Derfor har vi censur

Dokumentation vil skabe problemer for deres multikulturelle og antinationale projekt

Af Lars Hedegaard

Når nogen vil bestemme, hvad andre må sige, er det altid udslag af en magtkamp, som magthaverne ikke kan vinde i en fri udveksling af synspunkter. Derfor må de ty til forbud og straffe. Det betyder ikke, at de har vundet, men blot at de har fordrevet kritikernes meninger fra den åbne samtale, og ingen skifter mening ved at få forbud mod at sige den.

Når censur bliver dagens orden – som vi nu ser i EU og over hele den vestlige verden – er man slået ind på en kurs, der kun kan gå i én retning: mod stadigt mere censur og undertrykkelse, stadigt flere forbud og stadigt flere straffe. For enden af vejen venter et totalitært samfund, som man efter smag og behag kan kalde fascistisk eller kommunistisk.

Censorerne vil altid begrunde deres indgreb med hensynet til det fælles bedste. Det er ikke godt for hverken dig eller mig eller samfundet, at nogle går omkring og udspreder ”misinformation”, ”disinformation”, ”russisk propaganda” eller løgne, og enhver rettænkende må kunne indse, at den slags bør forbydes. Og når nogen drister sig til f.eks. at vise billeder af ofre for islamisk terror, må enhver kunne fatte, at det skader de dødes pårørende.

Man kunne retfærdigvis indvende, at hvis offentligheden aldrig må se eller høre om de afskårne hoveder, fører det uvægerligt til flere afskårne hoveder og til flere sørgende pårørende, fordi bødlerne må føle sig beskyttet af myndighederne.

Når Kim Møller og Uwe Max Jensen bliver dømt for at offentliggøre billeder af islams ofre, er den triste årsag, at magtens mænd og kvinder og deres håndlangere i anklagemyndigheden, blandt dommerne og i medierne har det fint med tingenes tilstand. De kan ikke forestille sig, at terroren vil ramme dem selv, men frygter at alt for megen dokumentation vil skabe problemer for deres multikulturelle og antinationale projekt.

Men skal vi virkelig finde os i åbenbart forkerte meninger eller løgne? Nej, siger magthaverne og deres medier. Og det har de altid gjort. Det meste af, hvad der senere viste sig at være sandt, blev på et tidspunkt undertrykt og forbudt – af hensyn til almenvellet, religionen og moralen. Det gjaldt påstande om, at Jorden ikke er universets centrum, at alle mennesker er lige, at slaveri er en vederstyggelighed, at bønderne skal frigøres fra stavnsbåndet, at arbejdere skal have lov at strejke, at kvinder skal have stemmeret, og at enhver skal have lov til at tro, hvad de vil. Engang var alle disse krav og påstande ”løgn” og ”disinformation”, og man kunne komme i fængsel eller blive brændt på bålet for at fremsætte dem.

Nu skal vi ikke længere have lov til at tro, hvad vi vil – og i hvert fald ikke have lov at sige det offentligt. Men engang vil det imidlertid stå klart, at den herskende klasses yndlingspåstande – om ”klimaet”, om EU som Europas moralske fyrtårn, om ”højrefløjens” ubegribelige ondskab og om nødvendigheden af at styre almindelige mennesker, fordi de ikke kender deres eget bedste – havde samme status som gamle dages heksebrændinger.

Sammenligningen er ikke tilfældig, for dagens venstreorienterede magthavere betragter ikke deres politiske modstandere som mennesker, de er uenige med, men som umennesker, der skal elimineres – naturligvis af hensyn til almenvellet.