Af: Kai Sørlander (foto © Snaphanen.dk)

Siden 1600-tallet har den europæiske – eller vestlige – kultur haft en dominerende position i verden. På den tid fik Europa et videnskabeligt og teknologisk gennembrud, som førte til udviklingen af redskaber, der gjorde europæerne mere mobile og stærkere end folk fra andre kulturer. De fik skibe, så de kunne sejle verden rundt. Og de fik våben, som satte dem i stand til at kolonisere store dele af verden. Med tiden fik de også organiseret en slavehandel mellem Afrika og kolonierne i henholdsvis Nord- og Sydamerika. Selv danskere – og Danmark – var involveret i slavehandel.

I dag er der mange, som mener, at vi bør se på denne del af vor europæiske historie som en moralsk forbrydelse. Det er noget, som vi nutidige europæere bør undskylde for og skamme os over. Det er især blandt de sorte i USA, hvoraf mange er efterkommere af tidligere slaver, at denne holdning har sit udspring. Det manifesterer sig i en bevægelse som Black Lives Matter.

De sorte føler sig ramt af en nutidig racisme, som de opfatter som en konsekvens af, at der aldrig er blevet gjort radikalt op med USA’s racistiske historie. Og i deres kamp for ligeværdighed kræver de nu et sådant radikalt opgør, som indebærer, at mange monumenter over store ”hvide” amerikanere skal fjernes, fordi de ikke kan betragtes som rene. Dette rammer selve kernefortællingen omkring USA’s selvstændighedskamp, fordi folk som Washington og Jefferson trods deres demokratiske idealer også var slaveejere.

Hvorledes skal vi se på denne udvikling i forhold til synet på USA’s historie? Og hvorledes skal vi se på en tilsvarende udvikling i synet på vor egen danske historie? Skal vi også forsøge at rense ud i mindesmærker over personer, som på en eller anden måde har tjent penge på slavehandel? Skal vi imødekomme dem, der føler sig krænkede over, at der findes sådanne mindesmærker, fordi de selv er etnisk beslægtede med dem, der dengang blev handlet som slaver?

Den mest ekstreme position

Når vi overvejer dette spørgsmål, så er det værd at begynde med den mest ekstreme position. I den akademiske verden florerer en radikal filosofisk identitetsteori, som benægter, at vi som hvide majoritetsborgere kan forstå de ikke-hvide minoriteter. Troen på, at der findes en universel rationalitet, som forpligter os alle på samme måde, anses blot for at være en del af en hvid undertrykkelsesstrategi. Tværtimod hævdes de forskellige minoriteter at være karakteriseret ved at have deres egen rationalitet, som ikke kan forstås ”udefra” – af den hvide majoritet. Og det betyder så også mere præcist, at majoriteten ikke kan forstå minoritetens krænkelse, men at den skal bøje sig for denne krænkelse – og søge at afhjælpe den – for ikke at føje spot til skade.

Denne radikale identitetsteori holder imidlertid ikke. For det første er den inkonsistent. Hvis det gælder helt principielt, at vi ikke kan forstå hinanden på tværs af vore etniske identiteter, så ville vi heller ikke engang i fællesskab forstå – og fastslå entydigt – at vi ikke kan forstå hinanden. For det andet så undergraver teorien vor fælles forpligtelse på demokratiet. Umiddelbart kan vi slutte, at hvis det er sandt, at den hvide majoritet ikke kan forstå de etniske minoriteters krænkelse, så forsvinder majoritetens grund til overhovedet at tage minoriteternes krænkelse alvorligt. Og mere generelt kan vi slutte, at hvis det er sandt, at majoriteten og minoriteterne bygger på forskellige inkommensurable rationaliteter, som hindrer dem i at forstå hinanden, så forsvinder selve grundlaget for deres deltagelse i en fælles demokratisk orden. For denne orden forudsætter, at de anerkender hinanden som ligeværdige – under den samme rationelle forpligtelse.

Når den radikale filosofiske identitetsteori får lov at leve i den akademiske verden i dag, så viser det kun, hvor svagt universiteterne står intellektuelt. Men efter at vi nu har sat denne teori til side, så kan vi vende tilbage til spørgsmålet om, hvad vor forkastelse af racisme i nutiden indebærer med hensyn til, hvorledes vi skal forholde os til de mindesmærker, som fortiden satte, og som ikke helt er præget af nutidens vurderinger. Så kan vi søge at skabe os et bredere overblik over den historiske baggrund for den situation, som vi nu står i. Her er flere sammenhænge, som skal med i det fulde billede.

Vestlig ekspansionslyst er ikke enestående

For det første er det vigtigt at forstå, at den vestlige kultur ikke er enestående i sin ekspansionslyst. Her er tværtimod tale om et velkendt historisk fænomen, som vi for eksempel også kender fra romerne, muslimerne og mongolerne. Det, som adskiller den vestlige kultur fra andre samtidige kulturer, er ikke bestræbelsen på at dominere; men det er den grad, hvormed det lykkedes. Her er Vesten enestående i moderne tid.

Men i et overordnet historisk perspektiv er den vestlige kultur enestående på en helt anderledes radikal måde. Den er ikke den første til at få succes med at underlægge sig en betydelig del af sin omverden. Men den er den første til at føle skam over sin succes.

Således var den vestlige kultur heller ikke enestående i sin slavehandel og accept af slaveri; men det var den derimod, da den som den første indledte en bevidst kamp imod slaveri og slavehandel. Det er rigtigt, at de vestlige lande ikke trak sig tilbage fra kolonierne helt uden kamp; men når de ikke kunne vinde denne kamp, så var det, fordi der indefra ikke var vilje til at føre den.

Og når der ikke var det, så hænger det sammen med, at de vestlige lande selv i samme periode undergik en radikal politisk udvikling. Da Vesten gik i gang med sin kulturelle ekspansion og kolonisering af omverdenen, da var de vestlige lande feudalsamfund, hvor flertallet af indbyggere var fæstebønder og landarbejdere. De var underlagt feudalmagten eller enevoldskongen. Med den teknologiske udvikling undergik landene en industrialisering, og der udvikledes en klasse af lønarbejdere. Efterhånden førte det til en politisk mobilisering af bønder og arbejdere, og man fik udviklet et demokratisk system, hvor der fundamentalt var politisk ligeværdighed for alle borgere.

Det var som konsekvens af denne indre udvikling i de vestlige samfund, at udviklingen i deres forhold til slaveriet og kolonialiseringen fandt sted. Samtidig med at borgerne i de vestlige samfund kæmpede for deres egen politiske frihed kunne de ikke opretholde en støtte til slaveri – og heller ikke til kolonial undertrykkelse af andre folk. Den modsigelse kunne de ikke bære i længden. Det var de samme værdier – det samme frihedshåb – som førte til demokratiets indre fremvækst i de vestlige samfund, og som førte til de vestlige landes egen kamp imod slaveri og kolonialisering. I denne sammenhæng hører også hjemme, at de politiske ledere, som førte an i koloniernes egen kamp for selvstændighed, ikke sjældent var uddannet ved vestlige universiteter, og således kunne bruge Vestens egne demokratiske idealer imod de vestlige landes kolonialisering.

Skal efterkommerne af fæstebønder og lønslaver en undskyldning?

Når vi har disse sammenhænge med i billedet, så stilles spørgsmålet, om vi bør undskylde for slaveriet og kolonialiseringen, i et nyt perspektiv. For hvorfor skulle folk, som er efterkommere af fæstebønder og lønslaver, undskylde over for folk, der har været kolonialiseret, eller hvis forfædre har været slaver? Hvorfor bør der ikke ligeså vel tilkomme efterkommerne af fæstebønder og lønslaver en undskyldning? Når vi gennemtænker, hvorledes kampen for demokrati og imod slaveri og kolonialisering faktisk er blevet ført i de vestlige samfund, så synes der i dag ikke at være grund til at anse nogen for at være særlig berettiget til at kræve undskyldning af andre.

Men oplever de ikke-vestlige indvandrere i de europæiske lande ikke i dag en særlig racisme, som vi er nødt til at undskylde for? De oplever ganske sikkert at blive holdt ude fra sammenhænge, hvor traditionelle europæere føler sig mest trygge ved hinanden. Men det er en helt naturlig menneskelig reaktion på dybe kulturforskelle. Jo mere fremmed, man er og optræder, kulturelt og etnisk, jo sværere kan det være at danne personlige relationer. Og omvendt så oplever mange traditionelle europæere direkte at føle sig truet af indvandrerbander, hvilket forstærker deres naturlige skepsis over for fremmede. I denne dynamik kan vi altså heller ikke tale om en ensidig ”racisme” fra de traditionelle europæeres side.

Danskerne har ikke noget andet land

Vi kan derimod tale om et menneskeligt set naturligt modsætningsforhold, som kan give anledning til alvorlige konflikter, hvis det ikke politisk holdes under kontrol; og det vil sige, hvis indvandringen ikke holdes under kontrol. For her er kernen i sagen, at et europæisk folk som danskerne ikke har andet land end Danmark, hvis de frit skal kunne udfolde deres kultur. Noget andet gælder derimod for folk, som er indvandret til Danmark – for eksempel afghanere, pakistanere og somaliere. Hvis de vil udfolde deres egen kultur, så har de også lande, hvor det er muligt. Men danskerne har ikke et sted, hvor det er muligt for dem, hvis deres land skal være et sted, hvor alle mulige kulturer har samme ret til at udfolde sig.

Overordnet set, så skal vi ikke tro, at hvis den vestlige kultur undergraves, så forsvinder racisme og imperialisme sammen med den. Det er mere sandsynligt, at det er friheden til at kritisere den politiske magt – og dens mulige racisme og imperialisme – som så også vil forsvinde.