.”

I havnen bader folk også der, hvor de ikke må. Her ved Kvæsthusbroen. Billedet er lidt ældre end de andre. Her til morgen havde gæs indtaget græsplænen (mobilfoto)