Af: Hans Rustad

Simon Wiesenthal skrev “Mordere blandt os” om nazisterne, der overlevede Det Tredje Rige og gik under jorden i civilsamfundet. Wiesenthal viede sit liv til jagten på retfærdighed. Forbrydelser af en sådan størrelsesorden kunne ikke passere uden regnskab og dom. Det centrale er hukommelsen, at vi husker, hvad der skete.

Men nu husker vi ikke mere, det er min klare følelse. Hvorfor ikke? Fordi historien er vendt tilbage, ganske enkelt. De kræfter, vi troede var i ro, er vågnet igen. Ikke i den gamle form, ikke med den overflod af vold, som kommunister og nazister bruger, men tydeligere og tydeligere i totalitær retning, i Vesten.

Man kan sige, at magthaverne er blevet klogere. Det siger socialisterne ligefrem: Tidligere forsøg mislykkedes, men vi er blevet klogere. Hvad skal der til for at et sådant herredømme opstår og spreder sig?

Jeg lytter til en klog filosof David Berlinski, der siger, at for at en intellektuel tradition skal overleve, skal den have et publikum. Hvis folk ikke længere tror på Gud, hjælper det ikke at sige, at vi følger den kristen-humanistiske arv. Det gør vi åbenbart ikke, når vi bryder den uden problemer.

Denne løsrivelse, der er sket gradvist siden den franske revolution, er forudsætningen for den åndelige ruin, vi befinder os i.

Vi er ligeglade, og vi vil ikke vide det.

To piger, en dansk og en norsk, læser friluftsliv på en højskole i Norge. De skal opleve Atlasbjergene sammen. I det område, de rejser i, er der fem mennesker, der leder efter et blodoffer til Allah. De to piger er et nemt offer. Mændene filmer, at de slagter pigerne og lægger filmen ud på nettet, som rigtige jihadister gør. Det skaber et stort oprør og sætter Marokko i forlegenhed. Sådan noget sker ikke i Marokko, bortset fra at det skete, og mændene var ikke alene.

Der blev holdt mindehøjtideligheder, hvor politikere og religiøse ledere ville vise deres velvilje. For nogle almindelige mennesker var det sikkert ægte.

Men da man så billederne af byen, mændene kom fra, præget af fattigdom og kulde, udmagrede katte, forstod man, at de ikke havde andet end et stort hul, som de fyldte med en hadefuld islam.

I Danmark og Norge forsøgte man at nedtone den blodige vold, pigerne blev udsat for, ved at skrive, at de havde fået skader i nakken. Indignationen var derfor stor, da videoen spredte sig. Nogle ønskede, at andre skulle se, hvordan de blev slagtet. Andre spredte det, fordi de følte sig såret.

Politiet satte ressourcer ind på at fjerne videoen, og gik de efter danskere, der havde lagt links til videoen, med advarsler om, at den var voldelig. Men det var nok til, at politiet kunne sagsøge Steen Raaschou, Jeppe Juhl og flere andre. De, der forsøgte at advare mod jihad, blev retsforfulgt.

Dermed blev der indført et helt nyt princip i det danske retsvæsen. Det burde oprøre den danske presse, men sagen interesserer dem ikke. De har ladet, som om det ikke eksisterer.

Nu har Danmarks Radio laget både artikkel og program om moren til Louisa Vesterager Jespersen. Hun får jævnligt tilsendt mordvideoen. Louisas søster gør det samme. Der er åbenbart mennesker, der ønsker at ødelægge dem menneskeligt.

Danmarks Radio er ærlig nok til at fremhæve en sag, der stiller danske muslimer i et dårligt lys. Hvordan ved vi, at de er muslimer? Det er plausibelt ud fra den hånende tone og en anden detalje: Nogle personer har lagt billeder af drabene op på deres Facebook-side. Hvis disse havde været danske, havde Danmarks Radio ikke tøvet med at sige det.

Men det er værre end det.

Louisas mor har hver gang klaget til Facebook, som fjerner den ene video, men slipper den næste igennem. De har endda fortalt hende, at videoen ikke er i strid med “fællesskabsreglerne”.

Vi tænker på moderatorerne, der sagsøgte Facebook, fordi de blev psykisk syge af at arbejde der. Når man sidestiller denne tolerance over for islamistisk sadisme med Facebooks inkvisition mod borgerlige og covid sandhedssøgende, får man en dårlig smag i munden. Hvilken slags fællesskab står Facebook egentlig for?

Hver gang Helle Vesterager Jespersen modtager den et minut og tyve sekunder lange video eller billeder fra den, gør hun det samme: Hun melder videoen eller billedet til Facebook og melder ligeledes afsenderen til Facebook.

Men uanset hvor mange gange hun gør det, sker der ifølge Helle Vesterager Jespersen ikke noget. Eller dog, videoen bliver nogle gange taget ned forklarer hun.

Så går der noget tid, så kommer der en ny.

Facebooks talsmand i Norden forsvarer sig med, at afsenderen ændrer lidt på videoen, så algoritmerne ikke opdager, at det er den samme video. Det står ikke til troende. Denne video er så speciel, at det ikke burde være svært at lade den luges ud af filtrene for altid.

Politiet er magtesløst over for Facebook. De ransager hjemme hos to bloggere, der aldrig ville drømme om at sende videoen til ofrenes pårørende, men er magtesløse over for teknologigiganten, der tillader ofrene at blive chikaneret.

Heller ikke politiet kan forhindre, at videoen bliver spredt. De forsøgte det i starten, de overtog Helle Vesterager Jespersen og hendes børns sociale profiler og meldte videoerne og afsenderne til Facebook. Politiet forsøgte også at finde afsenderne, men efter nogle måneder holdt de op med at overvåge profilerne, og hun måtte selv sørge for det hele.

Moderen, Helle, har måttet overtage politijobbet. Det var dem, der skulle retsforfølge Facebook og sætte de religiøse sadister i fængsel. I stedet bliver det moderen.

Politiet resignerer over for sadisterne, men de synes, det var ok at tage alt computerudstyr fra Steen Raaschou og beholde det i næsten to år. Det har de styrken til.

Dette bekræfter et mønster, vi ser dukke op i Vesteuropa, hvor islamister går fri, mens deres egne borgere får deres ytringsfrihed begrænset.

I Louisas tilfælde handler det ikke om én sadist, men mange.

Helle har fået en advokat, der hjælper hende med at gennemgå Facebook og skabe overblik:

Gennem deres arbejde har de indsamlet beviser for, at mordvideoen eller billederne herfra målrettet er blevet delt med Helle og hendes datter ni gange siden 17. december 2019. Af de ni delinger er seks af dem blevet sendt til Helle og hendes datter på Messenger og tre af dem er lagt op som kommentarer til flere Facebook-opslag på Helles datters Facebook-væg.

Derudover delte en af ​​de personer, der sendte videoen til Helle i Messenger, også et billede fra mordvideoen på sin egen Facebook-væg.

Den seneste deling fandt sted i oktober 2021.

Det er en interessant side af Facebook, at de har en praksis for ophavsretligt beskyttet materiale såsom film eller musik, og en anden praksis for enkeltpersoner. For dem skal indholdet gennemgås hver gang, inden det downloades, mens ophavsretligt beskyttet materiale fjernes, så snart det er uploadet.

Retssystemet modsiger sig selv: Der er afsagt domme for at dele videoen. En kvinde på 20 fik en betinget dom på tre måneder og 80 timers samfundstjeneste. Men alligevel kan eller vil politiet ikke finde de personer, der finder sadistisk fornøjelse i at chikanere de efterladte.

Facebook tillader blodige billeder af de to piger at blive lagt på en profils hjemmeside. De blev uploadet i oktober og gennemgået, men er endnu ikke blevet fjernet.

Eksempelvis anmeldte Helle Vesterager Jespersen den 3. oktober 2021 en bruger for at have et stillbillede af Louisas blodige krop og ansigt på sin Facebook-væg. Facebook kvitterede for modtagelsen af ​​meddelelsen, men har endnu ikke fjernet billedet fra brugerens profil.

Det mest groteske er en sag, hvor en fremmed uploadede et billede af Louisa, der får skåret hovedet af på søsterens facebookvæg. Facebook svarede efter kun to timer, at billedet ikke var i strid med “fællesskabsreglerne”.

En anden gang mente Facebook ikke, at et billede fra videoen overtrådte retningslinjerne for sociale medier.

Helle Vesterager Jespersen anmeldte den 11. december 2020 et billede fra drabsvideoen, som en person havde uploadet på hendes datters Facebook-profil. På billedet er Louisa ved at få skåret hovedet af.

Billedet blev uploadet som en kommentar til et andet billede, Helles datter selv havde delt på sin Facebook-profil, men ifølge Facebook – som svarede blot to timer efter anmeldelsen – brød det brutale billede af Louisa ikke deres retningslinjer, og de fjernede det derfor ikke.

DR har dokumentation for 10 delinger af drabsvideoen eller billeder derfra, som Facebook ikke har fjernet.

Facebook viderebringer ondskab. Ondskaben fra Atlasbjergene findes i Danmark, Norge og hele Vesteuropa. Facebook er med til at udbrede det. I et tilfælde delte en uploader videoen 662 gange. Nogle mennesker kan lide at se europæiske piger få hovedet skåret af.

Vi hører ikke meget om Maren og Louisa. Dem, der taler, vil foretrække at glemme dem. Men de, der hugger hovedet af dem og deres tilhængere, vil ikke lade os glemme. Måske var det bedre at tage dem på ordet og sige, at vi heller ikke vil glemme. Tværtimod vil vi forsvare dem og deres pårørende.

Vi kan starte med den dobbelte retspraksis. Ded er en sag. Så kan nationalforsamlingerne beordre Facebook til at blokere jihadistisk indhold og beordre dem til at oplyse navnene på dem, der spreder sådan materiale.

Hvor har de deres råhed fra?

Fra minut 29:00 diskuteres min udeblivne retssag for en påstået forbrydelse, jeg skulle have begået for over tre år siden i december 2018. Først udskød Coronaen den, dernæst i 2020 måtte jeg aflyse på grund af sygdom, næste gang aflyste Anklagemyndigheden.

Se også Uriasposten: ‘Ukendte folk’ har sendt drabsvideo (DR): Søster: ‘5 indvandre har sendt drabs videoen af min søster’