Europæerne gør nok klogt i at belave sig på en kinesisk fremtid

Af Lars Hedegard

Donald Trump har givet sit første interview siden sin arrestation for frit opdigtede anklager.

Den tidligere præsident beskylder med rette den demokratiske administration for at have ”weaponized” statens organer mod sine politiske modstandere – altså ligesom når Mette Frederiksen udkommanderer politi og militær for at sætte en skræk i livet på minkavlerne eller truer uvaccinerede med al landsens ulykker.

Det mest interessante er imidlertid Trumps udtalelser om USA’s storpolitiske deroute, som er manifesteret af den æreløse flugt fra Afghanistan, Putins invasion af Ukraine og Kinas militære provokationer mod Taiwan og tilmed i USA’s eget luftrum. Svaghed skaber krig, mens styrke garanterer freden.

Gud ved om de europæiske regeringer, der jublede over Bidens valgsejr, er lige så glade i dag. Ser de med fortrøstning på en fremtid, hvor USA’s globale indflydelse eroderes med rasende hast?

Nogle i såvel Amerika som herhjemme sætter deres lid til, at Trump eller en anden republikaner, der deler hans politiske anskuelser, vinder præsidentvalget næste år. Men med et gennempolitiseret statsapparat og en altdominerende løgnepresse er det stærkt tvivlsomt, om USA nogen sinde igen får en præsident, der ikke er medlem af unipartiet bestående af demokrater og lydige republikanere.

Europæerne gør nok klogt i at belave sig på en kinesisk fremtid – en fremtid, som de selv har bidraget til med deres sygelige Trump-had.

Trump: Democrats using the ‘old Soviet process’ to crush opponents like me

USA’s allierede hopper af

Man tæller på knapperne i flere europæiske hovedstæder

Af Lars Hedegaard

Hvem er bange for en stormagt, hvis vigtigste politiske problemer er abort og mænd, der kræver retten til at være kvinder? Ingen, viser det sig.

Man skulle ellers tro, at den amerikanske regering havde nok at se til med de åbne grænser, de hundredtusinde årlige dødsfald som følge af fentanyl-overdoser, de hjemløse, der efterlader deres ekskrementer og kanyler på storbyernes gader – for ikke at tale om dollaren, der er på vej til at miste sin position som verdens reservevaluta, og de kinesiske kommunister, der har rottet sig sammen med Putin og mullaherne i Teheran for at overtage USA’s gamle rolle som verdens supermagt. Og så den amerikanske økonomi, der er ved at bryde sammen som følge af statens uhæmmede pengeudpumpning og stærkt voksende gæld.

Men nej! Biden-administrationens og mediernes hovedanliggende er retten til at slå levedygtige fostre ihjel, småbørns ret til at skifte køn uden deres forældres vidende og opfindsomme seksuelle variationer som den sikre vej til en stilling i Washington. Engang skulle man kunne noget for at blive til noget. Nu skal man være noget – helst transseksuel.

Det kan næppe undre, at en række tidligere amerikanske allierede, bl.a. Saudi-Arabien og Brasilien, er begyndt at orientere sig mod Beijing, som allerede har taget kommandoen i det meste af Afrika.

Fra den amerikanske regering behøver de kinesiske kommunister ikke frygte noget, for de har betalt Biden-familien kæmpebeløb for at få Joe til at gøre, hvad han får besked på. Så kan det godt være, at det ikke interesserer de amerikanske mainstream-medier, og at de fleste amerikanere ikke aner, hvad der foregår, men man kan være sikker på, at verdens regeringer følger godt med.

Det gør de bl.a. i Frankrig, hvis præsident, Emmanuel Macron, netop har været i Kina og i den anledning anbefaler Europa at distancere sig fra USA og opgive sin afhængighed af dollaren. Man kan så gætte på, hvilken valuta han forestiller sig skal overtage dollarens plads. Macron advarer også europæerne mod at blande sig USA’s udenrigspolitiske konflikter. Et klart signal om at Kina ikke vil høre et ondt ord fra Paris, hvis Beijing gør alvor af truslen om at erobre Taiwan.

Den republikanske senator Marco Rubio, der sidder i Senatets udenrigskomite, er stærkt utilfreds og forlanger at få at vide, om Macron taler på hele Europas vegne eller blot på sine egne.

Indtil videre er det vel mest det sidste, men hans udtalelser er et klart tegn på, at man tæller på knapperne i flere europæiske hovedstæder. Og hvis Joe Biden eller en anden woke-demokrat skulle gå hen og vinde næste års præsidentvalg, kan resultatet blive USA’s endelige sammenbrud som supermagt.

Vi gør nok bedst i at vænne os til tanken om USA som blot et land blandt så mange andre.