4
okt
Seneste opdatering: 4/10-22 kl. 1412
5 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Fotos © Snaphanen.dk

For Lars Vilks fyldte kunsten alt

Af Uwe Max Jensen

Det er ét år siden, at Lars Vilks døde i en trafikulykke (?). Jeg mødte Lars Vilks sommeren 2007. Han havde lavet tre Muhammedtegninger til en udstilling i Sverige. Tegningerne blev, som man muligvis kunne forvente, bortcensuret fra udstillingen grundet frygt. Altid velinformerede Snaphanen blev opmærksom på nyheden og var så elskværdig at informere mig.

Jeg blev ret overrasket over, at en svensk billedkunstner helt frivilligt valgte at stikke hånden ind i det hvepsebo, der er Muhammedtegninger og de reaktioner, som sådanne tegninger kan afstedkomme (dette var stort set lige i kølvandet på den danske Muhammedkrise, hvor både danske kunstnere, medier og politikere var blevet kuet til tavshed og underkastelse under det islamiske billedforbud). Endnu mere forundret blev jeg, da det viste sig, at Lars Vilks stod i telefonbogen, og at man kunne ringe til ham.

Jeg greb telefonen og fik fat i en munter mand, der ikke virkede det mindste bekymret over det, han muligvis havde kastet sig ud. Jeg tror egentlig ikke, at Lars Vilks var optimist på sin ytringsfriheds vegne. Jeg tror bare ikke, at han frygtede konsekvenserne. Eller også så han mulige negative konsekvenser som en del af værket.

Historien om den svenske Muhammedtegner fik langt mere dækning i Danmark, end den havde fĂĄet i Sverige, hvor det var en regional petithistorie. Men efter at historien var blevet kørt op pĂĄ den store klinge i Jyllands-Posten og Weekendavisen, vendte historien tilbage til de svenske medier med fornyet kraft. Snart var Lars Vilks ikke bare kendt for monumentalskulpturen Nimis – der er Vilks’ egentlige hovedværk – men ogsĂĄ som Muhammedtegner. Og Vilks blev kendt i kredse, hvor man ikke pĂĄskønner kunst og religionskritik og slet ikke sammenblandingen af de to.

Jeg samlede op på presseomtalen i Danmark og sendte den til Vilks, og vi begyndte at kommunikere på mail. Et par uger senere tog jeg til Höganäs i Sverige for at besøge ham. Vilks var en person, hvor kunsten fyldte alt. Hans ungkarlebolig var fyldt til randen med kunst og bøger om kunst. Kun soveværelset og køkkenet var fremkommeligt. Hvis han ikke havde været kunstner, ville man sikkert have beskyldt ham for at være hoarder.

Nogle uger senere skulle Lars Vilks udstille pĂĄ Eslöv Biennalen. Han skulle udstille en træskulptur, som skulle fungere som Nimis’ ambassade i Eslöv. Værket var vel sĂĄ upolitisk, som man man overhovedet kunne tænke sig. Men frygten for Vilks – eller rettere de islamister, der kunne tænkes at ville Vilks ondt – var allerede begyndt at sprede sig, selvom ingen pĂĄ dette tidspunkt havde truet Vilks endnu.

Vilks blev derfor udelukket fra biennalen (han fik senere rettens ord for, at afgørelsen var forkert) af lokale politikere, og arrangøren spurgte om, jeg i stedet ville overtage Vilks’ plads. Det ville jeg gerne, hvis Vilks var indforstĂĄet. Det var han. Men jeg syntes, at det ville være ĂĄndssvagt at overtage en anden kunstners plads pĂĄ en udstilling uden at forholde sig til, hvorfor denne kunstner ikke længere var velkommen pĂĄ udstillingen. SĂĄ jeg bad Vilks om en Muhammedrundkørseltegning, som jeg kunne viske ud og herefter udstille det blanke papir. Det gik bĂĄde udstillingsstedet, biennalen og Lars Vilks med til.

Jeg kom til Sverige endnu nogle uger senere bevæbnet med en ramme og et viskelæder og fik tegningen af Lars Vilks. PĂĄ den lokale skole, hvor jeg var blevet tildelt et rum, hvor jeg kunne overnatte gik jeg sĂĄ i gang med at viske tegningen ud. Det viste sig vanskeligt – for ikke at sige umuligt. Vilks havde tegnet sĂĄ hĂĄrdt med sin blyant, at selvom jeg viskede selve blyantstregen ud, var konturerne af Muhammedhunden præget ned i papiret. Resultatet blev, at de lokale politikere, der havde udelukket Vilks (alene fordi han var Vilks), i stedet fik en af Vilks’ Muhammedtegninger hængende et særdeles profileret sted i byen i en mĂĄned.

Udstillingen forløb uden problemer. Men var dog i en periode beskyttet af svensk politi.

Ved ferniseringen mødte jeg i øvrigt Dan Park. Han var ikke med på udstillingen, men jeg så noget af hans kunst på nettet og blev ret chokeret. Dan Parks kunst er en acquired taste. Senere er jeg som bekendt blevet rigtig glad for den.

Æret være Lars Vilks’ minde.

(Foto: Jeg arbejder pĂĄ Vilks’ tegning)

Vilks og Uwe på Nimis © Snaphanen.dk

uwe max

Lars Vilks, Jaleh Tavakoli, Uwe Max Jensen, Mikael Jalving, © Snaphanen.dk

Jan Ulrik Friis skrev denne kommentar i gĂĄr

I dag for et år siden, jeg havde nys fået besked om Lars Vilks hans grusomme død, sad i hotellets spisesal i Nordsverige et 4 stjernet hotel, tænkte på hvordan den svenske stat, det svenske folk havde svigtet Vilks, og nu helt ind i døden!

Jeg sad denne morgen tidligt ved morgenbordet, morgenaviserne var endnu ikke kommet i hotellets reception, troede derfor at kun jeg der vidste besked om Vilks hans helt uventede død.

Spisesalen var fyldt, men denne morgen en usædvanlig højstemt tavshed, imod alle mine forventninger var Vilks navn på alles læber, uden at behøve de store ord eller nærmere forklaring, denne morgen for et år siden en altoverdøvende tavshed af sorg.

Havde det været en hvilken som helst anden kunstners død ville der komme et kontra spørgsmål: “Hvilken er denne kunstner?” Men ikke Vilks, alle vidste besked når talen på Vilks, alt han havde gennemlevet på godt og ondt, at han aldrig gik på kompromis med ytringsfrihed den var aldrig ALDRIG nogensinde til salg, derfor nu med Vilks død denne altoverdøvende tavshed.

Jeg tog fejl, troede det svenske folk havde fornægtet Lars Vilks, vendt ham ryggen, det virkede sådant da Vilks endnu var i live, i døden er han på alles læber, hvilke andre kunstnere er en sådan ære forundt, de fleste kunstnere dør i glemsel i tavshed, ikke Vilks, i døden er han nu blevet udødelig.

I tilfældet Vilks fik jeg overvære en altoverdøvende tavshed et gys af sorg gå igennem hotellets spisesal, alt var selvklart, ord helt unødvendige, smerten og sorgen tager over hvor ord end ikke længere rækker at beskrive ulykken.

Istedet står Lars Vilks død som en påmindelse om Sveriges skamfulde forræderi, totale svigt overfor sit eget svenske folk, en giftig import af islam islamisk vold og terror, den svenske regering blander denne dødelige gift helt ufortyndet, Lars Vilks fik opleve denne renlivede ondskab, statens landsforræderi i yderste konsekvens, det faktum at ingen svensk skal behøve dø på svensk jord under politibeskyttelse, Lars Vilks forbliver ett evigt minne av den svenska statens svek och ondska riktat emot sitt eget svenska folk!!!

5 4 votes
Article Rating


DonĂ©r engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

Subscribe
Notify of
guest

5 Comments
Most Voted
Newest Oldest
Inline Feedbacks
View all comments
Hans E.
Hans E.
1 month ago

Nu bliver det rigtig sjovt, for Mette Frederiksen har indgået aftaler med de fleste partier om, ikke at støtte RVs mistillidsvotum, med det formål at få sparket RV ud til højre.

Mikkel Madsen
Mikkel Madsen
1 month ago
Reply to  Hans E.

Og det ved du fordi?

Rasmus Rodskov
Rasmus Rodskov
1 month ago

I Folketingets åbningstale var statsministeren inde på lidt af hvert. Men det man skal holde sig for øje er alt det Mette Frederiksen ikke sagde.

Bjarne Kongsmark (Vejle)
Bjarne Kongsmark (Vejle)
1 month ago
Reply to  Rasmus Rodskov

Hvad nævnte MF ikke?

Jan Magnus
Jan Magnus
1 month ago

Havde du nu kunnet overkomme at høre lidt efter, hvad din kommunistiske helt ikke sagde, ville du måske have bemærket, at hun ikke med et eneste ord nævnte, hvorfor hvide mennesker skal betale flaskepant i Cape Town i Sydafrika.Hun var heller ikke inde på problemet med slappe skeder blandt prostituerede fra Malawi. Og det på trods af, at hun har en universitetsgrad i afrikastudier!

5
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x