Amerikanerne samles udenfor hospitalet: Scene outside Walter Reed.

Efter tolv år ‘på polsk’

I 2008 spurgte en fælles ven, om jeg kunne have en norsk journalist boende. Det kunne jeg. Det var Hans Rustad som skulle ind i Tivoli og løftes af imamløfteren Shabana Rehman. For et par måneder siden giftede vi os endelig formelt. Jeg er en del af noget større, der beskytter mig, for andre end retsvæsnet har været ude efter at lukke munden på mig. Det kan jeg komme ind på ved en senere lejlighed. Det frie ord er ingen foræring.

Document. no er et stort foretagende efterhånden, den er det vigtigste der foregår i Norge, og det har de senere år vist sig svært at være en eneblogger uden jurist og teknikker. Jeg er derfor stolt over at være blevet en del af Nordens bedste, konservative nyhedsblog. Selv de, der afskyr den, må læse den. Det er professionelle. Jeg er bare en fotograf, der kan nogle sprog og blev optaget på journalisthøjskolen i 1973, og takker min gud for, at jeg befandt mig i det Sydkinesiske Hav ud for Vietnam og ikke agtede at møde op i Århus for at blive systemjournalist. Hvad har jeg ikke været skånet for?

Det eneste man kan gøre ved verden, er at leve i den og beskrive den

Alliancen har også den effekt, at jeg agter at skrive mindre her og bruge mere tid på research for mine venner i seks lande. Efter seneste danske og svenske valg har jeg desuden mistet troen på, at skriverier forandrer nogenting. Jeg har skrevet rigeligt, og jeg ved, det ikke betyder en fløjtende fis fordi vi ikke lever i det informerede demokrati, vi tror.

At skrive her, har for mig overvejende psykoterapeutiske grunde. Nogle magthavere har sendt politi og retsstat efter mig for at sige noget fuldstændigt sandt, det er ganske flatterende at genere så høje herrer, så de afslører sig selv, men det er jo ikke noget, der ændrer verdens gang.

Peter Hitchens sagde i København i 2016, at han havde det meget bedre efter at han havde indset, at intet han skrev, betød noget. Det er jeg også kureret for. Ikke et sekund i 2001 havde jeg troet, at ødelæggelsen af Sverige ville gå så langt, som den er gået, og engang troede jeg faktisk jeg kunne gøre noget for at forhindre det. Det var meget naivt af mig. Det eneste man kan gøre ved verden, er at beskrive den.

Foto Shabana Rehman løfter Hans Rustad på Nimb. En yngre Jens Rohde deltog også, mens kunne endnu tro, han var rigtig vel forvaret. Idag ved vi bedre.