Fra Ribersborg set mod Västra Hamnen, Malmø. © Snaphanen.dk

af Henrik M. Jensen

Af alle danske byer har ingen haft så krank en skæbne som Malmø, Københavns tvillingeby.

Efter at have stået i skyggen af Lund fik byen i 1300-tallet del i det store øresundske sildeeventyr, og det skabte så stor økonomisk fremgang, at byen voksede ud af Lunds skygge og blev den vigtigste by i Skåne. Og da København fra 1420 blev rigets hovedstad og centrum, kom også Malmø til at ligge “midt i det hele”.

Det blev Malmøs gyldne periode, og fra dengang findes stadig en del bygninger bevaret, som Jørgen Kochs Hus opkaldt efter en borgmester, der også var møntmester. Og derfor blev mange danske mønter i 1500-tallet slået i Malmø.

Og i samme periode var byen i forreste linje for den reformatoriske bevægelse, der skyllede ind over Danmark og Norden. Her blev den første danske salmebog udgivet af Claus Tøndebinder, og en anden af Malmøs borgmestre fra dengang, Hans Mikkelsen, var den første, der oversatte Det ny Testamente til dansk.

Nedturen

Men i 1600-tallet væltede ulykkerne ned over byen. De svenske angreb på Danmark gik hårdest ud over Skåne og ikke mindst Malmø, og helt galt blev det fra 1659, da det østlige Danmark (bortset fra Bornholm) blev besat af svenske tropper.

For at fremme forsvenskningen blev de gamle forbindelser over Sundet afbrudt af besættelsesmagten, og det blev katastrofalt for byen, der havde været Danmarks næststørste. For pludseligt befandt den sig i udkanten af et fremmed rige uden mulighed for økonomisk og kulturel udveksling med sit naturlige opland.

Optur og ny nedtur

De næste 200 år blev en ørkenvandring, der først ændrede sig til det bedre i 1800-tallet, da restriktionerne for samkvem med Danmark blev ophævet, jernbanen kom til byen og el- og gasværker blev bygget. Malmø kunne nu ride med på den industrielle bølge med fabrikker og en arbejderklasse, der fik stor indflydelse på det Socialdemokrati, som kom til at styre Sverige næsten enevældigt i 100 år.

Men det bar også i sig kimen til den næste store nedtur, som fulgte, da socialdemokraten Olof Palme i 1975 iværksatte sin plan om at gøre Sverige til et indvandrerland.

Fra slutningen af 1900-tallet væltede udlændingene ind i byen med det resultat, at 43% af de ca. 300.000 indbyggere i dag har udenlandske rødder. Og det har ført til en voldsom øgning af kriminaliteten i den engang så fredelige by.

Wikipedia på nordisk

Søger man Malmø på Wikipedia i den danske udgave, får man et afsnit om “Kriminalitet”, hvor man bl.a kan læse, at antallet af årligt anmeldte voldsforbrydelser fra 1989 til 2009 steg fra 553 til 1197. Og at kriminalitetsraten næsten er kom højde med Stockholms.

Og i den norske udgave af Wikipedia læser man under “Kriminalitet” blandt andet, at det årlige antal overfald fra 1996 til 2017 er øget fra 109 til 217 og røverier fra 424 til 984.

Og i den finske version fortælles blandt andet, at tre områder af byen, Rosengård, Seved og Oxie, er overtaget af kriminelle, og at de lokale ikke samarbejder med et politi, som har mistet kontrollen med områderne. Og at der i 2016 skete 16 drab, og at mordraten målt pr.indbygger er tre gange højere end i London.

Og på svensk…

Men hvad siger den svenske Wikipedia om Malmøs kriminalitet?  Ingenting.

Svigtet og glemt

Det er blot endnu et eksempel på mediekulturen i den stat, der har ansvaret for sikkerheden i Malmø: Den gør, hvad den kan for at fortie de kolossale problemer, som den samme stats indvandringspolitik har medført.

Og selv københavnerne, som ellers ved indvielsen af Øresundsbroen i 2000 havde omfavnet “den fortabte søn”, er begyndt at svigte sin tvillingeby og ønsker i stigende grad, at broen atter bliver lukket, så Malmøs kriminalitet kan holdes ude.

Det er virkelig en krank skæbne for den tidligere så velfungerende dansk by, at den skulle ende som et plaget og splittet udkantsområde under en fremmed stats misregimente.