Af Palle Almindsø.  Foto © Snaphanen.dk, “Nørreport” (klik for helskærm)

Hvorfor sagde Englænderne og franskmændene ikke bare undskyld? – Den gode tone, den store tolerance eller anstændighedens imperativ.

Kunne den 2. Verdenskrig være undgået, hvis man blot havde sagt undskyld?

Hvis man blot har læst få bøger om Tysklands historie med særligt fokus på mellem-krigstiden, vil man hurtigt se, hvad der dominerede datiden. Lige fra 1919 helt frem til 1932 var Tyskland kastet ud i den ene krise efter den anden, begyndende med nederlaget efterfulgt af Versaillestraktaten med de ydmygende krav på kolossale krigsskade-erstatninger, oprettelsen af Weimar-republikken med indbyggede revolutioner, kupforsøg, attentater, mord, opløsning, nederlagsstemning og en deroute for nationalfølelsen, der så igen fik et skub i 1929 ved børs-krakket i Wall Street, der førte til en voksende arbejdsløshed, læg så hertil, at en ukendt skyttegravssoldat trådte frem i en ølstue i München allerede i 1920 og begyndte at slå på tromme for en revanche for Tyskland.

Efter hans eksempelløse succes med at danne partiet NSDAP, så vil man herefter kunne konstatere, at Tyskland, udvalgt af en højere/lavere skæbne bestemt til at overgive rigets nøgler til denne ukendte soldat fra 1. verdenskrigs skyttegrave, der i den grad fik det tyske folk op af stolene. Kunne det være gået anderledes?, ja, måske hvis Adolf Hitler var blevet myrdet.

Og man bør desuden huske på, at det ikke kun var småborgerskabet der stemte på NSDAP i de mange valg, der fandt sted i 1930-32, det var bestemt også veluddannede, kunstnere, journalister og lign. der lod sig besnære.

De allieredes frygtsomme medfølelse med det tyske folk

Men alle de nævnte faktorer fik for alvor betydning for Tyskland gennem de allieredes tøvende og utroværdige forsøg på at opretholde Versailles-bestemmelserne, der netop i de år mellem 1919 og 1932 faldt sammen og gav det nederlagsplagede land det nådestød, der fik ikke blot de arbejdsløse men også dele af landets intelligentsia til at sætte deres lid til NSDAP og dets leder.

Herudover bliver jeg nødt til at omtale en anden og måske nok så vigtig brik i det store fatale spil, der kom til at spille en altafgørende rolle. Vestmagterne, de allieredes frygtsomme medfølelse med det tyske folk. Al denne fornedrelse, hvad kunne det ikke føre til, hvis man lyttede til de taler, den veltalende Adolf Hitler stod og fyldte ølstuerne med, så kunne nogle jo hurtigt få en velbegrundet frygt for, at en ny krig kunne lure ude i horisonten, hvis man fastholdt de krav der lå i Versailles-traktaten.

Ja, men vi er da ikke i krig med Tyskland!

Derfor begyndte man allerede fra 1936 at løsne grebet om Tyskland, som fx i Alsace Lorraine hvor man uden sværdslag lod tyske soldater komme ind, idet man trak besættelsestropperne tilbage, og da Hitler i 1938 annekterede Østrig og senere gjorde krav på Tjekkoslovakiet, var man også meget lydhør, det gjaldt jo trods alt fred, måske verdensfreden.

Vær opmærksom på at der var mange i England, der opfattede Winston Churchill som noget af en bulldog, og nogle ville have kunnet sige til ham: Ja, men vi er da ikke i krig med Tyskland! Og da de tyske tropper den 1. september gik ind i Polen måtte enhver åbne øjnene og svare på det store spørgsmål: Joe måske, men kan vi ikke lige sige Undskyld!, det skylder vi som anstændige mennesker da de stakkels tyskere, og Hitler var vel i grunden også et anstændig menneske… vi er i krig!

Altså, der var endnu dem, som ville sige undskyld til Hitler, hvis Versailles-freden havde fornærmet ham. Denne gruppe mennesker var klar til at lade ham få Polen, hvis det kunne være et plaster på såret. Og eftergivenhedspolitikken havde givetvis en stor andel i, at tingene havde udviklet sig som det altså skete. Weimarrepublikken var for længst historie.

Churchill kunne ikke finde kammertonen

Med bagklogskaben kunne historikerne og andre iagttagere nu se, hvad det førte til. Det tyske folk fulgte Hitler et langt stykke henad vejen, hvad havde han ikke fået gennemført i årene mellem 1933 og 1938. En udbredt og voksende arbejdsløshed var blevet konverteret til noget der lignede fuld beskæftigelse og en genopvakt nationalfølelse, ganske vist på bekostning af jødernes udryddelse……, men her valgte vestmagterne anstændigvis at tie.

Churchill kunne ikke finde kammertonen og blev af mange opfattet som en uanstændigt provokerende krigshetzer (warmonger). Det havde været svært for det tyske folk, lad nu bare Hitler få sine vel ikke helt urimelige krav opfyldt, for hvem ønskede at træde på et folk der lå ned!? Der var selvfølgelig spørgsmålet med jøderne, men var der ikke også antisemitisme hos de sejrende vestmagter? Og hvorfor blande sig i tyskernes affærer, det kunne let virke som unødvendige krænkelser med risiko for nye konflikter. Hvis nogen havde turde gribe ordet og støttet Churchill var de givetvis blevet udskammet og beskyldt for tonedøv uanstændighed.

“You were given the choice between war and dishonour. You chose dishonour, and you will have war.’

Derfor så man i måbende afmagt på den udvikling, der udfoldede på kontinentet. I grunden havde Hitler og hans parti, ja hele det tyske folk vel egentlig ret til at kræve en plads i solen, der blev tale om at give dem adgang til det afrikanske kontinent med henblik på at få sig nogle kolonier. Vi ved hvad der skete; omsider klokken ”kvart over tolv” satte man sig på ny sammen og trak Churchill ind i varmen, i modsætning til de andre havde han det fornødne mandsmod, kræfterne og ikke mindst evnen til at stå alene. Mange af parlamentets politikere faldt ham om halsen, og undskyldte deres svaghed og leflen for den totalitære moralisme de i kor havde udtrykt. Ud fra de nobleste motiver havde de forsøgt at undgå en ny krig, men netop det havde de fået, en krig der skulle overgå den store krig fra 1914-18 mange gange! ..

Siden 1990`erne har vi herhjemme måtte lægge øre til dogmet om anstændighed først og fremmest udtrykt gennem Seidenfadens pen i Politiken. Efter at have støttet Rushdie i sagen om De sataniske vers var han vendt rundt, og med et indædt had til det nye parti Dansk Folke Parti så han nu alle de problemer, der opstod ved den voksende indvandring som noget der direkte var affødt af det nye fremmedfjendske parti og Anders Fogs manglende forhandlingsvilje med fredens apostle.

Senere har vi kunne læse hos Ahmed Akkari (Mit farvel til islamismen), at de famøse imamer der tog til Mellemøsten hurtigt fandt ud af, at intet kunne formilde de rasende ledere i Mellemøsten, der havde deres egne særlige dagsordener. De så blot de forbandede tegninger som anledning og ikke som årsag til urolighederne med ambassadeafbrændinger med mere.

Kan man overhovedet bruge historien og erfaringerne fra 30`erne til at forstå noget i nutiden, dvs fra 1995 og frem til i dag? Måske ikke, forskellene er jo til at få øje på, men den kujonagtige vigen, forklædt som anstændighed er den samme! Hvem ønsker krig? Nej vel, ingen!

Men det politiske mod og fornemmelsen for magtpolitik, byder os at se virkeligheden i øjnene, og på ethvert tilbagetog og så enhver svaghed som en invitation til en fjende der ikke ved hvad demokrati er, og som blot ser at magten tilhører den stærkeste, og når man trækker ord som tonen, anstændigheden, tolerance, pluralisme og dialog ind på scenen med en naiv tro på, at det kan udmanøvrere en diktator eller et diktatur, så er man mere naiv end man har lov til at være.

Dette så Churchill, så ingen grund til at dekonstruere ham,, som en bagside-artikel i Weekend-avisen for et par år siden forsøgte, da Søren Mørck ville fratage Churchill æren for sin medvirken til sejren over nazi-tyskland – Ikke særlig smukt men sikkert i overensstemmelse med avisens verdensforståelse ….