Af Harry Vinter  Fra Udsyn nr. 2020. del 1 er her.

Danmark i en nøddeskal

Den 17-årige teenagers triste skæbne minder på mange måder om Danmarks tilsvarende triste skæbne.

En person, som ved det indledende bekendtskab forekommer spændende og kulturberigende, møver sig med salami-metoden langsomt mere og mere ind på det forsvarsløse offer, som ikke kan sige fra over for den ældres naturlige myndighed over et barn. Det er den, enhver børnelokker benytter sig af. Og senere tør hun ikke at sige fra, da vold og truslen om vold er blevet en del af forholdet. Det er sandsynligt, at hun afbrød forbindelsen til moderen af kærlighed til moderen. Muligvis har pakistaneren truet med at dræbe moderen, hvis Aya ikke makkede ret.

Pakistanere synes at have et udpræget talent for børnelokkeri. I Storbritannien er pakistanske ”grooming gangs” et udbredt fænomen i stort set alle byer, hvor de har misbrugt titusinder af pigebørn, mens politiet så den anden vej af frygt for at krænke de ophøjede muslimer. Det britiske politi driver til gengæld klapjagt på personer, som bringer disse forhold frem i lyset, bl.a. Tommy Robinson.

De handlingslammede danskere

Ayas mor, som i flere omgange burde have beordret pakistaneren til at skrubbe af, var handlingslammet og gjorde ingenting. Undskyld til de kvindelige læsere, men jeg tror ikke, der findes ret mange mænd uden for Det radikale Venstre, som ville have fundet sig i den opførsel over for deres datter. Døtre af enlige mødre er nemmere at manipulere end piger, som har en solid familiebaggrund med far, mor og børn.

Danmark burde have udvist Kamran Khan mange år, før han blev morder

Lige så handlingslammet som Aya og hendes mor er Mor Danmark, som burde have udvist morderen mange år, før han blev morder. Han burde have været udvist efter sine første voldssager og/eller efter, at han holdt op med at arbejde. Havde Mor Danmark udvist ham i tide, ville Aya have været levende i dag. Og politikerne snakker og gør ingenting. De er bange for FN, EU, konventionerne og de ”humanitære” organisationer. Derfor måtte Aya dø.

Hverken Aya eller hendes mor eller bedsteforældrene havde nogen anelse om, hvad islam er for en størrelse. Det burde skolen og de medier, som har public service-forpligtelser, have oplyst om. Men både skoler og medier anser det for deres opgave at misinformere om islam og de muslimske parallelsamfund. Efter hver eneste terrorhandling påstår de samstemmende, at terroren ikke har noget med islam at gøre, selvom den faktisk er påbudt i koranen. Hvis en af Ayas lærere havde fortalt Aya om islams forhold til dhimmier/vantro, ville han med garanti være blevet fyret. Og den 4. statsmagt, som burde have stillet kritiske spørgsmål til den opreklamerede kulturberigelse, er optaget af at formidle luftige drømmebilleder om islams storslåede bidrag til menneskeheden.

Vi kan gisne om, hvad Aya har hørt om islam og såkaldt multikultur under sit efterskoleophold, siden hun bagefter ville på gymnasium på Nørrebro. Det har formodentlig været lyserøde eventyr uden hold i virkeligheden.

Der er mange, som bærer skylden for Ayas triste skæbne:

– Flertallet af vælgerne, som, på trods af årtiers advarsler fra bl.a. DDF, valgte ryggesløse politikere.
– Ryggesløse politikere, som lukkede den hadefulde vold ind i Danmark i stedet for at stoppe den ved grænsen.
– “Kulturpersonligheder”, som bød “lige meget hvem du er, så velkoooomen her” og i øvrigt skammer sig over at være danskere.
– Skolerne/lærerne, som ikke advarede de unge om, hvad islam står for.
– Medierne, den fjerde statsmagt, som fyldte danskerne med løgn om indvandringens velsignelser.
– “Venligboere”, som byder volden velkommen i Danmark.
– Alle de danskere, som af kortsigtede bekvemmelighedsgrunde undlader at protestere mod den fjendtlige invasion.

Jo, den unge pige, som havde livet for sig, valgte selv at konvertere til islam og gå ind til helvede på jord.
Men hun gjorde det uden viden om, hvad hun gik ind til. Den viden mente magthaverne ikke, hun havde godt af at kende til.

Mediernes svigt

Det er den 4.statsmagt, medierne, der i vid udstrækning bestemmer, hvad politikerne beskæftiger sig med. Har en af tv-kanalerne en aften taget et emne under behandling, som vækker forargelse, er politikere dagen efter ved at vælte over hinanden med udtalelser om alt det, de vil gøre.

Men en trist skæbne som Ayas nævner tv-kanalerne ikke med et ord. Ingen tv-journalist ville drømme om at stille kritiske spørgsmål til politikere, og slet ikke til ”kulturpersonligheder”, om deres medansvar for Ayas død. Derfor beskæftiger de færreste politikere sig med det, og sagen bliver med larmende tavshed gemt bort. Folk skulle nødigt få et forkert indtryk af islam og dens tilhængeres kulturberigende indflydelse på de indestængte, snæversynede, fordomsfulde og racistiske danskere.

Da BT og Ekstra Bladet for nogle år siden omtalte en række danske piger, der var blevet lokket til at konvertere til islam og blive islamisk gift uden deres forældres viden, udtalte Københavns socialborgmester Mikkel Warming (Enh.): “Imamer, der vier 15-16-årige piger, er nogle skiderikker… Den konkrete sag nærmer sig hjernevask”; og venstremanden Søren Pind udtalte: “Det er et problem. Og det er også et problem, vi bliver nødt til at adressere.”

Hvordan de pågældende siden har adresseret problemet, står hen i det uvisse. De har formodentlig droppet sagen for ikke at komme til at fornærme de tv-journalister, som de gerne vil stå sig godt med.

Demografiske konsekvenser

Vold og trusler om vold har en kolossal virkning på mennesker. Man skal derfor gøre sig klart, at en blond kvinde med blå øjne, som går islamisk klædt, ikke nødvendigvis gør det af egen fri vilje. Hun kan, uanset hvad hun selv siger, meget vel være offer for det fænomen, som i bl.a. Indien går under benævnelsen ”love jihad”.

En effektiv måde at udrydde et folk på, er at stjæle dets kvinder. Det véd muslimer, og derfor forbyder de deres kvinder at komme i nærheden af ”vantro” mænd. Børnene af et sådant forhold kunne jo blive ikke-muslimer. Så er det bedre at ”æres”dræbe kvinden.

Derimod ser muslimer gerne, at muslimske mænd gifter sig med ikke-muslimer, idet de anser det for givet, at de muslimske mænd drager omsorg for, at børnene kommer til at tilhøre Allah.

Således fødte Aya tre børn, som bidrager til islams vækst i Danmark. Hun kunne have født tre danske børn, som kunne have bidraget til videreførelsen af det danske folk. En forskel på 6 børn for én kvinde er en stor forskel i Danmark, hvor kvinder i gennemsnit kun føder 1½ barn, hvorfor hver ny generation bliver 25% mindre end den foregående. Danmark har ikke råd til at forære sine børn væk til fjenden.

Det er seksualpolitisk komplet horribelt, at Mor Danmark tillader udviklingen af en kønsmæssig ubalance ved at tillade indvandring af flere hundrede tusinde mænd, mens der ikke indvandrer et tilsvarende antal kvinder. Muslimsk ejede kvinder er som følge af islamisk diskrimination uden for dette regnskab.

Som konsekvens bliver et voksende antal danske mænd ude af stand til at stifte familie og forbliver enlige, – medmindre de har råd til at importere en udenlandsk kvinde.

Mange danske kvinder, som ikke har hjertet på rette sted, glæder sig til gengæld over det store udvalg af rigtige, voldsparate mandfolk og hilser ”refugees welcome” med åbne arme og spredte ben.

”Eksperter”, politikere og medier tier om denne udvikling, som er konsekvensen af en grov diskrimination, som man accepterer uden at kny. Og Danmark fortsætter stille og roligt mod afgrunden.
Ligesom hverken Aya eller hendes mor kunne ”mande” sig op til at holde ondskaben fra livet, formår Mor Danmark ikke at mande sig op til at stoppe voldtægten af Danmark.

Den foregår, mens du, kære læser, læser denne artikel.

Kilder:
Ekstra Bladet 7/4 2020, 25/4 2020, 26/4 2020, 27/4 2020, Politirapporten,

Ill:
4. Ekstra Bladets spiseseddel 26/4 2020
5. Charmetrolden Kamran Khan
6. + 7. Khan-klanens forretninger på Nørrebrogade